Sydslesvigere elsker den strand: Snart fraråder kommunale skilte badning i det børnevenlige område

Der kommer en trist information op ved vestjysk strand. Der er et forsigtighedsprincip, der får Styrelsen for Patientsikkerhed og Varde Kommune til at tage affære efter fund af giftstof.

Det er her på Henne Strand, der fundet for meget PFAS tættest på kysten. Derfor skal der nu sættes skilte op. Arkovfoto:
Det er her på Henne Strand, der fundet for meget PFAS tættest på kysten. Derfor skal der nu sættes skilte op. Arkovfoto: Jacob Schultz



torsdag d. 18. august 2022 kl. 6:03

Henne. Der er fundet for store mængder af stoffet PFAS ved den populære Henne Strand ved Vesterhavet. Det er ikke i alt vandet, men i nogle af de små indsøer, der dannes ved revlerne, når vandet trækker sig tilbage. Det er det område, der kan opfattes som det stille vand.

De er især gode for børn at bade og lege i, men det bør de ikke.

Der er nu kommet en vurdering fra Styrelsen for Patientsikkerhed, efter det blev konstateret, at PFAS-stofferne var over den anbefalede værdi ved en indsø ved Henne Strand. Det var Miljøstyrelsen i samarbejde med Varde Kommune, der denne sommer foretog målingerne.

Skiltene skal ifølge planen sættes op i denne uge. Vi er i dialog med Miljøstyrelsen, om der skal foretages nye målinger.

Klaus Bertram Fries, Varde Kommune.

Styrelsen for Patientsikkerhed pointerer, at badning i indsøerne ikke udgør en akut sundhedsrisiko.

Men ud fra et forsigtighedsprincip fraråder Styrelsen for Patientsikkerhed, at der bades i det stille vand tættest på stranden.

Det betyder, at Varde Kommune i øjeblikket er ved at fremstille nogle skilte, der skal illustrere, at man bør undgå badning i indsøerne.

Sættes op i denne uge

- De skal ifølge planen sættes op i denne uge, siger Klaus Bertram Fries, der er leder af Naturcentret - en afdeling i Varde Kommune.

Det er en udfordring at informere om, at der egentlig roligt kan bades, men ikke i det stille vand. Men det skal skiltene altså vise.

Frarådningen mod badning i det stille vand kommer kun til at omfatte Henne Strand.

- Vi er i dialog med Miljøstyrelsen, om der skal foretages nye målinger, siger Klaus Bertram Fries.

Blandt andet har der tidligere været målt for høje PFAS-værdier ved Jammerbugt, men i en ny måling var grænseværdierne under.

Indsøerne er midlertidige og kan hurtigt fyldes med nyt vand - det sker faktisk hele tiden.

Der kan bades i det åbne vand uden risiko. Her er koncentrationen af PFAS langt under grænseværdien.

Skyl med havvand

- Man må gå uden om indsøerne, foreslår Klaus Bertram Fries, hvis man vil have en dukkert på stranden i Henne.

Skulle man få vand på huden fra en indsø, anbefales det at skylle sig af - og ikke andet. Det kan ske i havet, foreslår Styrelsen for Patientsikkerhed.

I anbefalingen lægges der også vægt på, at man bør være særlig opmærksomhed på børn og gravide, da de vurderes som særligt følsomme i forhold til mulige effekter af stofferne, og da børn i forbindelse med leg risikerer tættere og længerevarende kontakt med vandet.

Der er forskellige PFAS-stoffer, som mistænkes for at være kræftfremkaldende og svække immunforsvaret. Der er blandt andet gjort et fund ved en brandskole i Korsør, og her er der bekymring for både brandfolks og borgeres helbred.