Liveblog-Arkiv: 18.-20. dec 2021

Her opdaterer Flensborg Avis dagligt om coronasituationen i både Danmark, Tyskland og Sydslesvig. Følg med her og hold dig opdateret om udviklingen.

Billede
Grafik: Eyla Boysen



18. dec 2021, 7:32 d. 18. dec 2021, 7:32 kl. 18. dec 2021, 7:32




Smitten falder på tredje uge i Tyskland

21.12.2021 07:35

Berlin. Smittetrykket i Tyskland er sunket. På syv døgn har der været 306,4 nye tilfælde af coronavirus per 100.000 indbyggere, skriver Robert Koch Instituttet tirsdag morgen. Til sammenligning lå værdien mandag på 316,0 og en uge tidligere på 375,0.

I løbet af et døgn er der indberettet 23.428 infektioner. For en uge siden var der 30.823. Antallet af tilfælde har været faldende i knap tre uger. Eksperter forventer, at det snart går den anden vej igen på grund af omikron-varianten, der er yderst smitsom og breder sig hastigt.

På 24 timer har der været 462 dødsfald. For en uge siden var der 473.

Siden epidemiens begyndelse er 6.833.050 testet positive.

Mandag var der 4,73 indlagte per 100.000 indbyggere på en uge. Fradag var antallet 5,10.

Omkring 5.866.900 skønnes at være raske igen.

Antallet af dødsfald under epidemien er steget til 108.814.

(dpa)


Flensborg Avis siger godnat


Smittetryk falder en smule i Slesvig-Holten

20.12.2021 22:57

Kiel. I det forløbne døgn er yderligere 591 personer testet positive for coronavirus i Slesvig-Holsten. Rendsborg-Egernførde Amt har 48 nye tilfælde, Flensborg Kommune 23, Slesvig-Flensborg Amt 17 og Nordfrisland fire. Det oplyser delstaten regering mandag aften.

Kiel har konstateret yderligere 43 inficerede.

Smittetrykket er faldet en smule fra 168,2 per 100.000 indbyggere på en uge søndag til 167,5 mandag aften.

På 24 timer har der tre mistet livet. Samtlige dødsfald er indtruffet uden for Sydslesvig.

For øjeblikket er 199 indlagt. 61 er i intensiv behandling, mens 33 har behov for hjælp til at trække vejret.

Siden epidemiens begyndelse er 110.408 testet positive i delstaten. 1859 har mistet livet. Omkring 99.200 menes at være raske igen.


Nu er 23.000 personer konstateret smittede med omikron

20.12.2021 16:36

København. Det samlede antal smittede med coronavarianten omikron er mandag steget til 23.038 i Danmark. Det viser en rapport fra Statens Serum Institut (SSI).

Tallet viser, at der er konstateret 4285 flere tilfælde af omikronsmitte siden opgørelsen søndag.

Omikron har spredt sig i Danmark, siden det i slutningen af november blevet registreret første gang hos rejsende fra Sydafrika.

Data tyder på, at den smitter mere end andre coronavarianter.

I disse uger er omikronvarianten årsag til, at myndighederne har anbefalet at genindføre flere restriktioner mod coronavirus.

De seneste restriktioner, der er trådt i kraft søndag, betyder blandt andet, at visse erhverv skal holde lukket. Det gælder for eksempel biografer, spillesteder og museer. Og at serveringssteder skal justere åbningstider.

Tallene indgår som en del af den daglige opgørelse over samlede antal coronatilfælde i Danmark.

/ritzau/


EMA godkender coronavaccine fra Novavax

20.12.2021 16:03


Data fra to store undersøgelser viser, at vaccinen fra Novavax er omkring 90 procent effektiv mod coronasmitte. (Arkivfoto) - Frank Hoermann/Sven Simon/Ritzau Scanpix

Bruxelles. EU’s lægemiddelstyrelse, EMA, anbefaler at EU-Kommissionen godkender den vaccine mod coronavirus, der er udviklet af Novavax.

EMA har godkendt den til personer over 18 år.

Dermed er der banet vej for en femte coronavirus-vaccine i EU på et tidspunkt, hvor pandemien er stærkt forværret af omikronvarianten.

Vaccinen fra Novavax, som er baseret i USA, er proteinbaseret.

Data fra to store undersøgelser viser, at den har en effektivitet på omkring 90 procent, oplyser EMA. Der er for øjeblikket kun begrænset data om dens effektivitet over for omikronvarianten.

- Efter en grundig vurdering har EMA’s udvalg for humanmedicinske lægemidler (CHMP) ved konsensus konkluderet, at data om vaccinen er robuste og opfylder EU’s kriterier for effektivitet, sikkerhed og kvalitet, lyder det fra EMA.

Vaccinen skal nu godkendes af EU-Kommissionen. Det opfattes som en formalitet.

Indtil nu har Novavax’ vaccine blot været godkendt i Filippinerne og Indonesien. Selskabet har også søgt om godkendelse i EU, Storbritannien og en række andre lande.

En ansøgning i hjemlandet USA ventes inden årets udgang.

Novavax har været forsinket i sin ansøgningsproces, da selskabet har været udfordret omkring udbygningen af vaccineproduktionen.

Men selskabet oplyser, at det forventer at kunne levere de første vacciner til de 27 EU-lande i januar.

Novavax færdiggjorde i foråret sine afgørende fase 3-studier med coronavaccinen.

Mange lande i Europa, heriblandt også Danmark, har i de seneste uger sat nye rekorder i antallet af daglige coronatilfælde.

Det har fået mange regeringer til igen at indføre restriktioner for at begrænse smitten. Også tiltag for at få flere vaccineret er blevet øget.

/ritzau/Reuters


Danmark har over 10.000 nye smittetilfælde

20.12.2021 14:36

Der er det seneste døgn registreret 10.439 nye tilfælde med coronavirus i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Ud af de nyeste smittetilfælde er 357 reinfektioner - altså personer, der er testet positive, mindst 60 dage efter at de sidst afleverede en coronapositiv prøve.

Der er samlet tale om det næsthøjeste smittetal, som er registreret på et døgn under coronaepidemien.

De seneste smittetilfælde er fundet blandt 203.467 PCR-test, som tages via en podning i halsen.

Det giver en positivprocent - andel af smittede - på 5,13 procent. Det er blandt de højeste andele, der er målt under epidemien.

Antallet af indlagte med coronavirus er det seneste døgn steget med 21 til 581.

Indlæggelserne har været stigende i løbet af de seneste måneder, men ikke i samme tempo som smittetallene.

Der er fortsat et stykke op til niveauet under toppen af anden bølge sidste vinter, hvor der på et tidspunkt var knap 1000 indlagte med coronavirus på de danske sygehuse.

Der er registreret otte dødsfald med coronasmittede det seneste døgn.

Dermed har Danmark samlet registreret 3084 coronarelaterede dødsfald under pandemien.

Mandag har vaccinerne nået en mindre milepæl, da Danmark har rundet to millioner revaccinationer.

Samlet har 34,7 procent af befolkningen nu fået et ekstra stik.

/ritzau/


Testcentre: PCR-test er kun for symptomramte og nære kontakter

20.12.2021 14:27

København. Der er stort pres på PCR-testcentrene i øjeblikket, og mange steder er det svært at få en tid.

Anne Marie-Vangsted, der er direktør for Testcenter Danmark, opfordrer derfor til, at man kun tager en PCR-test, hvis man har symptomer, er nær kontakt til en smittet eller er testet positiv i en hurtigtest.

- Vi sætter hele tiden rekord med, hvor mange PCR-test der bliver foretaget. Der er en grænse for, hvor mange test vi kan analysere om dagen.

- Skal man til julefest hos familien, er der andre muligheder. Man kan vælge en antigentest (hurtigtest, red.), og det anbefales, hvis man har brug for et grønt coronapas. Man kan også vælge at tage en selvtest inden et arrangement, siger hun.

I øjeblikket er det i store dele af landet meget vanskeligt at bestille tid til en PCR-test i dagene op til jul.

Der er en politisk målsætning om, at 80 procent af befolkningen skal kunne få en test inden for 24 timer.

Det har slet ikke været muligt i takt med den kraftige smittestigning i december, viser en opgørelse fra Testcenter Danmark.

- Vi mistænker ikke, at nogen misbruger noget. Jeg forstår godt, at nogle vil have PCR-test, fordi der har været meget kommunikation om, at det er den sikreste test. Men det behøver man ikke, hvis man skal til et arrangement. Der vil en hurtigtest eller en hjemmetest være tilstrækkelig, siger Anne Marie-Vangsted.

Hun medgiver, at hurtigtest ikke er lige så præcise eller pålidelige som PCR-test.

- Det er rigtigt, at de ikke er helt lige så sikre.

- Men hvis man ikke er nær kontakt, er testet positiv med en antigentest eller har symptomer, fungerer de rigtig godt, hvis man tager den, lige inden man skal være sammen med andre, fordi de vil kunne fange dem, der lige på det tidspunkt udskiller meget virus og dermed er mest smittefarlige, siger hun.

Er man nær kontakt, får man via Styrelsen for Patientsikkerhed mulighed for at booke tid til PCR-test.

- Vi har tillid til, at folk ikke snyder systemet. Alle dem, der skal bruge en PCR-test, skal selvfølgelig have plads, men det er naturligvis ikke hensigtsmæssigt, at der ikke er ledige tider før efter jul.

- Så vores opfordring er, at hvis man har booket en PCR-test og ikke har tænkt sig at bruge den, så skal man afbestille den hurtigst muligt, siger Anne Marie-Vangsted.

Da der er stort pres på PCR-systemet, kan man opleve en længere svartid på prøverne end normalt.

Hvor man måske er vant til svar inden for 20-24 timer, kan der i disse dage gå i gennemsnit op til 35 timer.

/ritzau/


Coronaramt Nadal tager sin kalender op til overvejelse

20.12.2021 13:46


Tennisspilleren Rafael Nadal er syg med corona. Foto: Nick Wass/AP/dpa +++ dpa-Bildfunk +++ - dpa

Madrid. Den spanske tennisstjerne Rafael Nadals deltagelse i den kommende tids turneringer er bragt i tvivl. Nadal er nemlig testet positiv for coronavirus. Det oplyser han på Twitter.

