Spot på de kendte i DK: En professor, en healer, en på 60+, en debutant, en forlovet og en tour-vært

I denne uge kan du læse om Tommy Ahlers, Paula Larrain, Preben Kristensen, Kronprins Frederik, Pernille Vermund og Rikke Møller Pedersen.

Billede
Fotos: DTU, Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix, Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix, Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Mathias Svold/Ritzau Scanpix
os@fla.de
lørdag d. 18. marts 2023, kl. 10.42


Tommy Ahlers. Foto: DTU

Professor Tommy

Danmarks Tekniske Universitet, DTU, har udnævnt iværksætter, investor og tidligere minister Tommy Ahlers som ny adjungeret professor. Udnævnelsen sker for at understøtte sammenhængen mellem forskning og erhvervsliv og indfri det potentiale, som ny teknologi har for at løse de store udfordringer, som samfundet står overfor.

- Jeg vil bruge den stemme, jeg har som iværksætter og tidligere politiker til at bane vejen for flere samarbejder mellem universitetet og erhvervslivet, siger Tommy Ahlers i en pressemeddelelse.

Han har udover en en baggrund som uddannelses- og forskningsminister flere succesfulde teknologivirksomheder bag sig. I dag investerer han i grønne startups, der bygger på forskningsbaseret teknologi.

I forvejen bidrager Ahlers med sin politiske indsigt og erfaring fra iværksætteri som rådgiver for forskningscentret DTU Entrepreneurship. Han sidder i centrets advisory board, der fungerer som sparringspartner for centrets ledelse. Han er også initiativtager til en masterclass på DTU inden for grøn teknologi målrettet investorer og iværksættere, og så har han det seneste årti fungeret som gæsteforelæser på iværksætterkurset DTU X-Tech.


Paula Larrain. Foto: Søren Bidstrup, Ritzau Scanpix

Paula med ny klinik

Sidste år kunne seerne følge programserien »Til Gudstjeneste med Paula Larrain« på DR.

Men ved premiereshowet for den nye danske film, »Bytte Bytte Baby« fortalte den tidligere tv-vært om en ny sidebeskæftigelse.

- Jeg har åbnet en klinik med Reikihealing, fortalte den 53-årige journalist og forfatter til kendte.dk.

Til premieren var Paula Larrain ledsaget af veninden, den tidligere DR-vært Lotte Thor, 52. Og Lotte har prøvet det på egen krop, fortalte hun.

- Jeg er blevet healet af Paula, og det er fuldstændig fantastisk. Der er ikke noget hokuspokus ved det, sagde hun, der har sit eget rådgivningsfirma indenfor kommunikation. På Paula Larrains healing-hjemmeside kan man få et indtryk af, hvad det hele handler om.


Preben Kristensen. Foto: Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix

Preben er nu 60+

Skuespilleren Preben Kristensen fyldte i ugens løb 70 år, og selv om det ikke blev fejret med bulder og brag, så blev det dog fejret. Billet-Bladet fortæller, at han fik et Apple Watch af gemalen, frisør og makeup-artist, Søren Hedegaard, og Preben Kristensen bestilte selv en kagemand, hvor der stod 60+ på. 

Den havde han med, da han fik sin daglige morgendukkert med badeklubben. Billed-Bladet har fået lov til at bringe et billede fra badeklubben, hvor fødselaren ligger med sin kagemand, mens badeklubbens medlemmer flankerer fødselaren.


Kronprins Frederik. Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix

På en ærefuld færd

Kronprins Frederik fik en forrygende debut som hovedrolleindehaver til Urparade på Livgardens Kaserne forleden, hvor han blandt andet holdt tale og nævnte, at det var en ære at være til paraden på vegne af dronningen, der stadig skal holde sig i ro efter sin nylige rygoperation.

Billedbladet fortæller, at det var en flot - og ganske rørende scene, da Danmarks kommende konge overrakte uret til Mads Karrebæk Mortensen, som var dette års modtager af den flotte pris.

For alle garderne på kasernen i Gothersgade var det ifølge ugebladet en kæmpe oplevelse at være til begivenheden med kronprinsen i hovedrollen, og også for kronprinsen må det have været en stor oplevelse for første gang at hylde Livgarden på denne måde.


Pernille Vermund. Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

Pernille skal giftes

Pernille Vermund får nok at se til i den kommende tid. Mon ikke det ligger nogenlunde fast, at hun vil blive genvalgt som formand for Nye Borgerlige, når der skal holdes endnu et ekstraordinært landsmøde med formandsvalget som eneste emne. Og nu skal hun også giftes, fortæller en række ugeblade. De har alle et opslag på Instagram som kilde, hvor Pernille viser sin forlovelsesring frem.

Det bliver tredje gang for Pernille Vermund, og det er den tidligere DBU-topchef Claus Bretton Meyer, der er hendes udkårne.

Hun har tidligere været gift med Johnny Gere, skilt i 2011, Lars Tvede, skilt i 2021 og har tre drenge.


Rikke Møller Pedersen. Foto: Mathias Svold, Ritzau Scanpix

Tour-vært

Også kvindernes udgave af Tour de France vil blive dækket af TV2 i år. Og her ligger det fast, at det bliver Rikke Møller Pedersen, der bliver ny vært på de kommende udsendelser. 

- Det er svært at holde hænderne på styret, siger Rikke Møller Pedersen, der til daglig er vært på TV2s sportsnyhedsudsendelser og har en fortid som elitesvømmer.

- Jeg er som så mange andre danskere vild med Touren, og jublede som en gal, da Cecilie Uttrup Ludwig vandt 3. etape sidste sommer i den første udgave af Tour de France Femmes, fortsætter hun. 

Det bliver i øvrigt Michael Stærke og Lars Bak, der skal kommentere de otte krævende etaper, som blandt andet bringer rytterne til toppen af det legendariske bjerg Tourmalet.