Vejers/Børsmose: To gange indenfor et kvarter onsdag aften blev Syd- og Sønderjyllands Politi sendt til strandene omkring Oksbøl. Begge gange skyldtes ifølge vagtchef Sune Loklindt forsvundne børn.
Der var frygt for, at de to børn - helt uafhængigt af hinanden - var gået i vandet og kommet i havsnød. Derfor blev der to gange sat den helt store “maskine” i gang.
Klokken 18.17 kom anmeldelsen om en fireårig tysk pige, der var blevet væk fra sine forældre ved Børsmose Strand. Forældrene var bange for, at hun var gået i retning af vandet.
Politiet nåede dog kun lige frem til stedet, fortæller Sune Loklindt.
- Lige da en patrulje ankommer dernede, bliver pigen fundet, så vi aflyser resten af udrykningen, siger han. Skæbnen ville det dog så, at udrykningen skulle afsted igen.
For blot et kvarter senere kommer en melding fra Vejers Strand, hvor en femårig dreng også var blevet borte fra sine forældre.
- Han var heldigvis heller ikke gået i vandet. Han var blot gået i en forkert retning. Drengen blev fundet efter en time 500 meter væk fra det sted, han forsvandt fra, siger vagtchefen.
Ingen af børnene er kommet noget til, og de to gange udrykning kom altså aldrig rigtig i sving. Heldigvis.