Dermed er hans deltagelse i januar måneds Australian Open også bragt i tvivl.

- Jeg har nogle lidt ubehagelige øjeblikke for tiden (grundet smitten, red.), men jeg håber, at jeg får det bedre lidt efter lidt, skriver han på Twitter.

- Jeg er nu isoleret hjemme og har meddelt mit resultat til de personer, som har været i kontakt med mig.

Den 20-foldige grand slam-vinder er netop hjemvendt fra en opvisningsturnering i Abu Dhabi i sidste uge, og det var ved hjemkomsten til Spanien, at han blev testet positiv for coronavirus.

- Som konsekvens af situationen må jeg genoverveje hele min kalender, og jeg må vurdere mulighederne, alt efter hvordan det går, skriver han.

Australian Open indledes 17. januar i Melbourne.

/ritzau/


Én har mistet livet i Slesvig-Flensborg Amt

20.12.2021 13:16

Slesvig. Slesvig-Flensborg Amt beklager, at amtet har mistet endnu én borger. Det er en 83-årig, der har mistet livet. 

Dermed har i alt 68 personer musiker livet med corona i amtet. 

Der ligger fire på Helios sygehuset. 

På et døgn er 27 personer blevet smittet med corona. Incidensen ligger dermed på 106,1 nye smittede per 100.000 indbyggere på syv dage. 

Siden marts 2020 har 4.975 personer fået konstateret i amtet, hvoraf 4.526 er raskmeldt. 

I alt har 381 personer corona lige nu og 624 er i karantæne. 


Kun nære kontakter i hjemmet skal fremover isolere sig  i Danmark

20.12.2021 12:18

København. Fremover defineres nære kontakter kun som dem, der er udsat for smitte i hjemmet. De skal gå i selvisolation og testes på fjerde- og sjettedagen.

Det gælder, uanset hvilken variant der er tale om.

Andre udsat for smitte uden for hjemmet skal fortsat lade sig teste, men ikke gå i isolation.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen i et sæt nye retningslinjer.

- Det er i hjemmet, at der er en høj risiko for smitte. Her sætter vi i den nuværende situation ind med både isolation og test på fjerde- og sjettedagen for at begrænse smittespredningen mest muligt.

- Øvrige kontakter skal ikke gå i isolation, men skal fortsat testes. Vi skal hele tiden finde en balance mellem at forebygge mest mulig smitte og samtidig undgå, at for mange isoleres, så samfundets vigtige og kritiske funktioner kan opretholdes, siger vicedirektør Helene Probst i en pressemeddelelse.

Man kan som nær kontakt i hjemmet bryde selvisolation med en negativ coronatest på dag fire.

Myndighederne anbefaler en PCR-test på fjerdedagen. Men på grund af stor efterspørgsel på netop denne type test anbefales en lyntest på sjettedagen.

/ritzau/


Dansk epidemikommission: Suspender behandlingsgarantien

20.12.2021 12:16

København. Den danske epidemikommission indstiller, at behandlings- og udredningsgarantien suspenderes, og kommunerne skal hjælpe med at tage sygehuspatienter. Det erfarer Ritzau.

Der er møde i Folketingets Epidemiudvalg mandag eftermiddag.

Støttepartierne SF og Enhedslisten ønsker en suspendering af udrednings- og behandlingsgarantien.

- Det handler om en nødsituation og i tilfælde af, at sygehusene bliver overbelastet, siger sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen (SF).

Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, lagde søndag op til, at restriktioner bør skærpes yderligere i forlængelse af den seneste prognose over coronasmitte og indlæggelser fra Statens Serum Institut.

/ritzau/


Tysk lægeforening bekymret for femte bølge

20.12.2021 11:51

Berlin. Omikron spreder sig heftigt i Europa. Derfor advarer den tyske lægeforening (Deutsche Krankenhausgesellschaft (DKG)) om, at der i det nye år kommer en ny corona-bølge, der kan belaste sygehusvæsnet i Tyskland.

- Antallet af indlagte når ikke at falde markant, før omikron rammer Tyskland hårdt. Vi ser allerede denne situation i Storbritannien og Danmark, siger DKG CEO Gerald Gaß til avisen »Rheinische Post«.

Det kommer til at gå udover de normale behandlinger på sygehusene, da mere personale skal sendes til coronaafdelingerne. 

Flere af delstaternes sundhedsministre advarer også mod den femte bølge. 

/dpa/


Rekreationsklinikker må sende patienter, der ikke overholder mundbindskravet, hjem

20.12.2021 11:42

Berlin. Rekreationsklinikker (Rehaklinik), der oplever, at patienterne ikke holder sig til mundbindskravet, har lov til at sende vedkommende hjem. Det meddeler talsmanden for Deutschen Gesellschaft für Medizinische Rehabilitation (Degemed), Julia Peters.

En klinik i Bad Münder (Landkreis Hameln-Pyrmont) har allerede smidt en person hjem, der ikke overholdt corona-reglerne under en forbudt kortspilsaften. 

/dpa/


Tysklands corona-ekspertråd vil indsnævre antallet af kontaktpersoner

20.12.2021 11:21

Berlin. Den tyske regering oprettede i november et råd med corona-eksperter, som nu har rådgivet regeringen til at indføre flere restriktioner. Det er blandt andet antallet af kontantpersoner, der skal indsnævres. Det fremgår af en rapport, der blev offentliggjort i går søndag. 

Rådet kommer med anbefalingen, fordi corona spreder sig heftigt i mange delstater og lande omkring Tyskland. Dertil kommer, at omikron er meget smitsom og giver pandemien »en ny dimension«. Rådet forventer derfor også at sygehusvæsnet bliver »betydeligt« overbelastet, når omikron tager fat. 

/dpa/


FFP2-mundbindskrav i alle butikker i Niedersachsen

20.12.2021 11:14


FFP2-mundbindskravet er nu blevet indført i Niedersachsen. Foto: Daniel Karmann/dpa +++ dpa-Bildfunk +++ - dpa

Hannover. I alle detailbutikker skal kunder bære FFP2-mundbind i Niedersachsen fra i morgen tirsdag. Det besluttede den niedersachsiske regering søndag aften. 

Reglen kommer som en reaktion på, at delstatens domstol i sidste uge konkluderede, at 2G-reglerne går mod forfatningen og blev dermed annulleret. 

/dpa/


Coronapas-krav kan spolere togrejser i julen: Partier undrer sig

20.12.2021 11:10

København. R kalder det usmidigt, og DF vil ændre regler, som gør coronapas ugyldigt i 14 dage efter en positiv test.

Tidligere coronasmittede, som igen er raske og symptomfri, risikerer at blive forhindret i at tage toget på juleferie på grund af kravet om coronapas.

Og det er problematisk, mener flere af Christiansborgs sundhedsordfører, som vil tage det op med sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Fra søndag er der indført krav om, at man skal have et gyldigt coronapas for at tage Intercity- og lyntog eller en fjernbus.

Men for personer, som har fået en positiv coronatest, vil coronapasset - symptomer eller ej - være ugyldigt i 14 dage.

Regeringens støtteparti De Radikale vil bede sundhedsministeren forholde sig til sagen.

-Det er jo usmidigt, vil jeg helt klart sige, i forhold til at der er mange, som kan blive ramt af det, siger den radikale sundhedsordfører, Christina Thorholm.

Hun undrer sig over kravet, fordi Sundhedsstyrelsens retningslinjer foreskriver, at man uden symptomer kan ophæve selvisolationen, syv dage efter at man fik foretaget testen.

Hvis man har haft symptomer, kan man desuden ophæve isolationen, 48 timer efter at symptomerne er forsvundet.

Dansk Folkeparti vil have lavet reglerne om.

- Det er et stort problem, og det bliver man nødt til at ændre, så man sikrer, at folk kan tage toget hjem til jul, når man nu har været igennem en sygdom og er symptomfri, siger Liselott Blixt, som er sundhedsordfører i Dansk Folkeparti.

- Der synes jeg, at man er gået for langt, siger hun.

Ud over kravet om et gyldigt coronapas skal rejsende med tog og bus også have en pladsbillet til togturen. Det koster en bøde på 750 kroner, hvis kravene ikke bliver overholdt.

/ritzau/


Corona tvinger NBA til at udsætte fem kampe mere

20.12.2021 11:07


Kevin Durant (tv.) er en af spillerne i Brooklyn Nets, som for tiden ikke kan spille, da ligaens coronaprotokoller forhindrer ham i det. (Arkivfoto) - Vincent Carchietta/Ritzau Scanpix

NYC. Det er ikke kun Premier League-fodbold, som er hårdt ramt af coronasmitte for tiden og må udsætte kampe. Også den amerikanske basketball-liga NBA lider under coronaens opblomstring.

Søndag meddelte ligaen ifølge Reuters, at foreløbig fem kampe yderligere var blevet udsat.

Topholdet Brooklyn Nets er blandt de hårdest ramte. Holdets tre superstjerner Kevin Durant, Kyrie Irving og James Harden er blandt hele ni spillere på holdet, som grundet enten smitte er nær kontakt til en smittet ikke kan spille lige nu.

Derfor er holdets kommende to kampe blevet udskudt.

Derudover har Cleveland Cavaliers, Orlando Magic og Philadelphia 76ers også fået udsat en kamp hver.

Førstnævnte skulle søndag have mødt Atlanta Hawks, men samme morgen afleverede hele fem af Cleveland-holdets spillere en positiv coronatest.

Der er spillet lidt over en tredjedel af NBA-grundspillet. Alle hold skal spilles 82 kampe i grundspillet.

Der er endnu ikke sat nye datoer for de udsatte kampe.

/ritzau/


Habeck vil indføre flere coronarestriktioner

20.12.2021 09:34


Der kan være nye coronatiltag på vej i Tyskland. Foto: Lars Salomonsen - Lars Salomonsen.

Berlin. I modsætningen til Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther vil Tysklands miljøminister Robert Habeck skærpe corona-reglerne. 

- Jeg er sikker på, at klubber og diskoteker kommer til at lukke, sagde den grønne politiker til Deutschlandfunk.

Dertil kommer også et forsamlingsforbud for vaccinerede og raskmeldte. En reel nedlukning med lukkede skoler, aflyste kulturarrangementer og meget andet håber den grønne minister at undgå.

Han antager at temaet bliver diskuteret i Forbundsdagen på tirsdag. 

/dpa/


Svært at være aktiv når corona lukker idræt

20.12.2021 09:21

København. Corona vender op og ned på meget - også når det gælder fysisk aktivitet.

For mange kan det være svært at komme væk fra skærmen og den bløde sofa, når klubber og foreninger lukkes ned i et forsøg på at bremse smitten.

Således oplevede flere end hver anden voksen, at nedlukningen sidste vinter havde en negativ indflydelse på deres idræts- og motionsvaner.

Det viser en undersøgelse fra projekt Bevæg dig for livet, som er et samarbejde mellem Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) og Danmarks Idrætsforbund (DIF).

21.000 borgere i 28 kommuner har deltaget.

- Vi ved, at fysisk aktivitet i aktive fællesskaber både har stor betydning for den fysiske, sociale og mentale sundhed, og derfor er det bekymrende, at over halvdelen er blevet mindre aktive, siger DGI’s formand, Charlotte Bach Thomassen, i en pressemeddelelse.

- Det viser vigtigheden af vores idrætsforeninger, for det er tydeligt, at da foreningerne måtte lukke ned for aktiviteterne, så påvirkede det manges mulighed og motivation for at være aktive.

Efter genåbningen i foråret steg idrætsdeltagelsen blandt voksne med otte procent fra marts til oktober 2021, viser en undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut.

Men der er dog stadig et stykke vej op til niveauet for corona.

Men ikke alt er negativt. For undersøgelsen viser samtidig, at mange tog sagen i egen hånd uden for foreninger og klubber.

43 procent af de adspurgte svarer, at nedlukningen fik dem til at være mere aktive - alene.

Det flugter med andre undersøgelser, der har vist, at mange begyndte at bevæge sig på andre måder, for eksempel ved at tage en ekstra tørn i haven eller ved at erstatte gymnastiktimen med en vandretur.

Ifølge professor Bjarne Ibsen fra Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet var det især de højtuddannede og de, der i forvejen er vant til at motionere uden for klubber, der forstod at sadle om og for nogles vedkommende få gavn af nedlukningen.

Det viser en undersøgelse med 143.000 deltagere, som blev offentliggjort i foråret 2021.

- Nedlukningen ramte de mennesker, som udelukkende eller primært dyrkede organiseret idræt, herunder mange unge. Men blandt dem, der i forvejen var vant til for eksempel at løbe eller gå ture, gav nedlukningen en større chance for at være aktiv.

- Der var ikke mulighed for at gå i biografen, vi så færre mennesker, og det åbnede for at gå ture og i det hele taget være fysisk aktiv udenfor, siger Bjarne Ibsen.

/ritzau/


Coronasmitten ændrer danskernes juleplaner

20.12.2021 09:09

København. Mere end hver femte dansker giver udtryk for, at de høje smittetal vil få dem til at se færre mennesker i juledagene. Det viser en ny undersøgelse som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige.

Pressemeddelelse fra Gjensidige Forsikring

Sidste jul gjorde restriktioner det vanskeligt at ses med mange mennesker i juledagene, men i år er det indtil videre ikke restriktioner, men blot anbefalinger fra sundhedsmyndighederne som danskerne skal forholde sig til.

De høje antal daglige coronasmittede får dog mere end hver femte dansker til at ændre planer for, hvor mange mennesker de vil omgås i juledagene. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige. Og den forsigtige tilgang, er fornuftig, lyder det fra Gjensidiges fagansvarlige for Sundhed, Louise Brix.

“Selvom mange er vaccineret, så spreder covid-19 sig stadig i samfundet. Derfor er det også højaktuelt at tage stilling til, hvor mange mennesker, man vil ses med i juledagene. Det virker derfor også fornuftigt at begrænse sin omgangskreds i juledagene, og som det mindste sørger for at blive testet, inden man deltager i arrangementer,” siger Louise Brix.

Alt imens en stor del af danskerne ifølge undersøgelsen har intentioner om at skære ned på antallet af mennesker, de ser i juledagene, så er en del danskere fortsat i tvivl om, hvor de står på spørgsmålet.

Knapt hver sjette dansker ved nemlig endnu ikke, om de kommer til at ændre juleplaner på baggrund af det høje smittetryk i Danmark.

“Vi ved, at virus har bedre vilkår om vinteren, hvor vi er sammen med mange mennesker indendørs i varme omgivelser. Det giver naturligvis anledning til tvivl i mange danske hjem, men det er et godt tegn, at vi tænker på vores omgivelser og overvejer, hvordan vi kan bidrage til at mindske smitten,” siger Louise Brix.

Undersøgelsen er foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige i november/december 2021 blandt 1543 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år.

Vil et højt antal daglige corona-smittede i juleperioden få dig til at ændre planer i forhold til, hvor mange personer du vil være sammen med i juledagene?

/ritzau/


Smittetrykket stiger en smule i Tyskland

20.12.2021 07:38

Berlin. Efter en længere tid med en faldende tendens er smittetrykket i Tyskland nu steget en smule i det forløbne døgn. Mandag morgen havde der været 316,0 nye smittede per 100.000 indbyggere i løbet af en uge. Til sammenligning var der 315,4 et døgn tidligere mod 389,2 for en uge siden.

Siden søndag er der indberettet 16.086 nye tilfælde af coronavirus. Det oplyser Robert Koch Instituttet. For en uge siden blev der opdaget 21.743 inficerede på 24 timer.

Antallet af nye tilfælde har været dalende i knap tre uger. Eksperter frygter, at udviklingen snart vender på grund af den stærkt smitsomme omikron-variant.

I det seneste døgn har der været 119 dødsfald. For en uge siden mistede 116 livet.

Siden epidemiens begyndelse er 6.809.622 testet positive.

Fredag var 5.10 smittede blevet indlagt per 100.000 indbyggere på en uge mod 5,17 torsdag. Værdien bliver ikke opdateret i weekenden.

Omkring 5.801.400 skønnes at være raske igen.

Efterhånden er i alt 108.352 gået bort.

/dpa/


Flensborg Avis siger godnat.


Slesvig-Holstens incidenstal stiger igen

18.12.2021 20:34

Kiel. I løbet af det seneste døgn har Slesvig-Holstens sundhedsmyndigheder registreret 229 nye smittetilfælde. 

Dermed har der nu været 168,2 nye smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv døgn. I går var det tal 167,5 og sidste søndag 162,4. 

Delstatens højeste incidenstal er i Stormarn, hvor det ligger på 244,1. Derefter følger Lübeck med 214,5 nye smittede og så Flensburg med 205,7. 

Ditmarschen har den laveste incidens på 84,1. 

Aktuelt er 210 peresoner indlagt på delstatens hospitaler. 56 af dem er i intensiv behandling og 32 af dem ligger i respirator. 

Endnu en person har mistet livet og dermed stiger dødstallet til 1856. 

Hospitalsraten ligger på 3,64 covid-indlagte per 100.000 indbyggere på syv dage. 


12 er smittet med corona i Nordfrisland

18.12.2021 19:03

Husum. På et døgn er 12 blevet smittet med corona i Nordfrisland. Det meddeler amtet søndag aften. 

Således ligger incidensen på 130,4 nye smittede per 100.000 indbyggere på syv dage. 

På nuværende tidspunkt er 357 smittet i amtet, hvor af 126 er færdigvaccineret. Sygehusene har seks indlagte, hvor to er færdigvaccineret.

I alt er 738 i karantæne. 

Siden pandemiens begyndelse har 4913 haft corona, hvor af 4463 personer er raskmeldt og 93 har mistet livet. 


18 smittet i Flensborg 

18.12.2021 18:56

Flensborg. På 24-timer har 18 fået konstateret corona i Flensborg. Det meddeler kommunen søndag aften. Således ligger incidensen nu på 205,7 nye smittede per 100.000 indbyggere på syv dage. 

Siden pandemiens begyndelse har 3905 været smittet, hvoraf 3552 er raskmeldt og 47 har mistet livet. 

Søndag offentliggjorde kommunen at endnu en borger har mistet livet. 

Personen var født i 1946 og blev testet positiv kort, før han døde. På nuværende tidspunkt er der 306 smittede i amtet og 491 personer er i karantæne.


New York frygter nyt mareridt med omikron

19.12.2021 18:55

NYC. Mens den ene restaurant efter den anden lukkes ned i Brooklyn, og køerne bliver længere og længere ved covid-19 testcentrene, frygter newyorkerne i stigende grad en tilbagevenden til mareridtet i 2020, da storbyen var et globalt epicentrum for pandemien.

Et rekordhøjt antal smittede over et døgn blev registreret lørdag for anden dag i træk. Tallet var på næsten 22.000 nye smittetilfælde.

I Brooklyn-bydelen Greenpoint er over halvdelen af et dusin barer og restauranter blevet nødt til at lukke midlertidigt på grund af stigende smitte blandt deres ansatte.

Nær den populære McCarren Park står en del mennesker i kø ved en lægebil for at blive testet.

- Det føles, som om det var marts 2020, siger den 27-årige Spencer Reiter.

Han bor i Brooklyn og arbejder i finansverdenen. Han og hans kæreste Katie Conolly, som studerer, står i kø for at blive testet, fordi de har venner, der er testet positive.

- Når man ser disse køer på dagen, så er det, som om vi er ved at vende tilbage til der, hvor vi var i 2020. Det er uhyggeligt, siger Reiter om den første bølge af pandemien, som bragte New York og dens 8,5 millioner indbyggere i knæ.

Gaderne i “byen som aldrig sover” lå øde hen i uger og vakte mindelser om en science fiction film efter civilisationens undergang.

Det eneste, der kunne høres fast i Manhattans gader dengang, var ambulancernes sirener. Et stort antal døde lagde også et stort pres på redningstjenesterne og myndighederne.

Mindst 34.000 er døde med covid-19 alene i New York City siden 2020, og byen - navnligt Manhattan - er ikke kommet sig rigtigt, og har ikke rigtigt genfundet den legendarisk energi og nerve, som har præget storbyens historie.

