Kiel og Landin overvinder eget kollaps og er i CL-finale
Kiel smed en syvmålsføring i ordinær tid, men vandt semifinalen over Veszprem 36-35 efter forlænget spilletid.

Tyske THW Kiel skal møde spanske FC Barcelona i herrernes Champions League-finale i håndbold.
Det blev en kendsgerning, da tyskerne mandag aften slog den ungarske storklub Veszprem i semifinalen ved Final 4-stævnet i Köln efter et stort drama.
Kiel vandt med 36-35 efter forlænget spilletid i en omskiftelig og medrivende kamp. Tyskerne nåede at føre med syv mål i første halvleg for at komme bagud med fire mål i anden halvleg inden en stærk slutspurt.
Med Kiel-sejren er der lagt op til en finale mellem to danske målmænd, da tyskerne har Niklas Landin på mål, mens Barcelona råder over Kevin Møller.
Det er to håndboldmastodonter, som mødes i tirsdagens finale, for tilsammen har klubberne vundet Europas mest prestigefyldte klubturnering 12 gange.
Kiels tredje og seneste triumf i Champions League var i 2012, og kun to klubber har vundet turneringen flere gange. Den ene af dem er finalemodstanderen, som senest vandt turneringen i 2015. Med sine ni Champions League-titler har Barcelona flest af alle.
Veszprem var uden en skadet Rasmus Lauge, mens Nikolaj Markussen var henvist til en reservetjans på bænken i semifinalen.
Ungarerne var smalle favoritter, men holdet måtte vente til langt inde i anden halvleg, før det blev til en føring.
En del af forklaringen var blandt andet, at Veszprem i første halvleg nåede at have en scoringspause på over 11 minutter, før Niklas Landin igen blev passeret. Det udnyttede Kiel til at opnå et syvmålsforspring, mens pauseføringen var på fem mål.
I løbet af anden halvleg fik Veszprem så stille og roligt spist sig ind i opgøret igen, og Niklas Landin måtte et smut på bænken.
Afløseren Dario Quenstedt fik heller ikke fat i meget, og så røg Landin tilbage i buret.
I første omgang var det med begrænset succes, og med 13 minutter tilbage af opgøret var ungarerne pludselig i front med 25-24 og kort efter 28-24.
Kiel tog en sidste timeout, og det så ud til at være den rette medicin. Tyskerne fik kæmpet sig tilbage med fem scoringer i træk og tog føringen, men Veszprem fik udlignet, og kampen gik i forlænget spilletid.
Her fik Veszprem den bedste start og førte med to mål efter den første halvdel af den forlængede spilletid. Atter svarede Kiel tilbage, og svenske Niclas Ekberg blev den store helt i slutfasen.
Med 39 sekunder tilbage scorede han til 36-35, og til sidst stod han - lidt ufrivilligt - bag den afgørende blokering med hovedet, så Kiel avancerede til finalen.
Tirsdagens finale begynder klokken 20.30.
/ritzau/
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce