IF Stjernen forstærker sig i forsvaret

SdU-klubben kan nu annoncere den fjerde tilgang til truppen før næste sæson.

Træner Marco Jannsen og Stefan Evdenic kommer til at arbejde sammen i den kommende sæson. Foto:
Træner Marco Jannsen og Stefan Evdenic kommer til at arbejde sammen i den kommende sæson. Foto: IF Stjernen
jk@fla.de
onsdag d. 24. maj 2023, kl. 11.51

Engelsby. Stefan Evdenic skifter til IF Stjernen fra den kommende sæson efter seks år i TuS Collegia Jübeck, hvor løjerne godt nok også har været sparsomme i den netop overståede sæson. 

Klubben rykkede ud af Landesligaen med et brag og blot ét sølle point for 22 kampe - holdet vandt dog en enkelt kamp, men blev allerede i september fratrukket tre point for ikke at møde op til en kamp.

Det er en helt anden historie, for nu skifter den unge forsvarsspiller hjem til Flensborg og sparer dermed køreturen til Jübeck frem og tilbage flere gange om ugen. Til gengæld kan Stefan Evdenic spille videre i Landesligaen med Stjernen, der reddede sig igennem uden om nedrykning og nedrykningsspil i en spændende sæsonafslutning. 

- Transporten frem og tilbage blev udslagsgivende, og desuden finder jeg IF Stjernens unge mandskab meget interessant, hvilket i afgørende grad har været medvirkende til min beslutning, siger Stefan Evdenic, der som yngre blev tunet i Flensburg 08 og der traf Stjernen-coach Lars Meyer. 

Efter tiden på U19-holdet i Flensburg 08 skiftede Stefan Evdenic til Jübeck, hvor han om ikke andet må have fået en vis rutine i at ekspedere bolden fra egne netmasker op til pletten midt på banen. 93 mål lukkede TuS Collegia Jübeck ind i 22 kampe - et snit på lidt over fire!

IF Stjernen har i forvejen hentet Daniel Benzin i TV Grundhof og Daniel Matthiesen og Jonas Schulz, der begge skifter fra TSV Nordmark Satrup.