Liveblog: Flere end 100.000 er efterhånden døde i Tyskland
Her opdaterer Flensborg Avis dagligt om coronasituationen i både Danmark, Tyskland og Sydslesvig. Følg med her og hold dig opdateret om udviklingen.
Flere end 100.000 er efterhånden døde i Tyskland
25.11.2021 07:41
Berlin. Antallet af dødsfald i forbindelse med coronaepidemien overstiger nu 100.000. Det skriver Robert Koch Instituttet torsdag morgen. I alt 100.119 er efterhånden gået bort. 351 har mistet livet i de seneste 24 timer.
Dødsfaldene kulminerede sidste vinter, hvor der til dels var flere end 1000 døde om dagen. Aktuelt er dødsraten væsentlig lavere, selvom der er betydelig flere smittede.
Torsdag er der 419,7 nye smittede per 100.000 smittede per 100.000 indbyggere på en uge. I alt er der i det forløbne døgn indberettet 75.961 nye smittede. Både incidens og antallet af smittede er ny rekord.
Vaccinationer er formentlig forklaringen på, at kun 0,8 procent af de smittede nu havner på de intensive afdelinger mod seks procent under første bølge. Det vurderer Stefan Kluge, der er direktør for den intensive sektor på Universitetshospitalet i Eppendorf i Hamborg.
(dpa)
Flensborg Avis siger godnat
Smittetryk i Slesvig-Holsten bliver ved med at stige
24.11.2021 20:26
Kiel. I det seneste døgn har der været 954 nye tilfælde af corona i Slesvig-Holsten. Hermed har der været 152,5 nye smittede per 100.000 indbyggere på syv døgn mod 148,6 et døgn tidligere. Det oplyser delstatens regering onsdag aften.
I Rendsborg-Egernførde Amt er 45 nye testet positive på 24 timer, mens der er 42 i Slesvig-Flensborg Amt og 37 i Nordfrisland. Flensborg har 24 nye tilfælde, mens der er hele 74 i Kiel.
Fire har mistet livet i det forløbne døgn. Samtlige dødsfald er indtruffet uden for Sydslesvig.
For øjeblikket er 167 indlagt. 42 af dem er i intensiv behandling, mens 26 er har behov for hjælp til at trække vejret.
Efterhånden er 93.709 testet positive i delstaten. 84.500 skønnes at være raske igen.
Siden epidemiens begyndelse har 1780 smittede mistet livet.
Scholz oprettet et corona-krisehold i kabinettet
24.11.2021 16:58
Berlin. Den formentlige kommende kansler Olaf Scholz har udtalt, at kabinettet opretter et corona-krisehold, som skal bestå af eksperter, der dagligt skal vurdere coronasituationen og give tilbagemeldinger til regeringen.
Teamet kommer til at bestå af virologer, epidemiologer, sociologer og psykologer samt andre fagfolk.
- Vi har brug for denne videnskabelige ekspertise for at kunne skabe kreative og vellykkede tiltage mod corona og navigere situationen bedre, siger han.
Medlemmerne skal nøje overvåge situationen, kontrollere effektiviteten af nye tiltag og om nødvendigt udvikle yderligere fremgangsmåder.
/dpa/
Næsten halvdelen af smittede er færdigvaccineret
24.11.2021 16:24
Rendsborg. På en uge har 245 fået corona i Rendsborg-Egernførde Amt. 108 personer (44 procent) er færdigvaccineret og 137 (56 procent) er ikke vaccineret.
I alt er 478 personer smittet i amtet lige nu.
På et døgn har 46 fået konstateret corona i amtet. I samme tidsrum er 40 blevet raskmeldt. Dermed ligger incidensen på 89,2 nye smittede per 100.000 indbyggere på syv dage.
Reglerne for Kurz-arbeit fortsætter til marts 2022
24.11.2021 16:24
Berlin. Den tyske stats corona-støtte til ansatte (Kurz-arbeit) er blevet udvidet til marts 2022. Det skal sikre, at virksomheder med lethed har mulighed for at søge støtte til deres ansatte, hvis de bliver sendt hjem på grund af corona.
Det tyske militær skal nu lovpligtigt være vaccineret mod corona
24.11.2021 16:19
Berlin. Det tyske militær har besluttet, at de ansatte skal være vaccineret mod corona. De begrunder beslutningen med, at de ansatte på blandt andet kaserne og både bor op og ned af hinanden. Derudover skal styrkerne være parate til indsats.
Soldater i udlandet har skulle været vaccineret mod corona siden sidste år.
/dpa/
Håndbold: Flensborgs cheftræner er også testet positiv
24.11.2021 16:17
Nu er Maik Machulla også testet positiv. Frank Molter/dpa - dpa
Håndboldspillerne fra SG Flensburg-Handewitt skal deltage i Champions League-udekampen i Dinamo Bukarest i morgen trods fem corona-smittede. Cheftræner Maik Machulla er nu også i karantæne.
/dpa/
Næsthøjeste smittetal under epidemien
24.11.2021 16:06
København. Det seneste døgn er 4426 personer i Danmark testet positive for corona. Det er det næsthøjeste under hele coronaepidemien, viser tallene fra Statens Serum Institut (SSI).
Foreløbigt er 18. december sidste år den dato, hvor der i løbet af et døgn er registreret flest smittetilfælde. Har var smitteantallet 4508.
Positiv-procenten er på 2,43 procent. På landets sygehuse er der onsdag indlagt 435 patienter med corona. Det er ni færre end tirsdag.
Yderligere ni personer er registreret døde med corona. Dermed er det samlede antal døde under epidemien nu oppe på 2829.
/ritzau/
Scholz: En milliard euro i corona-bonus til plejepersonale plus obligatorisk vaccination
24.11.2021 16:03
Scholz og den nye regering vil indfører et vaccinations-krav på plejehjem. Foto: Michael Kappeler/dpa
Berlin. Plejepersonalet i Tyskland skal takkes for den ekstra indsats, som de udfører under corona. Derfor har trafiklys-koalitionen sat en milliard til side til plejepersonalet. Det siger kanslerkandidat Olaf Scholz (SPD) onsdag i Berlin. Regeringen vil dog også gøre vaccinering obligatorisk på plejehjem og i ældreplejen.
Om der kommer et generelt vaccine-krav for alle er ikke fastlagt, siger han.
Vaccinationsstederne i Sl-Fl åbner igen
24.11.2021 15:16
Krop. Slesvig-Flensborg Amt åbner fra den 1. december vaccinationscentre i Nørre Brarup og Krop. Der bliver vaccineret fra mandag til lørdag fra klokken 10:30 til 19:30 foran Forum i Krop og på den tidligere skole Knüttel-Schule.
Det er muligt at få både første, andet og tredje stik. Boosteren kan kun fåes sålænge det seneste vaccinations-stik er mere end seks måneder gammelt. Folk med Johnson&Johnson skal vente 28 dage inden, de får en booster.
Tiderne kan bookes på www.impfen-sh.de
42 nye smittede i sydslesvigsk amt
24.11.2021 14:54
Slesvig. I går var der 22 nye smittede i Slesvig-Flensborg Amt på et døgn. I dag er det 42, hvilket næsten er en fordobling. Det skriver amtet i en pressemeddelelse.
Amtet har dermed 350 smittede lige nu og 568 personer i karantæne.
Helios sygehuset har to corona-smittede patienter.
Helios ønsker ikke besøgende på sygehuset
24.11.2021 14:51
Slesvig. På grund af de stigende smittetal beder Helios sygehuset i Slesvig pårørende om at undgå besøg, hvis det er muligt.
»For at beskytte medarbejdere og patienter bør besøg principielt undgås«, skriver sygehuset i en pressemeddelelse.
Besøgende, der alligevel kommer, skal have en ny coronatest med – uanset om man er vaccineret, raskmeldt eller ej.
EU bør overveje booster-vaccine til alle voksne over 40 år
24.11.2021 14:42
Bruxelles. Direktøren for Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC), Andre Ammon, siger onsdag, at covid 19-booster-vaccinationer bør overvejes for alle voksne over 40 år. Det er en klar ændring af centerets retningsregler.
Anbefalingerne fra ECDC er ikke bindende for de europæiske regeringer, men de har indflydelse på sundhedsmyndighedernes beslutninger i de enkelte lande.
To tredjedele af EU's borger er blevet fuldt vaccineret med de primære vaccinationer.
Ammon siger, at booster-vaccinationer bør sættes i værk mindst seks måneder efter det primære vaccineprogram.
Tidligere har ECDC sagt, at det ikke hastede med at planlægge og gennemføre booster-doser til fuldt vaccinerede. Det er dog blevet pointeret, at personer med svækkede immunforsvar kunne inddrages som led i bestræbelser på at beskytte ældre borgere.
Fejring af frivilliges indsats 2021 aflyst
24.11.2021 12:45
Husum. På grund af de stigende smittetal aflyser Nordfrisland den planlagte fest for frivillighedsarbejde den 4. december i Husum. Det skriver amtet i en pressemeddelelse.
Amtet ville sikre, at specielt de mange unge frivillige, der gør en ekstraordinær indsats i Nordfrisland, bliver anerkendt. Priserne bliver offentliggjort på et andet tidspunkt.
Over hver anden danske kommune opfordres til tiltag mod corona
24.11.2021 11:31
København. I over halvdelen af landets kommuner er coronasmitten så høj, at det anbefales, at der indføres tiltag over for smitten.
Det viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).
Tidligere trådte en automatisk nedlukning af kommuner og sogne i kraft, når coronasmitten blev høj nok. Det blev dog ændret fra september.
Nu opfordres der i stedet blot til, at der indføres tiltag for at vende udviklingen. Det er tilfældet i 54 af landets 98 kommuner.
Kommuner opfordres til at gribe ind, når der i kommunen har været mindst 20 registrerede smittetilfælde i seneste syv dage.
Samtidig skal antallet af smittede svare til, at der ville have været mindst 400 tilfælde, hvis kommunen havde haft 100.000 borgere.
Det står relativt værst til i Herlev, hvor der ifølge tirsdagens tal fra SSI havde været 305 smittetilfælde de seneste syv dage. Det svarer til 1058 smittetilfælde per 100.000 borgere.
Når smitten overskrider de to grænser, træder en række opfordringer i kraft for blandt andet børn og unge.
Her opfordres for eksempel til, at dagtilbud tilrettelægges, så børnene så vidt muligt holder sig inden for egen stue.
Studie: Algoritme kan forudsige antal intensive coronapatienter
24.11.2021 10:49
København. Algoritme kan ifølge undersøgelse hjælpe sygehuse med at forudsige udviklingen i antallet af coronapatienter.
I hvert fald viser et nyt studie, at en ny algoritme kan forudsige, hvor mange patienter der vil få brug for intensiv behandling mod coronavirus.
Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
- Vores model er forbedret sammenlignet med andre modeller, fordi vi ser på meget mere detaljeret data, siger forsker Stephan Lorenzen, der står bag studiet.
- Algoritmen kigger nemlig konkret på patienternes individuelle sundhedsforhold som alder, medicinforbrug, om personen ryger eller ej og blodtryk, og det gør de andre ikke, lyder det.
Ifølge forskeren kan algoritmen forudsige antallet af intensivpatienter med 90 procents sikkerhed.
