DHK er mere end håndbold

I den første nedlukning var håndboldspillerne fra DHK Flensborgs førstehold med det samme ude og give en hånd til dem, der havde brug for det. Vi har kigget på, hvordan det er gået, og hvordan det ser ud hos DHK Flensborg.

DHK Flensborgs håndboldspillere var hurtigt med på ideen til at tilbyde indkøbshjælp til dem der ikke kunne selv. Alexander von Eitzen (t.v.) og Morten Schmidt var nogle af de første, der fik lov.
DHK Flensborgs håndboldspillere var hurtigt med på ideen til at tilbyde indkøbshjælp til dem der ikke kunne selv. Alexander von Eitzen (t.v.) og Morten Schmidt var nogle af de første, der fik lov. Foto: Lars Salomonsen
tif@fla.de
mandag d. 14. december 2020 kl. 0.11

Flensborg. Håndboldklubben DHK Flensborg er mere end bare at spille håndbold. Det beviste førsteholdet, der til daglig spiller håndbold i Oberliga, i begyndelsen af året, da Tyskland blev ramt af coronavirus og den store nedlukning. 


FLA

- Vi ønsker at give vores region noget tilbage i disse svære tider, hvor mange er ramt, og specielt de ældre ikke kan komme ud at handle. Da vores sæson er lukket ned, vil vi gerne bruge tiden på den gode måde og tilbyde dem, der har brug for det, at handle for dem, lød det fra DHK i marts lige efter nedlukningen.

Ideen kom fra træner Kai Nielsen, men spillerne var med på den og fyldte den med liv.

- Jeg er glad for, at spillerne var med på ideen med det samme. Jeg syntes altid, at blikket henover randen af tallerkenen ikke kan skade, og det har holdet været helt med på, sagde træneren for DHK Flensborgs første hold.

Den helt store efterspørgsel blev det dog ikke til, men det var heller ikke det, der talte for Kai Nielsen og DHK. Lidt mere end ti ture blev det til for håndboldspillerne og trænerne fra SdU klubben. Vigtigt for DHK-træneren, der til dagligt arbejder som politibetjent, var dog at hele projektet skulle stå på seriøse og solide ben. Sammen med Flensborg by, der havde installeret en nødtelefon, fik DHK Flensborgs førstehold gang i hjælpen.

- Vi var jo klar over, at der også har været kriminelle undervejs i denne tid, og at det helt sikkert ikke har været nemt for de ældre at gennemskue. Derfor tog jeg kontakt til Flensborg by, der via deres nødtelefon sørgede for at komme med opgaverne til os. Det gik forrygende, forklarer Kai Nielsen, der var glad for samarbejdet.


DHK Flensborg-træner Kai Nielsen var manden med ideen til indkøbshjælpen. - Foto: Lars Salomonsen

Efter at Slesvig-Holsten åbnede op igen, og folk selv kunne komme mere ud til butikkerne igen, har hjælpen fra håndboldspillerne ikke været efterspurgt mere. 

- Byen og de andre forskellige sociale netværk har taget ved lære af udfordringerne i den første nedlukning og selv sørget for at være forberedte og have hjælpen klar til en anden gang. Det er også helt i orden. Vi er glade for at kunne have hjulpet lidt og vise noget initiativ. Det har været en utrolig god erfaring for os, både for spillere og trænere. Hvis der skulle være brug for vores hjælp en anden gang, er jeg sikker på at vi nok skal finde ud af noget, sagde Kai Nielsen.

Lige for tiden ville spillerne i DHK Flensborg igen have rigelig med tid, da den nye håndboldsæson også er blevet sat på pause frem til februar, efter at den lige var startet. Bud efter SdU-klubbens hjælpende hænder er der dog ikke blevet sendt endnu, så spillerne får tiden til  at gå med deres arbejde, studier og en masse forskellige løbe challenges, i håb om, at en normal dagligdag nærmer sig igen. Indtil da kan holdet tænke med stolthed tilbage på deres initiativ og den viste ansvarsfølelse for samfundet. Hjertet i DHK Flensborg sidder også i slutningen af 2020 på det rigtige sted.