IF Stjernen Flensborg: Tre unge og en målmand

IF Stjernen Flensborgs fodboldherrer har præsenteret de første nye spillere til næste sæson.

Gentrit Ujkani (i midten i træningsdragt) fik allerede debut hos IF Stjernen Flensborgs fodboldherrer i pokalkampen mod FSG Ostseeküste.
Gentrit Ujkani (i midten i træningsdragt) fik allerede debut hos IF Stjernen Flensborgs fodboldherrer i pokalkampen mod FSG Ostseeküste. Foto: Tim Riediger
tif@fla.de
tirsdag d. 14. marts 2023, kl. 13.29

Flensborg. Hvis det også skal hedde Landesliga i den kommende sæson, gælder det om at skrabe point sammen for IF Stjernen Flensborgs fodboldherrer, når anden halvdel af sæsonen starter den 25. marts. Planlægningen er dog langt mere fremadrettet hos SdU-holdet, der nu har kunnet præsentere tre spillere fra U19-holdet og en målmand fra TSV Nordmark Satrup som spiller for IF fra næste sæson.

Således kommer Gentrit Ujkani, Jannis Hybsz og Pepe Tay Reichhardt fra U19-holdet, som IF Stjernen Flensborg kører sammen med DGF Flensborg. Alle tre spillere har allerede været med til træning i et stykke tid og har således også været del af kampene. Mens Ujkani og Hybsz fortsat skal holde fokus på U19-holdet, er Reichhardt allerede mere fast med. At man hos IF Stjernen Flensborg dog måske hurtigere får brug for de unge spilleres hjælp, viste sig allerede i pokalkampen mod FSG Ostseeküste, hvor alle tre fik mange minutter på banen.

Mere erfaring kommer 22-årige målmand Jonas Schultz med. Han har, siden han har været fire år, været del af TSV Nordmark Satrup, men er ude efter en ny erfaring nu. Han kender IF-træner Lars Meyer fra Meyers tid i Satrup og følte derfor, at det var det helt rigtige skifte. IF har derudover også akut behov, da anfører Rico Nommensen tager springet tilbage til TSB Flensburg for at prøve sig af i Oberliga. Uanset hvad er Lars Meyer tilfreds med allerede nu at have fundet en erstatning.

- Jonas er en ung målmand, der skal lære en masse endnu. Men holder han fokus og arbejder hårdt, så kan han lave det næste step i sin udvikling her hos os. Det er jeg i hvert fald overbevist om, siger Lars Meyer.