Lynet slog ned i tyske Moritz, da han fik øjenkontakt med pige i Varde. Nu vælter beskeder fra danske piger ind

Tyske Moritz fra Berlin gik for nogle i medierne med efterlysning af den pige, han fik øjenkontakt med på torvet i Varde. Nu vælter det ind med beskeder fra danske piger, der er vilde med den 17-årige tysker.

Familen Thomas fra området ved Berlin holder meget til i Varde-området i deres autocamper. Familien er trofaste EfB-fans og elsker den danske vestkyst. Dansk  kan familien også.
Familen Thomas fra området ved Berlin holder meget til i Varde-området i deres autocamper. Familien er trofaste EfB-fans og elsker den danske vestkyst. Dansk kan familien også. Foto: Morten Nielsen



mandag d. 15. august 2022, kl. 22:16

Varde. For et par uger siden henvendte den 17-årige gymnasieelev Moritz Thomas sig til JydskeVestkysten med en modig efterlysning. Det drejede sig om, at han havde haft øjenkontakt med en pige, som han havde mødt på Torvet i Varde, da der mandag den 1. august om aftenen var udstilling med veteranbiler og derfor mange mennesker på pladsen.

Blandt andre den lyshårede pige, som Moritz havde øjenkontakt med nogle gange. Han bad derfor sammen med sine forældre om en efterlysning, som blev publiceret på jv.dk.

Moritz er ofte i Varde-Esbjerg-området med sine forældre, Robert og Anette Thomas. De bor nær Berlin, men tager gang på gang autocamperen til Sydvestjylland, hvor familien er kommet de seneste 30 år.

Blandt andet fordi de følger EfB og er trofaste - selv efter nedrykningen til den tredje bedste række.

Efter en tur hjemme i Berlin-området er familien nu atter i området. Hvordan er det så gået med efterlysningen af den lyshårede pige med hestehale?

Der er kommet mange reaktioner, fortæller Moritz.

En pige meldte sig

- Jeg har fået en sms fra en pige, som mener, at det kunne være hende, siger han.

Det er det dog ikke.

Men tilsyneladende er Moritz en populær ung mand. Der er kommet en del henvendelser via Facebook, som nok kan tolkes som en slags tilbud.

I begyndelsen var Moritz lidt skuffet over, at den rigtige ikke havde henvendt sig. Men han er alligevel glad for de mange reaktioner.

Han erkender, at der nok ikke længere er så store chancer for, at hun henvender sig, men håber stadig, det sker. Han har ikke kontakt med de ret mange andre unge kvinder, som har reageret.

Den oprindelige artikel blev én af de meste læste på jv.dk for et par uger siden, så budskabet blev virkelig udbredt.