- Vi er faktisk i en fase, hvor vi har det, som om vi skal starte op igen, men samtidig tænker over, om det rent faktisk bliver endnu værre, siger Jolanta Czerlanis, en 54-årig indbygger i Brooklyn, som også er kommet for at lade sig teste efter at have fået mulige covid-symptomer.

- Det er meget skræmmende. Vi håbede, det var ved at blive bedre, siger Czerlanis, der arbejder med catering.

Præsident Joe Biden har forudsagt, at der venter en vinter med alvorlig sygdom og død for de ikke-vaccinerede.

Antallet af daglige nye tilfælde i USA på landsplan var på 86.000 den 1. december. Den 14. december var tallet nået op på 117.000 - en stigning på 36 procent på kun to uger.

Antallet dødsfald i USA med covid steg tirsdag til over 800.000 ifølge tal fra Johns Hopkins Universitet.

New Yorks borgmester, Bill de Blasion sagde for nylig til CNN, at der er en ny situation nu.

- Det, som er sket, er “omikron”. Og vi er nødt til at være ærlige omkring den kendsgerning, at denne nye variant bevæger sig meget hurtigt, og vi er nødt til at være endnu hurtigere, sagde han.

De Blasio har gjort vaccinationer obligatoriske for alle offentligt ansatte i New York. Fra den 27. december gælder det også for de ansatte i 184.000 forretninger og virksomheder i byens store private sektor.

/ritzau/AFP


Bøde for misset coronapas kan refunderes

19.12.2021 18:53

København. Det koster en bøde på 750 kroner at sætte sig ind i et lyn- eller intercitytog uden pladsbillet og gyldigt coronapas.

For nogle rejsende kan denne kontrolafgift dog refunderes, hvis passageren har været smittet inden for 14 dage, og af den grund ikke har et gyldigt coronapas, oplyste transportminister Benny Engelbrecht (S) søndag.

Muligheden for dispensation gælder rejser til og fra arbejde og uddannelsessted, hvis uddannelsessted eller arbejdsgiver godkender disse rejser.

- Det kan man gøre ved at indsende dokumentation til vores kundecenter, sagde administrerende direktør i DSB Flemming Jensen på et pressemøde i Eigtveds Pakhus.

Der er tale om en undtagelse, understreger transportministeren.

/ritzau/


Slesvig-Holstens ministerpræsident ser ingen grund til at indføre flere coronarestriktioner

19.12.2021 16:42


Daniel Günther synes ikke det er nødvendigt at indføre flere restriktioner. Foto: Lars Salomonsen - Lars Salomonsen.

Kiel. Flere tyske ministerpræsidenter ønsker endnu et møde mellem regeringen og delstaterne for at diskutere corona. Det ser den slesvig-holstenske ministerpræsident som værende ikke nødvendigt. 

- De tiltag, som vi indførte for nyligt med ændringerne i infektionsloven, er tilstrækkelige, siger Daniel Günther. 

Han ser ingen grund til at lukke samfundet ned som i Holland, England og tildels Denmark. 

Restriktionerne i Slesvig-Holsten gælder til midt januar. 


Antallet af indlagte med corona stiger - 8212 nye smittede

19.12.2021 15:31

København. Smittetallet i Danmark falder for anden dag i træk, mens antallet af indlagte stiger.

Det seneste døgn er der fundet 8212 nye tilfælde af coronavirus i Danmark, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Smittetilfældene er fundet blandt 191.578 PCR-test. Det giver en positivprocent - andelen af test, som er positive - på 4,29.

Det daglige smittetal er faldet, siden det 17. december ramte en rekord på 11.194 dagligt smittede.

Søndagens smittetal er en smule lavere end lørdag, hvor 8594 blev konstateret smittet med covid-19, mens indlæggelsestallet steg med 15.

Antallet af indlagte stiger søndag med 27, så 560 nu er indlagt med corona landet over. Ni personer har mistet livet.

En prognose, der lørdag kom fra SSI, forudser daglige indlæggelsestal mellem 130 og 250 i juledagene.

Det har søndag fået Enhedslisten til at kalde på yderligere restriktioner i samfundet.

De seneste restriktioner er ellers netop trådt i kraft søndag, hvor store dele af kulturlivet er lukket ned. Biografer, spillesteder og museer skal nu holde lukket frem til 17. januar, mens barer, restauranter og caféer skal lukke fra klokken 23 til 05. Og der må ikke serveres alkohol efter klokken 22.

/ritzau/


Israel indfører rejseforbud til Tyskland

19.12.2021 15:29

Jerusalem. Nu er Tyskland og USA også kommet på listen over lande, som israelerne ikke skal rejse til ifølge sundhedsministeriet. 

Der er allerede et rejseforbud mod Italien, Belgien, Ungarn, Marokko, Portugal, Canada samt Tyrkiet og Schweiz. Og udlændige har ikke lov til at rejse ind i Israel. Mere end 50 lande - især i Afrika - bliverallerede betragtet som »et rødt land«, som israelerne kun må rejse til under særlige omstændigheder.


Restriktioner træder i kraft: Enhedslisten vil skærpe straks

19.12.2021 12:33

København. Søndag lukkes kulturlivet i vid udstrækning ned, og der indføres en række yderligere restriktioner.

Men det er ikke nok, mener Enhedslisten.

En prognose lørdag fra Statens Serum Institut (SSI), som forudser daglige indlæggelsestal mellem 130 og 250 i juledagene, kalder ifølge sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL) på handling.

- Jeg vil hellere reagere hurtigt og effektivt nu, for det er det, der kan sikre, at vi også kan få en hurtigere udfasning, siger Hvelplund.

Han mener, at et forsamlingsloft, som det var gældende sidste vinter, skal genindføres. Forsamlingsloftet var en periode på 10 personer. Om det skal være samme niveau, må myndighederne ifølge ordføreren afgøre.

Peder Hvelplund finder det uforståeligt, at fitnesscentre og barer ikke er omfattet af restriktioner, når museerne skal lukke ned frem til 16. januar.

Sundhedsmyndighederne sagde tidligere på ugen, at den udtynding, man foretager igennem arealkrav, vil være tilstrækkelig.

- Det kan jeg være bekymret for, om det er, når jeg ser denne prognose fra SSI, siger Peder Hvelplund.

SPØRGSMÅL: Er myndighederne ikke bedre til at vurdere det, end du er?

- Jo, det er klart. Men nu har vi lige fået en prognose fra SSI, som bekræfter, at vi kommer til at stå med nogle indlæggelsestal, der ligger ud over den kapacitet, som vi er oplyst om, at der er i sundhedsvæsnet.

Derfor er han bekymret for den prioritering, der kan blive nødvendig for læger og sygeplejersker i sundhedsvæsnet.

- Det er derfor, at vi har rejst spørgsmålet om behandlingsgarantien. Som minimum bliver vi nødt til at sikre, at de prioriteringer bliver taget ud fra sundhedsfaglige kriterier, siger sundhedsordføreren.

/ritzau/


Pladsbilletter hos DSB bliver gratis efter juletrafikken

19.12.2021 11:53


Med de nye rejseregler har DSB valgt at gøre pladsbilletter gratis. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020) - Ritzau Scanpix

København. Efter juletrafikken bliver det gratis at få pladsbillet til intercity- og lyntog, mens der er restriktioner i den offentlige trafik.

Det oplyser informationschef i DSB Tony Bispeskov.

Siden restriktionerne blev indført i den offentlige transport, har pladsbillet været et krav.

Men fra 27. december koster de nødvendige pladsbilletter i lyn- og intercitytog ikke noget.

I de travle juledage skal betaling for pladsbilletter forhindre, at folk reserverer pladser, uden at de bruger dem. Er det gratis, risikerer DSB at køre med for mange tomme sæder.

- Så risikerer vi at køre med tomme, eller i hvert fald halvtomme tog, hen over julen. Det vil vi selvfølgelig gerne undgå, så vi kan få folk hjem til jul, siger Tony Bispeskov.

Restriktionerne løber ifølge de seneste meldinger frem til 16. januar næste år.

/ritzau/


Omikron dominerer nu i Storbritannien 

19.12.2021 11:47

London. Den enormt smittende coronavirus omikron dominerer nu i antallet af smittetilfælde i Storbritannien. Hele 60 procent af nye smittede er inficeret med omikron. Det meddeler den engelske sundhedsminister Sajid Javid søndag. 

Den nye variant smitter enormt hurtigt. Alene lørdag blev 10.059 personer smittet med omikron - hvilket er tre gange så meget som dagen før. 

Udviklingen i Strobritannien - England såvel som Skotland - har forårsaget, at Tyskland og Frankrig har lukket for indrejse fra landet. 

/dpa/


NFL stopper med at teste vaccinerede spillere ugentligt

19.12.2021 11:05


NFL’s kommissær, Roger Goodell, forklarer, at to tredjedele af de coronapositive spillere for tiden er asymptomatiske. (Arkivfoto) - Marcio Jose Sanchez/Ritzau Scanpix

NYC. Verdens bedste liga for amerikansk fodbold, NFL, har ændret sin procedure for coronasmitte markant.

Det sker på bagkant af den seneste tids store stigning i antallet af smittetilfælde og fremkomsten af omikronvarianten, som har udsat flere kampe.

Lørdag aften dansk tid udsendte NFL og spillerforeningen NFLPA en fælles pressemeddelelse om nye retningslinjer.

- Efter kampene i denne weekend har vi besluttet at indføre nye protokoller, som indebærer mere målrettet testning, større fleksibilitet for spillere til at deltage i møder virtuelt og mulighed for at spillere i øget risiko kan fravælge at deltage i resten af sæsonen, lyder det.

Nærmere kommer parterne ikke det nye setup i meddelelsen, men NFL Network har fået fingrene i et memo, som er udsendt til klubberne.

Af det fremgår det, at spillere og andre ansatte, der er vaccineret mod coronavirus, ikke længere skal testes ugentligt. Kun hvis en person får symptomer, skal han lade sig teste, mens uvaccinerede individer fortsat skal testes hver dag.

NFL-kommissær Roger Goodell forklarer i memoet hvorfor.

- Vores erfaringer med omikronvarianten er fuldt ud på linje med vores forventning. Mens flere spillere og folk fra staben bliver testet positiv, er omkring to tredjedele af disse personer asymptomatiske, størstedelen af resten har milde symptomer, og virusset lader til at forlade personer hurtigere end deltavarianten og andre varianter, skriver han.

Det er dog fortsat tilladt at lade sig teste frivilligt.

Spillere, der ikke ønsker at være en del af ligaen under den procedure, kan frem til mandag klokken 20 dansk tid springe fra.

Flere kampe er i denne runde blevet udsat på grund af smitteudbrud. Opgøret mellem Las Vegas Raiders og Cleveland Browns skulle være spillet sent lørdag aften dansk tid, men er flyttet til mandag.

Samtidig er søndagskampen mellem Seattle Seahawks og Los Angeles Rams flyttet til tirsdag, og det samme gælder duellen mellem Washington Football Team og Philadelphia Eagles.

/ritzau/


Omikrontilfælde vokser med 34 procent til over 15.000

19.12.2021 09:15

København. Lørdag ramte det samlede antal omikrontilfælde i Danmark 15.452. Det viser en rapport fra Statens Serum Institut (SSI) fra lørdag aften.

Det var en stigning på 3893 fra i alt 11.559 tilfælde fredag. Dermed er antallet af kendte omikrontilfælde steget med cirka 34 procent. Omikron udgør en væsentlig del af begrundelsen for de nye restriktioner, som træder i kraft søndag morgen.

De betyder blandt andet, at visse erhverv - herunder biografer, spillesteder og museer - skal lukke, og serveringssteder skal justere åbningstider.

Arbejdspladser skal derudover opfordre til hjemmearbejdet, og afstandskrav gælder igen.

For barer, restauranter og caféer betyder de nye restriktioner, at de skal lukke fra klokken 23 til 05. Og at der ikke må serveres alkohol efter klokken 22.

I det hele taget kommer der et forbud mod salg af alkohol efter klokken 22 og før klokken 5. Eksempelvis i kiosker.

Desuden vil der være krav om mundbind eller visir for ansatte med kontakt til kunder, og der vil være arealkrav både for siddende og stående gæster. Der vil ligeledes være arealkrav i butikker og i kirker.

/ritzau/


Eksperter: Danmarks teststrategi giver bagslag i udlandet

19.12.2021 09:05

København. Flere eksperter mener, at Danmark af andre lande bliver straffet for at være god til at opdage den nye variant af coronavirus, omikron.

Det skriver Berlingske.

Via en særlig gensekventering tester Danmark nemlig samtlige positive coronaprøver for at slå fast, om det er omikron eller ej.

På den måde finder Danmark også flere omikrontilfælde end andre lande.

- Som udgangspunkt fanger vi relativt flere positive omikrontilfælde end resten af Europa.

- Det er svært at forestille sig andet, end at der er et betydeligt mørketal i de fleste europæiske lande, simpelthen fordi testningsniveauet ikke er lige så højt og bredt dækkende, som i Danmark, siger Flemming Konradsen til Berlingske.

Flemming Konradsen er professor ved afdelingen for global folkesundhed på Københavns Universitet.

Han bliver bakket op af Mads Albertsen, der er professor ved kemi- og biovidenskab på Aalborg Universitet.

Han mener, at Danmark burde få et klap på skulderen for at være gode til at teste.

Straffen for de danske testresultater er begyndt at dukke op flere steder i verden.

Tyskland har udpeget Danmark som et højrisikoland. Det betyder blandt andet, at fra søndag skal uvaccinerede i karantæne i ti dage ved indrejse.

USA fraråder amerikanere at rejse til Danmark. Og israelere må ikke tage til Danmark, med mindre det er strengt nødvendigt.

Straffene giver ifølge Mads Albertsen ingen mening. Han påpeger, at der i de fleste lande allerede er samfundssmitte, og det ikke nytter at lukke grænserne for udvalgte lande.

Eksperterne fremhæver også, at Danmark blev ramt af omikronvarianten før de fleste andre lande i Europa.

Det vil sige, at vi ikke er så meget et “worse case scenario”, som et billede på hvad der nærmest uundgåeligt vil ramme andre lande.

/ritzau/


Ny politisk aftale udvider kompensation til erhvervsliv

19.12.2021 08:13


Meget af Danmark er lukket ned. Det har konsekvenser for erhvervslivet. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) - Henning Bagger

København. Der er nu mere hjælp på vej til virksomheder, der bliver ramt af nye coronarestriktioner.

Regeringen har således sammen med et bredt flertal i Folketinget indgået en aftale, der udvider de allerede aftalte kompensationsordninger til erhvervslivet.

Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse lørdag aften.

I sidste uge aftalte et bredt flertal af Folketingets partier at åbne for de generelle kompensationsordninger.

Det betyder blandt andet, at alle virksomheder, der skal lukke midlertidigt, vil kunne få kompensation under disse ordninger.

Nu er partierne enige om, at virksomheder, der rammes af tiltagene, kan vælge at lukke ned frivilligt og få dækket op til 90 procent af deres faste omkostninger og omsætningstab som selvstændig.

Derudover kan de gøre brug af lønkompensationsordningen for hjemsendte medarbejdere.


Politisk flertal vil hjælpe kulturen gennem coronaaflysninger

19.12.2021 08:12

København. Et bredt flertal af Folketingets partier er blevet enige om kompensation til kulturlivet som følge af coronarestriktioner.

Kompensationen skal blandt andet hjælpe kulturinstitutioner, der må aflyse eller udskyde en produktion på grund af restriktionerne.

Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse sent lørdag aften.

Fra søndag træder nye coronarestriktioner i kraft på kultur- og idrætsområdet. Det samme gør kompensationsordningen.

Ministeriet skriver i pressemeddelelsen, at “i lighed med nedlukningen sidste vinter genåbnes de relevante kompensationsordninger på Kulturministeriets område, der også var i kraft ved sidste nedlukning”.

- Jeg er meget glad for, at et bredt flertal af Folketingets partier meget hurtigt er blevet enige om at sikre kompensation til kulturlivet.

- Det er helt afgørende, at vi i en svær tid skaber tryghed og støtter op om vores kultur- og idrætsliv, siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i meddelelsen.

Ministeren fremhæver, at aftalen også gør det muligt for arrangørerne at fastholde kontrakter med kunstnere.

/ritzau/


Tysklands incidenstal fortsætter med at falde

19.12.2021 07:38

Berlin. Tysklands incidenstal er søndag morgen igen faldet i forhold til dagen før. Der har nu været 315,4 nye smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv døgn. I går lå det tal på 321,8 og for en uge siden på 390,9. 

I løbet af det seneste døgn har Robert Koch-Instituttet registreret 29.348 smittede, som for en uge siden var 32.646 smittede. Der har været 180 coronarelaterede dødsfald i det seneste døgn – for en uge siden var det 132. 

Siden epidemiens udbrud er der i Tyskland blevet registreret 6.793.536 smittede, hvoraf 5.753.400 vurderes at være raske igen. Det egentlige smittetal forventes dog at være langt højere. 

I alt har 108.233 personer mistet livet i forbindelse med en coronainfektion. 

Antallet af indlagte per 100.000 indbyggere på en uge lå fredag på 5,10.


Flensborg Avis siger godnat. 


Slesvig-Holstens incidenstal stiger fortsat

18.12.2021 20:04

Kiel. I løbet af det seneste døgn har Slesvig-Holstens sundhedsmyndigheder registreret 557 nye smittetilfælde. 

Dermed har der nu været 167,5 nye smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv døgn. I går var det tal 166,6. 

Delstatens højeste incidenstal er i Stormarn, hvor den ligger på 244,1. Derefter kommer Lübeck med 214,5, så Flensburg med 204,6 nye smittede. 

Dithmarschen har med 84,8 delstatens laveste incidenstal og er også det eneste amt med et incidenstal på under 100. 

Aktuelt er 210 peresoner indlagt på delstatens hospitaler. 56 af dem er i intensiv behandling og 32 af dem ligger i respirator. 

Antallet af døde i delstaten stiger med to til 1855. 

Hospitalsraten ligger på 3,64 indlagte per 100.000 personer på syv dage. 


Incidensen falder til 204,6 i Flensborg

18.12.2021 19:22

Flensborg. På 24-timer har 20 fået konstateret corona i Flensborg. Dermed er incidensen faldet til 204,6 nye smittede per 100.000 indbyggere på syv dage i Flensborg Kommune. I går lå incidensen på 215,7. Det meddeler kommunen lørdag eftermiddag. 

Der er aktuelt 298 smittede i amtet og 485 i karantæne. 

Siden pandemiens begyndelse har 3887 været smittet, hvoraf 3543 er raskmeldte igen. 46 personer har mistet livet. 


Ny udpeget CDU-leder kritiserer sundhedsministeren

18.12.2021 19:02


Friedrich Merz mener, at Tysklands sundhedsminister har en tendens til at overdrive. Foto: Michael Sohn/ AP Pool/dpa +++ dpa-Bildfunk +++ - dpa

Berlin. Den ny udpegede CDU-leder, Friedrich Merz, kritiserer tysklands nye sundhedsminister, Karl Lauterbach (SPD).

- Ingen stiller spørgsmålstegn ved sundhedsministerens faglige ekspertise, men han overdriver enormt, siger Friedrich Merz til »Bild«. 

- Han bliver nødt til at finde et balanceret perspektiv, så han kan genskabe tillid til befolkningen og troen på, at corona nok skal overståes, siger han. 

På en onlinekonference i januar beslutter de delegerede fra partiet, om Friedrich Merz officielt bliver efterfølgeren af Armin Laschet.

/dpa/


Flere tusinde demonstrerer i Tyskland 

18.12.2021 18:12


Der blev lørdag demonstreret i de fleste støreste byer i Tyskland. Foto: Francois Mori/AP/dpa +++ dpa-Bildfunk +++ - dpa

Berlin/Flensborg/Hannover. 8000 i Hamborg. 2300 i Schwerin. 4000 i Berlin. Det er blot nogle af de byer, hvor tusinde af demonstranter har mødtes for at demonstrere deres utilfredshed med corona-reglerne. 

Nogle steder var der mere fokus på vaccinekrav og andre steder de generelle restriktioner. 

De fleste steder foregik alt roligt og de fleste bar mundbind. 

