DHK Flensborg vil gøre det bedre igen
Flensborg. Efter en euforisk begyndelse i 3. Liga med to sejre, tabte håndboldherrerne fra DHK Flensborg de seneste tre kampe på stribe og står inden weekendens opgør tilbage med en dårlig fornemmelse. Det vil SdU-holdet gerne ændre, når det fredag kl. 20 gæster HSG Ostsee med den tidligere DHK-træner Jens Häusler på sidelinjen.
- Det ville være godt for os alle, hvis vi igen får point med hjem, siger den nuværende DHK-træner Kai Nielsen.
Han ser begge hold i øjenhøjde (HSG har 5-5 point, DHK 4-6) og tror på, at det på papiret er en jævnbyrdig kamp. Om det så bliver det i realiteten, vil de 60 minutter vise. Uanset hvad, bliver det en stor udfordring for DHK, som nok må undvære et par spillere. Tobias Wickert-Grossmann pådrog sig en ledbåndsskade i foden mod Fredenbeck.
- Han kommer til at mangle fredag. Jeg håber det tager ikke alt for lang tid, men det kan godt vare op til fire uger, siger Kai Nielsen. Moritz Schaefer kann ikke være med af private årsager, og Philipp Schulte mangler også. I det hele taget har truppen den seneste uge været ramt af sygdom, bl. a. har anfører Tjark Desler ikke trænet med holdet, men træneren håber, at han er klar fredag.
- Vi har stadig nok gode spillere på alle positioner. Jeg håber, at de, som de seneste kampe ikke har spillet alt for meget, gør det godt fredag, og at vi som hold står tæt sammen. Der findes mange eksempler, hvor de hold, som manglede vigtige spillere, har vist, at det ikke svækker dem, men gør dem bedre. Det bedste eksempel var SG Flensburg-Handewitt, som var hårdt ramt af skader sidste sæson, men også vores seneste modstander Fredenbeck. De manglede også en del spillere.
Hvorfor det gik galt for DHK især i den sidste kamp, har Kai Nielsen ikke en objektiv forklaring for.
- Der var ingen grund til det, og noget lignende har jeg ikke oplevet før i min håndboldkarriere. Der er ingen tegn eller grund til vores seneste præstationer, men det virker som om holdet tænker mere på det negative end det positive, siger træneren. Nu håber han på bedring i kampen fredag. Begge hold ligger nemlig i midten af rækken og kæmper ifølge Kai Nielsen om de samme pladser. Og for at nå mesterrunden (de første seks hold er garanteret at undgå nedrykningen) vil DHKs tredje sæsonsejr være guld værd. Ruwen Möller
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce