Med en ny spiller mod topholdet
Lørdag kl. 17 møder DHK Flensborg VfL Potsdam, som ligger på førstepladsen i 3. Liga. SdU-holdet har med Gunnar Jakubowski med kort varsel fået en ny spiller på holdkortet.
Flensborg. God nyhed for Dansk Håndboldklub (DHK) Flensborg en dag før den vanskelige hjemmekamp modVfL Potsdam. Med Gunnar Jakubowksi har SdU-holdet med kort varsel fået en ny spiller på holdkortet. Højrebacken kommer fra SG Flensburg-Handewitt II, har trænet to gange med DHK-holdet og fik sin spilletilladelse i løbet af ugen. DHK havde brug for en ny venstrehåndsspiller, da Philipp Schulte forleden blev skadet og er ude for resten af sæsonen.
- Det er en god nyhed. Han er næsten to meter høj, en sympatisk og sjov fyr. Jeg tror, vi vil få meget glæde af ham. Jeg glæder mig i hvert fald over, at det lykkedes at hente ham, siger Kai Nielsen. DHK-træneren kan også på lørdag få god brug for alle spillere.
Det gælder nemlig ligaens absolutte tophold. VfL Potsdam har indtil videre vundet alle sine syv sæsonkampe og er suverænt på vej til at indfri klubbens mål om at rykke op i 2. Liga. Det sker med en meget talentfuld og ung trup, som har et kendt navn på trænerbænken. Bob Hanning har i denne sæson overtaget trænerjobbet. Til daglig er han direktør for Bundesliga-klubben Füchse Berlin. Men fordi Füchse II, som også spiller i 3. Liga, ikke må rykke op i 2. Liga, har hovedstadsklubben fundet en samarbejdsklub i Potsdam. Og Hanning vil selv sørge for, at oprykningen lykkes, så Berlins talenter fremover har alle muligheder for at få spilletid lige fra 1. til 3. Liga.
- Det er en stor mundfuld, siger Kai Nielsen, og det skyldes ud over modstanderens kvalitet også andre aspekter. DHK er efter de seneste nederlag havnet på ligaens næstsidste plads. Det bekymrer ikke så meget, for stemningen i truppen er fortsat god. Det er værre, at DHK i de seneste uger har haft mange skavanker, småskader og sygemeldte spillere.
- Simon Jürgensen hat været ude i to uger med sygdom, og Johannes Krüger døjer med en fodskade, så han er tvivlsom, siger Kai Nielsen. Desuden kan Kai Nielsen se, at hans hold mentalt er gået lidt i stå.
- Vi har trænet siden april uden rigtig pause, fordi vi aldrig vidste, hvornår oprykningskampene fandt sted. Så oplevede vi en stor eufori hen over sommeren, men den er gået lidt tabt. Udviklingen i forhold til corona gør heller ikke, at stemningen bliver bedre. Folk begynder at spørge sig selv om, hvad sker der nu. Men uanset hvad, så tror jeg stadig på, at vi kan spille en god anden sæsonhalvdel, siger Kai Nielsen og håber, at hans hold allerede vil spille en god kamp på lørdag. Det vil være den næste gode nyhed.
Ruwen Möller
rm@fla.de
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce