Spot på de kendte i DK: Farvel til Aftenshowet, italiensk villa, kun to på Linje 3, huse til salg og tre tilfælde af vold

I denne uge kan du læse om Ulla Essendrop, Anne Dorthe Michelsen, Preben Kristensen, Mette Blomsterberg, Omar Marzouk og Robert Hansen.

Billede
Fotos: Celina Dahl/Ritzau Scanpix, Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix, Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix, Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix, Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix, Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix
os@fla.de
lørdag d. 25. februar 2023 kl. 10.44


Ulla Essendrop. Foto: Celina Dahl, Ritzau Scanpix

Farvel til aftenshow

Efter otte år siger Ulla Essendrop farvel til sin rolle som vært på »Aftenshowet« hos DR. Det skriver hun i et opslag på Instagram.

Ifølge studieværten vil hun savne kollegaerne og takker for de mange gode år. Og det forlyder så heller intet om, hvad Ulla Essendrop nu skal lave.


Anne Dorthe Michelsen. Foto: Jørgen Jessen, Ritzau Scanpix

Anne Dorte i Italien

Sanger Anne Dorte Michelsen har kastet sig ud i et nyt projekt, skriver B.T. Hun har nemlig købt en villa til 530.327 kroner i Italien ved Comosøen, der ligger i udkanten af en lille by kun 20 minutter fra byen Como.

Det fortæller hun i DR-podcasten »Kender du typen«, hvor hun har givet vært Anne Glad adgang til sine konti. I programmet fortæller Anne Dorte Michelsen, at netop fordi huskøbet har været så billigt, vil det også fremover komme til at trække penge til udgifter. Villaen har nemlig ikke været beboet i 58 år, derfor kræver det også en kærlig hånd, inden Tøsedrengene-forsanger selv kan få glæde af boligen. Foruden håbet om at kunne udleje huset fem til syv uger om året vil Anne Dorte Michelsen da også bruge huset sammen med sine venner og familie.

- Den anden ting er, at jeg synes, det er afsindig sjovt at købe sådan et hus og sætte det i stand, siger hun til B.T.


Preben Kristensen. Foto: Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix

Uden Preben

Det bliver kun en Linje 2, når en af de største danske succes, Linje 3, genopstår. For Preben Kristensen er ikke med - og i stedet bliver det kun Thomas Eje og Anders Bircow, der vil tage på den kommende danmarksturné.

- Det bliver en form for teaterkoncert, hvor vi også fortæller anekdoter og graver ned i bagkataloget. Linie 3 er så alsidig, at det for mig at se er tidløst. Derfor kan vi sagtens optræde med meget af materialet stadigvæk, siger han til Jyllands-Posten. 

Linie 3 blev dannet i 1979. Her mødte Preben, Thomas og Anders hinanden på Aarhus Teater.

Mette Blomsterberg. Foto: Tobias Kobborg, Ritzau Scanpix

Skærer af prisen

Normalt er det kagestykker, som Mette Blomsterberg skærer ud, men nu har hun også skåret af prisen på det hus i Ålsgårde i Nordsjælland, som hun forsøger at sælge, oplyser boligmediet Boliga.dk. Senest er der skåret 450.000 kroner af udbudsprisen, så man nu kan få den 178 kvadratmeter store villa til 6,5 millioner kroner. I alt kan man spare 750.000 kroner i forhold til den oprindelig udbudspris, som huset kom til salg for i februar sidste år, da prisen også fik en nedjustering i sommer på 300.000 kroner. Flere vil nok genkende huset og særligt køkkenet fra Mette Blomsterbergs tv-program »Det søde liv« på DR, hvor hun inviterede seerne med indenfor. Blomsterberg har da også selv været med til at tegne huset, der blot var en byggegrund, da hun ifølge Boliga.dk i 1998 købte den for lidt over en halv million kroner med sin daværende mand, Henrik Blomsterberg. 

Mette Blomsterberg er uddannet konditor, men har i mange år været en fast del af dansk tv – både alene og sammen med Price-brødrene. Derudover har den tidligere Bagedyst-dommer udgivet en lang række kogebøger og bageredskaber i eget navn.


Omar Marzouk. Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix

Sælger huset

Det er ikke mere end et par år siden, at komiker Omar Marzouk sammen med sin daværende hustru Christine Gjerulff købte en funkisvilla på Frederiksberg. Men nu kan selv samme hus blive dit; hjemmet i den mondæne københavnerkommune er nemlig netop til salg, skriver boligmediet Boliga.dk. Huset ligger på Grøndalsvej i udkanten af Frederiksberg og har 113 kvadratmeter bolig, en kælder på lige så mange kvadratmeter, seks værelser og en stor have ifølge salgsmaterialet hos mæglerbutikken Bjørn & Byskov, der har boligen til salg. 

Da Krig, Terror og andre sjove ting-komikeren sammen med Gjerulff købte huset tilbage i december 2020 gav de lige præcis ti millioner kroner for det. I dag - 26 måneder senere - lyder prisen på 10,8 millioner kroner.


Robert Hansen. Foto: Sarah Christine Nørgaard, Ritzau Scanpix

Robert må vente

Skuespilleren Robert Hansen må fortsat vente på at få sin strafferetlige skæbne afgjort. Retten på Frederiksberg udsatte tidligere på ugen sagen imod skuespilleren, der er tiltalt for vold mod sin ekskæreste. Et af forholdene om vold foregik ifølge anklagemyndigheden i Spanien, hvor han og ekskæresten Nynne Larsen blev anholdt af spansk politi. Anklagemyndigheden har dog ikke fået svar på, hvorvidt der ligger en afgørelse fra det spanske politi.

Robert Hansen er tiltalt for i alt tre forhold af vold mod Nynne Larsen, men nægter sig skyldig i alle tre tilfælde. Robert Hansen sigtes for i november 2020 at have givet kæresten flere knytnæveslag i ansigtet. I marts 2021 sigtes han for at slået hende flere steder på kroppen og en gang i ansigtet med en guitar. Slaget var så voldsomt, at guitaren gik i stykker. Den sidste episode, som er årsag til, at sagen er udskudt, skal have fundet sted på en ferie i Spanien i juni 2021. Her slog han angiveligt Nynne Larsen, så hun faldt, hvorefter han sparkede hende i ribbenene. Sagen fik offentlighedens opmærksomhed, da Nynne Larsen efter episoden i Spanien delte sit forslåede ansigt i et opslag på Instagram.