Tæt på: SG missede mesterskab med THW-uafgjort

SG Flensburg-Handewitt vinder 38:26 over Balingen-Weilstetten. Alligevel vinder THW Kiel, der spillede uafgjort mod Rhein-Neckar Löwen, Håndbold Bundesligaen.

SG Flensburg-Handewitt spillede om det tyske mesterskab mod HBW Balingen-Weilstetten. Foto:
SG Flensburg-Handewitt spillede om det tyske mesterskab mod HBW Balingen-Weilstetten. Foto: Lars Salomonsen.

Det holdt utrolig hårdt mod Rhein-Neckar Löwen, men THW Kiel sikrede sig lige nøjagtig uafgjort i søndagens sidste runde af Bundesligaen og er dermed tysk mester i herrehåndbold.

Opgøret mellem de to tyske storklubber endte 25-25, efter Rhein-Neckar Löwen og Niclas Kirkeløkke pressede Kiel voldsomt i slutfasen.

Kiel, som havde Niklas og Magnus Landin med i opgøret, afværgede en scoring i undertal i de sidste sekunder og reddede sig dermed det ene point, der var nok til guld.

Se hele FL-Arenas liveblog fra kampen her.

Flensburg-Handewitt ender på samme pointantal som Kiel efter en storsejr på 38-26 over Balingen-Weilstetten, men Kiel er bedst indbyrdes og trækker dermed det længste strå.

Hos Flensburg-Handewitt var Simon Hald, Mads Mensah og Lasse Svan med i søndagens opgør. Lasse Møller sidder ude med en slem knæskade.

Lasse Svan var med sine syv kasser en af de mest scorende i søndagens kamp. Men det var altså ikke nok til guldmedaljerne, som i stedet gik til Kiel.

Det er andet år i træk, at Landin-brødrene henter det tyske mesterskab til den nordtyske by. I 2020 blev sæsonen lukket ned før tid på grund af coronapandemien, og Kiel fik overrakt medaljerne, fordi klubben lå øverst i tabellen, da det skete.

Det er samtidig andet år i træk, at Flensburg-Handewitt må nøjes med at være næstbedst.

Klubben, der har hjemme tæt på den danske grænse, kan dog glæde sig over, at andenpladsen giver en plads i næste sæsons Champions League.

Magdeburg, der har danskerne Jannick Green og Michael Damgaard i truppen, tager sig af tredjepladsen. Hans Lindberg, Jacob Holm, Lasse Andersson og Johan Koch hjælper Füchse Berlin til fjerdepladsen, mens Niclas Kirkeløkke og Rhein-Neckar Löwen slutter som femmer.

/ritzau/

27 jun 2021, 17:31