/ritzau/
Tyskland vil gøre covid-stik obligatorisk for soldater
24.11.2021 10:41
Det tyske militær er klar til at indføre covid-vaccinen, som værende en obligatorisk del af vaccinationskravene. Foto: Sina Schuldt/dpa - dpa
Berlin. Tyskland vil sandsynligvis gøre det obligatorisk for alle landets soldater at blive vaccineret mod covid-19. Forsvarsministeriet og hæren er blevet enige om at tilføje covid-19-vaccinen til det tyske forsvars eksisterende vaccinationsprogram.
Det oplyser en talsmand for ministeriet.
Kravet er ikke formelt på plads, men det ventes at ske "snart". Soldaterne vil dermed blive de første i offentlig tjeneste i Tyskland til at blive pålagt et sådant krav.
/ritzau/AFP
3G-tiltage træder i kraft på arbejdspladserne
24.11.2021 10:33
Berlin. Tyskland strammede corona-tiltagene i landet mandag. I dag, onsdag, træder 3G-reglerne i kraft på arbejdspladserne. Det betyder, at personer uden immunitet skal fremviste en test hverdag på arbejdspladsen. Immunitet får man ved at lade sig vaccinere eller blive smittet med corona.
Hjemmearbejde skal tilbydes på alle arbejdspladser, hvis det er muligt.
Arbejdsgiveren skal kontrollere testene, før arbejdstageren sætter sig hen på arbejdspladsen. Virksomheder skal dagligt kontrollere og også dokumentere 3G-reglerne. Arbejdsgivere opfordres til at tilbyde gratis test mindst to gange om ugen.
/dpa/
Nye medikamenter skal redde alvorligt syge
24.11.2021 09:38
Berlin. Først kom vaccinerne, som skulle hjælpe i indsatsen mod corona. Og nu er de første lægemidler, der direkte angriber coronavirusset hos syge, godkendt af EU. Eksperter ser positivt på forskningsforsøgene bag medikamenterne, som forhindrer alvorlige sygdomsforløb, men beskytter ikke mod, at man bliver smittet.
- Medikamenterne er et vigtigt fundament i kampen mod coronavirus, siger professor i medikamenter, Thorsten Lehr, fra Saarlands Universitet.
- Det er godt, at vi endelig har disse midler, selv om vaccinen er billigere, bedre og mere effektiv, forklarer han.
/dpa/
Tyskland fik sit hidtil værste døgn
24.11.2021 07:35
Berlin. Tyskland har oplevet sit hidtil værste døgn under coronaepidemien. For første gang under epidemien er incidensen over 400. Det skriver Robert Koch Instituttet onsdag morgen.
I de sidste 24 timer er der fundet 66.884 nye tilfælde af smitte med coronavirus. Hermed har der været 404,5 nye smittede per 100.000 indbyggere på yv døgn. Dagen før lå værdien på 399,8 og for en uge siden på 319,5.
Sidste onsdag var der 52 826 inficerede.
Siden tirsdag har 335 mistet livet. For en uge siden var der 294 dødsfald.
I løbet af epidemien er 5.497.795 testet positive for corona.
På sygehusene var 5,6 blevet indlagt per 100.000 indbyggere på en uge. Mandag var tallet 5,28.
Rundt regnet 4.712.900 er kommet sig efter smitte.
Efterhånden er 99.768 gået bort.
(dpa)
Flenborg Avis siger godnat
Smitten bliver ved med at stige i Slesvig-Holsten
23.11.2012 22:59
Kiel. Antallet af nye smittede under coronaepidemien i Slesvig-Holsten er steget igen. I det seneste døgn frem mod tirsdag aften er 782 testet positive mod 677 et døgn tidligere.
Hermed stiger incidensen fra 144,4 nye tilfælde per 100.000 indbyggere på en uge mandag til nu 148,6.
I Rendsborg-Egernførde Amt er yderligere 50 testet positive, i Slesvig-Flensborg er der 44, i Nordfrisland 29 og i Flensborg Kommune 20.
Kiel har fundet 53 nye tilfælden af smitte.
En enkelt smitte har mistet livet i det forløbne døgn. Dødsfaldet er indtruffet i Segeberg nord for Hamborg.
Aktuelt er der 180 indlagte. 29 er i intensiv behandling, mens 21 har behov for hjælp til at trække vejret.
Siden epidemiens begyndelse er 92.755 testet positive i Slesvig-Holsten, hvor 1776 er gået bort.
Omkring 84.000 menes at være raske igen.
20 nye smittede i Flensborg
23.11.2021 16:10
Flensborg. Der er siden i går fundet 20 nye coronasmittede i Flensborg Kommune. Aktuelt er der registreret 213 smittede, og 339 er i karantæne.
Antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere i løbet af en uge stiger fra 153,4 til 155,7.
I alt er der hidtil fundet 3363 tilfælde af corona i kommunen. 3108 af dem er raske igen, og 42 har mistet livet.
Coronasmitte i Sønderborg: Stejl kurve flader lidt ud
23.11.2021 16:02
Sønderborg. 412 borgere i Sønderborg Kommune er aktuelt smittet med corona. 135 af dem er børn i alderen 6-11 år. Det skriver JydskeVestkysten.
Smitteniveauet stiger dermed fortsat, men den eksplosive udvikling er klinget af, så kurven over dagligt nye smittede nu ikke længere er så stejl som i sidste uge. Antallet af smittede børn falder. Til gengæld vokser antallet af smittede voksne i alle aldersgrupper, også når det drejer sig om ældste over 80 år.
Busterminaler og julemarkeder: Politi kontrollerer overholdelsen af corona-regler
23.11.2021 15:27
Kiel. I de kommende dage og uger vil delstatspolitiet holde nøje øje med, om borgerne overholder corona-reglerne. Det har indenrigsminister Sabine Sütterlin-Waack bebudet.
- Vi skal i Slesvig-Holsten alle sammen i fællesskab sørge for, at antallet af coronasmittede ikke bliver ved med at stige som i de seneste uger. Det har vi som delstatsregering opstillet klare regler for. Vores delstatspoliti vil i deres daglige arbejde stærkt kontrollere, om disse regler bliver overholdt, sagde hun.
Ifølge chefen for delstatens politi, Michael Wilksen, vil politiet især være synligt ved busterminaler og på julemarkeder, også for at støtte de kommunale ordensmyndigheder.
Foto: Lars Salomonsen
WHO: 700.000 europæere kan dø med corona frem til marts
23.11.2021 14:33
København. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) frygter, at antallet af døde i Europa med covid-19 vil stige med yderligere 700.000 frem til 1. marts, så det samlede dødstal på kontinentet runder 2,2 millioner.
Det vil ske, hvis den nu værende tendens med stigende smitte fortsætter.
FN-organisationen siger fra sit Europa-kontor i København, at det frygter "stærkt eller ekstremt stress på intensivafdelinger i 49 ud af 53 lande" fra nu af og frem til 1. marts.
Lidt over halvandet år efter pandemiens udbrud i Europa er 1,5 millioner mennesker døde med covid-19.
/ritzau/AFP
Yderligere 4199 er coronasmittede i Danmark
23.11.2021 14:05 - opdateret 14:17
København. Det seneste døgn er der 4199 personer i Danmark, der har fået besked om, at de er testet positive for coronavirus.
Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut tirsdag.
De 4199 smittetilfælde er fundet i 164.596 PCR-prøver. Det vil sige, 2,55 procent af prøverne har været coronapositive det seneste døgn.
På hospitalerne er der lørdag indlagt 444 personer med corona. Det er seks flere end dagen før.
I løbet af de seneste fire uger er antallet af indlagte fordoblet.
Der er yderligere fire coronarelaterede dødsfald. Dermed er det samlede antal dødsfald under epidemien nu 2820.
/ritzau/
Epidemi vokser - fjerde uge i træk med kontakttal på 1,1
23.11.2021 14:04
København. For fjerde uge i træk er kontakttallet i Danmark opgjort til 1,1. Det oplyser Danmarks sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.
Med et kontakttal på 1,1 svarer det til, at 10 smittede i gennemsnit giver smitten videre til 11 andre. Med andre ord vil smitten tiltage.
- Det tyder på en epidemi i fortsat vækst. Derfor vigtigt med opbakning til vaccinerne, skriver Heunicke på Twitter.
Kontakttallet er bagudskuende og viser, hvordan tallet så ud for ti dage siden.
Det skyldes blandt andet, at der i beregningen er lagt en tidsforskydning på syv dage ind. Det er den periode, som forventes at gå, fra man bliver smittet, til man testes positiv for coronavirus.
Derudover bruger man ikke smittetallene for de seneste tre dage, da tallene ikke er fuldendte.
/ritzau/
Kontakttallet er beregnet til 1,1. Det tyder på en epidemi i fortsat vækst. Derfor vigtigt med opbakning til vaccinerne. Siden i går har 2.731 fået 1. stik, mens tallet er 28.035 for 3. stik. Vi fortsætter vores vaccinationsindsats og øger vaccinationskapaciteten #COVID19dk pic.twitter.com/0Wrvx35qJN
— Magnus Heunicke (@Heunicke) November 23, 2021
30 nye smittede i Slesvig-Flensborg Amt
23.11.2021 13:10
Slesvig. Siden i går er der registreret 30 nye tilfælde af coronavirus i Slesvig-Flensborg Amt. Aktuelt er der registreret 348 smittede i amtet. Fire af dem er indlagt på hospitalet i Slesvig. 536 personer er i karantæne.
Antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere i løbet af syv dage ligger på 95,7. I går lå det på 87,3.
Siden epidemiens udbrud er der fundet 4106 tilfælde af smitte i amtet. 3695 af de smittede er raske igen, og 63 har mistet livet.
Lægemiddelagentur drøfter vaccine-godkendelse til børn
23.11.2021 10:54
Amsterdam. På torsdag vil Det europæiske Lægemiddelagentur, EMA, sandsynligvis træffe en beslutning i forhold til godkendelsen af Biontech/Pfizers coronavaccine til børn fra fem til 11 år. Det skriver NDR.
Tysklands sundhedsminister Jens Spahn (CDU) har meldt ud, at EU får den første levering af børnevaccinen den 20 december. Tyskland får i første omgang 2,4 millioner doser.
To nye vaccinationssteder i Nordfrisland
23.11.2021 10:46
Husum/Nibøl. Fredag den 26. november åbner to nye steder i Nordfrisland, hvor borgere kan lade sig vaccinere mod coronavirus. Det sker på 1. sal i NCC-Congresscentrum i Husum (Messe Husum, Am Messeplatz 1) og i Bettenhaus 7 på vandrerhjemmet i Nibøl (Mühlenstraße 65).
Der vaccineres mandag til lørdag kl. 10.30 til kl. 19.30 begge steder, og der tilbydes både boosterstik og vaccinationer med første eller andet stik.
Man skal dog have booket en tid for at kunne blive vaccineret. Det er muligt fra torsdag den 25. december på hjemmesiden www.impfen-sh.de.
I den første uge kan kun borgere over 60 år booke en tid. De får besked om det per post i løbet af de kommende dage. Fra den anden uge, altså fra 3. december, kan dog også alle andre borgere booke en tid.
Ønsker man et boosterstik, skal der være gået mindst seks måneder, siden man blev færdigvaccineret. Er man tidligere blevet vaccineret med vaccinen fra Johnson&Johnson skal der være gået mindst fire uger.
Vaccinationsstederne følger den tyske vaccinekommissions anbefalinger. Derfor vaccineres alle, der er under 30 år, med Biontech/Pfizers vaccine, mens alle, der er ældre end 30 år, får Modernas vaccine.
Danske aktier i stor nedtur - corona giver usikkerhed
23.11.2021 09:59
København. Der er tirsdag blodrøde tal på det danske aktiemarked, hvor frygten for corona igen har fået fat. Det ledende danske indeks, C25, falder ved 9.40-tiden med 2,7 procent.
Holder det ved, til handlen lukker, vil det være det største fald på en dag i flere måneder.
Ifølge aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank skyldes faldet, at der er kommet usikkerhed i markedet.
- Nyhedsstrømmen omkring corona er blevet negativ, og det markant mere end markedet havde regnet med for få uger siden.
- Østrig lukker ned, der kommer flere restriktioner i Tyskland, og det er alt sammen noget, der gør investorerne nervøse omkring genopretning, som alle forventede, var på sporet på grund af vaccinerne, fortæller han.
Samtlige af de 25 aktier, der er en del af det danske eliteindeks, er tirsdag morgen i rødt.
/ritzau/
14 corona-patienter er indlagt i Flensborg
23.11.2021 09:45
Flensborg. For tiden er 14 corona-patienter indlagt på St. Franziskus-hospitalet i Flensborg. Det oplyser hospitalet på dets hjemmeside. Derudover er der nogle patienter med mistanke om corona, der ligeledes er isoleret fra de andre patienter.
1,5 afdelinger på hospitalet har allerede måttet lukke, fordi der manglede kapacitet, fortæller direktøren på hospitalet, Stephan Timm.
(fm)
Arkivfoto: Kira Kutscher
Spahn: Almen vaccinepligt løser ikke det akutte problem
23.11.2021 09:34
Berlin. Tysklands sundhedsminister Jens Spahn (CDU) mener, at den aktuelle debat om, hvorvidt der skal indføres en almen vaccinepligt i coronakrisen, ikke er hensigtsmæssig.
- Den løser ikke vores akutte, aktuelle problem, sagde Spahn tirsdag.
- Vi bryder jo ikke denne bølge med et krav om vaccination. Effekten ville komme alt for sent. Vi skal reducere kontakten til andre og handle ens på nationalt plan. Derfor ved jeg ikke, om de kræfter, vi har i debatten lige nu, er koncentreret rigtigt på nuværende tidspunkt.
Flere ministerpræsidenter går ind for en vaccinepligt. Jens Spahn er dog skeptisk. Det er ikke kun et juridisk spørgsmål, men også et spørgsmål om forholdet mellem staten og borgerne, mener han.
- Det er et spørgsmål om frihed og ansvar, sagde Spahn.
(dpa)
Foto: Michael Kappeler/dpa
Virksomheder skal kunne søge om refusion for coronasygdom
23.11.2021 09:23
København. Flere bliver smittet med coronavirus, og sygefraværet stiger støt på mange danske virksomheder, som selv skal betale for de ansattes isolation.
Men nu vil Danmarks regering og arbejdsmarkedets parter genindføre en særregel. Den gør det muligt for virksomheder at søge om refusion til at få dækket arbejdsgivernes udgifter til sygedagpenge fra første sygedag.
Forældre, der passer et coronahjemsendt barn, får mulighed for barselsdagpenge.
- Kan du arbejde hjemme, skal du arbejde hjemme. Det her er for alle dem, som skal møde frem og ikke kan arbejde hjemme, siger formand Lizette Risgaard fra Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Ordningen ligner i vid udstrækning den, der tidligere var gældende, men stoppede 1. juli. Genindførelsen skal gælde fra dags dato.
Flere firmaer har siden juli efterlyst det, fordi der er en anbefaling om at gå i isolation, hvis man er smittet eller har symptomer på coronavirus. Symptomer kan være feber, hoste, træthed og nedsat smags- og lugtesans.
I dag er det virksomheden, der skal betale de første 30 dages sygdom, som reglen også var før coronavirus, men fremover skal virksomheder igen kunne søge refusion.
/ritzau/
Trods corona og prisfald: Danish Crown med rekordresultat
23.11.2021 09:20
Randers. Danish Crown leverer et rekordresultat trods massive prisfald på grisekød samt turbulensen fra coronakrisen.
Det oplyser slagterikoncernen i en pressemeddelelse.
I regnskabsåret 2020/21 lander overskuddet på 2,3 milliarder kroner. Det er 5,3 procent mere end det foregående regnskabsår.
Ifølge topchef Jais Valeur er det et "virkelig godt regnskab", som Danish Crown har kunnet levere i et ellers turbulent år med blandt andet corona.
Det er ifølge Jais Valeur resultatet af flere års fokuseret indsats. Blandt andet er der arbejdet på at styrke positionen på markederne i Nordeuropa.
Derudover er der satset globalt på kategorier som blandt andet bacon, pizzatopping og konserves.
- Der er momentum i forretningen lige nu, og vi har en stærk plan og strategi for fremtiden, siger topchefen i pressemeddelelsen.
Fremgangen kommer, til trods for at omsætningen er faldet til 58,3 milliarder kroner. Det er 4,1 procent mindre end sidste år.
Faldet skyldes, at der har været prisfald på grisekød hen over sommeren, og at restauranter har været lukket under corona.
/ritzau/
Arkivfoto: Martin Ziemer
USA fraråder rejser til Tyskland og Danmark på grund af høje coronatal
23.11.2021 09:18
Atlanta. Amerikanske statsborgere frarådes at rejse til Danmark og Tyskland på grund af stigende coronasmittetal i de to lande.
Udmeldingen kom mandag fra sundhedsmyndigheden USA's Center for Sygdomsbekæmpelse og Forebyggelse (CDC).
Risikovurderingen af Danmark og Tyskland hæves til "niveau 4: meget højt".
Det betyder ifølge CDC's hjemmeside, at amerikanske statsborgere generelt anbefales at undgå rejser til landene. Hvis man alligevel tager afsted, skal man sørge for at være færdigvaccineret mod coronavirus.
Danmark har den seneste uge ligget omkring knap 4000 smittede om dagen. Det svarer til cirka 69 smittede per 100.000 indbyggere om dagen.
Smittetallet i USA er relativt set mange gange lavere end i Danmark.
Søndag registrerede USA 28.719 smittede, hvilket svarer til knap 9 smittede per 100.000 indbyggere. Der er cirka 330 millioner indbyggere i USA.
Antallet af test i USA er dog også meget lavere. Ifølge statistikbanken Our World in Data udfører USA i gennemsnit cirka fire test per 1000 indbyggere om dagen, mens Danmark udfører omkring 25 test per 1000 indbyggere.
Tysklands smittetal er relativt set også lavere end Danmark. Også i Tyskland bliver der dog udført væsentligt færre test end i Danmark.
/ritzau/Reuters
300.000 borgere skal snart kunne vaccineres imod corona om ugen
23.11.2021 09:14
København. Flere danskere skal hurtigere kunne få deres første, andet eller tredje stik med vaccine imod covid-19.
Derfor skruer alle danske regioner nu op for vaccinationskapaciteten. Det oplyses i en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet.
Målsætningen er, at 300.000 borgere skal nu vaccineres om ugen. Allerede fra næste uge forventes regionerne at nærme sig en kapacitet på 300.000.
- Vi opskalerer vaccinationskapaciteten, så vi snart kan vaccinere 300.000 danskere om ugen, siger Danmarks sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
- Effektiv vaccination og revaccination af danskerne er det vigtigste værktøj i vores epidemiindsats lige nu, og vi ved, at vaccinen beskytter mod infektion og alvorlige sygdomsforløb.
- Regionerne har oplyst, at de nu opjusterer deres vaccinationskapacitet, og det betyder, at danskerne hurtigere kan få deres 1., 2. eller 3. stik, siger han i pressemeddelelsen.
/ritzau/
Smitten når nye højder i Tyskland
23.11.2021 07:30
Berlin. Smittetrykket i Tyskland er det højeste nogensinde under epidemien. Tirsdag morgen havde der været 399,8 nye tilfælde af coronavirus per 100.000 indbyggere på en uge mod 386,5 dagen før og 312,4 for en uge siden. Det oplyser Robert Koch Instituttet.
I løbet af 24 timer er der registreret 45.326 nye inficerede. For nøjagtig en uge siden var der 32.048.
Siden mandag har 309 mistet livet. En uge tidligere var antallet 265.
Siden epidemiens begyndelse er 5.430.911 testet positive.
Mandag havde der været 5,28 indlæggelser per 100.000 indbyggere.
Omkring 4.680.000 skønnes at være raske igen.
Efterhånden er 99.433 døde.
(dpa)
Flensborg Avis siger godnat
Nu er situationen virkelig kritisk i Sydslesvig
22.11.2021 23:27
Flensborg. Kun i Slesvig-Flensborg og Rendsborg-Egernførde amter er incidensen i Sydslesvig nu under 100. Og begge steder er det tæt på. I Slesvig-Flensborg Amt har der været 95,7 nye smittede per 100.000 indbyggere på syv døgn og i Rendsborg-Egernførde 89,9. Tallet er 153,3 i Flensborg Kommune og 103,5 i Nordfrisland.
Samlet set ligger værdien i Slesvig-Holsten på 144,4.
I det seneste døgn er der opdaget 677 nye tilfælde af smitte med coronavirus i Slesvig-Holsten. Det oplyser delstatens regering mandag aften.
I såvel Slesvig-Flensborg som i Rendsborg-Egernførde amter er der fundet yderligere 28 inficerede på 24 timer. I Nordfrisland er der 26 og i Flensborg Kommune 12. Kiel har yderligere 28 tilfælde.
To er døde i det forløbne døgn. En har mistet livet i Flensborg og en i Kiel.
Aktuelt er der 161 indlagte i delstaten. 40 er i intensiv behandling, og 22 har brug for hjælp til at trække vejret.
Siden epidemiens begyndelse er 91.873 testet positive i delstaten. Omkring 83.600 menes at være raske igen.
Efterhånden er 1775 gået bort.
Endnu et corona-dødsfald i Flensborg
22.11.2021 17:40
Flensborg. Endnu en person fra Flensborg Kommune er død med coronavirus. Det meddeler kommunen mandag. Det drejer sig om en 80-årig person, der døde på intensiv afdeling i Flensborg. Det vides ikke, om personen var vaccineret mod corona.
De seneste dage har der været to andre dødsfald i forbindelse med corona.
Der er siden i går fundet 14 nye coronasmittede i Flensborg Kommune. Aktuelt er der registreret 214 smittede, og 366 er i karantæne.
Antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere i løbet af en uge ligger på 153,4.
I alt er der hidtil fundet 3343 tilfælde af corona i kommunen. Det samlede antal er blevet nedjusteret med én, da der den 19. november blev registreret en smittet, der dog viste sig at være flyttet fra Flensborg, mens ikke havde meddelt sin nye bopæl til kommunen endnu.
27 nye smittede i Nordfrisland Amt
22.11.2021 17:34
Husum. Der er registreret 27 nye smittede med coronavirus i Nordfrisland Amt. Aktuelt er der registreret 310 smittede, og ti af dem er indlagt. 623 personer i amtet er i karantæne.
Siden epidemiens udbrud er der fundet 4096 tilfælde af corona i amtet. 3696 smittede er raske igen, og 90 er døde.
Grafik: Nordfrisland Amt
33 nye smittede i Rendsborg-Egernførde Amt
22.11.2021 17:02
Rendsborg. Der er fundet 33 nye coronasmittede i Rendsborg-Egernførde Amt siden i går. 53 personer er raskmeldt siden fredag.
Aktuelt er der registreret 445 smittede i amtet. Fem af dem er indlagt. 546 personer i amtet er i karantæne.
I løbet af syv dage har der været 89,9 nye smittede per 100.000 indbyggere. I alt 247 er registreret smittet i den seneste uge. 114 af dem, hvilket svarer til 46 procent, er færdigvaccineret mod coronavirus, mens 133, eller 54 procent, ikke er det.
Siden epidemiens udbrud er der registreret 6035 smittede i Rendsborg-Egernførde Amt. 5523 af dem er raske igen, og 67 har mistet livet.
Nu skal der bæres mundbind igen i Flensborgs centrum
22.11.2021 16:25
Flensborg. Fra på onsdag er der krav om at bære mundbind mellem Nørre- og Søndertorv (Nordermarkt/Südermarkt) og i Rødegade (Rote Straße) i Flensborg. Det meddeler kommunen mandag eftermiddag.
- Vi mener ligesom andre kommuner, at det er nødvendigt, at indføre et krav om mundbind der, hvor der kan blive trangt især på grund af julemarkedet. Det bidrager til vores alle sammens beskyttelse og sikkerhed. Jeg beder alle flensborgere og alle gæster i vores by om forståelse. Pas på jer selv og andre, siger overborgmester Simone Lange.
Kravet gælder fra onsdag fra kl. 10 til kl. 22 på Nørretorv, i Storegade, på Holmen, på Søndertorv og i Rødegade. Man må tage mundbindet af, når man spiser, drikker eller ryger. Kommunen er ved at forberede skilte.
Arkivfoto: Sven Geißler
3711 nye coronatilfælde i Danmark - antal indlagte stiger med 24
22.11.2021 14:34
København. Der er registreret 3711 nye smittetilfælde med coronavirus. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).
De 3711 smittede er fundet i 133.782 PCR-test. Det er de sikreste test, hvor man bliver podet i halsen.
Det giver en positivprocenten på 2,77.
Der er foretaget 92.792 kviktest. De er grundet usikkerhed med testresultaterne ikke medregnet i opgørelsen over smittede.
Antallet af indlagte patienter med coronavirus er det seneste døgn steget med 24 til 438. Det er det højeste antal siden februar.
Af de indlagte kræver 50 intensiv behandling. 20 af dem har brug for hjælp til at trække vejret og er i respirator.
Der er det seneste døgn registreret yderligere 6 coronarelaterede dødsfald. Det bringer det samlede antal dødsfald op på 2816.
/ritzau/
To jyske regioner passerer vaccinemilepæl på 90 procent
22.11.2021 13:53
Aalborg/Viborg. I Region Nordjylland og Region Midtjylland er 90 procent af borgerne over 12 år nu vaccineret mod corona.
Det skriver begge regioner i en pressemeddelelse.
Det er flere gange blevet understreget, at en høj vaccinetilslutning er en af de bedste måder at undgå flere nedlukninger.
Danmarks Sundhedsstyrelse forventer en tilslutning på 90 procent på nationalt plan i december.
De tre andre danske regioner har endnu ikke nået grænsen. Men både Region Hovedstaden og Region Sjælland er ganske tæt på at nå målet for december.
Region Hovedstaden har, på grund af et stort ryk de seneste uger, nu en vaccinetilslutning på 88 procent.
Region Sjælland oplyser, at man mandag har en vaccinetilslutning på 88,6 procent.
Det har ikke været muligt for Region Syddanmark at finde frem til den nøjagtige vaccinetilslutning, da der er travlhed med vaccineoprustning.
/ritzau/
22 nye smittede i Slesvig-Flensborg Amt
22.11.2021 13:50 - opdateret 14:03
Slesvig. Siden i går er der registreret 22 nye tilfælde af coronavirus i Slesvig-Flensborg Amt. Aktuelt er der registreret 333 smittede i amtet. Tre af dem er indlagt på hospitalet i Slesvig. 499 personer er i karantæne.
Antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere i løbet af syv dage ligger på 87,3.
Siden epidemiens udbrud er der fundet 4076 tilfælde af smitte i amtet. 3680 af de smittede er raske igen, og 63 har mistet livet.
Forbundsregering vil ikke tage stilling til vaccinepligt
22.11.2021 12:46
Berlin. Den afgående forbundsregering vil ikke tage stilling til, om der skal komme et krav om at blive vaccineret mod coronavirus. Det fortæller regeringens talsmand Steffen Seibert mandag.
- Der er ikke truffet nogen beslutning om det, og denne forbundsregeringen vil heller ikke træffe en mere, sagde han.
Flere politikere, herunder Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther (CDU) og Bayerns ministerpræsident Markus Söder (CSU) er åbne over for en vaccinepligt.
(dpa)
Merkel: Aktuelle corona-restriktioner er ikke nok
22.11.2021 12:38
Berlin. Tysklands kansler Angela Merkel (CDU) mener, at de aktuelle restriktioner i forbindelse med corona ikke er tilstrækkeligt.
- Vi er i en højt dramatisk situation. Det, der gælder nu, er ikke nok, citerer deltagere i et CDU-møde Merkel mandag.
