Lasse Møller tilbage på landsholdet

Seks spillere fra SG Flensburg-Handewitt er udtaget til det danske landshold. Lasse Møller fejrer sit comeback, udtagelsen af Simon Hald undrer.

Lasse Møller er også tilbage i rødt og hvidt.
Lasse Møller er også tilbage i rødt og hvidt. Foto: Kira Kutscher

Ruwen Möller

rm@fla.de

tirsdag d. 27. september 2022, kl. 14:12

Flensborg. Landstræner Nikolaj Jacobsen har tirsdag udtaget 19 spillere, der skal udgøre den danske trup til to landskampe i oktober, hvor den ene kamp spilles på dansk jord. Seks af spillerene er fra SG Flensburg-Handewitt. Det er Kevin Møller, Johan Hansen, Mads Mensah Larsen, Simon Hald, Emil Jakobsen og Lasse Møller. For Lasse Møller er det efter sit comeback i SG i starten af sæsonen også et comeback i rødt og hvidt. Det undrer lidt, at Simon Hald er udtaget, da stregspilleren pt. er meldt skadet i SG på ubestemt tid.

Om ca. to uger møder herrelandsholdet ind til landsholdssamling. På programmet er to landskampe i EHF Euro Cup mod henholdsvis Spanien og europamestrene fra Sverige. Danmark er sammen med Sverige og Spanien allerede kvalificeret til Europamesterskaberne i Tyskland i 2024, og i stedet for at skulle spille kvalifikationskampe, sætter topnationerne hinanden stævne i EHF EURO Cup.

- Først og fremmest glæder jeg mig rigtig meget til at vi skal samles igen. Det er jo et halvt år siden sidst, så det bliver godt at mødes og for alvor tage hul på VM-forberedelserne. Der er mange spillere, som vi kender rigtig godt, og så er der nogle, som jeg har brug for at se lidt mere til, inden vi nærmer os VM, så jeg ser meget frem til de her to kampe, siger herrelandstræner Nikolaj Jacobsen.

Herrelandsholdet spiller den første kamp mod Spanien i Royal Arena onsdag den 12. oktober (kl. 21), mens landsholdet søndag (16. oktober, kl. 16) møder Sverige i Scandinavium, Göteborg.

FAKTA

Den danske trup til de to kampe ser således ud:

Den danske trup til de to kampe ser således ud:

Keepere

Niklas Landin, THW Kiel
Kevin Møller, SG Flensburg-Handewitt
Emil Nielsen, FC Barcelona

Fløjspillere

Magnus Landin, THW Kiel
Emil Jakobsen, SG Flensburg-Handewitt
Johan P. Hansen, SG Flensburg-Handewitt
Hans Lindberg, Füchse Berlin

Stregspillere

Anders Zachariassen, GOG
Simon Hald Jensen, SG Flensburg-Handewitt
Magnus Saugstrup Jensen, SC Magdeburg

Bagspillere

Mathias Gidsel, Füchse Berlin
Henrik Møllgaard, Aalborg Håndbold
Lasse Møller, SG Flensburg Handewitt
Mads M. Larsen, SG Flensburg-H.
Mikkel Hansen, Aalborg Håndbold
Rasmus Lauge Schmidt, Veszprem
Jacob T. Holm, Füchse Berlin
Simon B. Pytlick, GOG
Jacob A. Lassen, HSV Hamborg