Lasse Svan stopper karriere efter 14 år i SG

Efter 14 år som SG Flensburg-Handewitt-spiller stopper Lasse Svans håndboldkarriere.

Billede
Arkivfoto: Martin Ziemer
mandag d. 6. september 2021 kl. 13.23

Flensborg. OL-vinder, to gange verdensmester, europamester, vinder af EHF Champions League og tysk mester - Lasse Svan har vundet alle store titler i håndbold. Nu stopper den 38-årige danske nationalspiller karrieren efter denne sæson. Det oplyser SG Flensburg-Handewitt i en pressemeddelelse.

Lasse Svan har på nuværende tidspunkt spillet 609 kampe for SG, scoret 2362 mål og været anfører siden sæsonen 19/20. Han fik debut på det danske A-landshold i 2003.  

- Lasse var og er en stor anfører, atlet og person, der har skrevet historie med SG. Hans succeser på landsholdet og i SG er ekstraordinære, og de viser, hvor meget hjerte og hvor meget hårdt arbejde Lasse hver dag gennem alle årene har investeret i sin håndbold.

- Fuldt fortjent bliver han optaget i SGs Hall of Fame og opnår dermed med rette legendestatus, siger SGs direktør, Dierk Schmäschke.

Svan har gennem de seneste år været i gang med en uddannelse som mentaltræner, og det er også den vej, han vil gå næste sommer, når håndboldkarrieren stopper, meddeler han på SGs hjemmeside.

Inden da skal karrierens sidste trofæer jagtes.

- Jeg har udviklet mig enormt som spiller og person i mine 14 år hos SG. Da Lars Christiansen havde sin afskedskamp, troede Anders Eggert, Thomas Mogensen og jeg ikke, at det ville være muligt at spille så mange år for den samme klub.

- Nu har jeg selv gjort det, og det gør mig utroligt stolt, siger Svan.