- Vi er i en situation, der vil overgå alt, som vi har oplevet indtil videre, advarede hun og sagde, at heller ikke 2G-reglen vil være nok.
(dpa)
Foto: Michael Kappeler/dpa
Spahn: 2,4 millioner Biontech-doser til børn
22.11.2021 11:47
Berlin. I december skal der ifølge Tysklands sundhedsminister Jens Spahn (CDU) stilles 2,4 millioner doser Biontech-vaccine til rådighed for børn fra fem år.
Det europæiske Lægemiddelagentur, EMA, vil sandsynligvis godkende corona-vaccinen til børn fra fem år i slutningen af denne uge, sagde Spahn.
EU får den første levering af vaccinen til børn den 20. december. Børn skal have en anden dosering af vaccinen end voksne.
(dpa)
I USA er corona-vaccinen allerede godkendt til børn. - Foto: Paul Vernon/AP/dpa
Læger vil fjerne behandlingsgaranti grundet pres på hospitaler
22.11.2021 11:42
København. Den danske lægeforenings formand, Camilla Rathcke, opfordrer til, at behandlings- og udredningsgarantien suspenderes midlertidigt.
Det skal ske for at hjælpe Danmarks hospitaler, der oplever et stigende pres som følge af coronavirus, ubesatte stillinger og sygeplejerskernes strejke.
Garantien sikrer, at alle patienter kan blive undersøgt og udredt inden for 30 dage. Men ifølge Camilla Rathcke har regionerne allerede problemer med at overholde den.
- Man er nødt til at udskyde operationer. Man er nødt til at meddele patienterne, at de vil blive opereret eller behandlet på et senere tidspunkt, fordi man lige nu er udfordret på kapacitet.
- Så giver det ikke mening at have en udrednings- og behandlingsgaranti. Så giver det derimod mening, at vi fra sygehusene og fra lægernes side får prioriteret at behandle de patienter, der har det allerstørste behov - og ikke efter hvilken dato man er kommet ind i sygehusvæsenet, siger hun.
/ritzau/
Forbrugertilliden dykker - sendt retur til forårets niveau
22.11.2021 10:15
København. Humøret blandt de danske forbrugere faldt igen i november. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik for forbrugertilliden.
Forbrugertilliden er en opgørelse over danskernes syn på deres egen og dansk økonomi som helhed. I oktober var den på 3,3, men i november er den faldet til minus 2,0.
Tallene bliver fulgt tæt af økonomer, der bruger det som et pejlemærke til at se på, hvordan appetitten er på at bruge penge.
Der er ifølge privatøkonom Brian Friis Helmer, Arbejdernes Landsbank, kommet en smule malurt i bægeret efter optimismen oven på genåbningen.
- Hvis det sættes i perspektiv, så var tilliden, da krisen blev indledt, nede at vende i minus 12. Så den er faldet, men oven på en kraftig stigning, siger han.
Selvom corona trykkede danskernes humør, var forbrugertilliden trods faldet i starten af krisen en smule højere end under finanskrisen i 2008-2009.
Forbrugertilliden er altså aktuelt ikke trykket i bunden, men sendt retur til forårets niveau, understreger økonomen.
Forbrugertilliden er blevet lavet siden 1974. Bundrekorden var i december 1988, hvor den var på minus 22.
/ritzau/
Sundhedsministre holder møde
22.11.2021 09:30
Berlin. Delstaternes sundhedsministre drøfter i dag corona-situationen ved et digitalt møde. Også Tysklands sundhedsminister Jens Spahn (CDU) deltager.
Spahn var i weekenden blevet kritiseret for at ville begrænse leveringen af Biontech-vaccinen til praktiserende læger. Han havde fredag bebudet, at praktiserende læger højst skal få 30 doser Biontech-vaccine om ugen, da der ikke vil være nok til at dække den høje efterspørgsel. Til gengæld skal der bruges flere doser af Moderna-vaccinen, lød det.
(dpa)
Foto: Kay Nietfeld/dpa
Skærpede corona-regler gælder fra i dag
22.11.2021 09:23
Kiel. Fra i dag gælder de nye corona-regler, som delstatsregeringen vedtog i weekenden.
Nu gælder 2G-reglen ved fritidsarrangementer samt i restaurationer. Det betyder, at kun færdigvaccinerede og personer, der har overstået en corona-infektion, kan komme ind.
Undtaget er skoleelever, børn under syv år og personer, der af særlige årsager ikke kan blive vaccineret.
På arbejdspladser i hele Slesvig-Holsten gælder 3G-reglen. Det betyder, at medarbejdere skal kunne fremvise bevis på, at de er færdigvaccineret eller har overstået en corona-infektion, eller en negativ coronatest.
Incidensen nærmer sig 400 i Tyskland
22.11.2021 07:33
Berlin. Smittetrykket i Tyskland bliver ved med at sætte nye rekorder. Mandag har der været 386,5 nye tilfælde af coronasmitte per 100.000 indbyggere på en uge. Til sammenligning var tallet 372,7 den foregående dag og 303 for en uge siden.
I løbet af et døgn er der indberettet 30.643 nye inficerede. Det skriver Robert Koch Instituttet mandag morgen. Sidste mandag var der 23.607.
På 24 timer er der registreret 62 dødsfald mod 43 en uge tidligere.
Siden epidemiens begyndelse er 5.385.585 testet positive.
Fredag var der 5,34 indlagte per 100.000 indbyggere på en uge. Torsdag var tallet 5,30. Indlæggelserne bliver til dels indberettet med forsinkelse.
Omkring 4.649.300 skønnes at være raske igen.
Efterhånden har 99.124 mistet livet.
(dpa)
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce