Turister fra nabolandene er tilbage på hoteller efter corona

Gæster fra Sverige, Norge og Tyskland var tilbage på danske hoteller i maj med 253.000 overnatninger.

Antallet af overnatninger i Danmark i maj var 3,7 millioner. (Arkivfoto).
Antallet af overnatninger i Danmark i maj var 3,7 millioner. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix

/ritzau/


fredag d. 8. juli 2022 kl. 11:03

Efter to år med corona bliver der igen talt norsk, svensk og tysk ude i det danske ferieland.

Således viser nye tal fra Danmarks Statistik, at turister fra nabolandene er tilbage på de danske hoteller, feriecentre og campingpladser.

Ifølge tallene var der i alt 3,7 millioner overnatninger på feriesteder.

Det var især hotellerne, der med 1,7 millioner overnatninger bidrog til det høje antal overnatninger.

Danskerne stod for 1,1 million af hotelovernatningerne, hvilket er det højeste antal danske hotelovernatninger for en maj måned nogensinde.

Men også gæster fra Sverige, Norge og Tyskland var tilbage på hotellerne. De stod for 253.000 hotelovernatninger.

Det er en stigning på 13 procent i forhold til 2019.

Samlet var der 629.000 udenlandske hotelovernatninger i maj, og dermed var de udenlandske hotelovernatninger næsten tilbage på niveau fra før corona.

Med udviklingen de seneste måneder forventer Dansk Erhverv, at udenlandske sommergæster vender stærkt tilbage.

- Især de svenske og norske turister var savnede flere steder sidste sommer, men det ser lovende ud i år. Også de tyske gæster kommer talstærkt tilbage, siger Kirstine Tolstrup Nielsen, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Udviklingen vækker også glæde hos Horesta, brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, der mener, at det er gået hurtigere end forventet.

- Ingen havde regnet med, at vi så kort tid efter de sidste restriktioner kunne tale om rekorder.

- Det er helt fantastisk og meget tyder på, at det i hvert fald fortsætter i højsæsonen og sensommeren, siger den administrerende direktør i Horesta, Jannick Nytoft.

Men fremtiden for rejselysten er usikker, mener han, da der er flere ubekendte i forhold til krigen i Ukraine og nye varianter af coronavirus.

- Vi ved desværre ikke helt, hvordan vinteren ser ud. Men det ændrer ikke ved glæden over de flotte tal, der har været de seneste mange måneder, siger Jannick Nytoft.