Der var også moddemonstranter de fleste steder. 

/dpa/


Niedersachsen infører mundbind i alle detailbutikker

18.12.2021 18:01

Hannover. Niedersachsen påkræver fra tirsdag mundbind i alle detailbutikker. Der skelnes mellem for eksempel supermarkeder og tøjbutikker. Mundbindskravet bliver indført over alt.

Reglen kommer som modreaktion på den højere forvaltningsdomstols (Oberverwaltungsgericht (OVG) Lüneburg) afskaffelse af 2G-reglen.

Dommeren sagde i torsdags, at 2G-kravet for erhvervslivet ikke er nødvendigt, fordi smitten sjældent spredes i butikker og kravet ikke er foreneligt med det generelle lighedsprincip (Gleichheitsgrundsatz).

/DPA/


Biografer frygter ny langvarig nedlukning

18.12.2021 17:49

Holstebro. For tredje gang må landets biograf pille plakaterne ned og vente på ubestemt tid på en genåbning.

Ligesom mange andre kulturtilbud er biograferne også omfattet af de nye restriktioner, som Folketingets epidemiudvalg vedtog fredag.

Formelt gælder lukningen af biograferne kun til 17. januar, men så optimistisk tør biografejer Emil Mark Nørholm ikke være.

- Da de lukkede biograferne ned sidste år sagde de, at det ville vare til 4. januar. Og pludselig var det maj, siger Nørholm, der driver biografer i Humlebæk, Frederiksværk og Rødovre.

I sidstnævnte, Atlas Biograferne ved Rødovre Centrum, har man besluttet at holde åbent helt frem til søndag morgen, hvor de nye restriktioner træder i kraft.

- Jeg synes, at vores gæster skal have muligheden for at se den nye Spiderman-film, som jeg ved, at mange har glædet sig til.

- Vi får måske mulighed for at sætte den på programmet igen, når vi genåbner, men omvendt ved vi jo ikke, hvornår det sker, lyder det opgivende fra Emil Mark Nørholm.

Han er frustreret over at skulle lukke på tærsklen til de traditionelt bedste uger i hele året, og han mener ikke, at nedlukningen er sagligt begrundet.


London betegner smittestigning som en alvorlig hændelse

18.12.2021 17:48


Smitten raser afsted i London. Det bekymrer borgmesteren. Foto: Alberto Pezzali/AP/dpa +++ dpa-Bildfunk +++ - dpa

Londons borgmester, Sadiq Khan, erklærer lørdag, at den seneste coronastigning drevet af omikronvarianten er en “alvorlig hændelse”.

Erklæringen giver mulighed for yderligere koordinering mellem forskellige grene af myndighederne.

Både antallet af indlæggelser og fraværet hos sundhedsansatte er stigende, lyder det fra Sadiq Khan.

- Derfor har jeg taget beslutningen - i samarbejde med vores partnere - om at erklære en “alvorlig hændelse” i dag.

- Det viser, hvor alvorligt det står til, siger Khan.

- Men det betyder også, at offentlige myndigheder nu vil arbejde sammen i London Resilience Forum og den strategiske koordinerende gruppe i stedet for at arbejde hver for sig, fortsætter han.

Omikron vurderes nu at udgøre over 80 procent af coronatilfældene i London.

/ritzau/


Fra søndag er der krav om coronapas i fjerntog og busser

18.12.2021 17:45


Der skal vises coronapas og bæres maske i fjern-toge og -busser. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020) - Ritzau Scanpix

København. Fra søndag klokken 8 indføres der krav om coronapas i fjernbusser og fjerntog. Derudover bliver der et krav om pladsbillet i DSB’s InterCity- og InterCityLyntog.

Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Læs hele artiklen her.


SSI forventer mellem 9000 og 45.000 tilfælde om en uge

18.12.2021 17:41

København. Statens Serum Institut skønner i en ny prognose, at vi om en uge - når det er juledag - ser ind i et dagligt antal coronasmittede på mellem 9000 og 45.000.

Samtidig forventes det, at antallet af daglige indlæggelser vil ligge et sted mellem 130 og 250.

De store spænd i tallene skyldes, at der fortsat mangler viden om omikron-varianten, der først dukkede op i Danmark for tre uger siden.

Beregningerne tager udgangspunkt i, at der er samme risiko for at blive indlagt med omikron som med den kendte deltavariant - og at omikron er mellem halvanden til to gange mere smitsom end delta.

- Og der er indikationer på, at varianten kan være mindre alvorlig. Derfor har vi også lavet beregninger for, hvis den er halvt så alvorlig som deltavarianten.

- Er det tilfældet, ser vi i modellerne frem mod daglige nyindlæggelser i størrelsesordenen 120-190 den 24. december, siger Camilla Holten Møller, der er læge hos Statens Serum Institut.

Lørdag blev der registreret 8954 tilfælde af corona hen over det seneste døgn, og antallet af nyindlæggelser nåede op på 126.

/ritzau/


Antallet af alvorlig syge færdigvaccinerede stiger

18.12.2021 14:44

Berlin. Over halvdelen af de covid-indlagte over 60 år på de tyske sygehuse er færdigvaccineret. Det skriver RKI i ugens rapport.  

Det stignede antal alvorligt syge færdigvaccinerede kan sætte en bølge af skepsis i gang over for vaccinen. RKI skriver, at antallet vil stige naturligt på grund af det stigende antal vaccinerede.

/dpa/


Tyskland indfører strengere indrejseregler

18.12.2021 14:23


Biler holder i kø ved grænsen imellem Tyskland og Danmark i Kruså. En soldat ved grænsen kontrollerer en bilist pas. Tyskland indfører strengere coronaregler, som kan påvirke grænsen til Danmark. (Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix) - Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Berlin. Den tyske sundhedsminister og delstaternes sundhedsministre sidder i møde om corona. Lørdag eftermiddag blev de enige om at indføre strengere indrejseregler på grund af den smitsomme omikron-variant. 

- Der skal være flere indrejsesrestriktioner, så omikron ikke spreder sig så hurtigt, siger Tysklands sundhedsminister Karl Lauterbach (SPD). 

Rejsende over seks år skal have en negativ PCR-test med fra det land, som de kommer fra. Det er ikke længere nok at have en lyntest - det skal være en PCR-test, der ikke er mere end 48-timer gammel. 

De nye regler gælder også for mellemlandinger i Tyskland. Rejsende, der opholder sig i lufthavnen i et par timer, skal også have en test med. 

I øjeblikket er det kun de sydlige lande i Afrika, der er på listen over omikron-variant lande.

Ifølge sundhedsministeren kommer lande som Storbritannien også på listen. Ifølge reglerne for virusvariant-land er det kun tyske statsborgere eller personer bosiddende i Tyskland, der har lov til at flyve ind i landet. Flyselskaberne har ikke længere lov til at flyve med personer fra andre lande, der vil til Tyskland. 

Fra søndag er Danmark og Frankrig tilføjet til højrisiko-listen.  

/dpa/


Antallet af smittede falder i Danmark

18.12.2021 14:20

København. Der er ifølge Statens Serum Institut det seneste døgn fundet 8594 nye tilfælde af coronasmitte i forbindelse med PCR-test. Det er et fald på 2600 i forhold til fredagens tal.

Derimod er antallet af indlagte med corona steget med 15 og hedder nu 533. 65 er indlagt på intensiv, og 35 får hjælp til vejrtrækningen af en respirator.

De positive test er fundet blandt 233.670 prøver, hvilket giver en positivprocent på 3,7. Det er en del lavere end fredag, hvor tallet hed 5,03.

/ritzau/


Premier League skal drøfte kritisk coronasituation

18.12.2021 14:18


Seks ud af ti kampe i Premier League er blevet aflyst i denne weekend på grund af coronasmitte. (Arkivfoto) - Justin Tallis/Ritzau Scanpix

Manchester. Smittestigningen i Premier League er nu så høj, at fodboldligaen mandag holder et krisemøde, skriver medier.

En byge af udsættelser har ramt Premier League den seneste uge.

Nu tager den engelske fodboldliga konsekvensen og vil mandag holde et krisemøde, skriver BBC og The Guardian.

Alene lørdag er fem ud af seks kampe udsat på grund af en stor stigning i antallet af coronatilfælde i ligaen.

Det drejer sig om kampene Manchester United-Brighton, Southampton-Brentford, Watford-Crystal Palace, Aston Villa-Burnley og West Ham-Norwich. Kun Leeds-Arsenal afvikles som planlagt.

Søndagskampen mellem Everton og Leicester er også blevet skubbet til et endnu ukendt tidspunkt i fremtiden.

Coronasmitte har også været skyld i, at kampe i de to seneste runder er blevet udsat, og mandag skal klubberne altså mødes for at drøfte mulighederne.

Også trænerne og anførerne fra de 20 klubber i Premier League skal ifølge BBC holde separate møder.

Tidligere på ugen talte Brentfords danske cheftræner, Thomas Frank, for at udsætte de kommende kampe i landet.

- Næste spillerunde og næste runde af Carabao Cup burde blive udsat. Det vil give klubberne en uge til at få styr på situationen, lød det fra Frank ifølge BBC.

Andre, blandt andre Liverpool-manager Jürgen Klopp, deler ikke det synspunkt.

- Jeg ved godt, Frank har sagt, at han synes, det ville være det rigtige at gøre, men jeg kan ikke rigtig se pointen, da virusset stadig vil være der efter pausen, sagde Klopp fredag.

Ifølge Arsenal-manager Mikel Arteta er det vigtigste at skabe klarhed om den proces, der fører til aflysninger.

- Det er kontrolorganet, der træffer beslutningen om, hvorvidt en kamp skal spilles eller ej, men vi skal alle kunne forstå årsagen bag, sagde han ifølge BBC.

I sidste uge registrerede Premier League sit højeste antal smittede på en uge med 42 tilfælde.

/ritzau/


Hunde tager toppen af corona-depression

18.12.2021 14:16


Hunde kan skabe stor glæde hos deres ejere, særligt under coronaen. Denne hund hentede bold i Berlin tidligere på måneden. - Stella Venohr/Ritzau Scanpix

Aarhus. Hundeejere er måske sluppet for nogle af de værste negative, psykiske konsekvenser af coronapandemien.

Det siger forskere på Purina Institute i St. Louis i den amerikanske delstat Missouri.

Undersøgelsen er ifølge avisen The Independent offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Plos One.

Forskerne har undersøgt 1535 voksne og deres tilstand af depression, bekymring og glæde under pandemien.

Og de når frem til, at personer, der har en hund, overvejende mener, at de har haft det nemmere socialt.

Det gælder for 70 procent af hundeejerne. Til sammenligning for 65 procent af dem uden hund.

Forskerne mener, at hunde dermed kan fungere som en stødpude mod de værste psykiske besværligheder under coronaen.

Undersøgelsen lægger sig i forlængelse af tidligere undersøgelser, der også har vist, at hunde kan gavne det mentale helbred.

/ritzau/


Holland på vej med ny nedlukning

18.12.2021 13:00


Holland vil indføre strammere restriktioner. Foto: Evert Elzinga/ANP/dpa - dpa

Haag. Den hollandske statsminister Mark Rutte har varslet, at der kommer en ny nedlukning før jul. Eksperter har rådgivet regeringen om, at indføre en hård nedlukning på grund af omikron-varianten.

Alle butikker skal lukke på nær supermarkeder og apoteker. Restauranter, sportsforeninger, kultur, biografer og skoler skal lukke helt ned. 

Smitten fordobles hver anden dag i Holland lige nu, og det forventes, at omikron er den hyppigeste variant i hovedstaden inden jul. 

Regeringen samles til et ekstraordinært møde lørdag eftermiddag for at kigge nærmere på situationen. 

/dpa/


Corona-demonstrationer bliver større og større i Tyskland

18.12.2021 12:50

Schwerin. Lørdag formiddag var der demonstrationer i Schwerin i Mecklenburg-Vorpommern. Denne gang deltog mere end 1900 personer, hvoraf de fleste var familier. Alt forgik roligt og fredeligt meddeler politiet. 

Der var anmodet, at omkring 1000 ville deltage, men der kom næsten et dobbelt så mange. 

Der bliver lørdag demonstreret i det meste af Tyskland også Flensborg. 

/dpa/


Habeck ville allerede opkøbe vacciner til næste vinter

18.12.2021 12:33


Habeck er klar til at opkøbe vacciner for at stabilisere produktionen. Foto: Kay Nietfeld/dpa  - dpa

Berlin. Den tyske miljøminister Robert Habeck (De Grønne) vil øge produktionen af vacciner, så der bliver leveret et stabilt antal næste vinter.

- Statens opkøb af vacciner skal være med til at stabilisere produktionen af vacciner, siger miljøministeren til Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung. 

- Vi har ikke bestilt vacciner løbende, hvilket har påvirket produktionen. Man vidste jo heller ikke, at vaccinen kun virkede så kort, siger han. 

/dpa/


Sundhedsministre diskuterer mangel på vacciner 

18.12.2021 12:25


Karl Lauterbach (SPD) har indkaldt til ekstraordinært konference med sundhedsministrene fra delstaterne.  Foto: Moritz Frankenberg/dpa +++ dpa-Bildfunk +++ - dpa

Berlin. De tyske sundhedsministre fra forbundsdagen og delstaterne holder konference lørdag ved middagstid. Dagsordnen er lidt uklar endnu, men det formodes, at ministrene skal diskutere mangel på vacciner. 

Den tyske sundhedsminister Karl Lauterbach (SPD) slog for et par uger siden alarm, da han opdagede størrelsen af leverede vacciner i det første kvartal af 2022. Han vil hente 35 millioner ekstra Moderna-vacciner hjem inden det nye år. 

/dpa/


Over en million vacciner på én dag

18.12.2021 12:11

Berlin. Fredag blev der givet over en million vaccinestik i Tyskland. Det fremgår af Robert Koch Instituts online-dashboard. 

Der blev i alt givet 1,1 million stik, hvor af 921.000 af dem var boostervaccinationer. 

I den seneste uge blev der i gennemsnit givet 1,0 millioner vacciner om dagen. 

70,2 millioner tyskere skulle officielt have en basis beskyttet mod corona. 58,4 millioner har fået to stik. 

Mere end 25,2 millioner har fået en booster - altså, tredje stik. Det svarer til 30,3 procent af befolkningen. 

Der er stor forskel på, hvor høj en procentsats af befolkningen, der er vaccineret i delstaterne. Bremen har den højeste vaccinationsrate af engangsvaccinerede på 85,9 procent. Hele 82,0 procent har fået to stik. Sachsen har den laveste med 59,5 procent færdigvaccinerede. 

/dpa/


Nye indrejseregler i Østrig

18.12.2021 11:23

Wien. Østrig har indført skarpere indrejseregler. Således kan kun person med et gyldigt 2G-pas komme ind i landet uden en test. Det betyder konkret, at det kun folk med en booster-vaccination, der har fri adgang. Folk med to stik kan fremvise en PCR-test ved grænsen. 

Raskmeldte skal også fremvise en PCR-test. 

Hvis reglerne ikke kan overholdes, skal de rejsende direkte 14 dage i karantæne efter ankomsten. 

/dpa/


Hver tredje tysker vil undgå uvaccinerede i julen

18.12.2021 09:55

Berlin. En tredjedel af tyskerne vil undgå uvaccinerede personer i julen, viser en meningsmåling foretaget af YouGov for det tyske nyhedsbureau dpa.

Godt 35 procent af de mere end 2000 deltagere i undersøgelsen siger, at de ønsker at undgå møder med uvaccinerede personer i de kommende uger.

Næsten en fjerdedel siger, at de vil træffe særlige forholdsregler ved møder med uvaccinerede personer. Omkring 15 procent siger, at de vil være ekstra opmærksomme på social afstand og hygiejneregler, mens andre ni procent siger, at de vil bede om at se en lyntest, inden de vil gå med til at mødes med uvaccinerede.

For ni procent af de adspurgte spiller mangel på vaccinationer en rolle, når de skal tage stilling til, hvem de vil være sammen med henover julen.

For 29 procent er manglende vaccination uden betydning.

Tyskland er inde i en fjerde coronasmittebølge.

Den nye socialdemokratiske forbundskansler, Olaf Scholz, sagde onsdag i sin tiltrædelsestale i parlamentet i Berlin, at Tyskland vil “forsvare sig selv” mod militante vaccinemodstandere.

- Vi vil ikke tillade en lille minoritet af hæmningsløse ekstremister i at prøve at påføre deres vilje over for hele samfundet, lyder det fra Scholz.

- Tyskland vil benytte sig af alle den demokratiske retsstats midler til at forsvare sig mod en lille minoritet, der hadefuldt angriber alle os andre, siger han.

Erklæringen fra Scholz kommer, efter at politiet i Dresden har gennemført razziaer. Her har der været fremsat dødstrusler mod politikere, der støtter vacciner mod covid-19.

/dpa/


Danske idrætsforeninger opfordres til at aflyse indendørs sport

18.12.2021 09:54

Aarhus. Fra søndag klokken 08 og frem til 5. januar bør indendørs idrætsaktiviteter blive aflyst for at reducere smittespredningen.

Det anbefaler myndighederne ifølge Kulturministeriet, skriver Danmarks Idrætsforbund (DIF) og diverse specialforbund på deres hjemmesider.

Fredag blev en række nye restriktioner præsenteret på et pressemøde i Statsministeriet, og senere var et politisk flertal enig i at indføre de nye tiltag.

Elitesport går fri af opfordringen, men breddesporten rammes.

- Opfordringen til at droppe indendørs aktiviteter i juleferien støtter vi selvfølgelig i DBU, skriver Dansk Boldspil-Union på sin hjemmeside.

- Vi er naturligvis kede af, at vi igen er nået dertil, hvor vi bliver nødt til at anbefale vores klubber at lukke ned for indendørs aktiviteter, men vi har i snart to år udvist ansvar og fulgt myndighedernes anbefalinger, og det gør vi igen.

Helt smertefrit slipper eliteidrætten dog langtfra, efter at de nye restriktioner er blevet meldt ud.

Fra søndag morgen og frem til 17. januar må der ikke være tilskuere på lægterne til kampe og stævner.

Det betyder blandt andet, at håndboldkampen mellem Danmark og Norge i Royal Arena kort før EM bliver uden fans.

Hverken lørdag eller søndag vil det desuden være muligt at overvære DM i svømning på kortbane i Esbjerg, lyder det på Dansk Svømmeunions hjemmeside.

Coronasmitten har på det seneste været stærkt stigende i Danmark. Fredag var der registreret 11.194 nye smittede i landet ifølge tal fra Statens Serum Institut.

/ritzau/


Dansk flyveforbud mod en række sydafrikanske lande forlænges 

18.12.2021 09:53


Flytrafikken til de sydlige lande i Afrika er stadigvæk på pause. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix) - Martin Sylvest

København. Frem til den 14. januar 2022 vil der fortsat være forbud mod at flyve til Danmark med passagerer uden negativ covid-19-test for en række sydafrikanske lande.

Pressemeddelelse fra Transportministeriet

Frem til den 14. januar 2022 vil der fortsat være forbud mod at flyve til Danmark med passagerer uden negativ covid-19-test for en række sydafrikanske lande.

En række lande i det sydlige Afrika har siden den 27. november 2021 været klassificeres som røde. I overensstemmelse med den politiske aftale om markante lempelser af rejserestriktioner af 12. oktober 2021 har der derfor været indført et flyveforbud.

Da landene fortsat er klassificeres som røde fastholdes de nuværende skærpede rejserestriktioner, og flyveforbuddet forlænges således frem til den 14. januar 2021.

De røde lande, hvorfra det vil være forbudt at lande med passagerer uden en negativ test, er Angola, Botswana, Eswatini, Lesotho, Malawi, Mozambique, Namibia, Sydafrika, Zambia og Zimbabwe.

Der er på nuværende tidspunkt ingen direkte flyvninger fra de pågældende lande til Danmark.

/ritzau/


Flere fester højlydt derhjemme efter melding om restriktioner

18.12.2021 09:52


Mange danskere gider ikke restriktionerne mere og fester højlydt efter nye tiltag. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) - Mads Claus Rasmussen

København. Politiet er begyndt at få flere anmeldelser om støjende fester i private hjem efter meddelelsen om de nye restriktioner. Det oplyser Københavns Politi.

- Bylivet har været meget stille, siger vagtchef Dyre Sønnicksen natten til lørdag. Mange borgere har tilsyneladende taget forskud på restriktionerne.

Men samtidig har tilbagetrækningen givet sig udslag i mere generende larm fra private fester.

- Vi har fået en del anmeldelser om musik til ulempe, siger vagtchefen.

- Mange af sagerne har vi kunnet håndtere telefonisk, og folk har skruet ned, siger han.

I andre tilfælde - seks gange - kørte politiet ud til den adresse, som andre havde klaget over.

- Alle har fulgt vores anmodninger til punkt og prikke, siger vagtchef Dyre Sønnicksen.

/ritzau/


8000 forventes til corona-demo i Berlin

18.12.2021 09:08

Berlin. Mere end 8000 har meldt sig til corona-demonstrationen i Berlin mod vaccinepligt. Mottoet er »Vi er løbet tør for tålmodighed. Hold fingrene væk fra vores børn.«

Demonstranterne går gennem byen og skal bære maske. De venstre-orienterede har allerede meldt over 1000 moddemonstranter. 

I Niedersachsen kommer der også flere demonstrationer. 

/dpa/


NBA-hold lader alligevel uvaccineret profil spille kampe

18.12.2021 08:59


Kyrie Irving har misset de første to måneder af sæsonen, fordi han ikke vil lade sig vaccinere mod coronavirus. (Arkivfoto). - Frank Franklin Ii/Ritzau Scanpix

NYC. Basketball-ligaen NBA har i denne sæson manglet en stor profil.

Kyrie Irving fra Brooklyn Nets har fået forbud mod at spille med, da han ikke lever op til kravene i New York om at være vaccineret mod coronavirus. Men nu vil holdet alligevel gøre brug af ham.

Det skyldes Nets-truppens nuværende forfatning, forklarer general manager Sean Marks.

- Vi er nået frem til beslutningen med fuld støtte fra vores spillere og efter grundige overvejelser omkring vores nuværende situation. Blandt andet fordi spillere misser kampe på grund af skader, helbred og retningslinjerne om sundhed, siger han ifølge Reuters i en skriftlig udtalelse.

I New York City er der krav om, at man skal have modtaget mindst en vaccinedosis for at kunne deltage i indendørs sportsbegivenheder.

Som en af få spillere i NBA fastholdt Irving imidlertid, at han ikke ville vaccineres, og det tog holdet konsekvensen af og udelukkede ham fra træning og kampe.

Nu bliver Brooklyn Nets igen en stor stjerne rigere - men kun i de kampe, hvor han kan deltage efter byernes retningslinjer. Det vil sige, at hjemmekampene er udelukket.


Frankrig øger presset på ikkevaccinerede personer

18.12.2021 07:59

Paris. Frankrig vil fra januar mindske perioden mellem anden og tredje covid-19-dosis til fire måneder på grund af omikronvarianten.

Det er en måned tidligere end nu.

Det meddeler premierminister Jean Castex fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Regeringen vil desuden fra det nye år indføre en regel om, at kun færdigvaccinerede kan få adgang til restauranter eller anvende offentlig transportmidler på længere rejser.

Under de nuværende regler er en nylig negativ test tilstrækkelig, hvis en person ikke er vaccineret.

- Vi kan ikke tillade, at nogle få franskmænds afvisning af vacciner påvirker livet i hele landet, siger Jean Castex i en tv-transmitteret tale fredag.

Torsdag annoncerede premierministeren et delvist indrejseforbud for personer fra Storbritannien. Han begrundede det med omikronvariantens hastige fremmarch på de britiske øer.

Fra lørdag vil det være forbudt at rejse til Frankrig fra Storbritannien, medmindre man er fransk statsborger, har en fransk partner eller har permanent opholdstilladelse i Frankrig.

Jean Castex sammenligner den tilsyneladende meget smitsomme omikronvariant med et lynnedslag, der har ramt hele Europa. Han forventer, at den fra begyndelsen af 2022 vil være den dominerende variant på kontinentet.

/ritzau/


New York melder om hidtil højeste smittetal under pandemien

18.12.2021 07:57

NYC.Delstaten New York har med over 21.000 nye tilfælde af coronasmitte registreret sit højeste antal tilfælde i løbet af et døgn under pandemien.

Det oplyser guvernør Kathy Hochul fredag ifølge CNN og ABC News.

- Stigningen i covid-19-tilfælde denne vinter er en påmindelse om, at pandemien endnu ikke er overstået, og vi skal være ekstra opmærksomme på at beskytte os selv og andre, siger guvernøren.

Medvirkende til de mange positive prøver kan være, at delstaten har udvidet kapaciteten til at teste for smitte.

Indlæggelser på hospitaler som følge af covid-19 er ifølge CNN relativ lavt med knap 3900. I april 2020 toppede indlæggelserne i delstaten med næsten 19.000.

- Vaccinen er stadig vores bedste våben til at nedkæmpe dette virus og sikre os mod alvorlig sygdom. Få stikket, hvis det endnu ikke er sket, og bliv revaccineret, hvis du er, brug mundbind og vask dine hænder, siger Kathy Hochul.

Den nye og tilsyneladende meget smitsomme omikronvariant, som Verdenssundhedsorganisationen WHO slog alarm om i slutningen af november, er der indtil videre registreret 178 tilfælde af New York.

- Det her ændrer sig hurtigt. Antallet stiger eksponentielt dag for dag, siger Kathy Hochul.

Guvernøren henviser til, at antallet af nye smittetilfælde i delstaten over den seneste periode på syv dage er øget med 71 procent sammenlignet med for to uger siden.

/ritzau/


Blot hver anden ansat på plejehjem har fået et tredje stik

18.12.2021 07:53


. (Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix) - Olafur Steinar Gestsson

København. Selv om smitten i øjeblikket stiger støt på landets plejehjem og hospitaler, så har en stor del af personalet på de steder stadig ikke fået et tredje vaccinestik.

Det viser en opgørelse over vaccinationstilslutningen blandt udvalgte brancher fra Sundhedsdatastyrelsen, skriver Berlingske.

På plejehjemmene er 49,3 procent af det samlede personale blevet revaccineret. For hospitalerne hedder tallet 60,4 procent.

Og det undrer professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos, at så mange endnu ikke har fået et beskyttende tredje stik.

Især fordi netop sundhedspersonale langt hen ad vejen har mistet deres immunitet, fordi de var blandt de første til at blive vaccinerede.

- Det er vist så selvindlysende, som noget kan være, at hospitalspersonalet, som står i forreste led og som er udsat for massiv smitte, skal være revaccinerede, siger han til Berlingske.

- Det samme gælder naturligvis plejehjemspersonalet. Vaccinerne reducerer smittespredningen, og det er afgørende.

/ritzau/


DIF-formand om restriktioner: Ærgerligt og forståeligt

18.12.2021 07:50


Hans Natorp synes det er ærgerligt, at der er kommet nye restriktioner, men kan forstå det.  (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) - Mads Claus Rasmussen

Købehavn. Myndighederne har i lyset af stigende coronasmitte fredag vedtaget en række nye restriktioner, der blandt andet rammer det danske idrætsliv.

Det går ud over blandt andet håndbold og ishockey, der ikke kan have tilskuere på lægterne.

Metal Ligaen kommer blandt andet til at afvikle 31 kampe uden tilskuere fra søndag og frem til 17. januar, hvor restriktionerne gælder, og 10.000 solgte billetter til håndboldherrernes landskamp mod Norge i Royal Arena i starten af januar bliver nu refunderet.

Formand i Danmarks Idrætsforbund (DIF), Hans Natorp, glæder sig over, at idrætten fortsætter, men ærgrer sig over de tomme tribuner.

- Det er meget ærgerligt, men også forståeligt som den nuværende situation ser ud. Og vi forventer, at der jo trods alt bliver kompenseret for de manglende tilskuerindtægter.

- Vi har desværre efterhånden en del erfaring med at arbejde under restriktionerne, og det finder vi også ud af denne gang, siger Natorp.

Indtil videre gælder restriktionerne i fire uger, og Natorp håber, at mere normale tilstande derefter vender tilbage.

- Jeg deler et håb med alle i samfundet om, at vi får det overstået så hurtigt som muligt. Og jo mere ansvarligt vi agerer, jo større sandsynlighed er der for at få det overstået hurtigt.

DIF og forbundets partnere har som resultat af de nye restriktioner aflyst sportsshowet Sport 2021 den 8. januar og arbejder nu på et alternativ på et senere tidspunkt.

/ritzau/


Tyskland gør Danmark til højrisikoland

18.12.2021 07:43

Berlin. Tyskland klassificerer nu Danmark som højrisikoområde, når det gælder coronasmitte.

Dermed træder restriktioner, som særligt rammer uvaccinerede rejsende, i kraft natten til søndag.

Hvis man er vaccineret, er den største ændring, at man fremover skal anmelde sin indrejse digitalt.

Uvaccinerede derimod skal både kunne fremvise en negativ coronatest og sidde i karantæne i 10 dage.

Den ændrede klassificering kommer i kølvandet på stigende smittetal herhjemme.

For første gang nogensinde nåede det daglige antal nye smittetilfælde i Danmark op på fem cifre fredag.

/ritzau/


Tysklands incidenstal falder igen

18.12.2021 07:35

Berlin. Tysklands incidenstal falder fortsat. Lørdag morgen oplyser Robert Koch-Instituttet, at der har været 321,8 nye smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv døgn. I går lå det tal på 331,8 og for en uge siden på 402,9. 

I alt har instituttet registreret 42.813 nye smittede siden i går. For en uge siden blev der registreret 53.697 nye smittede. 

Yderligere 414 smittede har mistet livet. Det var 510 for en uge siden. 

Siden epidemiens udbrud har Rober Koch-Instituttet registreret 6.764.188 smittede, men de regner med, at det egentlige tal er betydeligt højere. 

5.724.100 vurderes at være raske igen og 108.053 har mistet livet. 

Antallet af indlagte per 100.000 indbyggere den seneste uge lå onsdag på 5,10.

Læs bloggen fra de seneste par dage her.