Regeringens finanslovsudspil kan ende med historisk sen finanslov

Finansloven blev ikke vedtaget sidste år på grund af folketingsvalget og rekordlange regeringsforhandlinger.

Finansminister Nicolai Wammen (S) kan torsdag præsentere årets finanslov. Foto:
Finansminister Nicolai Wammen (S) kan torsdag præsentere årets finanslov. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ritzau
onsdag d. 22. marts 2023, kl. 16.23

København. Det finanslovsforslag, som SVM-regeringen fremlægger torsdag, kan meget vel ende med at blive den finanslov, der kommer senest i hus i nyere tid.

Finansloven for 2023 nåede ikke at blive vedtaget, fordi folketingsvalget i november og rekordlange regeringsforhandlinger kom i vejen.

Derfor vedtog Folketinget før jul en midlertidig bevillingslov, som har gjort det muligt for staten at fortsætte de nødvendige aktiviteter ind i 2023.

Men den årlige finanslov er altså stadig ikke på plads, og det er særdeles sjældent, at det sker.

Det var senest tilfældet, da VK-regeringen først fik vedtaget sin finanslov for 2008 i april samme år.

Det samme skete med finansloven for 2002, som først blev vedtaget i marts 2003.

Ifølge Grundloven skal finansloven vedtages inden årets udgang.

Det finanslovsforslag, som den daværende S-regering præsenterede i august sidste år, kaldte finansminister Nicolai Wammen (S) en “stram finanslov”.

Forslaget indeholdt ikke mange nye initiativer og skulle ses i lyset af den historisk høje inflation.

Forslaget til en finanslov for i år bliver præsenteret torsdag klokken 12 i Finansministeriet af finansminister Nicolai Wammen (S), fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

/ritzau/