Liveblog-arkiv: 27.-29.01.2022

Her opdaterer Flensborg Avis dagligt om coronasituationen i både Danmark, Tyskland og Sydslesvig. Følg med her og hold dig opdateret om udviklingen.

Grafik:
Grafik: Eyla Boysen
lørdag d. 29. januar 2022 kl. 8.25

Tysklands incidenstal bliver ved med at stige

30.01.2022 08:05

Berlin. Smittetrykket i Tyskland fortsætter med at stige, og incidenstallet er igen rekordhøjt. Der har nu været 1156,8 tilfælde af coronavirus i Tyskland per 100.000 indbyggere på en uge. Det oplyser Robert Koch Instituttet søndag morgen. Til sammenligning var værdien 1127,7 et døgn tidligere, for en uge siden var den 806,8. 

Siden fredag er der fundet 118.970 nye inficerede i Tyskland. For en uge siden var der 85.440.

Eksperter går ud fra, at et højt og stigende antal tilfælde aldrig bliver registreret, blandt andet fordi testkapaciteterne og de lokale sundhedskontorer er overbelastede. Desuden oplever mange byer og amter problemer med selve indberetningen.

I det seneste døgn er 59 smittede i Tyskland gået bort. For en uge siden var der 54 dødsfald. 

I løbet af epidemien er 9.737.215 testet positive. 7.564.200 skønnes at være raske igen. Antallet af døde er steget til 117.725.

Fredag havde der været 4,72 indlagte per 100.000 indbyggere på en uge. Tallet opdateres ikke i weekender. 

(dpa)


Smitten i Slesvig-Holsten falder fortsat

29.01.2022 20:07

Kiel. I Slesvig-Holsten falder smittetrykket fortsat. Lørdag havde der været 949,9 nye tilfælde af corona per 100.000 indbyggere på en uge mod 992,7 et døgn tidligere.

Siden fredag er der fundet 1626 inficerede. Det oplyser delstatens regering lørdag aften.

På et døgn er yderligere én smittet i delstaten gået bort. Hermed stiger det samlede antal døde til 1964.

På hospitaler ligger antallet af indlagte på 367. 47 er i intensiv behandling, og 32 får kunstigt åndedræt.

Siden epidemiens begyndelse er 216.528 testet positive i Tysklands nordligste delstat. Omkring 135.600 skønnes at være raske igen.


Flensborgs incidenstal er stabilt

29.01.2022 17:19

Flensborg. Flensborg Kommune har det seneste døgn registreret 149 nye tilfælde af coronasmitte. 

Der har været 1207,6 nye smittede per 100.000 indbyggere den seneste uge. I går lå det tal på 1205,3. 

Siden epidemiens udbrud er der i Flensborg blevet registreret 7689 smittede. 6241 af dem er raske igen, og 51 har mistet livet. 

Dermed er der aktuelt registreret 1397 smittede i kommunen.


Yderligere 41.083 coronatilfælde i Danmark - 45 færre er indlagt

29.01.2022 14:06

København. Der er registreret yderligere 41.083 coronatilfælde i Danmark, oplyser Statens Serum Institut lørdag.

Det er sket på baggrund af 208.389 PCR-prøver, hvor man bliver podet i svælget for coronavirus.

Det betyder, at positivprocenten - andelen af smittede blandt de testede - er 19,71.

Antallet af smittetilfælde toppede fredag med 53.655 nye coronatilfælde samt 967 indlagte med corona.

Lørdag er antallet af indlagte med corona faldet med 45 til i alt 922 personer.

Af dem er 35 indlagt på intensivafdelinger.

Der er registreret 17 nye coronarelaterede dødsfald. Samlet set er 3717 personer med corona afgået ved døden.

/ritzau/


To danske OL-ishockeyspillere er testet positive i Beijing

29.01.2022 13:19

Beijing. Lørdag morgen dansk tid var meldingen fra Danmarks Idrætsforbund (DIF), at ingen af de danske atleter, der er rejst til vinter-OL i Beijing, var blevet testet positive med coronavirus.

Lørdag middag har piben fået en anden lyd.

DIF oplyser således til Ritzau, at de to ishockeyspillere Lilli Friis-Hansen og Kristine Melberg er blevet testet positive ved ankomst til Beijing.

- Det er super ærgerligt og allermest synd for de to spillere. Men vi er dog fortrøstningsfulde, da der er tale om to spillere, som var smittet med corona relativt kort før afrejse.

- Vi håber og tror derfor, at de hurtigt er tilbage på den olympiske is, hvor de andre spillere allerede er i gang med træningen, siger Mikkel Sansone Øhrgaard, der er dansk delegationsleder i Beijing.

De to spillere er nu i isolation på et hotel, de har ingen symptomer og er ved godt mod, oplyser DIF. Alle, der har været i nærkontakt med de to spillere, er blevet testet negative.

OL sparkes i gang med åbningsceremoni 4. februar.

/ritzau/


Yderligere to coronasmittede er døde i Slesvig-Flensborg Amt

29.01.2022 13:16

Slesvig. Yderligere to personer fra Slesvig-Flensborg Amt er døde med eller af coronavirus. I alt har 73 smittede i amtet nu mistet livet. 

Yderligere 244 personer i amtet er testet positive for coronavirus siden i går.

Antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere i løbet af en uge falder fra 851,2 til 846,3.



Unionspartier vil have tidsmæssig begrænset vaccinepligt 

29.01.2022 10:32

Berlin. Unionspartiernes sundhedspolitiske ordfører, Tino Sorge (CDU), mener, at en coronavaccinepligt kun giver mening under visse betingelser og med en tidsmæssig begrænsning. 

- En vaccinepligt ville kun give mening, hvis der var særligt farlige virusvarianter - og hvis der samtidig var de passende vacciner, sagde Tino Sorge til avisen »Welt am Sonntag«.  

- Hvis en af delene ikke er tilfældet, ville en vaccinepligt ikke være særlig hensigtsmæssig, sagde an. 

Han kritiserede, at der i de hidtidige initiativer fra forskellige parlamentsmedlemmer ikke tages differentieres i forhold til virusvarianter og tidsaspektet samt ideer til forbedringen af databaser. Unionspartierne vil komme med et forslag til disse tre punkter, sagde han. 

Forbundsdagen diskuterede emnet i en orienteringsdebat onsdag. 

(dpa)


Habeck stiller forlængelse af hjælpepakker i udsigt

29.01.2022 09:16

Berlin. Tysklands økonomiminister Robert Habeck (De Grønne) har stillet en forlængelse af corona-hjælpepakkerne i udsigt.

- Jeg håber, at vi står i en anden situation i slutningen af marts. Men hvis det skulle være nødvendigt at forlænge hjælpepakkerne igen for at kunne sikre, at hårdt ramte virksomheder overlever, så vil vi i forbundsregeringen stille pengene for det til rådighed, sagde Habeck til aviserne fra Funke Mediengruppe. 

(dpa)


 Foto: Kay Nietfeld/dpa


Tysklands incidenstal stiger stadig

29.01.2022 08:07

Berlin. Smittetrykket i Tyskland fortsætter med at stige, og incidenstallet ligger for første gang over 1100. Der har nu været 1127,7 tilfælde af coronavirus i Tyskland per 100.000 indbyggere på en uge. Det oplyser Robert Koch Instituttet lørdag morgen. Til sammenligning var værdien 1073,0 et døgn tidligere, for en uge siden var den 772,7. 

Siden fredag er der fundet 189.166 nye inficerede i Tyskland. For en uge siden var der 135.461.

Eksperter går ud fra, at et højt og stigende antal tilfælde aldrig bliver registreret, blandt andet fordi testkapaciteterne og de lokale sundhedskontorer er overbelastede. Desuden oplever mange byer og amter problemer med selve indberetningen.

I det seneste døgn er 182 smittede i Tyskland gået bort. For en uge siden var der 179 dødsfald. 

I løbet af epidemien er 9.618.245 testet positive. 7.532.600 skønnes at være raske igen. Antallet af døde er steget til 117.666.

Fredag havde der været 4,72 indlagte per 100.000 indbyggere på en uge mod 4,64 torsdag.

(dpa)


Flensborg Avis siger godnat


Smitten i Slesvig-Holsten falder kraftigt

28.01.2022 22:33

Kiel. I Slesvig-Holsten falder smittetrykket. Fredag havde der været 992,7 nye tilfælde af corona per 100.000 indbyggere på en uge mod 1022,8, et døgn tidligere.

Siden torsdag er der fundet 3997 inficerede. Et døgn tidligere var der hele 5463. Det oplyser delstatens regering fredag aften.

På et døgn er yderligere seks smittede gået bort. Hermed stiger det samlede antal døde til 1963.

På hospitaler er antallet af indlagte steget med 26 til 367. 47 er i intensiv behandling, hvilket er uændret i forhold til torsdag.

32 får kunstigt åndedræt, hvilket er en flere end et døgn tidligere.

Siden epidemiens begyndelse er 214.902 testet positive i Tysklands nordligste delstat. Omkring 134.300 skønnes at være raske igen.



Nordfrisland runder 10.000 smittede

28.01.2022 16:57

Husum. Det seneste døgn er yderligere 176 personer testet postiv for coronavirus i Nordfrisland Amt. Dermed har amtet nu registreret i alt 10.011 smittede siden epidemiens udbrud. 

8096 af dem er raske igen, mens 95 har mistet livet. Dermed er der aktuelt 1820 smittede. 

Amtet incidenstal stiger en smule i forhold til i går. Der har nu været 840,6 nye smittede per 100.000 indbyggere den seneste uge, mens det i går var 819,6.


Indrejsekrav til Danmark forlænges med lempelser

28.01.2022 16:09

København. Hvis personer ønsker at rejse til Danmark i februar, vil der fortsat være restriktioner at forholde sig til, selv om stort set alle restriktioner i det danske samfund forsvinder, når januar slutter.

Indrejsekravet til Danmark forlænges nemlig i fire uger, men der er dog lempelser.

Eksempelvis kan personer med vaccinebevis eller tidligere smittede indrejse uden krav, oplyser Sundhedsministeriet.

Personer, som ikke er vaccineret eller tidligere smittet, skal tage en test senest et døgn efter indrejse, hvis de kommer fra EU eller Schengen-lande. Medmindre de har en negativ test taget før indrejse. For en kviktest betyder det 48 timer inden indrejse. For PCR-test er det 72 timer inden indrejse.

Hvis man ikke er vaccineret eller tidligere smittet og rejser fra lande uden for EU eller Schengen, skal man være opmærksom på status på det land, man rejser fra.

Hvis det er et risikoland, er der krav om test et døgn efter indrejse. Hvis det er et højrisikoland, er der krav om test og isolation efter indrejse.

Foruden at stort set alle coronarestriktioner ophører ved januars udgang, så vil covid-19 heller ikke længere anses som en samfundskritisk sygdom, når kalenderen viser februar.

/ritzau/


 Arkivfoto: Martin Ziemer


Rendsborg-Egernførde Amts incidenstal er stabilt

28.01.2022 16:00

Rendsborg. Siden i går er der fundet 269 nye coronasmittede i Rendsborg-Egernførde Amt. Aktuelt er der registreret 2529 smittede personer i amtet. 

Antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere i løbet af en uge ligger på 737,4. I går lå incidenstallet på 739,2. 

Siden epidemiens udbrud er der registreret 15.523 smittede i amtet. 12.918 er raske igen, og 76 er døde. 


Flensborgs incidenstal falder

28.01.2022 15:17

Flensborg. Flensborg Kommune har det seneste døgn registreret 161 nye tilfælde af coronasmitte. 

Der har været 1205,3 nye smittede per 100.000 indbyggere den seneste uge. I går lå det tal på 1240,9. 

Siden epidemiens udbrud er der i Flensborg blevet registreret 7540 smittede. 6107 af dem er raske igen, og 51 har mistet livet. 

Dermed er der aktuelt registreret 1382 smittede i kommunen.


Siden omikrons indtog er over en million danskere blevet smittet

28.01.2022 15:10

København. Siden omikronvarianten gjorde sit indtog i Danmark 28. november sidste år, er 1,16 millioner personer blevet testet positive for coronavirus.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det betyder samtidig, at de seneste to måneders positive prøver udgør mere end 70 procent af alle smittetilfælde, der er registreret i Danmark under hele coronaepidemien, der strækker sig tilbage til februar 2020.

Det er ikke alle smittetilfælde siden 28. november, der er med omikron, da deltavarianten var dominerende indtil midten af december.

I 2022 har omikron været i stort set alle de positive prøver, som man har undersøgt for varianten.

Samlet er mere end hver fjerde person i Danmark testet positiv for coronavirus under epidemien.

En mindre andel af de positive prøver - knap 69.000 - er personer, der tidligere har været testet positive i løbet af epidemien.

De seneste to dage er der registreret mere end 50.000 nye smittetilfælde om dagen. Det er det højeste, der har været under epidemien.

/ritzau/


Endnu en smitterekord i Danmark - 53.655 smittede på 24 timer

28.01.2022 14:09 - opdateret 14:49

København. Det seneste døgn er der konstateret 53.655 smittetilfælde med corona i Danmark. Det oplyser Statens Serum Institut.

De smittede er fundet blandt 245.522 PCR-test. Det er den type test, hvor man bliver podet i halsen.

Det giver en positivprocent på 21,7. Det vil sige, at over hver femte test har været positiv.

Desuden er der taget 188.148 kviktest - antigentest - men de tæller ikke med i den samlede opgørelse, fordi der er usikkerhed forbundet med resultatet.

Der er 3263 reinfektioner. Det er personer, der har haft corona mindst én gang før.

Antallet af indlagte stiger med 12 til 967.

Blandt de indlagte er 33 personer indlagt på landets intensive afdelinger. 19 personer er i respirator og får hjælp til at trække vejret. Yderligere 26 er døde med - ikke nødvendigvis af - corona.

/ritzau/


Restriktioner er væk tirsdag: Barer må tyvstarte to timer før

28.01.2022 13:18

København. Der kunne være opstået en spøjs situation for gæster og ansatte på barer, værtshuse og restaurationer mandag aften.

De skal - ifølge de nuværende regler - lukke mandag klokken 23.00, men må åbne igen en time senere, fordi coronarestriktionerne bortfalder klokken 24.00 natten til tirsdag.

Men nu har regeringen besluttet, at barer og værtshuse kan holde åbent hele mandag aften. Dermed kan de slippe restriktionerne lidt tidligere, end der ellers var lagt op til.

Det skriver Danmarks erhvervsminister Simon Kollerup (S) på Facebook.

- Vi skal ikke lade firkantede skrivebordsregler spænde ben for en god genåbning ude i restauranternes virkelighed, skriver han.

Dermed undgår man en situation, hvor gæster skulle forlade barer og værtshuse klokken 23, vente en time på gaden og derefter kunne gå ind igen.

Beslutningen betyder også, at barerne må fortsætte med at servere alkohol efter klokken 22.00 mandag, hvor de ellers skulle have lukket for fadølshanerne.

Barer, restauranter og værtshuse slipper dog ikke for alle restriktionerne. Der vil fortsat være krav om coronapas og mundbind indtil midnat mellem mandag og tirsdag, oplyser Erhvervsministeriet.

De sløjfede restriktioner betyder også, at diskoteker og natklubber kan genåbne fra tirsdag.

De har været lukket siden 10. december, hvor Folketinget besluttede at indføre restriktioner på grund af stigende smitte og indlæggelser.

/ritzau/


Arkivfoto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix


Lauterbach forsvarer, at tidligere smitte kun gælder i tre måneder

28.01.2022 13:16

Berlin. Tysklands sundhedsminister Karl Lauterbach (SPD) mener, at det giver mening, at borgere kun gælder som tidligere smittet og dermed immune i tre måneder og ikke seks måneder, efter at de har været smittet med coronavirus.

- Ved omikron har vi det problem, at folk, der var smittet med deltavarianten, allerede tre måneder senere kan blive smittet med omikron, forklarede Lauterbach fredag i Berlin. 

Derfor er det ifølge ham for usikkert i forhold til smitterisikoen, hvis tidligere smittet gælder som immune (»Genesen«) i hele seks måneder. 

Hans ministerium og Robert Koch Instituttet (RKI) har været enige om beslutningen - i hvert fald indholdsmæssigt, sagde han. I forhold til selve realiseringen har der været problemer i kommunikationen mellem ministeriet og RKI, indrømmede han. 

Reglen blev ændret midt i januar og er blevet kritiseret. I andre EU-lande gælder man fortsat som immun i seks måneder efter en positiv PCR-test. 

(dpa)


Lauterbach imod lempelser af corona-restriktionerne

28.01.2022 13:09

Berlin. Tysklands sundhedsminister Karl Lauterbach (SPD) er imod lempelser af corona-reglerne i den aktuelle situation. Han holder fast i den »konservative kurs«, sagde han fredag i Berlin. 

Han henviste til, at Danmark gør noget andet og netop har valgt at droppe restriktionerne.

- Men det er ikke os, sagde han. 

Ministeren henviste desuden til aftaler mellem forbundsregeringen og delstatsregeringerne om at stille genåbninger i udsigt, når den aktuelle coronabølge er knækket. Det kunne ske i slutningen af februar eller starten af marts, sagde han. 

(dpa)

 Foto: Wolfgang Kumm/dpa 


Lauterbach: Corona-politik virker trods høje smittetal

28.01.2022 13:05

Berlin. Tiltagene mod spredningen af coronavirus virker som forventer i den aktuelle omikron-bølge, mener Tysklands sundhedsminister Karl Lauterbach (SPD). 

- De høje smittetal havde vi regnet med, sagde ministeren fredag i Berlin. 

De kan ifølge ham stige til 400.000 tilfælde om dagen. 

Indtil videre har Tyskland dog nået målet om at komme igennem bølgen med få dødsfald og alvorlige sygdomsforløb, sagde han. 

Incidenstallene ligger nu i gennemsnit på 1000, blandt yngre borgere delvist på 2000, men blandt de ældre, der er i risikogruppen, kun mellem 200 og 300, sagde Lauterbach.

- Det er vores succes, lød det fra ham. 

Ifølge Lauterbach er det lykkedes gennem de gældende corona-regler som 3G, 2G og 2G plus. 

- Det vil vi fortsætte med, sagde han. 

Han henviste til, at Tyskland har et »særligt problem«, fordi befolkningen i gennemsnit er forholdvis gammel, og der er et stort antal mennesker, der ikke er vaccineret og tilhører den særligt sårbare gruppe på mennesker fra 60 år. 

Han opfordrede kraftigt borgere til at få boosterstik nu i stedet for at vente på mulige vacciner, der er tilpasset omikronvarianten. 

(dpa)


 Foto: Wolfgang Kumm/dpa 


RKI-chef: Vi er på vej mod pandemiens klimaks

28.01.2022 12:58

Berlin. Chefen for Robert Koch Instituttet (RKI), Lothar Wieler, har advaret de tyske borgere om de høje smittetal under omikron-bølgen. Det er uklart, hvilke konsekvenser omikron vil have for især de ældre, ikke-vaccinerede borgere i de kommende uger, sagde Wieler fredag i Berlin. 

