Stigende usikkerhed: Arbejdsgivere slår færre job op

Farten er taget af jobmarkedet, men vi kommer fra et meget højt niveau, og der er stadig mangel på arbejdskraft, påpeger ekspert.

Ifølge Dansk Jobindex er tallet for jobopslag nede på 30.600 i juni. Det er 1.500 færre end måneden før. Genrefoto:
Ifølge Dansk Jobindex er tallet for jobopslag nede på 30.600 i juni. Det er 1.500 færre end måneden før. Genrefoto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

mpe


lørdag d. 13. august 2022, kl. 17:52

København. Der bliver slået færre stillinger op på arbejdsmarkedet. Det viser tal fra Jobindsats, som ligger under Beskæftigelsesministeret, og Dansk Jobindex.

- Der er en del usikkerhed i øjeblikket, og det er ikke godt for jobmarkedet, for så bliver arbejdsgiverne forsigtige med at sætte nye projekter i gang. Så jobmarkedet er helt klart lidt på vej ned, siger Kaare Danielsen, ejer og administrerende direktør i Jobindeks.dk.

Sammen med dagbladet Børsen står Kaare Danielsen for Dansk Jobindex, som løbende overvåger jobmarkedet.

- Nedgangen rammer specielt ikke-funktionærstillingerne, det vil sige blandt andet 3F-medlemmer, mens de offentlige stillinger indtil videre går fri, siger han.

Også cheføkonom i Dansk Arbejdsgiverforening Anders Borup Christensen vurderer, at farten er taget lidt af jobmarkedet.

- Men jeg hæfter mig også ved, at niveauet stadig er rigtig højt. Virksomhederne har fortsat udfordringer med mangel på arbejdskraft, siger han.

Ifølge Dansk Jobindex er tallet for jobopslag nede på 30.600 i juni. Det er 1.500 færre end måneden før.

Usikkerheden bunder blandt andet i stigende inflation og Putins krig i Ukraine, lyder forklaringen.

- Desuden er der en tendens til, at folk holder mere ferie i år og rejser mere væk. Det påvirker også jobtallene. Der skal fem til at ansætte en ny medarbejder og er bare én af dem på ferie, så går det i stå, siger Kaare Danielsen fra Dansk Jobindex.

I Dansk Arbejdsgiverforening (DA) peger Anders Borup Christensen på den høje inflation som en årsag.

- Når vi kan købe mindre for de samme penge, så sælger virksomhederne mindre, og det betyder noget for hvor meget arbejdskraft, der er brug for, siger han.

Men trods den aktuelle usikkerhed så mener Anders Borup Christensen ikke, at tallene er alarmerende.

- Vi kommer formentlig til at se en fortsat opbremsning af fremgangen, når vi kigger ind i de kommende måneder. Måske vil beskæftigelsen endda falde lidt. Men jeg tror ikke, vi vil se, at bunden kommer til at gå ud af arbejdsmarkedet med store fald i beskæftigelsen, siger han.

Tallene fra Jobindsats, som hører under STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering), viser samme mønster.

Hvis de sæsonkorrigeres, er der blevet lidt færre jobannoncer hver måned i år.