Liveblog-arkiv: 27.-29.11.2021
Her opdaterer Flensborg Avis dagligt om coronasituationen i både Danmark, Tyskland og Sydslesvig. Følg med her og hold dig opdateret om udviklingen.
Smitten falder en lille smule
30.11.2021 07:30
Berlin. For første gang i mere end tre uger er smittetrykket i Tyskland dalet en smule. På syv døgn har der været 452,2 nye tilfælde af corona per 100.000 indbyggere, efter værdien mandag morgen satte rekord med 452,4. Det oplyser Robert Koch Instituttet tirsdag morgen.
På 24 timer er der indberettet 45.753 infektioner. Sidste tirsdag var der 45.326.
Siden mandag har der været 388 dødsfald. En uge tidligere var der 309 døde.
Siden epidemiens begyndelse er 5.836.813 testet positive.
Mandag var der 5,52 indlagte per 100.000 indbyggere på en uge. Fredag var antallet 5,97.
Omkring 4.893.300 smittede skønnes at være kommet sig igen.
Efterhånden er 101.344 gået bort.
(dpa)
Flensborg Avis siger godnat
Flere end 600 nye er testet positive i Slesvig-Holsten
29.11.2021 22:42
Kiel. Antallet af nye smittede i Slesvig-Holsten var mandag aften mere end fordoblet i løbet af et døgn sammenlignet med søndag. Siden søndag aften er der fundet 605 nye tilfælde af coronavirus mod 224 på et døgn søndag aften. Tallet skal dog tages med det forbehold, at der altid bliver testet og indberettet færre i weekenden.
Smittetrykket er således faldet. I løbet af syv døgn har der været 150,1 nye inficerede per 100.000 indbyggere i løbet af en uge mod 151,3 et døgn tidligere.
Flensborg har haft 16 nye smittede på et døgn. I Rendsborg-Egernførde Amt er der 32, i Slesvig-Flensborg Amt 21 og i Nordfrisland 13.
Kiel har fundet yderligere 24 nye med coronavirus.
På 24 timer har otte smittede mistet livet. En enkelt er gået bort i henholdsvis Slesvig-Flensborg Amt og Kiel. De øvrige dødsfald er indtruffet længere mod syd.
Aktuelt er der 209 indlagte. 55 får intensiv behandling, mens 29 har behov for hjælp til at trække vejret.
I alt er 96.373 testet positive i delstaten siden epidemiens begyndelse. Omkring 86.700 af dem skønnes at være raske igen.
I alt har der efterhånden været 1796 dødsfald i Slesvig-Holsten.
Flensborgs incidenstal stiger en smule
29.11.2021 16:50
Flensborg. Siden i går er der fundet 17 nye tilfælde af coronavirus i Flensborg Kommune. Aktuelt er der registreret 240 personer i kommunen med aktiv smitte i kroppen. 395 personer er i karantæne.
Incidenstallet i Flensborg Kommune stiger fra 153,4 til 155,7.
Siden epidemiens udbrud er der registreret 3483 smittede. Tallet er blevet nedjusteret med én, efter det har vist sig, at et tilfælde fra i går ikke hører ind under Flensborg Kommune alligevel. 3200 af det samlede antal smittede er raske igen. 43 er døde.
13 nye smittede i Nordfrisland Amt
29.11.2021 16:34
Husum. Der er fundet 13 nye coronasmittede i Nordfrisland Amt siden i går. Aktuelt er der registreret 363 smittede, og ti af dem er indlagt. Desuden er 721 personer i amtet i karantæne.
Incidenstallet i Nordfrisland Amt ligger på 139,4.
I alt er der nu blevet registreret 4333 smittede i amtet. 3789 er raske igen. 91 er døde.
Grafik: Nordfrisland Amt
Ni mistænkte tilfælde af ny coronavariant undersøges i Danmark
29.11.2021 15:08
København/Odense. Der er fortsat to bekræftede tilfælde af coronavarianten Omikron i Danmark, og derudover er der ni mistænkte tilfælde, der afventer yderligere undersøgelse.
Det oplyser Statens Serum Institut i en pressemeddelelse mandag eftermiddag.
De to tilfælde, hvor man med sikkerhed ved, at der er tale om den nye coronavariant, er fundet hos personer, der har været på rejse til Sydafrika.
Myndighederne har igangsat en omfattende opsporing af de smittedes nære kontakter.
Seruminstituttet oplyser, at de ni mistænkte tilfælde har en positiv såkaldt variant-PCR.
Denne test skal bekræftes ved en helgenomsekventering, før man med sikkerhed ved, om der er tale om varianten, der blev opdaget først i Sydafrika.
Styrelsen for Patientsikkerhed oplyste mandag formiddag, at man har mistanke om smitte med Omikron-varianten blandt elever på Rasmus Rask Skolen i Odense.
Skolen er på den baggrund blevet lukket, i første omgang mandagen ud.
Det skyldes ifølge skoleleder Lasse Bach Sørensen en omfattende smitteopsporing, der involverer store dele af personalet.
Derfor er det ikke muligt at opretholde undervisningen og SFO, skriver skolelederen på Facebook.
/ritzau/
4326 nye coronatilfælde og yderligere 11 dødsfald i Danmark
29.11.2021 14:47
København. Yderligere 4326 personer i Danmark er bekræftet smittet med coronavirus, oplyser Statens Serum Institut mandag.
De smittede er fundet på baggrund af 157.493 PCR-prøver, hvor man bliver podet i svælget.
Andelen af smittede blandt de testede er 2,75 procent.
Antallet af indlagte stiger med 11 til 446 personer. Det er det hidtil højeste niveau i efteråret.
Men der er langt op til rekordniveauet med 964 indlagte i januar.
Der er registreret 11 nye coronarelaterede dødsfald. Samlet set er 2883 personer afgået ved døden, efter at de tidligere har haft påvist covid-19.
Der er også registreret 124.243 lyntest det seneste døgn. De positive tilfælde herfra indgår dog ikke i smittetallet grundet usikkerhed om testformen.
/ritzau/
Saarland indfører kontaktforbud for ikke-vaccinerede
29.11.2021 14:03
Saarbrücken. Delstaten Saarland skærper corona-restriktionerne for ikke-vaccinerede borgere. Det blev besluttet under et ekstraordinært møde i landdagen mandag. Tirsdag skal ministerrådet vedtage de nye corona-regler, der så sandsynligvis træder i kraft to dage senere.
Udover med deres egen husstand må ikke-vaccinerede i Saarland fremover kun mødes med én anden person. Det gælder både i det offentlige og i private hjem. Reglen gælder ikke for færdigvaccinerede eller personer, der har opnået immunitet gennem tidligere coronasmitte samt for elever og børn under seks år.
Derudover indføres 2G-plus-reglen i restaurationer, hoteller, ved serviceydelser med tæt kundekontakt, i svømmehaller, saunaer, ved indendørs sport, i alle kulturelle institutioner og ved arrangementer. Det betyder, at ikke-vaccinerede ikke kan komme ind, og at færdigvaccinerede og immuniserede borgere skal fremvise en negativ coronatest.
2G-reglen gælder ved fritidsaktiviteter, blandt andet i forlystelsesparker og ved amatørsport, i danseskoler og fitnesscentre. Desuden må ikke-vaccinerede ikke komme ind i butikker med mindre det drejer sig om nødvendig forsyning som for eksempel mad, og der er krav om mundbind både indendørs og udendørs, hvor der ikke kan holdes halvanden meters afstand til andre mennesker.
Lauterbach stiller lukning af barer og natklubber i udsigt
29.11.2021 13:20
Berlin. Ifølge SPDs sundhedsekspert Karl Lauterbach vil koalitionsregeringen snart skærpe restriktionerne i forbindelse med corona. »I løbet af denne uge« vil der komme forslag, bebudede Lauterbach mandag på tv-kanalen Phoenix.
Lauterbach mener, at den stigende smitte gør det uundgåeligt at lukke barer, natklubber og diskoteker. Desuden regner han med et skærpet krav om mundbind på skoler og flere indskrænkninger for ikke-vaccinerede borgere. Især den nye coronavariant Omikron giver anledning til nye tiltag, forklarer han.
(dpa)
Foto: Kay Nietfeld/dpa
22 nye smittede i Slesvig-Flensborg Amt
29.11.2021 12:36
Slesvig. Siden i går er der fundet 22 nye tilfælde af coronavirus i Slesvig-Flensborg Amt. Aktuelt er der registreret 387 smittede i amtet, og to af dem er indlagt på hospitalet i Slesvig. 609 personer er i karantæne.
Antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere i løbet af en uge ligger på 114,5.
I alt er der registreret 4311 smittede i amtet siden epidemiens udbrud. 3861 er raske igen, og 63 har mistet livet.
Bayern fortsat hårdt ramt af corona
29.11.2021 11:30
München. Cirka en fjerdedel af de nye tilfælde af coronavirus i Tyskland er fundet i Bayern. Mandag morgen havde Robert Koch Instituttet registreret 7179 nye smittede i delstaten. I hele Tyskland blev der registreret 29.364 nye smittede. Incidenstallet i Bayern ligger mandag på 627,6. En uge tidligere lå det på 640. Værdien for hele Tyskland lå mandag morgen på 452,4, hvilket er den højeste værdi siden epidemiens udbrud. Desuden blev der registreret 73 nye coronarelaterede dødsfald i Tyskland, og 29 af dem var i Bayern.
Det højeste incidenstal i Bayern har amtet Freyung-Grafenau, hvor der i løbet af en uge har været hele 1373,2 nye smittede per 100.000 indbyggere. I alt var der mandag syv amtet og kommuner i Bayern med et incidenstal på over 1000.
Antallet af indlagte med coronavirus per 100.000 indbyggere i Bayern i løbet af syv dage lå søndag på 9,0.
(dpa)
Tusindvis af forældre har bestilt tid til børns coronavaccine
29.11.2021 10:32
København. Søndag havde omkring 18.500 forældre i Danmark bestilt tid til coronavaccination af deres børn, mens over 1000 børn havde fået det første stik.
Det viser en opgørelse frem til søndag aften klokken 22, oplyser Statens Serum Institut (SSI).
Fredag sendte SSI omkring 135.000 invitationer ud til vaccination. Dermed havde omkring 14 procent booket tid søndag, hvor vaccinecentrene åbnede for aldersgruppen.
Der er i alt 431.256 børn i Danmark i aldersgruppen 5-11 år. Invitationerne sendes dog ud løbende.
I næste uge vil børn i alderen syv til ni år blive inviteret, mens børn på fem og seks år vil blive inviteret fra 6. december.
Fredag meddelte Sundhedsstyrelsen, at den anbefaler at få børn i alderen 5-11 år vaccineret. Tidligere har det i Danmark alene været muligt for personer på 12 år og opefter at blive vaccineret mod coronavirus.
Styrelsen har ikke et officielt mål for, hvor stor en andel af aldersgruppen der skal vaccineres.
Vicedirektør Helene Probst har dog sagt, at det vil være godt, hvis man når 70 procent.
/ritzau/
Flertal går ind for 3G-regler i kollektiv trafik
29.11.2021 10:30
Berlin. Et flertal af de tyske borgere er tilfredse med, at 3G-reglen gælder i den kollektive trafik. 68 procent af deltagerne i en undersøgelse, som instituttet YouGov har foretaget på vegne af nyhedsbureauet dpa, går ind for reglen om, at passagerer i bus og tog enten skal være færdigvaccineret mod corona, have opnået immunitet gennem tidligere smitte eller have en aktuel negativ coronatest.
Omkring halvdelen, nemlig 49 procent, af de 2167 adspurgte i undersøgelsen svarede, at de går »fuldt ud« ind for reglen, mens 19 procent svarede, at de »snarere« går ind for den, end at de er imod den. 26 procent svarede derimod, at de er imod reglen, og 17 procent ud af de 26 procent er »fuldt ud« imod.
Undersøgelsen blev gennemført mellem den 19. og den 23. november, hvilket var inden reglen blev indført.
Siden onsdag kan passagerer i den kollektive trafik risikere at skulle betale en stor bøde, hvis de ikke overholder 3G-reglen.
(dpa)
Foto: Matthias Balk/dpa
Heunicke: Ny coronavariant medfører ikke flere restriktioner
29.11.2021 09:16
København. En ny variant af coronavirus ved navn Omikron, som søndag er blevet bekræftet hos to smittede i Danmark, giver ikke anledning til at indføre yderligere restriktioner i det danske samfund.
Det siger Danmarks sundhedsminister Magnus Heunicke (S) søndag aften.
- Det er ikke noget, vi overvejer konkret på nuværende tidspunkt, siger han.
På nuværende tidspunkt gælder der allerede en række restriktioner i Danmark, som er blevet indført, i takt med at smitten er steget. Det gælder for eksempel coronapas.
Fra mandag er der desuden krav om, at man skal bruge mundbind i alle butikker og i offentlig transport. Og det er også effektive initiativer mod en ny variant, siger Magnus Heunicke.
- Det er det, vores myndigheder og vi mener er tilstrækkeligt, i den situation vi står i nu. Det er en uforudsigelig tid, og det understreger denne her nye variant jo også.
- Vi har sagt åbent, at vi følger det her meget tæt, og vi gør, hvad der skal til, når det skal til. Der er ingen, som har interesse i, at vi skal lukke Danmark ned igen. Hele strategien er, at vi skal have et åbent samfund, hvor vi har smitten under kontrol, siger han.
/ritzau/
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Smittetrykket i Tyskland stiger atter
29.11.2021 07:44
Berlin. Smittetrykket i Tyskland fortsætter med at stige, og der har nu været 452,4 nye tilfælde af coronavirus per 100.000 indbyggere på syv dage. Det oplyser Robert Koch Instituttet mandag morgen. Til sammenligning lå værdien et døgn tidligere på 446,7 og for en uge siden på 386,5.
Siden søndag er der fundet yderligere 29.364 tilfælde. For en uge siden var der 30.643.
I løbet af et døgn er der registreret 73 dødsfald. Sidste mandag var der 62.
Siden epidemiens begyndelse er 5.791.060 testet positive.
Fredag havde der været 5,97 indlagte per 100.000 indbyggere på en uge mod 5,79 et døgn tidligere, Tallet bliver ikke opdateret i weekenden.
Omkring 4.852.800 menes at være kommet sig igen.
Efterhånden er 100.956 gået bort
(dpa)
Flensborg Avis siger godnat.
Incidensen stiger svagt i Slesvig-Holsten
28.11.2021 20:50
Kiel. På 24-timer er 224 personer blevet smittet med corona i Slesvig-Holsten. Incidensen stiger dermed svagt fra 150,8 lørdag til 151,3 nye smittede per 100.00 indbyggere på syv dage søndag.
Det meddeler sundhedsministeriet i Kiel søndag aften.
Onsdag var hele 954 personer smittet på et døgn. Det er det højeste niveau set i Slesvig-Holsten siden begyndelsen af pandemien. Dog er det lige værd at nævne, at smittetallene fra søndag altid er lavere, da færre bliver testet.
Set i forhold til resten af Tyskland spreder corona sig langsommere i Slesvig-Holsten end nogen anden by- eller delstat – det indikerer incidensen.
Hospitalsraten ligger på 4,36 indlagte per 100.000 personer på syv dage og er dermed uforandret. 173 Covid-19 patienter bliver behandlet. 42 af dem ligger på intensivafdeling, og 21 personer får hjælp med at ånde.
/dpa/
Incidensen ligger på 140,0 i Nordfrisland
28.11.2021 20:40
Husum. Nordfrisland har nu en incidens på 140,0 nye smittede per 100.000 indbyggere på syv dage. Det kommer af, at der på de seneste 24-timer har været 24 nye smittede i amtet.
Af 381 personer, der er smittet i amtet p.t., er 197 færdigvaccineret - det er 62 procent.
På sygehusene ligger der 13 covid-patienter, hvoraf 6 er færdigvaccineret.
Kun 10 smittede i Flensborg
28.11.2021 20:36
Flensborg. På et døgn har 10 fået konstateret corona i Flensborg Kommune. Incidensen er dermed faldet til 153,4 nye smittede per 100.000 indbyggere på syv dage.
242 personer har på nuværende tidspunkt corona i amtet og 373 er i karantæne.
Kvinde brænder penge af frygt for corona
28.11.2021 17:34
Jerusalem. En 74-årig kvinde i Israel var bange for, at hun kunne blive smittet med coronavirus ved at røre ved pengesedler.
Så hun fik den idé, at hun kunne desinficere dem.
Hun lagde pengesedlerne i en skål, hældte klorin over og ville give det hele en tur i mikroovnen.
Men sedlerne - der havde en værdi svarende til knap 22.000 kroner - begyndte at brænde inde i mikroovnen.
Det skyldes, at sedlerne indeholder små metaltråde, der skal forhindre falskmøntneri.
Kvinden henvendte sig til Israels centralbank og forklarede dem problemet.
Efter at have nærstuderet de sodede rester, afgjorde bankens eksperter, at sedlerne var ægte.
Så kvinden fik sine sedler erstattet.
/ritzau/dpa
4290 nye smittetilfælde og ni døde
28.11.2021 15:20
København. Yderligere 4290 personer har det seneste døgn fået konstateret smitte med corona. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) søndag.
De smittede er fundet i 186.100 PCR-test. Det er de test, der bliver taget i munden. Dermed er den såkaldte positivprocent på 2,31.
Antallet af indlagte stiger med 17 til 435 personer. 51 af de indlagte ligger på landets intensivafdelinger. Af dem får 34 hjælp til at trække vejret med en respirator.
Der er ni personer, der er døde med corona det seneste døgn.
/ritzau/
Optælling: Schweizerne bakker op om coronapas
28.11.2021 14:50
Geneva. Et flertal af vælgere i Schweiz har ifølge de første resultater stemt for at bevare regeringens covid-19-lov ved en folkeafstemning søndag.
Lidt over 60 procent af de stemmer, der indtil videre er talt op, bakker op om coronaloven. Det viser den foreløbige optælling, efter at valgstederne er lukket klokken 12, ifølge tv-stationen SRF.
Loven blev indført i marts for at give støtte til brancher ramt af pandemien og for at udbrede testkapaciteten.
Loven indeholder også omdiskuterede regler om et coronapas, der giver adgang til barer, spisesteder og kulturtilbud i Schweiz. Det har været et krav siden 13. september.
Dette krav har medført store demonstrationer mod de restriktioner, der skal begrænse smitten i at sprede sig. Der er også en vrede fra folk, der i stigende grad føler sig presset til at blive vaccineret mod corona.
Spændingerne er kommet bag på myndighederne i det normalt så fredelige alpeland.
/ritzau/
Holland: 13 af 61 smittede på fly fra Sydafrika er Omikron-ramt
28.11.2021 14:28
Amsterdam. Den nye coronavariant Omikron er påvist hos 13 af 61 coronasmittede på to fly fra Cape Town og Johannesburg, der fredag landede i Holland.
Det oplyser den hollandske sundhedsminister, Hugo de Jonge, på en pressebriefing søndag eftermiddag ifølge flere medier.
Lørdag meddelte Hollands sundhedsstyrelse, RIVM, at det er “næsten sikkert”, at der var tilfælde af den nye variant blandt de smittede passagerer.
Men der skulle foretages flere test for at fastslå det med sikkerhed, lød meldingen.
/ritzau/
Mistænkte omikron-tilfælde i Hessen bekræftiget
28.11.2021 14:20
Wiesbaden. Lørdag mistænkte myndighederne i Hessen, at en hjemvendt fra Sydafrika havde Omikron-varianten. Helgenomsekventering bekræftede, at det var tilfældet. Det meddeler socialministeriet.
Krav om coronapas udvides til nære pårørende på plejehjem
28.11.2021 13:39
Aabenraa. Fra mandag skal man kunne vise coronapas for at komme på besøg på plejehjem i Danmark, og som noget nyt skal også nære pårørende vise et grønt coronapas for at komme ind og sige hej på plejehjemmet.
Det er nemlig besluttet at skærpe kravet for at inddæmme smitten, oplyser Social- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.
- Smitten går desværre lige nu i den forkerte retning, og situationen er alvorlig for de mennesker, der risikerer at blive alvorligt syge af covid-19.
- Derfor skal vi stå sammen og skærme mennesker, der er i særlig risiko, for at beskytte mod smitte, siger ældreminister Astrid Krag (S) i pressemeddelelsen.
/ritzau/
Første lille barn får stik med coronavaccine i København
28.11.2021 13:00
København. I Region Hovedstaden har det første barn i den nye vaccinationsgruppe fået et stik med en coronavaccine.
Stikket blev givet klokken 09.20 på Amager Vaccinationscenter, og alle 50 tider, som regionen har lagt ud søndag til børn i alderen 5-11 år, er blevet booket.
Det oplyser Helene Døssing, der er konstitueret vicedirektør i Akutberedskabet i Region Hovedstaden.
Det er indtil videre kun børn på 10 og 11 år, der via forældrene er blevet inviteret til en vaccine. Det er dog ikke oplyst, om det var et 10- eller 11-årigt barn, der lagde arm til stikket klokken 09.20.
Statens Serum Institut har oplyst, at der fredag blev sendt 135.000 invitationer til vaccination til målgruppen. De lander i forældrenes e-Boks, og herefter er det muligt for dem at bestille tid til at få sit barn vaccineret mod coronavirus.
SSI: Ny variant kan være første konkurrent til dominerende Delta
28.11.2021 11:45
København. Coronavarianten Omikron banker på Danmarks dør, og måske er den her allerede.
To coronasmittede mistænkes for at have den særlige variant, som er under lup, da den ser ud til at kunne konkurrere med Delta-varianten, der er dominerende i Danmark.
Det siger Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut (SSI).
Han pointerer, at der løbende kommer nye mutationer og nye coronavarianter, hvilket seruminstituttet følger med i.
- Det, vi har holdt meget øje med, er, hvorvidt de (mutationer og varianter, red.) har set ud til at kunne konkurrere med Delta. Det har der ikke været nogen, der har kunnet for alvor før nu.
- Det ser i det sydafrikanske foreløbigt ud til, at Omikron kan konkurrere med Delta, og det er det, der gør, at både vi og internationalt er meget bekymrede, siger han.
/ritzau/
Dansk styrelse ser på flylister og får politihjælp i smitteopsporing
28.11.2021 10:47
Danmark er ihærdigt igang med at opspore potentielle smitteveje. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) - Henning Bagger
København. Et stort arbejde er i weekenden gået i gang for at spore sig frem til de personer, som har været nære kontakter til to i Danmark, som måske er smittet med en ny coronavariant med navnet Omikron.
Søndag formiddag er der identificeret 48 kontakter i 2. og 3. led til de to personer, og herudover er der flypassagerer fra to fly, som er landet i Danmark tidligere på ugen.
Det fortæller Birgitte Drewes, der er vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed, som står for smitteopsporingen.
- Vi er oppe på nogle hundrede mennesker, så det går hurtigt stærkt, når man går ud i tredje led. Det er derfor, vi kun gør det, når der er tale om de her bekymrende varianter, siger hun.
Det er ikke endeligt bekræftet, at der er tale om varianten Omikron, som vækker bekymring over store dele af verden.
Den får lukket landegrænser i øjeblikket, da den har en række mutationer, som tidligere har vist sig at nedsætte følsomheden over for vacciner.
Samtidig er det frygtet, at den kan være mere smitsom end andre varianter af covoronavirusset.
Ifølge Birgitte Drewes kan man ikke være sikker på, at alle nære kontakter i 2. og 3. led opspores, men de forsøger at få fat på så mange som muligt.
/ritzau/
To mistænkte tilfælde af ny corona-variant er fundet i Danmark
28.11.2021 09:57
København. To mistænkte tilfælde af den nye coronavariant Omikron er påvist i Danmark hos rejsende fra Sydafrika.
Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse lørdag aften.
Sundhedsministeriet skriver i pressemeddelelsen, at der er stor sandsynlighed for, at der er tale om varianten Omikron.
Det kan dog først blive endeligt bekræftet inden for de næste dage, når man har resultatet af en helgenomsekventering.
Den nye coronavariant er også nået til Italien, Tyskland, Belgien, England og Holland.
/ritzau/
Holland lukker ned om natten
28.11.2021 09:47
Den Haag. En halv-nedlukning starter i Holland fra søndag. Det betyder, at butikker, kultursteder, restauranter og sportsklubber skal lukke fra klokken 17. De nye regler gælder til den 18. december.
/dpa/
Steinmeier: Reducer kontakten til andre og bliv vaccineret
28.11.2021 09:35
Steinmeier opfordrer folk til at passe på hinanden og reducere kontakten til hinanden, da smitten raser frem i landet. Foto: David Inderlied/dpa +++ dpa-Bildfunk +++ - dpa
Berlin. Tysklands præsident Frank-Walter Steinmeier opfordrer folk til frivilligt at reducere kontakten til andre for at forhindre en ny nedlukning.
- Det er vigtigt, at vi alle tager os af hinanden, skrev Steinmeier i et gæsteindlæg i »Bild am Sonntag«.
- Lad os holde fast i reglerne, lad os mindske vores kontakt til andre. Lad os gøre det, så skoler og daginstitutioner ikke skal lukkes, og så vi ikke skal lukke helt ned for det offentlige liv igen, skriver han.
Steinmeier opfordrer endnu en gang til at blive vaccineret:
- Vi har muligheden for at beskytte os mod et alvorligt, endda dødeligt sygdomsforløb. Få din vaccine eller lad dig booste, skriver han.
Tyskland begrænser indrejse fra det sydlige Afrika
28.11.2021 09:21
Det er kun tyske statsborgere, der har lov til at rejse fra det sydlige Afrika til Tyskland. Foto: -/Third Party/UGC über AP/dpa - dpa
Berlin. Den tyske regering har valgt at begrænse indrejse fra det sydlige Afrika. Det sker på grund af den nye variant omikron, der blev opdaget i Sydafrika. Indrejse fra Sydafrika, Namibia, Zimbabwe, Botswana, Mozambique, Eswatini, Malawi og Lesotho er begrænset, da Tyskland har klassificeret landene som virusvariantområder fra i dag.
Det er kun tyske statsborgere eller personer, der bor i Tyskland, der har lov til at rejse til Tyskland fra de afrikanske lande. Derudover er alle – både vaccinerede og raskmeldte - underlagt to ugers karantæne, som ikke kan forkortes med negative tests.
/dpa/
Titusindvis demonstrerer i Østrigs gader mod vaccinekrav
28.11.2021 08.55
Wien. Næsten 40.000 mennesker var lørdag på gaderne i Østrig for at demonstrere mod de seneste coronarestriktioner i landet og planer om at gøre vaccination mod covid-19 obligatorisk.
Den største af demonstrationerne fandt sted i byen Graz, der er den andenstørste by i Østrig. Her var op mod 30.000 mennesker ifølge politiet samlet.
Under sloganet “Fred, frihed, intet diktatur” marcherede de mange mennesker igennem byen i protest mod den østrigske nedlukning, der trådte i kraft i mandags.
Der var ligeledes demonstrationer i byerne Sankt Pölten, Klagenfurt og Innsbruck.
Demonstrationerne forløb overvejende fredeligt, omend mange demonstranter ikke bar mundbind, oplyser myndighederne.
/ritzau/
Israel lukker grænserne på grund af ny corona-variant
28.11.2021 08.25
Israel lukker grænserne for alle udlændige. Foto: Nir Alon/ZUMA Wire/dpa - dpa
Jerusalem. Israel vil forbyde alle udlændinge at komme ind i landet for at bremsen smitten med den nyeste variant af coronavirus, Omikron.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Naftali Bennett, der er landets premierminister, siger i en udtalelse, at forbuddet, der skal godkendes af regeringen i landet, vil vare i 14 dage.
Israel er det første land til at lukke grænserne på grund af den nye variant.
Der er indtil videre bekræftet et tilfælde af Omikron i Israel.
Varianten blev først opdaget i Sydafrika, men er allerede registeret i flere europæiske lande.
Omikron er blandt andet fundet hos personer i Storbritannien, Tyskland og Italien.
/ritzau/
Tysklands incidens fortsætter med at stige
28.11.2021 07:57
Berlin. Incidensen i Tyskland stiger og dermed igen nået nye højder. Robert Koch Institut angav værdien søndag morgen til 446,7 nye smittede per 100.000 indbyggere på syv dage.
I går var den 444,3, for en uge siden 372,7 og en måned 130,2.
Delstaterne har til sammen registreret 44.401 nye smittede på en dag. For en uge siden var der 42.727 nye smittede.
På 24 timer har 104 mistet livet. For en uge side var der 75 dødstilfælde.
Siden pandemiens begyndelse har 5.761.696 personer officielt været smittet, hvoraf 4.823.700 er raskmeldte. 100.883 har mistet livet.
Antallet af coronapatienter indlagt på sygehuse per 100.000 indbyggere på syv dage lå fredag på 5.97 (torsdag: 5.79). Værdien oplyses ikke i weekenden. Værdien spiller en væsentlig rolle i vurderingen af, hvordan politikere skal håndtere corona. Hvis grænseværdierne på 3, 6 og 9 overskrides i del- og bystaterne, skal der indføres strengere tiltage for at bekæmpe pandemien.
/dpa/
Flensborg Avis siger godnat.
Smitten står stille i Slesvig-Holsten
27.11.2021 20:10
Kiel. I Slesvig-Holsten er smittetrykket lørdag aften uændret i forhold til fredag. Begge dage havde der på syv døgn været 150 nye tilfælde af coronavirus per 100.000 indbyggere (fredag 150,4 og lørdag 150.8). Det oplyser delstatens regering fredag aften.
Den laveste værdi er i Ditmarchen på 90,1 og højest i Lübeck 206,2. Slesvig-Holsten er en af de delstater med den laveste incidens.
På et døgn er der opdaget 443 nye inficerede i delstaten. I onsdag var der 954 smittede personer.
Aktuelt er 173 indlagt. 42 får intensiv behandling. 21 har behov for kunstigt åndedræt. Hospitals-raten ligger på 4,36.
35 smittede i Flensborg
27.11.2021 19:25
Flensborg. På et døgn har 35 fået konstateret corona i Flensborg. Det betyder, at der nu er 246 smittede i alt. Det meddeler kommunen lørdag aften.
Incidensen ligger nu på 153,4 nye smittede per 100.000 indbyggere på syv dage.
382 personer er i karantæne.
I alt har 3457 smittede i amtet, hvor af 3168 er raskmeldte. 43 har mistet livet.
Omicron er påvist i Tyskland
27.11.2021 17:25
München. To personer har fået påvist den nye corona-variant i München. De er begge lige kommet hjem fra Sydafrika. Det meddeler kommunen.
/dpa/
Spahn vil forkorte gyldigheden af coronapasset
27.11.2021 17:02
Det er ikke kun EU, der vil forkorte levetiden af coronapasset for vaccinerede. Det vil Jens Spahn også. Foto: Bernd von Jutrczenka/dpa +++ dpa-Bildfunk +++ - dpa
Berlin. Det digitale coronapas for vaccinerede gælder på nuværende tidspunkt et år. Den nuværende sundhedsminister Jens Spahns (CDU) vil forkorte det til et halvt år.
De ansvarlige myndigheder vurderer nemlig, at vaccinen kun beskytter et par måneder og højest et halvt år.
- Jeg synes, at coronapasset skal tilpasses den reelle tid, som den beskytter, siger Jens Spahn.
De nye regler træder ikke i kraft over nat.
- Vi vil gøre det sådan, at alle kan få en booster og dermed forlænge certifikatet, siger han.
Han forventer, at EU skaber en fælles regel vedrørende vaccinerne, så coronapasset kun fungerer i seks måneder. EU-Kommissionen foreslog det samme for et par måneder siden.
/dpa/
Omikron ryster ikke alle coronaforskerne
27.11.2021 16:08
København/Oslo. En ny coronavariant med tilnavnet Omikron har på blot få dage sendt store dele af det internationale samfund i alarmberedskab.
Varianten, der første gang blev opdaget i Sydafrika, frygtes at være endnu mere smitsom end tidligere udgaver af coronavirus, og det har fået regeringer over hele verden til at slå alarm.
Men måske er der ikke - endnu i hvert fald - grund til at gå i panik.
I Sydafrika siger Angelique Coetzee, der er formand for Sydafrikas Lægeforbund og praktiserende læge, således, at det er “for tidligt” at komme med forudsigelser om en krise udløst af Omikron.
- Det er alt sammen spekulation på nuværende tidspunkt. Det kan godt være, at den er meget smitsom, men indtil videre har der været meget milde symptomer hos smittede, siger hun til den britiske avis The Guardian.
- Om måske to uger kommer I til at have en anden mening, for det er det her, vi oplever. Så er vi alvorligt bekymrede? Nej.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har sagt, at den nye variant giver grund til bekymring på grund af dens mange mutationer.
Men hvis de sydafrikanske meldinger om milde sygdomsforløb holder vand, så kan Omikrons ankomst i sidste ende være godt nyt.
Det siger Ernst Kristian Rødland, der er overlæge ved det norske Folkehelseinstituttet og har en doktorgrad i immunologi.
/ritzau/
Storbritannien opdager to tilfælde af ny coronavariant
27.11.2021 16:08
London. Storbritannien har registreret to tilfælde af coronavarianten Omikron, siger sundhedsminister Sajid Javid. De to tilfælde menes at være forbundet.
/ritzau/
3744 nye smittetilfælde og 13 dødsfald i Danmark
27.11.2021 16:06
København. Yderligere 3744 personer har det seneste døgn fået konstateret smitte med corona. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) lørdag.
De smittede er fundet i 198.361 PCR-test. Det er de test, der bliver taget i munden. Dermed er den såkaldte positivprocent på 1,89.
Antallet af indlagte falder med 8 til 418 personer. 50 af de indlagte ligger på landets intensivafdelinger. Af dem får 29 hjælp til at trække vejret med en respirator.
Der er 13 personer, der er døde med corona det seneste døgn.
/ritzau/
Vaccineekspert: God sandsynlighed for at nuværende vacciner er effektive mod Omicron
27.11.2021 14:14
Oxford. En af udviklerne af AstraZeneca-vaccinen, Andrew Pollard, mener, at det ikke bliver nødvendigt at udvikle en ny vaccine mod omicron-varianten. Og hvis det bliver nødvendigt, kan den skabes relativt hurtigt.
Andrew Pollard vurderer, at de eksisterende vacciner burde virke mod den nye variant, der først blev opdaget i Sydafrika. Det vil dog først vise sig efter yderligere undersøgelser er foretaget. Det kan vare et par uger, før forskerne ved præcis besked.
61 flypassagerer fra Sydafrika er testet positive i Holland
27.11.2021 13:57
Der var lange køer i Schiphol-lufthavnen i Amsterdam, da hundredvis af rejsende fra Sydafrika fredag skulle testet for coronavirus (Arkivfoto). - Arthur Van Der Kooij/Ritzau Scanpix
Amsterdam. 61 personer, der fredag ankom med to forskellige fly fra Sydafrika til Amsterdam i Holland, er blevet testet positive for coronavirus.
Det oplyser de hollandske sundhedsmyndigheder.
Myndighederne er lørdag ved at undersøge, om en ny og potentielt stærkt smitsom variant af coronavirus er blandt tilfældene.
Omkring 600 passagerer ankom fredag med to KLM-fly fredag til Schiphol-lufthavnen i Amsterdam. De blev herefter forsinket i flere timer på grund af coronatest, og cirka hver tiende prøve var altså positiv.
Butiksansatte må droppe mundbind hvis de viser coronapas
27.11.2021 13:55
København. Ansatte i detailhandlen kan slippe for at bruge mundbind, hvis virksomhederne stiller krav om, at de viser coronapas.
Det har Folketingets Epidemiudvalg bakket op om, oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
Det er blandt andet Fagbevægelsens Hovedorganisation, som repræsenterer 1,3 millioner medlemmer, der har efterspurgt en mere fleksibel ordning for ansatte i detailhandlen.
Mere end ti procent har fået booster-vaccine i Tyskland
27.11.2021 13:39
Berlin. 8,6 millioner mennesker har indtil videre fået en såkaldt booster-vaccination i Tyskland. Det er mere end ti procent af befolkningen. Det viser tallene fra Robert Koch Institute (RKI) lørdag.
I de seneste par dage har omkring 2,7 millioner personer fået booster-vaccinationen. Der skrev sundhedsminister Jens Spahn (CDU) på Twitter.
/dpa/
Mistanke om omicron i Tyskland
27.11.2021 13:22
Wiesbaden. Det ser ud til at Hessen har fået det første tilfælde med omicron - den nye mutation fra Sydafrika. Det meddeler delstatens sundhedsminister.
Cirka 75 procent af julefester på kroer er aflyst
27.11.2021 11:55
Kiel. Flere kroejere har allerede været gennem hårde tider i de seneste halvandet år. Nu rammer aflysningerne dem igen.
På trods af at forsamlinger gerne må finde sted, aflyser mange alligevel i Slesvig-Holsten. Den tyske hotel- og restaurantforening (Dehoga) vurderer at op mod 75 procent af julefester er blevet aflyst.
- Det har enorme konsekvenser, siger Slesvig-Holstens Dehoga-formand Axel Strehl.
November og december er højsæson for mange kroer på landet. Dehoga-formanden siger, at ejerne måske kan indhente lidt af tabet ved takeaway, men de fleste penge er tabt.
/dpa/
Grønt-EU-medlem: Frigiv patenterne på vaccinerne
27.11.2021 11:28
Bruxelles. Flere politikere i verden vil have patenterne på vaccinerne frigivet, så hele verden kan forske og udvikle nye vacciner. Opråbet er blevet utrolig stort over de seneste par dage på grund af den nye variant Omicron fra Sydafrika.
Det grønne EU-parlamentsmedlem Anna Cavazzini mener, at patenterne skal ophæves.
- Den nye variant, der er sværere at bekæmpe med vacciner, viser tydeligt, at patenter på vaccinerne-området kan holde udviklingen tilbage og i længden skabe mere skade end godt, siger Anna Cavazzini.
De grønnes EU-parlamentsmedlem Anna Cavazzini vil frigive EUs patent på covid-vaccine. Foto: Robert Michael/dpa-Zentralbild/dpa - dpa
Den amerikanske præsident og WHOs formand har sagt det samme.
/dpa/
Virus-mængden i kroppen hos Omicron-smittede er usædvanlig høj
27.11.2021 11:19
Hong Kong. De to Omicron-smittede mænd i Hong Kong fik pludseligt en meget høj mængde af virus i kroppen. Det fortæller virolog Eric Feigl-Ding, der har studeret på Harvard Universitet.
Der bliver testet på lives løs for den nye variant Omicron på verdensplan. Foto: Andreas Arnold/dpa +++ dpa-Bildfunk +++ - dpa
De to mænd havde i den første test ingen antigener, men den næste dag lå Ct-værdien på henholdsvis 18 og 19.
- Det er utroligt højt, især når man tænker på, at testen var negativ dagen før. Det ser ud til, at vaccinen ikke beskytter mod den nye variant, siger Eric Feigl-Ding.
Ifølge Hongkongs regering blev Omicron-varianten bragt ind i landet af en rejsende, der kom fra Sydafrika. Han har været i karantæne på et hotel siden den 11. november. To dage senere blev han testet positiv. Det formodes, at manden smittede en 60-årig, der boede i værelset overfor på trods af, at der er strenge isolationsregler på hotellet.
Det var først ved den fjerde PCR-test, at personen blev testet positiv. Det var først senere, at det blev bekræftet, at de bar på Omicron-varianten.
Myndighederne regner med, at den første smittede ikke havde mundbind på, da han modtog mad på hotellet. Så hurtigt spreder virussen sig, siger virologen.
/dpa/
Chef for flyselskab vil indføre obligatorisk vaccination
27.11.2021 10:18
Lufthansa vil begrænse flyrejser til vaccinerede og raskmeldte og håber, at der kommer et krav om vaccination for alle. Foto: Soeren Stache/dpa-Zentralbild/dpa
Berlin. Lufthansa-chef Carsten Spohr forventer yderligere restriktioner for ikke-vaccinerede passagerer i verden.
- Vi ser denne tendens i hele verden. Global frihed bliver begrænset til vaccinerede og raskmeldte, sagde Carsten Spohr til Westdeutsche Allgemeine Zeitung (WAZ, lørdag).
Der er allerede begrænsninger for dem, der ikke er vaccineret. For eksempel må EU-borgere kun komme ind i USA, hvis de er færdigvaccineret og kan vise en negativ corona-test.
Ifølge rapporten understregede Carsten Spohr fordelene ved at gøre vaccination obligatorisk, som det gælder for Østrig fra februar 2022. Han ser også det samme kravet hos Swiss Air, som et positivt tiltag.
Hos Swiss og Austrian Airlines er »næsten alle, der arbejder på flyene, blevet vaccineret,« sagde Spohr. »I Tyskland anslår vi over 90 procent.«
/dpa/
Læge bekymret for en slem corona-vinter
27.11.2021 10:18
Berlin. Formand for World Medical Association, Frank Ulrich Montgomery, er bekymret for, hvordan corona-udvikler sig over vinteren. Den nye variant, Omicron, fra Sydafrika er bekymrende, da den kommer præcis på det tidspunkt, hvor Delta raser løs i Europa.
- Mit værste mareridt er, at Omicron er lige så smitsomt som delta og lige så dødeligt som Ebola, siger han.
Det er også muligt, at den nye variant er resistent overfor vaccinen, der er skabt mod Alpha-varianten, som er mindre smitsom og ikke så dødelig.
Dertil siger SPDs sundhedsordfører Karl Lauterbach:
- Der er ikke noget værre end at få en farligere variant midt i højdepunktet af en bølge.
Danmark: Mundbind og coronapas genindføres i dele af erhvervslivet
27.11.2021 10:09
Danskerne skal til at vende sig til mundbindet igen. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) - Mads Claus Rasmussen
København. Folketingets Epidemiudvalg har bakket op om at indføre coronapas hos bl.a. de liberale serviceerhverv med tæt kundekontakt og om at indføre krav om mundbind eller visir i detailhandlen og indkøbscentre mv. for at mindske coronasmitte.
Pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet
På baggrund af sundhedsmyndighedernes anbefaling indføres der fra på mandag den 29. november 2021 krav om mundbind eller visir i detailhandlen og indkøbscentre. Ansatte vil dog være undtaget for kravet, hvis virksomheden stiller krav om at de ansatte har gyldigt coronapas.
Derudover skal man fremover vise coronapas hos de liberale personrelaterede serviceerhverv som f.eks. frisører og kosmetologer.
Det er blevet besluttet af et bredt flertal af Folketingets Epidemiudvalg.
/ritzau/
Høj smitterate i Holland blandt passagere fra Sydafrika
27.11.2021 09:08
Den Haag. Fredag landede flere fly fra Cape Town og Johannesborg med KLM i Holland. Af de 110 passagere er 13 smittet med corona. Myndighederne i Holland har ikke fast lagt om nogle af de smittede bærer den nye variant Omicron, der er mere smitsom end Delta og muterer på et plan, som forskere ikke har set endnu.
DGI til foreninger med coronatvivl: Hold gang i idrætten
27.11.2021 08:02
DGI opfordrer foreningerne til at holde åbnet og opdele sportshold i mindre, faste grupper. (Foto: Jørgen Kirk/Ritzau Scanpix) - Ritzau Scanpix
København. Idrætsforeninger er i tvivl om coronahåndtering. DGI kommer derfor med en klar opfordring til de omkring 6600 idrætsforeninger: Hold aktiviteterne i gang.
- Hold så meget aktivitet som muligt i gang. Det er rigtig vigtigt for børn og unges sociale, mentale og fysiske trivsel, at vi holder gang i vores idrætsaktiviteter.
- Og så skal vi selvfølgelig følge de opfordringer, der er, og som vi kender godt, i områder med høj smitte, siger DGI’s landsformand, Charlotte Bach Thomassen.
Torsdag udsendte Kulturministeriet en række smitteforebyggende anbefalinger til foreningslivet.
Myndighederne opfordrer blandt andet til at møde omklædt, hvis det er foreneligt med aktiviteten.
Derudover bør aktiviteter afholdes i mindre og faste grupper.
Og så opfordres forældre til i videst muligt omfang at aflevere og hente børn udendørs, ligesom alle voksne også anbefales at holde afstand.
Der er ingen restriktioner for, at idrætsforeninger skal lukke for aktiviteter.
/ritzau/
Joe Biden vil ophæve patentrettigheder på coronavacciner
27.11.2021 08:00
Joe Biden vil ophæve vaccine-patent. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) - Mads Claus Rasmussen
Washington. Den nye Omikron-variant tydeliggør, at vi er nødt til at droppe patentrettigheder på vacciner, mener Biden. Det mener USA’s præsident, Joe Biden.
Han opfordrer således de lande, der i næste uge skulle have mødtes i Verdenshandelsorganisationen (WTO), til at droppe patentrettigheder på covid-19-vacciner, efter at en ny variant af virusset - Omikron-varianten - er blevet opdaget i Sydafrika.
- Nyheden om denne nye variant bør gøre det tydeligere end nogensinde før, at denne pandemi ikke vil stoppe, før vi har globale vaccinationer, udtaler Biden i en erklæring.
- Dagens nyhed understreger nok en gang vigtigheden af at ophæve patentrettighederne hurtigst muligt, tilføjer han.
Kort tid efter Joe Bidens opfordring blev næste uges møde i WTO udskudt netop som følge af bekymringer over den nye Omikron-variant.
Dermed kan der være udsigt til en endnu mere langsommelig og usikker proces i forhold til at give afkald på vaccinepatentrettighederne.
/ritzau/Reuters
EU-agentur: Høj risiko for at ny variant spreder sig i Europa
27.11.2021 07:58
Bruxelles. Der er “høj til meget høj” risiko for, at den nye variant af coronavirus spreder sig i Europa. Det siger Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) fredag.
- Der er betydelig usikkerhed i forhold til, hvordan varianten overføres, vacciners effektivitet, risikoen for at blive smittet igen og andre egenskaber ved Omikron-varianten, lyder det i en risikovurdering fra ECDC.
Den nye variant, der har fået navnet Omikron, er indtil nu blevet fundet i et EU-land - Belgien.
Varianten blev først fundet i Sydafrika, og er desuden fundet i Israel og Botswana.
Fredag har Verdenssundhedsorganisationen (WHO) desuden meddelt, at den nye variant giver grund til bekymring.
Varianten har fået EU-lande til at skærpe deres rejseregler.
/ritzau/
Ny coronavariant er allerede fundet i Europa
27.11.2021 07:53
Berlin. Myndigheder i Belgien har allerede opdaget det smitsomme og stærk muterende virus, Omicrone, i Belgien. Det blev først offentliggjort i denne uge, at en nyopdaget mutation er blevet fundet i Sydafrika, og mutationen er allerede fundet i Israel, Belgien, Hong Kong og Botswana.
/dpa/
Smitten raser afsted i Tyskland
27.11.2021 07:41
Berlin. Igen er incidenstallet steget i Tyskland. På syv døgn har der været 444,3 tilfælde af coronavirus per 100.000 indbyggere. Det meddeler Robert Koch Instituttet lørdag morgen.
Onsdag var værdien 438,2 og for en uge siden 362,2 (En måned: 118,0)
I de seneste 24 timer er der fundet 67.125 nye smittede. Sidste lørdag var der 63.924.
Siden fredag har der været 303 coronarelaterede dødsfald. For en uge siden var tallet 248.
Siden epidemiens begyndelse er 4.417.708 personer i Tyskland testet positive. 5.717.295 er raske igen, og i alt 100.779 har mistet livet.
Antallet af indlagte corona-patienter per 100.000 indbyggere i løbet af syv dage lå fredag på 5,97. Værdien spiller en væsentlig rolle i vurderingen af smittespredningen. Hvis grænseværdierne 3, 6 og 9 overskrides i delstaterne, kan der indføres strengere tiltag.
/dpa/
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce