Martin Henriksen går voldsomt til angreb på partifæller

DF’s Martin Henriksen kastede sig ud i et voldsomt angreb på sit eget parti, da han fik taletid før valg.

En overgang lød Martin Henriksens indlæg nærmest som en afskedstale. Arkivfoto:
En overgang lød Martin Henriksens indlæg nærmest som en afskedstale. Arkivfoto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
lørdag d. 18. september 2021 kl. 15.10

Herning. Dansk Folkepartis tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen angriber voldsomt andre medlemmer af hovedbestyrelsen i opstillingstale til samme organ. Og på sit eget parti.

I en voldsom tale, der til sidst lød som en afskedstale, startede Martin Henriksen med at angribe medlemmer af hovedbestyrelsen.

- Jeg vil gerne have ro i partiet. Men noget skal siges først. Vi skal være et fællesskab. Ikke et parti, hvor personlige ambitioner og magtkampe er vigtigere end at sikre Danmark mod indvandringen, siger Martin Henriksen.

Vi skal være et fællesskab. Ikke et parti, hvor personlige ambitioner og magtkampe er vigtigere end at sikre Danmark mod indvandringen.

Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Han fortæller en opmærksomt lyttende sal, at “noget ændrede sig” for to år siden. Hvilket var samme år, hvor medlem af Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, blev valgt ind. Ham nævnte Martin Henriksen dog ikke ved navn.

- Jeg har opfordret de ansvarlige for anonyme læk til at forklare, hvorfor de lusker rundt i skyggerne og lækker til journalister, der skriver skadelige bøger og artikler om partiet.

Er konfliktsky

- Hvis det var nogen af jer i lokalforeningerne, så var i for længst blevet ekskluderet. Det må også gælde for dem, der sidder i toppen. Det har jeg også sagt til dem i toppen, men det kan de ikke lide at høre, siger Martin Henriksen.

Han angreb derefter dem, der har kritiseret hans endog meget hårde linje, når det kommer til at flygtninge og indvandrere. Her er han blandt andet blevet sat på plads af formand Kristian Thulesen Dahl.

- Der er nogle, der mener, at vi skal forvandle os til nogen, der ligner alle de andre og er sådan nogle pæne nogle. At vi skal strømlines og have fokusgrupper.

- Men hvorfor skulle vi det?, siger han og fortsætter:

- Vi bliver nødt til at være skarpere. Men i stedet diskuterer vi, om vi skal være pænere og hvordan tonen i debatten er. Det lyder næsten halvradikalt.

Martin Henriksen afsluttede sin tale med noget, der lød som om han tror, at han vil blive ekskluderet:

Tak for øl og dans

- Der var engang, hvor vi sagde den sandhed, andre ikke kunne tåle at høre. Nu kan vi ikke tåle at høre sandheden om os selv. I kender min linje. Den er ikke længere velkommen i partiet. Derfor er jeg spændt på, hvor mange stemmer, jeg får.

- Tak til alle damerne, for alle svingommerne. Tak til alle mændene for de øl, vi har drukket.

/ritzau/