Danske sydslesvigere i mange modeller

Per Dittrich, Slesvig

Ti medier har indtil videre tilmeldt sig SSWs landsmøde på lørdag, fortæller SSW-pressetalsmand, Per Dittrich.
Foto: Lars Salomonsen
Ti medier har indtil videre tilmeldt sig SSWs landsmøde på lørdag, fortæller SSW-pressetalsmand, Per Dittrich. Foto: Lars Salomonsen Lars Salomonsen/BorderPress.dk



torsdag d. 24. november 2022, kl. 6:00

I den lille landsby, hvor jeg opvoksede, var der en ældre dame. Hun var altid den første i forsamlingshuset, når der var et SSF- eller SSW-arrangement. Lavede kaffe og smørrebrød, satte dannebrogsflag på bordet. Og hun var altid den sidste i huset, når arrangementet var overstået. Tog af bordet og gjorde rent, så salen var klar til de næste gæster.

Hun havde ingen officiel funktion, intet hverv, fik ingen løn. Hun gjorde det, fordi det danske fællesskab var en hjertesag for hende, selv om hun ikke talte dansk. Jeg tror nu sagtens, hun kunne mere end et gebrokkent »hej« og »mange tak«, men at hun blot ikke turde vise det. Og jeg glemmer aldrig lyset i hendes øjne, da hun modtog SSFs sølvnål. Hun var en rigtig ildsjæl. En vaskeægte dansk sydslesviger. 

Da jeg senere flyttede til en anden landsby, lærte jeg faren til en tidligere klassekammerat at kende. Han kunne heller ikke tale dansk, men som SSWer kæmpede han en daglig kamp for at sikre de offentlige tilskud til den danske børnehave og SSFs kulturarbejde. Han var aldrig bleg for at give en hånd til skolefester, til årsmødet eller andre mindretalsarrangementer. Skulle jeg pege på en person, der om nogen har holdt sammen på det lokale mindretalssamfund gennem årtier, så er det ham. Han er en rigtig ildsjæl. Og en vaskeægte dansk sydslesviger. 

Begrebet sindelag beskriver en måde at tænke på, en holdning. Og man kan efter min bedste overbevisning godt have et dansk sindelag uden at tale dansk på niveau med en mindretalsfunktionær. Jeg har en kæmpe respekt for de stille slidere derude, der bare kaster sig ud i arbejdet og trodser sproglige udfordringer, fordi det danske fællesskab i Sydslesvig er en hjertesag for dem. De forlanger ikke en krone fra de danske bevillinger, og giver selv så meget. Vi burde være varsomme med at tale dem ned. Det har de ikke fortjent.