Vinden giver udfordringer på flere broer

Weekenden er præget af blæsevejr, og det præger trafikken på flere broer.

Billede
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
lørdag d. 21. november 2020 kl. 18.49

Kraftig blæst giver lørdag udfordringer på flere broer i landet.

På Øresundsbroen og Langelandsbroen fraråder Vejdirektoratet vindfølsomme køretøjer at passere.

Direktoratet frarådede først om passage tidligt på eftermiddagen lørdag. Og tidligt lørdag aften er rådet fortsat gældende.

Direktoratet advarer også mod kraftig blæst over Sallingsundbroen.

I første omgang lød meldingen, at vinden ville aftage sidst på eftermiddagen. Men Vejdirektoratet oplyste kort efter klokken 14, at vinden først ventes at løje af lørdag aften.

Tidligere på dagen blev det også frarådet at passere Storebæltsbroen med vindfølsomme køretøjer. Men den varsel blev ophævet omkring klokken 15.30.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) oplyser på Twitter, at søndag vil blive lige så blæsende som lørdag.

På sin hjemmeside skriver instituttet, at der over hele landet vil være godt gang i blæsten. Der ventes også kraftige vindstød.

DMI har udsendt et varsel om stormende kuling med vindstød af stormstyrke. Varslet omfatter de kystnære områder i det nordvestlige Jylland.

/ritzau/