Her er SdU-holdene i aktion

I weekenden venter der igen rigeligt med spændende kampe for mindretals-klubberne - HKUF kommer dog ikke i aktion.

Stjernens kvinder spiller i weekenden ude.
Stjernens kvinder spiller i weekenden ude. Foto: Kira Kutscher

Flensborg. Søndag kl. 14 venter en udekamp på kvinderne fra IF Stjernen Flensborg. I Oberligaen gæster de Henstedt-Ulzburg II.

I Landesliga gæster klubbens herrer TSV Friedrichsberg (lørdag, kl. 14). Med endnu en sejr - sidste uge vandt Stjernen 2-0 over Rantrum - vil IF overhale Friedrichsberg i tabellen og komme væk fra nedrykningspladserne. Men også TSV vandt sin sidste kamp og er i god form.

Formen har DGF Flensborg endnu ikke fundet for alvor, i hvert fald ikke konstant. I Verbandsliga Nord blev det senest igen til et uafgjort, men lørdag kl. 13 i hjemmekampen mod BW Löwenstedt vil de rød-hvide gerne tage sæsonens tredje sejr.

Slesvig IF ligger i Verbandsliga Nord-Ost i spidsen af rækken, og her fejler hverken form eller resultaterne noget. Lørdag kl. 14 gælder det TSV Altenholz II i hjemmekampen på SIF-pladsen i Slesvig.

Kvinderne fra Eckernførde IF har også en hjemmekamp (lørdag, kl. 16) og møder SG RieWa. IF Tønnings (Kreisklasse) herrer tager lørdag kl. 14 imod Süderholmer SV II. Herrerne fra HKUF kommer i rækken C N1 derimod ikke i aktion. Den for søndag kl. 13 planlagte kamp hos SG Nordangeln II er aflyst. Modstanderen har trukket sit hold tilbage, og alle sæsonens resultater er dermed slettet.

U19-drengene fra SG DGF/Stjernen Flensborg er tilbage fra efterårsferien og spiller i Oberliga søndag kl. 15 hos Eutin 08. U17-holdet er i aktion i Landesliga kl. 13 hos SG K-G-S. Eckernførde IFs U17-piger tager kl. 13 imod SG Eggebek (Kreisliga). 

22 okt 2021, 7:06
Ruwen Möller
rm@fla.de