Nord Stream-selskab: Skader er uden fortilfælde

Selskabet bag Nord Stream-gasledningerne ved ikke, hvornår Nord Stream 1 og 2 kan bruges igen.

Nord Stream AG har aldrig oplevet noget lignende.
Nord Stream AG har aldrig oplevet noget lignende. Arnd Wiegmann/Reuters/File Photo/Ritzau Scanpix

Mathias Sørensen

Ritzau

tirsdag d. 27. september 2022, kl. 11:36

Der er sket skader, som er uden fortilfælde, på Nord Streams gasledninger.

Sådan lyder det i en udtalelse fra selskabet bag Nord Stream 1 og 2-ledningerne, Nord Stream AG, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig lyder det fra Nord Stream AG, at det er umuligt at spå om, hvornår de to gasledninger vil kunne tages i brug igen, skriver Reuters.

- Ødelæggelserne, som skete samtidig på samme dag på tre linjer i offshore-gasledningerne i Nord Stream-systemet, er uden fortilfælde.

- Det er endnu ikke muligt at estimere, hvor lang tid det tager at genetablere infrastrukturen for transporten af gas, lyder det fra Nord Stream AG.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i Danmark har tirsdag bekræftet, at der er sket to læk på Nord Stream 1-ledningen samt et enkelt læk på Nord Stream 2-ledningen.

Begge gasledninger løber fra Rusland til Tyskland. Alle tre læk er sket i havet ud for Bornholm, men i internationalt farvand. Det ene læk på Nord Stream 1-ledningen er sket i, hvad der kaldes dansk økonomisk zone, mens det andet er sket i svensk økonomisk zone.

Økonomisk zone betyder, at det pågældende land har eksklusiv ret til efterforskning og udnyttelse af naturlige ressourcer på havbunden og i undergrunden samt til enhver anden økonomisk udnyttelse i zonen.

Samtidig har er det også de pågældende landes miljøregler, der gælder i en økonomisk zone.

Ingen af de to gasledninger var i drift, men indeholder gas.

Nord Stream 1 er lidt over ti år gammel, men har været lukket siden starten af september.

Nord Stream 2 var stort set klar til at blive taget i brug og var blevet fyldt med 300 millioner kubikmeter gas, da den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, kort før Ruslands invasion af Ukraine i februar meddelte, at man ville droppe brugen af den.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet forventer ikke, at lækagerne får konsekvenser for den danske forsyningssikkerhed for gas.

Som følge af lækagerne har Energistyrelsen bedt Energinet om at hæve beredskabsniveauet for el- og gassektoren i Danmark.

Det er Energinet, som er ansvarlig for den overordnede drift af det danske el- og gassystem.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet oplyser tirsdag morgen, at det er for tidligt at sige noget om årsagerne til lækagerne.

/ritzau/