Ebeling stopper et år før tid

Tidligere SG Flensburg-Handewitt fløj Mikkel Ebeling kommer kun til at spille en enkelt sæson i TM Tønder.

Mikkel Ebelings skifte fra SG Flensburg-Handewitt til TM Tønder holdt kun et år.
Mikkel Ebelings skifte fra SG Flensburg-Handewitt til TM Tønder holdt kun et år. Arkivfoto
tif@fla.de
mandag d. 29. marts 2021 kl. 11.51

Tønder. En enkelt sæson hos TM Tønders håndboldherrer i 1. Division bliver det bare til for Mikkel Ebeling. Ebeling skiftede ellers først til Tønder fra SG Flensburg-Handewitts succesrige U19 hold sidste sommer og havde kontrakt et år mere hos TMT.  

Venstrefløjen ligger nummer to i den interne topscorerliste med 89 mål i 22 kampe og har gjort et godt indtryk i det sønderjyske. 

- Mikkel har spillet en flot sæson her, og vi har været rigtig glad for at have ham i klubben. Mikkel havde kontrakt for endnu en sæson, men har bedt om at blive løst fra kontrakten et år før tid, hvilket vi naturligvis ikke vil stå i vejen for, siger Kim Wittenkamp, TMT-direktør i pressemeddelelse.

Inden Mikkel Ebeling tog springet fra håndbolden i Flensborg og turen til Tønder var det med klare målsætninger. I det mindste en del af det fik han i masser af spilletid opfyldt.

-Jeg skifter til TM Tønder, fordi at her mener jeg, at jeg kan få mere spilletid på højt niveau. Jeg mener, at I TM Tønder kan jeg udvikle mig mere og dette håber jeg på bliver et springbræt videre til ligaen, sagde Mikkel Ebeling.

Hvor SG-legende Lars Christiansens nevø kommer til at slå sine foldere ud i den kommende sæson er på nuværende tidspunkt ikke afklaret endnu. Målene fejler dog intet hos den 20 årige venstrefløj, der i fremtiden håber på at komme til at spille Championsleague. Når han ikke spiller håndbold studerer han HA generel erhvervsøkonomi i Kolding.

Udover Mikkel Ebeling er det også Jonas Wilde og Lars Kooij i TM Tønder, der har en fortid hos SG Flensburg-Handewitt.