Danmark donerer sine aflagte kampvogne til Ukraine

Det forventes, at Danmark sammen med en række andre lande vil sende et trecifret antal kampvogne til Ukraine.

14 danske Leopard 2A7 kampvogne og andet materiel bliver udskibet fra Fredericia Havn til Estland fredag den 9. september 2022. Kampvognene er en del af det kommende danske bidrag til NATO Enhanced Forward Presence i Estland. Forsvarsminister Morten Bødskov (S) og generalmajor Gunner Arpe Nielsen, der er chef for Hærkommandoen var til stede.. (Foto: )
14 danske Leopard 2A7 kampvogne og andet materiel bliver udskibet fra Fredericia Havn til Estland fredag den 9. september 2022. Kampvognene er en del af det kommende danske bidrag til NATO Enhanced Forward Presence i Estland. Forsvarsminister Morten Bødskov (S) og generalmajor Gunner Arpe Nielsen, der er chef for Hærkommandoen var til stede.. (Foto: ) Claus Fisker/Ritzau Scanpix
tirsdag d. 7. februar 2023, kl. 14.07

Danmark sender sine aflagte Leopard 1A5-kampvogne til Ukraine. Donationen sker i samarbejde med en række andre lande.

Det skriver DR.

Det er endnu uvist, hvor mange kampvogne, landene vil sende afsted. Forventningen er dog, at der i alt er tale om et trecifret antal af de ældre modeller.

Mediet nævner ikke, hvilke lande der er en del af aftalen.

Der findes også en nyere og meget omtalt version af kampvognen ved navn Leopard 2.

Danmarks gamle Leopard 1A5-kampvogne blev i 2010 solgt til det tyske firma FFG i Flensborg. Her befinder de sig fortsat, skriver DR.

Kampvognene ventes at lande i Ukraine i løbet af få måneder.

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil tirsdag eftermiddag ikke kommentere konkrete våbendonationer, men siger på et pressemøde efter spørgetimen i Folketinget:

- Helt generelt har Danmark været optaget af at hjælpe Ukraine bedst muligt og mest muligt. Og det er vi fortsat. Derfor er vi i overvejelser om løbende våbendonationer, lyder det fra statsministeren

I sidste uge skrev blandt andet TV 2 om, at 99 danske Leopard-kampvogne kunne være på vej til Ukraine.

De danske kampvogne blev oprindeligt brugt i Balkan-krigen i 1994.

Direktøren for det tyske selskab fortalte i den forbindelse TV 2, at man havde været i kontakt med den danske regering, hvor kampvognene var kommet på tale.

- Jeg vil ikke kalde det forhandlinger, men vi har talt om kampvognene, og hvad vi kan gøre, lød det fra FFG’s salgsdirektør Thorsten Peter.

Ifølge direktøren er kampvognene endnu ikke kampklar. Derfor skal der investeres i dem, inden de kan bruges, vurderede han.

Ukraine har det seneste år ivrigt efterspurgt krigsmateriel, som kan bruges i krigen mod Rusland.