Von Oettingen skifter til Mors-Thy

18-årige Oscar von Oettingen forlader SG Flensburg-Handewitt og fortsætter i det nordlige Jylland hos  Mors-Thy Håndbold. 

Oscar von Oettingen kommer til at møde Miha Zvizej og Ribe-Esbjerg hyppigere de næste år efter skiftet til Mors-Thy Håndbold.
Oscar von Oettingen kommer til at møde Miha Zvizej og Ribe-Esbjerg hyppigere de næste år efter skiftet til Mors-Thy Håndbold. Foto: Kira Kutscher
tif@fla.de
mandag d. 1. november 2021 kl. 10.57

Flensborg. Spilletiden har ikke været stor for 18-årige Oscar von Oettingen på SG Flensburg-Handewitts Bundesligahold. Som U19 spiller heller ikke helt overraskende, men efter at mindretalsdrengen har været med i SGs opstart og vist glimt af sit kunnen i kampe mod for eksempel THW Kiel, fortsætter vejen nu i Danmark.

Med kort varsel skifter Oscar von Oettingen til ligaholdet fra Mors-Thy og fortsætter dermed ikke vejen hos SGs og dets ungdomshold. I Nordjylland har bagspilleren, der er del af det danske U19 landshold, skrevet under på en tre-en-halv år lang kontrakt. 

- Efter at vi har fået Teitur Einarsson ind og både Magnus Rød og Franz Semper er på vej tilbage efter skader er udsigten til spilletid for Oscar von Oettingen lille. Et perspektiv over længere tid kan vi ikke tilbyde ham og for at imødekomme hans udvikling har vi sagt ja til ønsket om at skifte klub, skriver SG Flensburg-Handewitt i en meddelelse.

Von Oettingen selv glæder sig til udsigten på mere spilletid.

- Mors-Thy Håndbold er en klub med gode muligheder for at udvikle sig som spiller. Man kan se de mange unge spillere, som har været igennem klubbens talentsystem, som har udviklet sig godt og nu spiller i Mors-Thy Håndbold eller i andre ligaklubber. Jeg tror, at hele setuppet omkring klubben, hvor man får spilletid, ansvar og tillid, selvom man er ung, er den perfekte mulighed for mig i forhold til både spillemæssig og personlig udvikling. Og så har jeg kun hørt positive ting om den store opbakning i området og de mange fans i hallen. Målet er at etablere mig som seniorspiller i Mors-Thy Håndbold og i den danske liga, og jeg glæder mig til at starte i Mors-Thy Håndbold, lyder det fra Oscar von Oettingen.

For tiden ligger Mors-Thy Håndbold på en nedrykningsplads efter ni kampe med kun fire point. I sidste spillerunde tabte Mors-Thy mod SønderjyskE 28-33.

Ni kampe og seks mål er det blevet til for Oscar von Oettingen på SG Flensburg-Handewitts første hold.