Liveblog: Mens smitten eksploderer i resten af Tyskland, falder smittetryk i Slesvig-Holsten
Her opdaterer Flensborg Avis dagligt om coronasituationen i både Danmark, Tyskland og Sydslesvig. Følg med her og hold dig opdateret om udviklingen.
Flensborg Avis siger godbat
Smittetryk falder i Slesvig-Holsten
26.11.2021 23:47
Kiel. I det forløbne døgn er 711 testet positive for coronavirus i Slesvig-Holsten. Det oplyser delstatens regering fredag aften. Hermed stiger antallet af smittede i Slesvig-Holsten fortsat svagt. Et døgn tidligere var der således 684 nye inficerede.
Smittetrykket er faldet en smule. Fredag aften havde der været 150,2 nye tilfælde per 100.000 indbyggere mod 152,8 et døgn tidligere.
Slevig-Holsten er fortsat den delstat i Tyskland, hvor smittetrykket er lavest.
I Rendsborg-Egernførde er yderligere 57 testet positive, i Nordfrisland er der 49, i Slesvig-Flensborg Amt 33 og i Flensborg Kommune blot ni.
Kiel melder om yderligere 63 nye smittede.
Fire smittede har mistet livet i Slesvig-Holsten i det senete døgn. Samtlige dødsfald er indtruffet uden for Sydslesvig.
Siden epidemiens begyndelse er der fundet 95.104 smittede i forbundslandet. Omkring 85.500 skønnes at være raske igen. 1787 er efterhånden gået bort.
Aktuelt er der 173 indlagte i Slesvig-Holsten. 42 er i intensiv behandling, mens 21 har behov for hjælp til at trække vejret.
Nye corona-regler på St. Franziskus-Hospital i Flensborg
26.11.2021 16:35
Flensborg. St. Franziskus-Hospital i Flensborg indfører nye corona-regler, der gælder fra mandag den 29. november. Alle ambulante patienter skal have en ekstern negativ PCR-test, der ikke må være ældre end 48 timer, med sig for at kunne komme ind. Det er lige meget, om de er vaccineret mod corona eller ej. Ved børn under 12 år er det nok med en negativ lyntest. Bestemte patienter, der skal til konsultation for første gang, herunder kræftpatienter, behøver ligeledes kun en lyntest.
Hospitalets patienter må få besøg én gang om dagen i én time fra én person. Det kan ske mellem kl. 14 og kl. 19. Vil man besøge en patient på intensiv afdeling, skal man først kontakte afdelingen på telefon 0461-8162420.
Alle besøgende skal fremvise en negativ lyntest, der ikke er ældre end 24 timer, eller en negativ PCR-test, der ikke er ældre end 48 timer. Det gælder også vaccinerede. Alle besøgende skal bære medicinsk mundbind eller FFP2-mundbind under hele besøget.
Foto: Kira Kutscher
Corona i to daginstitutioner
26.11.2021 16:01
Ulsnæs/Skovlund. Der er coronasmitte i daginstitutionen i Ulsnæs (Ulsnis) og daginstitutionen »Großer Regenbogen« i Skovlund (Schafflund) i Slesvig-Flensborg Amt. Begge institutioner er lukket for forældre, familiemedlemmer og børn i ti dage.
Det meddeler amtet i en pressemeddelelse.
Ingen coronatal fra Nordfrisland Amt
26.11.2021 15:42
Husum. På grund af tekniske udfordringer har Nordfrisland Amt ikke mulighed for at udsende coronatal i dag. Det oplyser amtet i en pressemeddelelse.
57 nye smittede i Rendsborg-Egernførde Amt
26.11.2021 15:38
Rendsborg. Der er siden i går registreret 57 nye tilfælde af coronavirus i Rendsborg-Egernførde Amt. Ti smittede er meldt raske igen.
Aktuelt er der registreret 528 smittede personer i amtet. 603 personer er i karantæne.
Der har været 86,6 nye smittede per 100.000 indbyggere i løbet af syv dage.
Indenfor de syv dage er der fundet i alt 239 smittede. 107 af dem (45 procent) er færdigvaccineret mod coronavirus, mens 132 (55 procent) ikke er det.
I alt er der siden epidemiens udbrud fundet 6207 smittede i amtet, hvoraf 5612 er raske igen, og 67 har mistet livet.
Flensborgs incidenstal falder
26.11.2021 15:06
Flensborg. Siden i går er der fundet ni nye coronasmittede i Flensborg Kommune. Aktuelt er der registreret 230 smittede, og 375 er i karantæne.
Antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere i løbet af syv dage falder fra 142,3 til 127,9.
Siden epidemiens begyndelse er der fundet 3422 inficerede i kommunen. 3149 af dem er raske igen, og 43 er gået bort.
Danmarks sundhedsstyrelse vil lade 5-11-årige covid-19-vaccinere
26.11.2021 14:07
København. Sundhedsstyrelsen i Danmark anbefaler, at børn mellem 5 og 11 år skal kunne blive vaccineret mod coronavirus, meddeler vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst.
/ritzau/
Der er 4076 nye coronatilfælde i Danmark
26.11.2021 14:06
København. Der er det seneste døgn konstateret 4076 nye coronatilfælde i Danmark, viser tal fra SSI fredag. Det samlede antal indlagte stiger med 15 til 426. Ni personer er døde.
/ritzau/
WHO: Det vil tage uger at forstå ny coronavariant
26.11.2021 13:49
Genève. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, mener, at det vil tage flere uger, før vi forstår den nye coronavariant, som er opdaget i Sydafrika.
WHO er forbeholden over for indførelse af rejserestriktioner som følge af det nye virus.
Det siger talsmænd for organisationen i forbindelse med et møde i Genève fredag, hvor indkaldte forskere diskuterer den nye coronavariant.
WHO siger, at der indtil nu er opdaget næsten 100 sekvenser af varianten, som går under betegnelsen B. 1.1.529. Den nye coronavariant giver anledning til dyb bekymring internationalt.
- WHO-mødet er indkaldt for at få et bedre overblik over tidsfrister for undersøgelser og et studie, som er ved at blive sat i værk, for at få fastslået, i hvilket omfang den nye variant bør give anledning til bekymring, siger én talsmand for organisationen.
Den nye variant adskiller sig fra de andre kendte varianter ved, at den har en anderledes overflade. Da B. 1.1.529 er anderledes i sine proteiner, er det ikke sikkert, at de nuværende vacciner vil kunne give immunitet over for den.
Det sydafrikanske udenrigsministerium kalder det "forhastet", at Storbritannien fra fredag indfører indrejseforbud fra Sydafrika og fem andre afrikanske lande efter fundet af en ny coronavariant.
- Beslutningen virker forhastet, da WHO endnu ikke har taget stilling og rådgivet om foranstaltninger, hedder det i en erklæring fra ministeriet fredag.
/ritzau/Reuters
27 nye smittede i Slesvig-Flensborg Amt
26.11.2021 13:17
Slesvig. Siden i går er der fundet 27 nye tilfælde af coronavirus i Slesvig-Flensborg Amt. Aktuelt er der registreret 359 smittede i amtet. 604 personer i amtet eri karantæne.
I løbet af syv dage har der været 110,0 nye smittede per 100.000 indbyggere. I går lå værdien på 107,1.
Siden epidemiens udbrud er der registreret 4219 smittetilfælde i Slesvig-Flensborg Amt. 3797 af dem er raske igen, og 63 har mistet livet.
Frygt for ny coronavariant giver kursfald til danske aktier
26.11.2021 10:54
København. Frygt for en ny coronavariant giver fredag morgen fald til de danske aktier.
Få minutter inde i fredagens handel dykker C25-indekset, der består af de 25 største aktier herhjemme, med omkring to procent.
Samtidig falder samtlige 25 aktier i indekset. Værst går det ud over servicekoncernen ISS, der falder mere end fem procent.
Selv om fredagens foreløbige fald er betydeligt, er det stadig et stykke fra det historisk største fald nogensinde for C25-indekset, der blev skabt i 2016.
Det største fald på en dag var 12. marts 2020, hvor indekset dykkede otte procent. Det var på niveau med det, der blev set under finanskrisen.
Faldet kom, dagen efter at Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede store dele af Danmark ned for at bremse coronasmitten.
/ritzau/
WHO indkalder eksperter til møde om ny coronavariant
26.11.2021 10:53
Genève. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har i Genève indkaldt eksperter til et møde midt på dagen fredag for at diskutere den nye coronavariant, der giver anledning til dyb bekymring internationalt.
WHO siger, at der indtil nu er opdaget næsten 100 sekvenser af varianten, som går under betegnelsen B. 1.1.529. Den nye coronavariant er opdaget i Sydafrika.
- WHO har indkaldt til et ekspertmøde klokken 12 om den nye covid-19-variant, B.1.1.529, som har vakt stigende international bekymring, siger WHO-talsmanden Christian Lindmeier.
- WHO-mødet indkaldes for at få et bedre overblik over tidsfrister for undersøgelser og et studie, som er ved at blive sat i værk, for at få fastslået i hvilket omfang denne variant bør give anledning til bekymring, siger han.
WHO har ingen kommentarer til rejserestriktioner, som er indført i Storbritannien, og som er varslet i EU-landene.
Den nye variant adskiller sig fra de andre kendte varianter ved, at den har en anderledes overflade. Da B. 1.1.529 er anderledes i sine proteiner, er det ikke sikkert, at de nuværende vacciner vil kunne give immunitet over for den.
Det sydafrikanske udenrigsministerium kalder det "forhastet", at Storbritannien fra fredag indfører indrejseforbud fra Sydafrika og fem andre afrikanske lande efter fundet af en ny coronavariant.
- Beslutningen virker forhastet, da WHO endnu ikke har taget stilling og rådgivet om foranstaltninger, hedder det i en erklæring fra ministeriet tidligt fredag.
