Ny aftale vil mangedoble grøn energi på land og til vands i 2030

Sol- og vindenergi firedobles, og havvind femdobles. Danmark bliver Europas grønne kraftværk, mener minister.

Danmarks klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørensen (S) siger, at Danmark bliver »et stort grønt kraftværk for hele Europa«.
Danmarks klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørensen (S) siger, at Danmark bliver »et stort grønt kraftværk for hele Europa«. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

København. Produktion af sol- og vindenergi på land skal firedobles i 2030, mens havvindmøllestrøm skal femdobles.

Det er et bredt flertal i Folketinget enig om, oplyser Klimaministeriet lørdag morgen.

Den danske regering har indgået aftalen med Venstre, SF, De Radikale, Enhedslisten, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet og Kristendemokraterne.

Ifølge Danmarks klimaminister Dan Jørgensen (S) bliver Danmark »et stort grønt kraftværk for hele Europa«.

Der skal ske en firedobling af den samlede elproduktion fra solenergi og landvind frem mod 2030.

Derudover skal der udbydes fire gigawatt ekstra havvind senest i 2030. Det vil ifølge Klimaministeriet betyde, at Danmark kan femdoble produktionen af strøm fra havvindmøller de næste otte år.

I forvejen var det besluttet, at der skal udbygges til at producere havvind fra de nuværende 2,3 gigawatt til 8,9 gigawatt i 2030.

Med det nye mål giver det en femdobling af det nuværende niveau. Det svarer til 12,9 gigawatt.

Både fire- og femdoblingen var en del af regeringens reformudspil »Danmark kan mere II«.

Beslutningen om de fire gigawatt kommer i forlængelse af en fælles erklæring fra Tyskland, Belgien, Holland og Danmark om at levere mindst 65 gigawatt havvind i 2030.

Kapaciteten skal øges til mindst 150 gigawatt i 2050. Heraf skal Danmark levere de 35 gigawatt.

lø 25 jun, 9:07
ritzau