DF-profiler går i brechen for Støjberg

Flere kendte medlemmer af Dansk Folkeparti erklærer søndag støtte til Støjberg, hvis hun vil være formand.

Hans Kristian Skibby (DF) og flere andre støtter søndag Inger Støjberg, skulle hun ønske at melde sig ind i partiet.
Hans Kristian Skibby (DF) og flere andre støtter søndag Inger Støjberg, skulle hun ønske at melde sig ind i partiet. Emil Helms/Ritzau Scanpix

En stribe kendte medlemmer af Dansk Folkeparti erklærer søndag deres støtte til Venstres tidligere næstformand og nuværende løsgænger Inger Støjberg, hvis hun skulle stille op til formandsposten i partiet.

Støtten kommer samme dag, som en række DF-medlemmer slår fast, at Inger Støjberg skal indrette sig Dansk Folkepartis politik og ikke omvendt, hvis hun stiller op.

Det skriver de i et indlæg i Avisen Danmark.

På Facebook skriver partiets erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, at han foretrækker Støjberg. Lige meget, om hun mandag får en dom ved rigsretten.

- Jeg oplever det klart som en politisk skueproces. Og uanset udfaldet er Inger Støjberg ubetinget den politiker i Danmark, som jeg har allerhøjest tillid til, skriver han.

Også socialordfører Karina Adsbøl er søndag ude med roser til Inger Støjberg:

- Inger skal være så hjertelig velkommen i Dansk Folkeparti. Inger og jeg har altid haft et godt samarbejde. Og hvis hun vælger at melde sig under vores faner, har hun min fulde opbakning.

Hans Kristian Skibby begrunder sin præference for Inger Støjberg med, at Dansk Folkeparti i hans øjne skal tiltrække flere vælgere. Ikke mindst dem, der ved de seneste valg har forladt partiet til fordel for Socialdemokratiet.

- Den opgave vil absolut bedst kunne lykkes med Inger Støjberg. Vi skal sikre optimale muligheder for et magtskifte til blå side. Og vi skal deltage i en kommende borgerlig regering, skriver han.

Søndag har formandskandidat og næstformand Morten Messerschmidt gentaget, at han trækker sit kandidatur, hvis Inger Støjberg stiller op. Men han siger, at det er med den forudsætning, at hun går fuldtonet ind for Dansk Folkepartis politik. Eksempelvis om en dansk udtræden af EU.

Det er faldet medlem af hovedbestyrelsen Martin Henriksen for brystet.

- Det er efter min bedste overbevisning ikke den rette måde, eller det rette tidspunkt, at begynde at så tvivl om Støjbergs tilknytning til DF. Det burde vi af hensyn til medlemmerne og partiet kunne håndtere på de indre linjer uden offentlige udmeldinger, skriver han.

Han mener, at det er upassende, at medlemmer og Morten Messerschmidt offentligt har sagt, hvad de har sagt.

12 dec 2021, 15:06
/ritzau/