/ritzau/Reuters
Söder kræver »nødbremse« og vaccinepligt fra 1. januar
26.11.2021 10:51
Rosenheim. Bayerns ministerpræsident Markus Söder (CDU) kræver en effektiv, national strategi, der skal inddæmme coronaepidemien, og et snarligt møde mellem ministerpræsidenterne og den afgående forbundsregering. Derudover kræver han en almen vaccinepligt og helst allerede fra 1. januar.
- Vi har brug for en vaccinepligt, og det skal ske så hurtigt som muligt, sagde han fredag i Rosenheim.
(dpa)
Foto: Peter Kneffel/dpa
RKI forventer hurtige tiltag fra regeringen
26.11.2021 10:47
Berlin. Robert Koch Instituttets (RKI) chef, Lothar Wieler, har ligesom Tysklands sundhedsminister Jens Spahn (CDU) krævet, at borgerne straks reducerer antallet af deres kontaktpersoner (se nedenunder).
- Jeg forventer af beslutningstagerne, at de indleder tiltag for at få smittetallene ned i fællesskab, sagde Wieler fredag i Berlin.
- Den kommende vinter afhænger af vores adfærd og fra de ansvarliges beslutning om at indføre kontaktreducerende tiltag.
Wieler mener, at man lige nu har valget mellem »kaos« med »dårlig slutning« og »det, der aflaster sundhedsvæsnet og måske muliggør en fredelig jul og giver mange flere mennesker mulighed for at sidde sammen ved julebordet«.
Lothar Wieler fortæller desuden på pressemødet, at den nye coronavariant fra Sydafrika, B.1.1.529 endnu ikke er påvist i Tyskland. Robert Koch Instituttet er dog »meget bekymret« for denne variant, siger han.
(dpa)
Foto: Bernd von Jutrczenka/dpa
Spahn: Antallet af kontaktpersoner skal reduceres nu
26.11.2021 10:40
Berlin. Tysklands sundhedsminister Jens Spahn (CDU) mener, at der hurtigt skal nye tiltag til for at undgå, at corona bliver ved med at sprede sig i hele Tyskland. Situationen er så alvorlig som aldrig før i epidemien, sagde han fredag i Berlin. Der sker for lidt og ofte for sent, men han.
- Vi skal stoppe denne bølge nu, sagde Spahn.
Ministeren mener, at der er for mange - også med politisk ansvar - der mener, at det nok skal gå alt sammen. Men smittebølgen, der især har ramt den sydlige og østlige del af Tyskland, vil også ramme vest og nord, siger han og fastslår, at der lige nu er kun er én ting, der kan gøre en forskel:
- Antallet af kontaktpersoner skal reduceres, reduceres meget. Det kan ikke nytte noget, sagde han.
Efter Spahns mening skal der være konsekvente regler, hvor kun vaccinerede og immuniserede personer med en negativ coronatest lukkes ind (2G plus). Fester og større arrangementer skal aflyses, mener han.
Sundhedsministeren vil desuden have et corona-møde med ministerpræsidenten og den nuværende forbundsregering i de kommende dage.
(dpa)
Foto: Bernd von Jutrczenka/dpa
Tyskland indskrænker flytrafik fra Sydafrika
26.11.2021 09:20
Berlin. Fra i nat betragter Tyskland Sydafrika som et virusvariantområde på grund af den nye coronavirus-variant B.1.1.529.
Flyselskaber må fra i nat kun tage tyske statsborgere med fra Sydafrika til Tyskland, meddeler Tysklands sundhedsminister Jens Spahn (CDU).
(dpa)
EU vil have indrejseforbud fra seks afrikanske lande
26.11.2021 09:15
Bruxelles. EU-Kommissionen vil have stoppet al flytrafik fra seks sydafrikanske lande efter fund af ny coronavariant til EU-lande. Det skriver Ursula von der Leyen, EU-Kommissionens formand, i et tweet fredag.
- Kommissionen vil i et tæt samarbejde med medlemslandene foreslå, at vi aktiverer en nødbremse og får stoppet lufttrafik fra regionen i det sydlige Afrika på grund af bekymring over coronavarianten B. 1.1.529, skriver von der Leyen.
Den nye coronavariant i Sydafrika fik torsdag Storbritannien til at indføre et indrejseforbud for rejsende fra Sydafrika og fem andre lande i regionen.
Det britiske indrejseforbud gælder fra fredag ved middagstid.
Ud over flypassagerer fra Sydafrika omfatter forbuddet de rejsende, der flyver fra nabolandene Namibia, Botswana, Zimbabwe, Lesotho og Eswatini.
/ritzau/Reuters
The @EU_Commission will propose, in close coordination with Member States, to activate the emergency brake to stop air travel from the southern African region due to the variant of concern B.1.1.529.
— Ursula von der Leyen (@vonderleyen) November 26, 2021
Danmark: Krav om mundbind i kollektiv trafik og butikker fra mandag
26.11.2021 09:07
København. Et flertal i Folketingets Epidemiudvalg har torsdag aften besluttet, at der skal være krav om mundbind i den kollektive trafik og for kunder i detailhandlen fra på mandag.
Det oplyser flere medlemmer af udvalget, der består af 21 folketingsmedlemmer, til TV 2 News.
- Det er dér, hvor du er sammen med mange mennesker, som du ikke normalt er sammen med, og hvor du ikke kan gå et andet sted hen, siger sundhedsordfører Stinus Lindgreen (R) til mediet om den kollektive trafik.
Han er formand for epidemiudvalget. Der må ikke være flertal i udvalget imod regeringens ønske, hvis det skal gennemføres.
Regeringen foreslog onsdag efter en indstilling fra Epidemikommissionen, at der skulle genindføres krav om mundbind i detailhandlen og i den kollektive trafik.
Det sker som følge af de stigende smittetal med coronavirus og antallet af indlagte.
Der er torsdag aften ikke opnået enighed om, at ansatte i detailhandlen skal bære mundbind, oplyser sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen (SF).
- Det er ret uoverskueligt for de ansatte, og derfor skal vi prøve at finde nogle andre og bedre løsninger for dem, siger hun til TV 2 News.
Også i ældreplejen er der ikke enighed i udvalget om, hvorvidt der skal bæres mundbind
Parterne skal derfor tage "en runde mere" for at finde en løsning.
Mødet i epidemiudvalget er afsluttet for torsdag aften, men flere restriktioner skal debatteres igen senere i udvalget blandt andet spørgsmålet mundbind og butiksansatte.
/ritzau/
Arkivfoto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Fra mandag gælder dansk coronapas med negativ test kortere tid
26.11.2021 09:04
København. Et bredt flertal i Folketingets Epidemiudvalg har stemt for, at coronapasset skal gælde i kortere tid ved test. Det sagde Danmarks sundhedsminister Magnus Heunicke (S) torsdag aften til DR.
Flertallet har endvidere godkendt krav om brug af mundbind eller visir i sundhedsvæsenet, som den danske regering også har foreslået.
- Jeg har fået grønt lys fra et stort flertal. Der var et mindretal, der var imod, men et stort og bredt flertal for.
- Det er masker i sundhedsvæsenet for besøgende og for medarbejdere, og også det her med at indskrænke gyldigheden af en negativ test for at få et grønt coronapas for de ikkevaccinerede, siger Magnus Heunicke til DR.
Mødet i epidemiudvalget er stadig i fuld gang, og andre ting skal diskuteres.
Epidemiudvalget tæller 21 folketingsmedlemmer. Der må ikke være flertal i udvalget imod regeringens ønske, hvis det skal gennemføres.
Regeringen foreslog onsdag efter en indstilling fra Epidemikommissionen, at en negativ PCR-test fremover kun skal være gyldig i 72 timer mod tidligere 96 timer.
En antigentest, en såkaldt lyntest, skal fremover gælde i 48 timer mod tidligere 72 timer.
- Det er klart, at jo kortere gyldighed, der er, desto større sikkerhed er der for, at man hverken er smittet eller bærer smitten videre med en test, hvor man reducerer det med 24 timer, siger sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL) til Ritzau.
- Så det er simpelthen for at øge sikkerheden i forhold til coronapasset, siger han.
Den kortere gyldighed for coronapas ved test gælder fra på mandag.
/ritzau/
Epidemien i Tyskland eksploderer
26.11.2021 07:38
Berlin. Antallet af nye smittede med coronavirus i Tyskland når nye højder. Fredag morgen var der indberettet 76.414 nye tilfælde på 24 timer. For en uge siden var der 52.970. Det skriver Robert Koch Instituttet.
På syv døgn har der været 438,2 inficerede per 100.000 indbyggere, hvilket også er ny rekord. Dagen før lå værdien på 419,7 mod 340,7 for en uge siden og 113,0 på samme dag en måned tidligere.
I det seneste døgn er 357 døde. For en uge siden var der 201 dødsfald.
Siden epidemiens begyndelse er 5.650.170 testet positive.
Torsdag havde der været 5,79 nye indlagte per 100.000 indbyggere. Onsdag var der 5,74.
Cirka 4.775.300 menes at være kommet sig igen.
Efterhånden er 100.476 gået bort.
(dpa)
Flensborg Avis siger godnat
Smittetrykket stiger kun svagt i Slesvig-Holsten
25.11.2021 23:25
Kiel. I det seneste døgn er der fundet 684 nye tilfælde af coronavirus i Slesvig-Holsten. Det oplyser delstatens regering torsdag aften.
Smittetrykket er hermed nogenlunde uændret i forhold til den foregående dag. Hvor der onsdag var 152,5 nye smittede per 100.000 indbyggere på syv døgn, steg antallet torsdag svagt til 152,8.
Tre har mistet livet i det forløbne døgn. En er død i Flensborg, mens de to øvrige dødsfald er indtruffet uden for Sydslesvig.
Siden epidemiens begyndelse har der været 94.393 tilfælde i delstaten. Omkring 85.000 skønnes at være raske igen.
I Nordfrisland er yderligere 43 testet positive, i Slesvig-Flensborg Amt 27, i Flensborg Kommune 26 og i Rendsborg-Egernførde Amt 20.
Kiel melder om 24 nye inficerede.
Aktuelt er der 177 indlagte i delstaten. 40 er i intensiv behandling, mens 211 har behov for hjælp til at trække vejret.
Endnu en smittet er død i Flensborg
25.11.2021 17:43
Flensborg. I Flensborg er endnu en indbygger død med corona i det forløbne døgn. Det oplyser rådhuset torsdag aften.
Den afdøde var en 86-årig borger. Kommunen ved ikke, om den pågældende var vaccineret eller ej. Efterhånden er 43 gået bort i kommunen under epidemien.
Siden onsdag er 27 nye testet positive. Siden epidemiens begyndelse er der fundet 3.413 inficerede. 3137 skønnes at være raske igen.
233 har aktuelt aktiv smitte i kroppen, 369 er i karantæne.
På syv døgn har der været aktive 142,3 nye smittede per 100.000 indbyggere.
22 nye smittede i Rendsborg-Egernførde Amt
25.11.2021 16:46
Rendsborg. Der er siden i går fundet 22 tilfælde af coronavirus i Rendsborg-Egernførde Amt. 17 smittede personer er meldt raske igen. Aktuelt er der registreret 481 smittede i amtet. 575 personer er i karantæne.
I løbet af syv dage har der været 85,2 nye smittede per 100.000 indbyggere.
Der er i de seneste syv dage registreret i alt 235 smittede i amtet. 110 af dem (47 procent) er færdigvaccineret mod coronavirus, mens 125 (53 procent) ikke er det.
I alt er der siden epidemiens udbrud registreret 6150 smittede i Rendsborg-Egernførde Amt. 5602 af dem er raske igen, og 67 har mistet livet.
Corona blandt de mindste skolebørn når hidtil højeste niveau
25.11.2021 15:17
København. Smitten blandt danske skolebørn stiger, og for tredje uge i træk har den nået det hidtil højeste niveau under coronaepidemien.
Det viser en rapport fra Statens Serum Institut (SSI).
Således blev der i sidste uge - uge 46 - registreret 1562 coronatilfælde for hver 100.000 børn i alderen 6-11 år. Det er ikke set højere før.
Ugen før blev der registreret 1328 smittetilfælde per 100.000 børn i aldersgruppen. Det var det hidtil højeste.
Generelt i samfundet stiger coronasmitten i øjeblikket, men ifølge SSI er det blandt skolebørn, at smitten er “klart højest”.
- Smitten blandt de 6-11-årige er med til at drive epidemien lige nu, og der afrapporteres fortsat om mange store udbrud på skolerne.
- Det gælder særligt i indskolingen og på mellemtrinet, siger Rebecca Legarth fra SSI.
/ritzau/
På 15 minutter bookede 15.000 en vaccinetid
25.11.2021 15:14
Kiel. I dag fik borgere fra 60 år mulighed for at booke en tid i de 26 nye corona-vaccinationscentre i delstaten.
Fra kl. 10 kunne de via hjemmeside www.impfen-sh.de booke en tid til et første, andet eller tredje stik med en coronavaccine.
I løbet af et kvarter var de første 15.000 tider booket. Da der var gået to timer, var der booket 30.000 tider, og efter fire timer var der booket omkring 38.000. Det oplyser sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
I alt står der 500.000 tider til rådighed i systemet frem til slutningen af februar 2022. Fra den 2. december kan også borgere under 60 år booke tider.
Fra tirsdag kan man blive testet i Gråsten
25.11.2021 14:33
Sønderborg. Fra tirsdag 30. november kan man blive testet for corona i Sundhedshus Gråsten (Ulnæs 6) i Gråsten. Det skriver JydskeVestkysten.
Der vil være åbent tirsdage og torsdage kl. 10-17.
Det betyder, at der fremover er mulighed for at blive testet fire steder i Sønderborg Kommune: På Ellegårdvej i Sønderborg, i Frivillighedens Hus på gågaden i Sønderborg, i Sundhedshuset Nordborg og fra næste uge altså også i Sundhedshuset Gråsten.
På Ellegårdvej podes der i svælget til den såkaldte PCR-test, mens der de øvrige steder tages prøver fra næsen.
Allerede fra i morgen er der vaccine-stik i Galerie
25.11.2021 14:27
Flensborg. Allerede fra i morgen, fredag, kan borgere blive vaccineret i det nye vaccinationscenter i Flensborg Kommune, selvom den officielle åbning først sker den 1. december. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse. Vaccinestationen ligger på første sal i indkøbscentret Flensburg Galerie på Holmen. Der tilbydes både vaccinationer med første, andet og tredje stik - såkaldte boosterstik.
Det kræver en tid at blive vaccineret. Tider kan bookes på hjemmesiden www.impfen-sh.de, og personer over 60 år kan allerede booke nu. Fra den 2. december har også alle andre borgere mulighed for at booke en tid. I første omgang er der tider frem til februar 2022. Der vaccineres med Moderna eller Biontech/Pfizer.
Det er medarbejdere fra sammenslutningen for praktiserende læger (KVSH) og DRK Flensburg, der står for vaccinationerne mandag til lørdag fra kl. 10 til kl. 20. De vil prikke cirka 450 personer om dagen, henholdvis 9600 personer om måneden.
Arkivfoto: Tim Riediger
4390 nye smittetilfælde i Danmark - 12 flere er døde
25.11.2021 14:13 - opdateret 14:30
København. Der er det seneste døgn konstateret 4390 nye coronatilfælde i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).
Der er desuden registreret yderligere 12 coronarelaterede dødsfald. Det er blandt de højeste i flere måneder, og det er samtidig på niveau med februar, hvor der flere dage blev registreret et tocifret antal døde med corona.
Antallet af smittede er desuden blandt de højeste under epidemien.
Det højeste hidtil registreret var 18. december 2020, hvor 4508 personer blev konstateret smittede.
Imens var det næsthøjeste antal onsdag i denne uge. Her blev der registreret 4426 nye coronatilfælde.
Ifølge SSI’s tal falder det samlede antal indlagte med 24 personer. Det betyder, at 411 personer er indlagt på et af landets hospitaler.
/ritzau/
Sundhedsstyrelse anbefaler revaccination af voksne
25.11.2021 13:43 - opdateret 14:13
København. Alle i Danmark over 18 år anbefales at blive tilbudt revaccination mod covid-19.
Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Anbefalingen kommer, efter at særligt sårbare og ældre i noget tid allerede er blevet tilbudt revaccination. Det kendes også som det tredje vaccinationsstik.
- Sundhedsstyrelsen anbefaler, at princippet om revaccination seks måneder efter færdigvaccination videreføres, så alle voksne over 18 år får tilbud om et tredje stik mod covid-19, lyder det i pressemeddelelsen.
/ritzau/
Sønderborg Kommune overvejer at indføre coronapas for sine ansatte
25.11.2021 13:42
Sønderborg. I blandt andet Skanderborg og Varde Kommuner skal kommunalt ansatte fremover kunne fremvise et coronapas for at kunne gå på arbejde, og i andre kommuner er samme tiltag på vej.
I Sønderborg Kommune er det under overvejelser. Direktionen har drøftet det, men har besluttet at tage medarbejderne med på råd. Beslutningen er derfor udskudt helt frem til midt i december.
Først skal det drøftes i hovedsamarbejdsudvalget 7. december, hvorefter det skal forelægges politikerne i økonomiudvalget 10. december.
Sønderborg Kommune har siden 11. november oplevet en fordobling af coronatilfælde til det hidtil største antal i tirsdags, hvor der var 412 smittede. Dagen efter faldt antallet for første gang gennem 14 dage til 389 smittede.
(JydskeVestkysten)
Flertal for mundbind forud for møde i Epidemiudvalg
25.11.2021 13:37
København. Venstre vil følge Epidemikommissionens indstilling om nye restriktioner, når Folketingets Epidemiudvalg senere torsdag skal tage stilling til det.
Det oplyser partiets sundhedsordfører, Martin Geertsen.
Dermed er der flertal i Epidemiudvalget for de krav om mundbind i offentlig transport og butikker i Danmark samt for skærpede krav til coronapas, som den danske regering lagde op til onsdag på et pressemøde.
Både Socialdemokratiet, De Radikale og Enhedslisten meddelte allerede onsdag, at de vil bakke op om indstillingen.
Martin Geertsen (V) understreger dog, at han ikke ønsker, at mundbind og coronapas skal blive den nye normal i Danmark. Opbakningen sker for at undgå værre restriktioner.
Epidemiudvalget skal mødes torsdag eftermiddag.
Bliver de nye restriktioner vedtaget i Epidemiudvalget, lægger regeringen umiddelbart op til, at de skal gælde fra mandag.
/ritzau/
EU: Coronapas efter vaccination bør gælde ni måneder
25.11.2021 13:35
Bruxelles. Hvis man er færdigvaccineret, bør det gælde som gyldigt coronapas til rejser i ni måneder efter sidste stik.
Det foreslår EU-Kommissionen torsdag.
Forslaget kommer efter retningslinjer fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC).
Det tager højde for, at immuniteten efter vaccinationen falder over tid.
EU-Kommissionen ønsker med forslaget at sikre, at reglerne for, hvor længe vaccination gælder som coronapas, er ens på tværs af medlemslandene.
De fleste EU-borgere har fået deres sidste vaccinestik i løbet af sommeren eller efteråret i 2021. Derfor vil coronapassets gyldighed med de foreslåede regler formentlig være udløbet, når sommerrejserne presser sig på i 2022.
Dermed er der lagt op til, at borgere må få et tredje skud med en boostervaccine forud for sommeren. Hvis altså coronasituationen til den tid fortsat forudsætter brugen af coronapas.
EU-kommissær Didier Reynders, som fremlægger forslaget, understreger, at boosterskud vil være “afgørende i kampen mod virusset”.
EU-Kommissionen ønsker samtidig en mere ensartet tilgang, som har mere fokus på personer og mindre på, hvordan de enkelte landes coronasituation er.
Altså at der er mere fokus på den enkeltes vaccinestatus, snarere end hvilken coronasituation vedkommende kommer fra.
/ritzau/
Foto: Stefan Puchner/dpa
EMA anbefaler covid-19-vaccine til børn ned til fem år
25.11.2021 12:56 - opdateret 13:34
Amsterdam. Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) anbefaler torsdag godkendelse af Pfizer/Biontechs covid-19-vaccine til børn fra 5 til 11 år.
EU-Kommissioner skal give den endelige godkendelse.
EU-Kommissionens godkendelse anses for at være en formalitet.
Eksperterne hos EMA har gennemgået data om vaccinens effektivitet og risici hos børn i alderen fra 5 til 11 år gennem to måneder.
I dag er Pfizer/Biontech-vaccinen kun godkendt for børn på 12 år og ældre. Men i Israel og USA kan børn ned til fem år vaccineres.
/ritzau/nh
44 nye smittede i Slesvig-Flensborg Amt
25.11.2021 12:42
Slesvig. Siden i går er der fundet 44 nye tilfælde af coronavirus i Slesvig-Flensborg Amt. Aktuelt er der registreret 356 smittede i amtet. Tre af dem er indlagt på hospitalet i Slesvig, og af de tre ligger én på intensivafdelingen. 604 personer i amtet er i karantæne.
I løbet af syv dage har der været 107,1 nye smittede per 100.000 indbyggere.
Siden epidemiens udbrud er der registreret 4192 smittetilfælde i Slesvig-Flensborg Amt. 3773 af dem er raske igen, og 63 har mistet livet.
Vaccinationscenter i Flensburg Galerie åbner onsdag
25.11.2021 11:12
Flensborg. Onsdag den 1. december åbner det nye vaccinationscenter i Flensborg Kommune. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse. Vaccinestationen ligger på første sal i indkøbscentret Flensburg Galerie på Holmen. Der tilbydes både vaccinationer med første og andet eller tredje stik - såkaldte boosterstik.
Det er medarbejdere fra sammenslutningen for praktiserende læger (KVSH) og DRK Flensburg, der står for vaccinationerne. De vil prikke cirka 450 personer om dagen, henholdvis 9600 personer om måneden.
For at undgå kø kræver det en tid at blive vaccineret. Den kan bookes på hjemmesiden www.impfen-sh.de, og personer over 60 år kan allerede booke nu. Fra den 2. december har også alle andre borgere mulighed for at booke en tid. I første omgang er der tider frem til februar 2022. Der vaccineres med Moderna eller Biontech/Pfizer.
Nu kan personer over 60 år booke tider i vaccinationscentre
25.11.2021 11:10
Kiel. Fra i dag kan slesvig-holstenere, der er fyldt 60 år, booke en tid i et af de nye vaccinationscentre i delstaten.
Tiderne kan bookes på hjemmesiden www.impfen-sh.de.
Fra den 2. december kan også yngre borgere booke en tid.
I alt er der 500.000 tider til rådighed i delstatens vaccinationscentre frem til slutningen af februar 2022.
Der kan både fås vaccinationer med første, andet eller tredje stik. Personer, der er yngre end 30 år, bliver vaccineret med Biontech/Pfizers vaccine. Alle andre får enten Biontech/Pfizer eller Moderna.
Foto: Bernd von Jutrczenka/dpa
Lyntest i Vojens fra tirsdag
25.11.2021 10:38
Vojens. Fra tirsdag den 30. november er det muligt at få en corona-lyntest endnu et sted i Haderslev Kommune, nemlig i Sundhedscenter Vojens (Rådhuscentret 7). Det skriver JydskeVestkysten.
Carelink tester der to gange om ugen – tirsdag og fredag, kl. 10-17.
Om lørdagen kan man desuden blive PCR-testet i sundhedscentret.
Begge dele foregår uden tidsbestilling, men kræver mundbind og sundhedskort.
Mere hjemmearbejde bidrager til rekordhøjt vandforbrug
25.11.2021 09:12
København. Vandforbruget i de danske husholdninger har sidste år sat rekord. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.
Ifølge opgørelsen har husholdningerne i 2020 i alt brugt 249 millioner kubikmeter vand. Det er 6,4 procent mere end i 2019.
Husholdningernes samlede vandforbrug er samtidig det højest registrerede, siden statistikbanken begyndte at føre statistik med det i 2010.
Årsagen til rekorden er formentlig coronapandemien, som har betydet, at flere har opholdt sig mere hjemme sidste år.
Det har blandt andet været på grund af nedlukning og andre restriktioner samt øget hjemmearbejde og hjemmeskole.
En kubikmeter vand svarer til 1000 liter vand. Det vil sige, at sidste års forbrug på 249 millioner kubikmeter vand skal ganges med 1000, for at man finder det samlede forbrug målt i liter.
Ud af det samlede vandforbrug herhjemme har husholdningerne sidste år stået for en andel på 67 procent. Det er to procentpoint mere end året før.
Sidste års resterende andel på 33 procent har erhvervene stået for. Her har der tilsvarende været et fald på to procentpoint fra 2019 til 2020.
Erhvervenes samlede vandforbrug er dog ikke faldet i 2020, da der samlet har været en stigning på 2,2 procent i vandforbruget.
En årsag til det større forbrug er blandt andet landbrug og gartnerier, som er to vejrafhængige brancher.
Disse erhverv har i 2020 været ramt af mindre nedbør end i rekordåret 2019.
/ritzau/
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Patienter og medarbejdere smittet i udbrud på hospitaler
25.11.2021 09:09
Odense/Svendborg. Flere patienter er blevet coronasmittet, mens de har været i behandling på hospitalet for andre lidelser.
Også medarbejdere bliver i store tal smittet. På én uge har der været 19 hospitalsudbrud.
Ifølge Berlingske fremgår det af oplysninger fra Statens Serum Institut (SSI), de hårdest ramte hospitaler og den seneste nationale risikovurdering.
I det største af udbruddene har 50 medarbejdere og patienter fået konstateret coronavirus og er sket mellem den 8. og 18. november.
Udbruddet fandt sted på hjerteafdelingen på Odense Universitetshospital, der har afsnit i Odense og på sygehuset i Svendborg.
Alle tilfældene menes at udspringe fra en akut syg hjertepatient, der blev indlagt i Svendborg, skriver Berlingske.
Patienten blev testet for coronavirus, men der var allerede startet en større smittekæde, da svaret fra testen kom et døgn senere.
Smittekæden gjaldt et større antal medarbejdere og indlagte på sygehuset i Svendborg.
Det er ikke alle, der er blevet direkte smittet af patienten. Derefter har smittet nemlig fundet sted internt mellem medarbejdere og mellem medarbejdere og andre patienter.
Derudover var en patient, der ikke var konstateret smittet, blevet sendt til afdelingen i Odense. Her spredte smitten sig også til et større antal patienter og medarbejdere.
- Vi har haft det, man må kalde en supersprederevent. Det er meget overraskende, at vi har set et så stort udbrud. Det er klart et wakeupcall i forhold til, at corona stadig findes i blandt os, siger Mette Worsøe, der er ledende overlæge på medicinsk afdeling og akutmodtagelsen i Svendborg, til Berlingske.
/ritzau/
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Store selskaber strammer selv coronagrebet
25.11.2021 09:08
København. Flere af Danmarks store virksomheder har valgt at indføre egne coronarestriktioner for at inddæmme coronasmitten.
Det skriver Jyllands-Posten Erhverv.
Trepartsaftalen mellem regeringen, Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation har givet arbejdsgiverne mulighed for at kræve gyldigt coronapas af de ansatte.
Men flere virksomheder har altså valgt at gå et ekstra skridt i kampen mod corona.
For eksempel har biotekselskabet Bavarian Nordic valgt at opfordre sine medarbejdere til at arbejde hjemmefra.
- Alle opfordres kraftigt til at arbejde hjemmefra, og de medarbejdere i produktionen, der skal møde ind, gælder det, at de skal gå med mundbind samt kunne fremvise gyldigt coronapas, siger Rolf Sass Sørensen, der er investeringschef hos Bavarian Nordic, til Jyllands-Posten Erhverv.
Kontormedarbejderne er sendt hjem, og der er lukket ned for internationale flyvninger.
Vindmølleproducenten Vestas har indført coronapas på firmaets danske arbejdspladser. Medarbejdere, der ikke har lyst til at vise coronapas, skal gå med mundbind.
/ritzau/
Flere end 100.000 er efterhånden døde i Tyskland
25.11.2021 07:41
Berlin. Antallet af dødsfald i forbindelse med coronaepidemien overstiger nu 100.000. Det skriver Robert Koch Instituttet torsdag morgen. I alt 100.119 er efterhånden gået bort. 351 har mistet livet i de seneste 24 timer.
Dødsfaldene kulminerede sidste vinter, hvor der til dels var flere end 1000 døde om dagen. Aktuelt er dødsraten væsentlig lavere, selvom der er betydelig flere smittede.
Torsdag er der 419,7 nye smittede per 100.000 smittede per 100.000 indbyggere på en uge. I alt er der i det forløbne døgn indberettet 75.961 nye smittede. Både incidens og antallet af smittede er ny rekord.
Vaccinationer er formentlig forklaringen på, at kun 0,8 procent af de smittede nu havner på de intensive afdelinger mod seks procent under første bølge. Det vurderer Stefan Kluge, der er direktør for den intensive sektor på Universitetshospitalet i Eppendorf i Hamborg.
(dpa)
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce