FAKTA: Det ved vi om varianten Omikron

Omikron-varianten blev først opdaget i Sydafrika og er siden kommet til Europa og Hongkong.

 Foto: Marijan Murat/dpa +++ dpa-Bildfunk +++
Foto: Marijan Murat/dpa +++ dpa-Bildfunk +++ dpa

I Danmark er der fundet to tilfælde af coronasmitte, som mistænkes at være den nye Omikron-variant.

Fundet af varianten har fået flere lande til at lukke for rejser fra en række lande syd for Sahara. Israel har sågar lukket for indrejse for alle udlændinge i et forsøg på at forhindre smitte.

Her kan du læse mere om, hvad varianten er for en størrelse, og hvor meget der vides om den endnu:

* B.1.1.529 er en nyligt opdaget variant af coronavirus fra det sydlige Afrika.

* Den har fået navnet Omikron efter det græske alfabet som eksempelvis også Delta-varianten.

* Den har 50 dokumenterede mutationer - heriblandt 32, der er forbundet med spike-proteinet, som hjælper virusset med at springe mellem mennesker. Til sammenligning har Delta-varianten to og Beta-varianten tre.

* Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har kategoriseret varianten som “bekymrende”, og foreløbige data antyder, at der er høj risiko for gennembrudsinfektion.

* Ifølge den sydafrikanske sundhedsstyrelse, NICD, er der endnu ikke opdaget nogen usædvanlige symptomer hos Omikron-smittede.

* Omikron var fredag bekræftet i Sydafrika i 22 tilfælde og i enkelte andre lande hos rejsende, der har besøgt det sydlige Afrika.

* Fredag blev der registreret ét bekræftet tilfælde i Belgien. Det var Europas første. Personen har ikke været i Sydafrika.

* Omikron-varianten menes at stå bag en stor andel - måske 75-90 procent - af de nye smittetilfælde i Sydafrika. Især i den mest folkerige provins, Gauteng.

* Mutationen er nu også kommet til Tyskland og England. England kræver at alle rejsende skal 14 dage i karantæne, når de rejser ind i landet. 

Kilder: WHO, AFP, NTB og NICD.

28 nov 2021, 9:09
ritzau