Dansk statsbesøg i Tyskland skal sætte skub i eksporten

Danske løsninger på grøn omstilling bliver vist frem ved erhvervsfremstød i forbindelse med dansk statsbesøg.

Kronprinsen på Vattenfall i Berlin, der er en afgørende brik i Berlins grønne omstilling.
Kronprinsen på Vattenfall i Berlin, der er en afgørende brik i Berlins grønne omstilling. Uffe Taudahl, Berlingske

Onsdag og torsdag er repræsentanter for Danmark på statsbesøg i Tysklands hovedstad, Berlin.

I spidsen for den danske delegation står dronning Margrethe, kronprins Frederik og udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Også dansk erhvervsliv vil være til stede under besøget.

Dansk Industri (DI), Dansk Erhverv og 51 danske virksomheder vil promovere danske virksomheder i et erhvervsfremstød.

- Tyskland er en kæmpe stor og vigtig nabo for Danmark. Også erhvervsmæssigt og nationaløkonomisk.

- Vi eksporterer for godt 144 milliarder kroner årligt af både tjenester og varer til det tyske marked, siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør for erhvervsorganisationen Dansk Industri.

Under besøget i Berlin vil særligt danske virksomheders ekspertise i grøn omstilling, fødevarer, digitalisering og life science - sundhedsteknologi og biovidenskab - være i fokus.

Tyskland har i mange år været Danmarks største eksportland. Men de seneste år er eksporten gået i stå. Nu har USA indtaget førerpositionen som største eksportmarked.

Under coronapandemien faldt eksporten med 13 milliarder kroner.

Men måske statsbesøget kan blive et vendepunkt.

- Det er en meget stor dansk delegation med kongehuset i spidsen. Det gør, at Danmark får en helt særlig opmærksomhed i Tyskland.

- Tyskland er i en situation, hvor de investerer tungt på områder, hvor Danmark har en global førerposition, siger Lars Sandahl Sørensen.

Hos Dansk Erhverv ser administrerende direktør Brian Mikkelsen også besøget som et muligt vendepunkt.

- Coronakrisen har været hård ved den eksportorienterede tyske økonomi. Dette eksportfremstød vil forhåbentlig give et yderligere boost til den danske eksport på dette nøglemarked, siger Brian Mikkelsen i en kommentar.

Tyskland har et mål om at reducere landets CO2-udledning med 60 procent inden 2030.

Og det er en oplagt mulighed for Danmark til at vinde noget af den tabte eksport tilbage. Det mener Lars Sandahl Sørensen fra Dansk Industri.

- Lige nu er der særligt fokus på de grønne løsninger i Tyskland. Og der har vi mange løsninger i Danmark, siger han.

Også udenrigsminister Jeppe Kofod har eksportforhåbninger med til Berlin. Han kalder Tyskland for en vigtig og stabil partner.

- Samtidig står Tyskland selv på tærsklen til en ny tid, når der om kort tid udnævnes en ny regering.

- Jeg håber, at statsbesøget bliver begyndelsen på et nyt kapitel i det dansk-tyske forhold, hvor vi tager samarbejdet til et endnu højere niveau, lyder det fra Jeppe Kofod i en pressemeddelelse.

/ritzau/

10 nov 2021, 14:47