Regering vil give ældre ret til at fravælge genoplivning

Det Etiske Råd og Ældre Sagen ønsker samtale med læge, før beslutning om fravalg af genoplivning træffes.

Alle borgere over 60 år skal have mulighed for at sige nej til genoplivning. Det glæder Ældre Sagen, der siger, at det giver en tryghed for mange at kunne vælge selv. (Arkivfoto)
Alle borgere over 60 år skal have mulighed for at sige nej til genoplivning. Det glæder Ældre Sagen, der siger, at det giver en tryghed for mange at kunne vælge selv. (Arkivfoto) Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
onsdag d. 26. januar 2022 kl. 10.42

København. Danmarks regering vil give alle borgere over 60 år mulighed for at sige nej til genoplivning.

Det fremgår af et notat fra Sundhedsministeriet ifølge Altinget. Notatet er sendt til Folketingets sundhedsordførere.

Konkret går forslaget ud på, at alle over 60 år skal kunne logge ind på Sundhed.dk og krydse af, at de ikke vil genoplives.

Hvis man herefter falder om med hjertestop, vil en tilkaldt akutlæge ikke forsøge at få hjertet i gang igen.

- Således bliver der tale om en borgerrettighed, hvor det er op til den enkelte habile borger selv at vurdere, om han/hun er så (alders)svækket, at han/hun ikke ønsker at blive forsøgt genoplivet, hvis hjertet holder op med at slå, står der i notatet ifølge Altinget.

I forslaget lægger Sundhedsministeriet op til, at man får en betænkningsperiode på syv dage, inden fravalget træder i kraft.

Ældre Sagen har i flere år kritiseret det, organisationen har kaldt uklare regler om ældres selvbestemmelse.

- I 2019 fjernede man muligheden for, at svækkede ældre kunne fravælge genoplivningsforsøg. Det gjorde man, fordi reglerne i sundhedsloven sagde, at man skal være i en aktuel sygdomssituation.

- Men det er man ikke, når man “kun” er alderdomssvækket. Selv om mange ældre har en diagnose, er mange “kun” svækket af alderdom, men de ville ikke have godt af at blive genoplivet, forklarer Anna Wilroth, seniorkonsulent i Ældre Sagen, til Ritzau.

Hun siger, at det er en grundlæggende ret i sundhedsloven, at man som patient har selvbestemmelse.

- Den ret mener vi, at man svækkede, da man fjernede retten til at fravælge genoplivning.

- Nu får ældre - også dem som blot er alderdomssvækkede - mulighed for på forhånd at fravælge genoplivning, og for mange er det en tryghed og en vigtig ting at kunne vælge til og fra selv, siger hun.

I Lægeforeningen finder man dog alderskriteriet “temmelig arbitrært”.

- Det er en pudsig grænse, for hvorfor så ikke tage hele den voksne befolkning, når nu man er i gang?, spørger formand Camilla Rathcke.

Hun siger videre, at beslutningen bør træffes i samråd med en læge. Samme melding kommer fra Det Etiske Råd.

- Vi anerkender personens suverænitet til selv at træffe beslutningen, men i samråd med en læge. Der kan være underliggende forhold, som lægen kan afhjælpe, siger rådets nye formand, Leif Vestergaard Pedersen, til Altinget.

For Ældre Sagen er det også vigtigt med syv dages fortrydelsesret og mulighed for at drøfte beslutningen med en sundhedsfaglig.

Den nye model for fravalg af genoplivningsforsøg forudsætter ifølge Altinget en ændring af sundhedsloven, som regeringen efter planen vil fremsætte i efteråret 2022, fremgår det af notatet.