Kiel samt Lauge og. Co misser finale

Champions League-finalen bliver et møde mellem Barcelona og Kielce, der lørdag slog THW Kiel og Veszprem.

Steffen Weinhold og Kiel spiller bronzekampen.
Steffen Weinhold og Kiel spiller bronzekampen. Foto: Marius Becker/dpa
lørdag d. 18. juni 2022 kl. 20.24

Søndagens finale i håndboldherrernes Champions League bliver et møde mellem de forsvarende mestre fra Barcelona og polske Kielce.

Det står klart, efter at de to mandskaber lørdag vandt deres respektive semifinaler ved Final 4-stævnet i Köln.

Kielce slog ungarske Veszprem 37-35 efter en stærk anden halvleg, hvor polakkerne hurtigt fik indhentet en pauseføring på 18-16 til Veszprem og bragte sig i front med tre-fire mål.

Danske Rasmus Lauge blev topscorer for Veszprem med otte mål og gjorde sit til at skabe spænding, men Kielce vandt forholdsvis sikkert.

Kielce har en gang tidligere vundet Europas største klubturnering. Det var tilbage i 2016, hvor netop Veszprem var modstanderen.

Søndag venter spanske Barcelona i finalen, efter at de forsvarende mestre slog THW Kiel med 34-30.

Kiel stillede med Niklas Landin i målet og Magnus Landin på fløjen, men de to danskere kunne ikke hjælpe nordtyskerne videre. Kiel var uden den norske profil Sander Sagosen, der er ankelskadet.

Kiel-spillerne hængte godt i, men efter pausen fik Barcelona slået et hul, der nåede op på seks mål. Selv om tyskerne fik reduceret til 29-32 med tre og et halvt minut tilbage, så udeblev den helt store spænding.

Barcelona er den mest vindende klub i Europas største klubturnering med ti titler.