Erik Veje siger stop

Den tidligere Flensborg-træner Erik Veje Rasmussen takkede nej, da han blev spurgt, om han ville være den ansvarlige mand på sidelinjen i Skanderborg Århus Håndbold.

Erik Veje Rasmussen vil ikke være en del af det nye håndbold-projekt med Århus og Skanderborg.
Erik Veje Rasmussen vil ikke være en del af det nye håndbold-projekt med Århus og Skanderborg. Bo Amstrup
tirsdag d. 6. april 2021 kl. 10.25

Slut

ritzau/Ruwen Möller

Aarhus. Det var Erik Veje Rasmussen selv, der takkede nej til at være en del af det nye håndboldprojekt Skanderborg Århus Håndbold.

Det siger den mangeårige Århus Håndbold-træner, efter at det mandag blev meldt ud, at Århus Håndbold har indgivet en konkursbegæring og fusionerer med Skanderborg Håndbold.

- Jeg har takket nej. Jeg fulgte min mave, og den sagde, at det skulle jeg ikke. Det er altid den, jeg spørger til råds, siger Erik Veje.

I stedet bliver det Skanderborg Håndbolds nuværende træner Nick Rasmussen, der bliver cheftræner for det nye hold.

- De spurgte, om jeg ville med og være træner. Hvorvidt det var sammen med Nick (Rasmussen, red.), og hvem der skulle være chef- og assistenttræner nåede vi slet ikke at diskutere, fordi for mig var det ikke et tema, siger Erik Veje.

- Der er mange ting i det. Nu har jeg været her i mange år, og jeg synes ikke, at det er lykkedes alt for fantastisk i år, så jeg trænger til et stop.

Hvor længe han skal være uden for håndboldverdenen, vil tiden vise.

- Måske bliver det et stop i en uges tid, måske bliver det et år, eller måske bliver det resten af mit liv.

- Det er meget livgivende at få lov at træne sådan nogle unge mennesker, så jeg vil ikke udelukke, at jeg skal være træner igen, siger han.

Han er ked af, at det ender med en konkurs for Århus Håndbold, hvor han startede som træner i 2003 og med undtagelse af en enkelt sæson har stået i spidsen for holdet siden.

Der skal noget nyt til

Men han er også enig i, at der skal ske noget nyt, hvis klubben skal fortsætte i tophåndbold.

- Det har vist sig, at det ikke kan lade sig gøre at lave tophåndbold i Aarhus-regi alene.

- Så på den måde giver det rigtig god mening at lave fusionen i håbet om, at man kan samles for alvor og få en langt bedre økonomisk baggrund for at drive elitehåndbold, siger han.

Bestyrelsesformand i Århus Håndbold Jørgen Noes bekræfter, at det var Erik Veje selv, der takkede nej til tilbuddet om at være en del af det nye projekt.

- Erik er en kæmpe personlighed og har gjort en stor forskel for Århus Håndbold. Han har været uvurderlig og en fantastisk mand hele vejen igennem. Nu er det et nyt setup, og der har vi lyst til at tage den fra, siger han på et pressemøde mandag. 

SG-fortid

Erik Veje Rasmussen har tidligere været træner for SG Flensburg-Handewitt fra 1998 til 2003. To gange vandt han europacuppen med tyskerne og i 2003 var han med til at vinden den første pokal-titel i klubbens historie.   

- Det har vist sig, at det ikke kan lade sig gøre at lave tophåndbold i Aarhus-regi alene.

Erik Veje Rasmussen