- Smittetallene stiger fortsat massivt, men faktisk stiger de slet ikke så voldsomt, som det ville være muligt under omikron, sagde Wieler. 

Det skyldes ifølge ham, at langt de fleste mennesker overholder corona-reglerne og mange bliver vaccineret og får et boosterstik, hvilket også reducerer antallet af alvorlige sygdomsforløb. 

Alligevel er Tyskland på vej mod et klimaks i pandemien, sagde han. 

I den seneste uge er omkring 890.000 mennesker i Tyskland blevet smittet med coronavirus, og det svarer til en procent af befolkningen, sagde han. Hver tredje PCR-test har været positiv. I denne fase af pandemien er de rene smittetal ikke længere det afgørende kriterie, sagde Wieler. Derimod skal det ses mere på antallet af indlagte smittede og på, hvor alvorligt de bliver syge. 

(dpa)


 Foto: Wolfgang Kumm/dpa


Knap 400 danskere fik udskrevet coronapiller i december

28.01.2022 11:45

København. 390 danskere fik udskrevet lægemidlet Lagevrio i løbet af december sidste år.

Det viser tal, der dækker over uge 50, 51 og 52, fra Sundhedsdatastyrelsen.

Siden 16. december har det været muligt for danske læger at udskrive lægemidlet, der også kaldes coronapiller.

Pillerne gives til personer, der er i særlig risiko for et alvorlig forløb med covid-19.

Tallene fra Sundhedsdatastyrelsen viser desuden, at 44 procent af de patienter, der fik udskrevet lægemidlet, var under 65 år gamle.

Langt de fleste har fået lægemidlet udskrevet af egen læge. Blot tre procent har fået Lagevrio udskrevet af læger på sygehuse.

Coronapillen vurderes ifølge Sundhedsdatastyrelsen at reducere risikoen for indlæggelse eller død som følge af coronavirus med 30 procent hos patienter over 80, der har øget risiko for et alvorlig forløb med coronavirus.

/ritzau/


V og K frygter for turisme: Vil have sløjfet indrejserestriktioner

28.01.2022 11:42

København. Venstre og Konservative frygter, at turister vil vælge Danmark fra, når de skal planlægge den næste ferie, hvis indrejserestriktionerne bliver forlænget.

Danmarks sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har bedt partierne melde tilbage inden fredag klokken 8, om de ønsker at forlænge de nuværende indrejserestriktioner.

Det gør Venstre ikke:

- Vi mener fra Venstres side, at de sidste indrejsekrav skal fjernes. Og det gør vi ud fra, at det rammer turistbranchen rigtig hårdt, og det rammer vores lufthavne rigtig hårdt, siger Anni Matthiesen, som er Venstres turismeordfører.

- Vi risikerer, at turister booker rejser til andre europæiske lande fremfor at booke til Danmark.

Som det er nu, skal indrejsende kunne vise dokumentation for en negativ test foretaget forud for rejsen til Danmark. Dog kan personer med bopæl i Danmark få foretaget testen inden for 24 timer efter indrejsen.

Der gælder krav om isolation i 10 dage - afhængigt af, hvor man kommer fra. Der er ikke et krav om isolation, hvis man indrejser fra et EU- eller Schengenland.

Onsdag fortalte statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, at stort set alle restriktioner vil blive fjernet efter den 1. februar. Men at der altså fortsat ikke er truffet nogen beslutning om indrejserestriktionerne.

Ligesom Venstre ser De Konservative helst, at restriktionerne bliver fjernet.

- Nu har vi jo sagt, at corona ikke er en samfundskritisk sygdom mere, og det betyder, at vi fjerner alle restriktioner. Det synes vi er rigtig godt, og det tager vi positivt imod, siger turismeordfører Birgitte Bergman til TV2 News.

- Men vi mener også, at den sidste hurdle med at få de sidste restriktioner fjernet er vigtigt for dansk turisme, siger hun.

/ritzau/


Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix


295 nye smittede i Slesvig-Flensborg Amt

28.01.2022 09:42

Slesvig. Yderligere 295 personer er testet positive for coronavirus i Slesvig-Flensborg Amt. 

Antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere i løbet af en uge falder fra 839,9 til 851,2. 

Siden epidemiens udbrud har amtet registreret 10.551 smittetilfælde. I alt 71 smittede er døde.



Indenrigsministre drøfter corona-demonstrationer

28.01.2022 09:38

Stuttgart. Delstaternes indenrigsministre mødes i dag for første gang fysisk siden sommeren sidste år. Også Tysklands nye indenrigsminister Nancy Faeser (SPD) deltager i mødet i Stuttgart. 

Ministrene vil blandt andet drøfte det stigende antal demonstrationer mod corona-restriktionerne og radikaliseringen i sociale medier som Telegram. 

(dpa)


Millioner af lyntest tredobler Falcks overskud

28.01.2022 09:24

København. Falck har i løbet af 2021 haft stor fremgang i sine økonomiske resultater.

Det skyldes de millioner af lyntest, som selskabet har foretaget i lyntestcentre i store dele af Danmark.

Falcks samlede omsætning er i 2021 steget med 2,8 milliarder kroner til 15,2 milliarder kroner.

Fremgangen stammer udelukkende fra lyntest. De har isoleret givet 3,46 milliarder kroner i omsætning gennem året.

Driftsoverskuddet er knap tredoblet til 1,8 milliarder kroner. Det er også lyntest, der trækker op. Det viser Falcks årsregnskab, der er offentliggjort fredag.

- Levering af Covid-19-antigentest i Danmark står som en af de største og mest krævende opgaver i Falcks historie, skriver Falck i regnskabet.

Falck har stået for lyntest i Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Sjælland og i lufthavne.

Virksomheden Carelink har lyntestet i Region Syddanmark. Copenhagen Medical har haft opgaven i Region Hovedstaden.

Opgaven med lyntest er ved at blive nedskaleret. Danmarks sundhedsminister Magnus Heunicke (S) varslede onsdag, at testindsatsen for fremtiden vil være bygget op om hjemmetest og PCR-test.

De nærmere detaljer er ikke klarlagt endnu. Falck skriver i regnskabet, at lyntest ventes at fortsætte i de første tre måneder af 2021.

Hvis man ser bort fra lyntest, er Falcks normale forretning bygget op om ambulancedrift, vejhjælp, sundhedshjælp og tjenester inden for brand og redning. Det er både i ind- og udland.

Topchef Jakob Riis fremhæver i en kommentar til regnskabet, at Falck gennem året har vundet flere ambulancekontrakter. Det er blandt andet i Danmark og Sverige samt en stor kontrakt i San Diego i USA.

- Vi er lykkedes med at udvikle kerneforretningen og har leveret et stærkt resultat på trods af vanskelige arbejdsvilkår og en voksende mangel på arbejdskraft i flere lande, siger han.

/ritzau/


Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix


Smittetryk i Tyskland tager nyt hop

28.01.2022 07:40

Berlin. Smittetrykket i Tyskland fortsætter med at stige tydeligt, og der har nu været 1073,0 tilfælde af coronavirus i Tyskland per 100.000 indbyggere på en uge. Det skriver Robert Koch Instituttet fredag morgen. Til sammenligning var værdien 1017,4 et døgn tidligere.

Siden torsdag er der fundet 190.148 nye inficerede. For en uge siden var der 140.160.

Eksperter går ud fra, at et højt og stigende antal tilfælde aldrig bliver registreret, blandt andet fordi, testkapaciteterne og de lokale sundhedskontorer er overbelastede. Desuden oplever mange byer og amter problemer med selve indberetningen.

I det seneste døgn er 170 gået bort. Antallet er nøjagtig det samme som for en uge siden.

I løbet af epidemien er 9.429.079 testet positive.

Torsdag havde der været 4,64 indlagte per 100.000 indbyggere på en uge siden mod 4,26 onsdag.

Efterhånden skønnes 7.494.200 at være raske igen.

Antallet af døde er steget til 117.484.

(dpa)


Flensborg Avis siger godnat


Helt som i Danmark - færre bliver syge i Slesvig-Holsten

27.01.2022 22:29

Kiel. Smittetrykket i Slesvig-Holsten fortsætter med at stige. På syv døgn har der været 1022,08 nye tilfælde per 100.000 indbyggere mod 1008,2 et døgn tidligere. Det oplyser delstatens regering torsdag aften.

Men antallet af nye tilfælde er til gengæld faldet kraftigt. Onsdag var der 6117 nye inficerede. Torsdag var antallet dalet til 5463,.

Også dødstallene falder markant. Hvor der onsdag var 11 nye døde på 24 timer, er der torsdag blot fire.

Siden epidemiens begyndelse er 210.905 testet positive. Omkring 132.400 menes at være raske igen. I alt er 1957 gået bort.

Siden onsdag er yderligere to smittede blevet indlagt, så der nu er 341 på delstatens sygehuse. Til gengæld er færre i intensiv behandling, nemlig 47 mod 50 et døgn før.

31 har behov for kunstigt åndedræt, hvilket er det samme som onsdag aften.


Nordfrislands incidenstal falder en smule

27.01.2022 17:28

Husum. Det seneste døgn har Nordfrisland Amt registreret 243 nye smittede. Dermed har der været 819,6 nye smittede per 100.000 indbyggere i løbet af en uge. I går lå det tal på 823,8. 

Siden epidemiens udbrud har amtet registreret 9835 smittede, hvoraf 7859 er raske igen, og 95 har mistet livet. Dermed er der aktuelt registreret 1881 smittede, hvoraf syv er indlagt på forskellige hospitaler. 


Grafik: Nordfrisland Amt


Flensborgs incidenstal stiger til 1240,9

27.01.2022 17:22

Flensborg. Flensborg Kommune har det seneste døgn registreret 179 nye tilfælde af coronasmitte. 

Der har været 1240,9 nye smittede per 100.000 indbyggere den seneste uge. I går lå det tal på 1214,2. 

Siden epidemiens udbrud er der i Flensborg blevet registreret 7381 smittede. 5942 af dem er raske igen, og 51 har mistet livet. 

Dermed er der aktuelt registreret 1388 smittede i kommunen.


EU-tilsyn godkender lovende coronapille fra Pfizer

27.01.2022 15:38

Amsterdam. Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har torsdag godkendt en pille fra Pfizer til behandling af særligt udsatte personer mod coronasmitte.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er den første coronapille, der får grønt lys af EU-tilsynet.

I forsøg har pillebehandlingen fra Pfizer vist lovende resultater.

Den kan ifølge studier således reducere risikoen for indlæggelse eller dødsfald hos særligt udsatte personer med op til næsten 90 procent.

Den danske regering har tidligere meddelt, at man har planer om at indkøbe for omkring 400 millioner kroner af Pfizers pille.

/ritzau/


 Foto: Nicolas Maeterlinck/BELGA/dpa 


Falsk corona-kontrol i Flensborg

27.01.2022 14:46

Flensborg. For tiden hører Flensborg Kommune ofte om personer og virksomheder, der ringer ud til personer og udgiver sig for at være medarbejdere ved kommunens sundhedsmyndigheder. De pågældende personer stiller så spørgsmål for at kontrollere, om folk overholder corona-tiltagene. 

Flensborg Kommune meddeler i en pressemeddelelse, at sundhedsmyndighederne ikke gennemfører den slags kontrol, og at opkald kun sker i forbindelse med konkrete tilfælde. Kommunens medarbejdere kan desuden altid legitimere sig. Snyd i forbindelse med jobtitler er strafbart. 


51.033 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark

27.01.2022 14:04 - opdateret 14:10

København. 51.033 er bekræftet smittet med coronavirus i Danmark, heraf har 3119 været testet positive før.

Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Dagens smittetal er det højeste under epidemien i Danmark.

Der er torsdag 955 indlagte på de danske hospitaler, som er testet positive for coronavirus. Det er 17 flere end onsdag.

Det er dog ikke alle indlagte, der er på hospitalet på grund af coronavirus.

37 af de indlagte er så syge, at de ligger på en intensivafdeling, og 22 af dem får hjælp af en respirator til at trække vejret.

Der er registreret yderligere 18 coronarelaterede dødsfald.

/ritzau/


Nedbrud gør det umuligt at ringe til smitteopsporingen

27.01.2022 13:21

København. Et omfattende nedbrud hos TDC betyder, at det torsdag middag ikke er muligt at ringe til smitteopsporingen i Danmark.

Det skriver Styrelsen for Patientsikkerhed på Twitter.

Det er heller ikke muligt at ringe hverken til eller fra hele styrelsen.

TDC bekræfter, at der i øjeblikket er et nedbrud på mobiltjenester torsdag.

- Der er i øjeblikket et omfattende nedbrud på mobiltjenester via TDC NET's mobilnet, hvilket blandt andet påvirker opkald til Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Der arbejdes på højtryk på at finde en løsning på problemer, lyder det i en skriftlig kommentar fra TDC.

Flere andre myndigheder, blandt andet Sundhedsstyrelsen og Ankestyrelsen oplyser desuden, at man ikke kan ringe til dem i øjeblikket.

/ritzau/


234 nye smittede i Slesvig-Flensborg Amt

27.01.2022 12:37

Slesvig. Yderligere 234 personer er testet positive for coronavirus i Slesvig-Flensborg Amt. 

Antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere i løbet af en uge falder fra 858,6 til 839,9. 

Siden epidemiens udbrud har amtet registreret 10.256 smittetilfælde. I alt 71 smittede er døde.



Sygehuse forventer mange nye indlæggelser

27.01.2022 10:36

Berlin. Tysklands sygehuse forbereder sig på, at der vil komme flere indlagte coronapatienter i takt med at smittetallene fortsætter med at stige. 

Det seneste døgn er der for første gang registreret 200.000 nye smittede på 24 timer. Formanden for den tyske sygehussammenslutning, Gerald Gaß, har sagt til ARDs »Morgenmagazin«, at de høje smittetal vil føre til flere indlæggelser om syv til ti dage. Desuden er det fortsat et stigende problem, at plejepersonale bliver smittet eller skal i karantæne. 

Halvdelen af sygehusene i sammenslutningen har i sidste uge meddelt, at de har været nødt til at indskrænke deres behandlingstilbud. 

Behandlingen af indlagte patienter er dog fortsat sikret. De regner heller ikke med en overbelastning af intensivafdelingerne. 


 Foto: Sebastian Gollnow/dpa


Presset branche jubler over genåbning - men skyer truer

27.01.2022 09:41

København. Landets restauranter har været hårdt presset under corona, men på tirsdag melder hverdagen sin ankomst, når de fleste restriktioner fjernes.

Det skaber glæde hos brancheorganisationen Horesta, der repræsenterer restauranter og hoteller. En branche, der er gået glip af milliarder i omsætning under epidemien.

To års undtagelsestilstand for branchen er ifølge direktør Jannick Nytoft slut, men selv om tirsdag bliver glædens dag, er der stadig udfordringer.

- Der er ingen tvivl om, at mangel på arbejdskraft kommer til at være en af de helt store udfordringer i resten af 2022 - og måske også længere frem, siger han.

Aktuelt må restauranter kun have åbent til klokken 23.00, ligesom der skal vises coronapas, hvis man vil nyde maden indenfor på restauranten.

Men på tirsdag bortfalder de, hvilket kan give branchen mere at lave.

Trods restriktionerne har man dog allerede kunnet mærke manglen på hænder, fortæller Jannick Nytoft.

Der har været særdeles godt gang i økonomien den seneste tid, og antallet af ledige i Danmark var i november, hvor de nyeste tal er fra, på det laveste niveau siden 2008.

/ritzau/


Dansk genåbning vækker undren i Tyskland: Hvad er der galt?

27.01.2022 09:23

København/Berlin. Det har vakt opsigt verden over, at Danmark som det første land i EU skrotter alle coronarestriktioner fra næste uge.

Således har den forestående danske genåbning vundet frem i blandt andet tyske, svenske, britiske og amerikanske medier.

I Tyskland skriver tabloidavisen Bild om lempelserne under overskriften “Was ist denn mit dänen los?” (oversat: Hvad er der galt med danskerne?).

Her fremhæver avisen, at smittetallene er højere end nogensinde, men at myndighederne stadig vil genåbne samfundet.

I den tyske artikel citerer Bild et Ritzau-interview med Eskild Petersen, der er professor emeritus i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet.

Han sagde tidligere denne uge, at Danmark er “så tæt på målet, at det ikke giver mening at slippe tøjlerne nu”.

I Sverige har avisen Expressen også omtalt den danske genåbning fra næste uge. Her bemærker avisen, at meldingen om lempelsen falder samme dag, som de svenske myndigheder har forlænget landets restriktioner med to uger.

- Under hele pandemien har Danmark været et skridt foran og haft mere omfattende restriktioner end Sverige.

- Når Danmark genåbner samfundet, er de igen et skridt foran, skriver Expressen.

/ritzau/


FAKTA

    Så mange coronapatienter
    er indlagt

St. Franziskus-Hospital i Flensborg: 12 indlagte, tre på intensiv (lørdag)

Helios Klinikum i Slesvig: Ni indlagte, fire på intensiv (lørdag)

Klinikum Nordfriesland: Ni indlagte, en på intensiv (torsdag)

Imland Klinik i Rendsborg: 27 indlagte, fire på intensiv (onsdag)

Der er tale om indlagte med coronavirus, der dog også kan have andre sygdomme, så de ikke nødvendigvis er indlagt på grund af corona. 

Slesvig-Holsten: 6,32 indlagte per 100.000 indbyggere i løbet af en uge

Tyskland: 4,72 indlagte per 100.000 indbyggere i løbet af en uge 

Så mange borgere
er vaccineret

Slesvig-Holsten: 78,3 procent færdigvaccineret, 59,8 procent boostet

Tyskland: 73,9 procent færdigvaccineret, 52,6 procent boostet

Nu har epidemien varet i nøjagtig to år

27.01.2022 07:43

Berlin. For første gang siden corona nåede til Tyskland for nøjagtig to år siden, har der været flere end 200.000 nye smittede på et døgn. Siden onsdag er der fundet yderligere 203.136 inficerede. Det skriver Robert Koch Instituttet torsdag morgen.

På syv døgn er der opdaget 1017,4 smittede per 100.000 indbyggere, hvilket også er en ny rekord. Til sammenligning var tallet 940,6 et døgn tidligere.

Smitten er dermed nogenlunde fordoblet siden den 19. januar, hvor der for første gang var over 100.000 nye smittede på et døgn.

Eksperter går ud fra, at det faktiske antal tilfælde er højere end angivet i de officielle statistikker, fordi de lokale sundhedskontorer og laboratorierne mange steder er overbelastede.

Siden onsdag er der registreret 188 dødsfald. For en uge siden var der 234.

Siden epidemiens begyndelse er 9.238.931 testet positive.

Per 100.000 indbyggere var der onsdag 4,26 indlagte på en uge mod 3,87 mandag.

Omkring 7.443.300 menes at være raske igen.

Efterhånden er 117.314 gået bort.

(dpa)


Se livebloggen fra de seneste dag her.