Pilotstrejken er med til at give SAS milliardunderskud

Mere end fem millioner passagerer er fløjet med SAS i tredje kvartal. Det er en stigning på 143 procent.

SAS har tabt 1,3 milliarder kroner i tredje kvartal, viser regnskabet fredag. (Arkivfoto).
SAS har tabt 1,3 milliarder kroner i tredje kvartal, viser regnskabet fredag. (Arkivfoto). Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

ritzau


fredag d. 26. august 2022 kl. 9:26

I takt med at coronarestriktioner er blevet løftet, har luftfartsselskabet SAS oplevet stor fremgang i antallet af passagerer.

Men pilotstrejken, der ramte selskabet i juli, fremstår som en grim plet på SAS-regnskabet for tredje kvartal, der er blevet offentliggjort fredag morgen.

Kvartalet dækker over perioden maj til juli.

I tredje kvartal alene har SAS tabt 1,3 milliarder danske kroner, og her har strejken altså spillet en væsentlig rolle, skriver selskabet i regnskabet.

Strejken endte alene med at koste selskabet knap en milliard kroner.

Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank, noterer sig særligt underskuddet, der er større, end han havde regnet med.

- Og det er på trods af, at udgifterne til strejken faktisk er mindre end ventet, siger han.

- Så det vidner om et selskab, der er i alvorlige indtjeningsproblemer, og som leverer store underskud, mens konkurrenterne nærmer sig overskud igen.

I løbet af det skæve regnskabsårs første ni måneder er der samlet tabt fire milliarder.

Pilotstrejken, der endte med at vare 15 dage, tvang SAS til at aflyse tusindvis af flyvninger. Det ramte 380.000 passagerer og kostede dagligt omkring 90 millioner kroner.

SAS kan dog glæde sig over, at lidt mere end fem millioner passagerer fløj med luftfartsselskabet i tredje kvartal. Det er en stigning på 143 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Det har været stærkt medvirkende til mere end en fordobling af toplinjen hos SAS, der i kvartalet er landet på seks milliarder kroner.

Pilotstrejken endte til sidst med en aftale mellem parterne. Piloterne i både Danmark, Norge og Sverige stemte i begyndelsen af august ja til en ny overenskomstaftale.

Den betyder blandt andet, at SAS-piloterne kommer til at gå 25 procent ned i løn, og så bliver grænsen for arbejdsbyrden hævet.

SAS er ikke kommet med en prognose for resten af året. Det skyldes blandt andet den ulmende coronapandemi og de potentielle konsekvenser, den kan føre med sig på ny, skriver selskabet i regnskabet.

Vigtigt bliver det uanset hvad at genvinde tilliden til de kunder, som man har skræmt væk med strejken, understreger Jacob Pedersen.

- SAS skal have styr på sin strategi, nedbragt omkostningerne og nedbragt gælden. Inden det er løst, kan man ikke sige, at selskabet er reddet, siger han.