Flensborg sagde pænt nej tak

Danmarks største cykelløb kigger ikke forbi fjordbyen, som ellers igen fik tilbuddet om at være værtsby.

I 2019 præsenterede den daværende Jesper Worre Flensborg som startby for kongeetapen i PostNord Danmark Rundt. Men løbet lægger ikke vejen forbi fjordbyen i 2021.
I 2019 præsenterede den daværende Jesper Worre Flensborg som startby for kongeetapen i PostNord Danmark Rundt. Men løbet lægger ikke vejen forbi fjordbyen i 2021. Foto: Tim Riediger
rm@fla.de
mandag d. 8. marts 2021 kl. 11.54

Flensborg. Der var lagt op til den nok største cykelsports-begivenhed, som fjordbyen nogensinde har set. Det var planen, at Flensborg i sommeren 2020 skulle have været startby for kongeetapen i PostNord Danmark Rundt, Danmarks største cykelløb. Det hele var lagt flot til rette: 100-års venskabsfesten i grænseregionen, 30. udgave af Danmark Rundt og for første gang en etapestart i udlandet.

Men så kom corona. Først blev løbet udskudt til september 2020, og senere blev det helt aflyst.

Jubilæums-udgaven skal nu efter planen holdes i 2021, men ikke med Flensborg som værtsby.

- Det er rigtig, at vi igen fik tilbuddet om at være startby, siger byens pressetalsmand Clemens Teschendorf til Flensborg Avis.

Corona er skyld

- Vi har dog sagt pænt nej tak.

Begrundelsen ligger udelukkende i coronasituationen i Flensborg.

- På nuværende tidspunkt kan vi simpelthen ikke overskue, hvordan større arrangementer kan håndteres i byen. Risikoen i forbindelse med corona, især fordi vi er hårdt ramt af mutationerne, er ikke til at vurdere.

- Vi ved ikke en gang, hvordan vi skal klare vores egne arrangementer, og kommer nok til at måtte aflyse en del af dem. Derfor har vi i forbindelse med cykelløbet valgt at trække en klar linje og også gøre det i god tid. Vi ville ikke vente til juni og juli for at se på udviklingen, og så i givet fald måtte melde afbud på det tidspunkt. Udviklingen nord og syd for grænsen er meget forskellig, men vi har nu valgt at gå den her vej.

To gange Sønderjylland

Han understreger, at byen gerne havde været vært.

- Det passede jo meget godt sammen især i 2020 med 100-års venskabsfesten, og det havde også passet godt ind i år, men pga. corona er det simpelthen ikke muligt.

Forleden blev det offentliggjort, at løbet fra 10. til 14. august lægger vejen forbi Esbjerg, Sønderborg, Vejle, Kalundborg og Frederiksberg som målsteder. Startbyerne er bl.a. Tønder og Ribe, og feltet kører altså to gange gennem Sønderjylland, men kommer ikke forbi Flensborg.