Opdateret: Messerschmidt er formand for Dansk Folkeparti

Hvis Dansk Folkeparti står sammen, er partiet umuligt at komme udenom, mener Morten Messerschmidt, der nu er formand for Dansk Folkeparti.

Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, holder søndag tale ved partiets ekstraordinære årsmøde i Herning. Her blev han valgt som formand.
Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, holder søndag tale ved partiets ekstraordinære årsmøde i Herning. Her blev han valgt som formand. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Ritzau

Herning. Med 60 procent af stemmerne kan Morten Messerschmidt kalde sig ny formand for Dansk Folkeparti.

Det blev en overbevisende sejr for Morten Messerschmidt, der i første runde fik mere end 60 procent af stemmerne og kan kalde sig ny formand for Dansk Folkeparti. Han fik 499 personlige stemmer, mens Martin Henriksen fik 219 stemmer, og Merete Dea Larsen fik 104 stemmer. 

Det står klart søndag eftermiddag, hvor Dansk Folkepartis 825 delegerede har valgt en ny formand.

Der kommer nu en tid, hvor vi skal hele vores parti, hvor vi skal samle vores parti, og hvor der vil være plads til alle.

Morten Messerschmidt, nyvalgt formand for Dansk Folkeparti.

- Der kommer nu en tid, hvor vi skal hele vores parti, hvor vi skal samle vores parti, og hvor der vil være plads til alle.

- Der vil ikke komme nogen repressalier for, hvad der er sket i den tid, der er gået, nu skal vi sammen fremad, siger Messerschmidt fra talerstolen.

Kandidaterne har selv kaldt valgkampen for uskøn, men ifølge partistifter Pia Kjærsgaard (DF) var det for blidt et ord at bruge.

Martin Henriksen, der er tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og var kandidat ved søndagens formandsvalg, siger, efter at Morten Messerschmidt er udpeget til ny formand:

- Der er ikke nogen tvivl om, at dem, der har forsøgt at presse mig ud af partiet de sidste to-tre år, nu har de fået den absolutte magt i partiet.

- Og det er klart, at det skal man lige hjem og tygge lidt på.

Martin Henriksen ønsker Messerschmidt tillykke, og siger, at han respekterer valget.

23 jan 2022, 15:32

FAKTA

Ny retssag venter

Navn: Morten Messerschmidt.

Alder: 41 år.

Født: 13. november 1980 i Frederikssund.

Søn af: Struktør Carsten Christoffersen og byrådsmedlem Inge Messerschmidt (DF).

 Bopæl: København.

Politisk karriere:

2022-: Formand for Dansk Folkeparti.

2020-2022: Næstformand for Dansk Folkeparti.

2020-2022: Kulturordfører.

2019-2022: EU-ordfører, europarådsordfører, energi- og klimaordfører.

2019: Messerschmidt kom tilbage i dansk politik.

2009-2019: Medlem af Europa-Parlamentet med rekordhøje 465.758 personlige stemmer ved valget i 2014.

2007-2009: Energiordfører og klimaordfører.

2005-2009: EU-ordfører.

2005: Første gang valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti.

Beskæftigelse:

2010-2012: Underviser i statsforfatningsret på Københavns Universitet.

Uddannelse:

2007: Uddannet jurist (cand.jur.) fra Københavns Universitet.

1999: Student fra Sankt Annæ Gymnasium.

Privat:

Kæreste med Dot Wessman, teltholder i sangerindepavillonen Bakkens Hvile.

Andet:

Han er tiltalt for dokumentfalsk og svig med EU-midler for cirka 100.000 kroner. I august blev han kendt skyldig ved Retten i Lyngby, men landsretten har senere vurderet, at dommeren var inhabil, og sagen skal derfor gå om.

Kilder: Folketinget, Ritzau.