Liveblog-arkiv: 13.-14.11.2021
Her opdaterer Flensborg Avis dagligt om coronasituationen i både Danmark, Tyskland og Sydslesvig. Følg med her og hold dig opdateret om udviklingen.
38 kommuner overskrider smittegrænse og anbefales coronatiltag
15.11.2021 10:06
København. Over en tredjedel af landets kommuner har i øjeblikket så meget smitte, at Sundheds- og Ældreministeriet anbefaler dem at følge en række lokale tiltag, der skal bringe smitten ned.
Det drejer sig om det såkaldte incidenstal - smittede per 100.000 indbyggere over syv dage. Grænsen er fra mandag 400 smittede mod tidligere 500.
38 kommuner lå søndag på et incidenstal over 400.
En del af dem har dog haft et incidenstal på over 500 i flere dage og formodes derfor allerede at have taget tiltag i brug.
Aabenraa er en af de kommuner, der nu bliver anbefalet at indføre nye tiltag. Her er incidenstallet 441.
Tønder Kommune nærmer sig smertegrænsen, med et incidenstal på 379,9
Sønderborg Kommune ligger på 296,5 og Haderslev Kommune på 228.
Smittetryk i Tyskland når nye højder
15.11.2021 07:37
Berlin. For første gang nogensinde har der i det forløbne døgn været flere end 300 nye, smittede med coronavirus per 100.000 indbyggere i Tyskland på syv døgn. Mandag morgen lå værdien på 303,0. Det oplyser Robert Koch Instituttet. Søndag var der 289,0 og for en uge siden 201,1.
Siden søndag er der indberettet 23.607 nye inficerede. Antallet kulminerede torsdag med 50.196, hvilket var det højeste niveau under epidemien. For nøjagtig en uge siden var der 15.513.
På 24 timer har der været 43 dødsfald. Sidste mandag var der 33.
Siden epidemiens begyndelse er 5.045.076 testet positive.
Fredag havde der været 4,70 nye indlagte per 100.000 indbyggere i løbet af en uge. Torsdag var der 4,65. Værdien bliver ikke opdateret i weekenden og bliver delvist opgjort med forsinkelse.
Omkring 4.494.300 menes at være raske igen.
Efterhånden er 97.715 gået bort.
(dpa)
Flensborg Avis siger godnat.
Slesvig-Holstens incidens kryber tættere på 100
14.11.2021 20:16
Kiel. I løbet af det seneste døgn er der registreret 124 nye smittede i Slesvig-Holsten.
Dermed har der nu været 98,4 nye smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv døgn. I går lå det tal på 97,9.
I Sydslesvig har Flensborg Kommune den højeste incidens på 116,8 efterfulgt af Nordfrisland Amt på 107,1.
Rendsborg-Egernførde Amt og Slesvig-Flensborg Amt ligger noget lavere på henholdsvis 87,7 og 86,4.
Der har ikke været nogen coronarelaterede dødsfald siden i går.
Siden epidemiens udbrud har der været registreret 87.217 smittetilfælde i delstaten. 80.800 af dem vurderes at være raske igen. I alt har 1751 smittede mistet livet.
104 personer er indlagt på Slesvig-Holstens sygehuse. 25 af dem er i intensiv behandling og 21 af dem er i respirator.
Flensborgs incidenstal skyder fortsat i i vejret
14.11.2021 18:46
Flensborg. I løbet af det seneste døgn er der fundet 12 nye smittede i Flensborg Kommune. Dermed stiger Flensborgs incidenstal - antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere per uge - til 116,8. I går lå det på 111,2.
Siden epidemiens udbrud har der været 3199 smittede, hvoraf 3002 er raske igen og 39 har mistet livet.
Dermed er der aktuelt 158 smittede.
314 personer befinder sig i karantæne.
Server svigtede side med coronaresultater
14.11.2021 17:53
København. Serveren til Sundhed.dk og Min Sundhed-appen er oppe at køre igen efter et nedbrud, og derfor er det søndag eftermiddag igen muligt at tjekke coronatestresultater.
Det oplyser Peter Christensen, der er kommunikationschef hos Sundhed.dk.
Hjemmesiden og den tilhørende app har været nede i en times tid fra omkring klokken 16.30 til 17.45.
Besøgende på siden fik i en times tid beskeden “Ups. Appen kunne ikke få forbindelse til serveren - prøv igen senere”, når de åbner appen.
- Det er en strømafbrydelse hos en driftsleverandør, hvor vores servere står, siger Peter Christensen, der er kommunikationschef hos Sundhed.dk.
Ifølge TV2 virkede Coronapas-appen dog fortsat under nedbruddet.
Peter Christensen fortæller, at Coronapas-appen kommer fra en anden virksomhed, men at oplysningerne i Coronapas fortsat gælder.
/ritzau/
Antal coronaindlagte stiger til højeste niveau siden februar
14.11.2021 14:24
København. Der er søndag registreret 3223 yderligere coronatilfælde, oplyser Statens Serum Institut.
Det betyder, at den seneste tids stigning fortsætter, og det er dermed 11. dag i træk med over 2000 smittetilfælde.
Antallet af indlagte stiger med 27 til 346, hvilket er det højeste niveau siden februar. Til sammenligning hed tallet for blot en måned siden 91.
Der er syv yderligere dødsfald. Det betyder, at det samlede antal coronarelaterede dødsfald ligger på 2767. Det er anden dag i træk, at der registreres syv dødsfald.
De smittede er fundet på baggrund af 158.514 PCR-prøver. Her testes man for corona ved at blive podet i svælget.
Det betyder også, at andelen af smittede blandt de testede lander på 2,03 procent.
Det seneste døgn er der blevet foretaget blot 5523 revaccinationer, hvor folk modtager tredje stik mod corona. Det er dog typisk for weekender, at niveauet daler.
Samlet set har 469.964 nu modtaget tredje stik. Det svarer til otte procent af befolkningen.
/ritzau/
Østrig indfører nedlukning for uvaccinerede
14.11.2021 13:02
Wien. I kampen mod den fjerde coronabølge har Østrig nu besluttet at indføre en ny nedlukning, der gælder kun gælder for uvaccinerede. Det oplyste kansler Alexander Schallenberg og landets ministerpræsidenter søndag. Omkring 65 procent af befolkningen i Østrig er færdigvaccinerede. Det kalder Schallenberg for »pinligt lavt«.
Nedlukningen vil træde i kraft ved midnat natten til mandag. Derefter må uvaccinerede ikke længere forlade deres hjem uden en gyldig grund.
Krav om hjemmearbejde på vej tilbage
14.11.2021 12:26
Berlin. SPD, De Grønne og FDP overvejer, at genindføre kravet om at arbejde hjemmefra. Tysklands erhvervsministerium, med Hubertus Heil (SPD) i spidsen, arbejder på et forslag dertil. Det oplyser ARD.
I forslaget lyder det, arbejdsgivere igen skal gøre det muligt, at medarbejdere kan udføre opgaver som kontorarbejde og administrativt arbejde hjemmefra. Arbejdstagerne bliver ifølge forslaget forpligtet til at tage imod tilbuddet, sålænge der ikke er en god grund til at de møder ind på kontoret.
I forslaget indgår også indførelse af 3G-regler på arbejdspladsen.
(dpa)
Lauterbach og Habeck vil have 3G-regler i tog
14.11.2021 12:13
Berlin. På grund af de voldsomt stigende smittetal foreslår flere politikere ny at indføre 3G-regler i togtrafikken. Det vil sige, at rejsende skal være enten vaccinerede, have overstået en coronainfektion eller have en frisk coronatest.
- Ja, også togrejser skal være mere sikre. Jeg mener, at der burde gælde 3G-regler. Det er noget vi skal tage op, sagde de grønnes formand, Robert Habeck til Funke Mediegruppen.
SPDs sundhedsekspert, Karl Lauterbach, er enig.
- 3G-reglerne bør også gælde i togene. I den nuværende coronasituation er der uforsvarligt at uvaccinerede og utestede personer sidder tæt sammen i fyldte toge i lange perioder, sagde Lauterbach til Bild am Sonntag.
(dpa)
Tyskland runder fem millioner coronasmittede
14.11.2021 08:09
Berlin. I Tyskland har Robert Koch-Institutten nu registreret over fem millioner smittede, siden epidemiens udbrud.
Siden i går har der været 33.498 nye smittede og Tyskland når dermed op på 5.021.469 registrerede smittetilfælde i alt.
Det reele antal forventes dog at være højere, da RKI går ud fra, at der er et stort mørketal.
Tysklands incidenstal stiger også fortsat.
Der har nu været 289 nye smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv døgn. I går lå det tal på 277,4. For en uge siden var det det 191,5.
55 smittede personer har mistet livet siden i går.
Antallet af indlagte ligger på 4,7 per 100.000 indbyggere de seneste syv dage. Det tal lå højest sidste december, hvor det var omkring 15,5.
4.477.900 af de smittede vurderes at være raske igen. I alt har 97.672 smittede personer mistet livet.
Flensborg Avis siger godnat.
Smitten bliver ved med at stige i Slesvig-Holsten
13.11.2021 19:37
Kiel. Lørdag aften melder sundhedsmyndighederne i Slesvig-Holsten at der har været 325 nye smittede i løbet af det seneste døgn.
Dermed har der været 97.9 nye tilfælde af coronavirus per 100.000 indbyggere på syv døgn. Fredag lå det tal på 95,5.
I Sydslesvig har Flensborg det højeste incidenstal på 111,2, efterfulgt af Nordfrisland Amt på 110,1 og Rendsborg-Egernførde Amt på 87,7.
Slesvig-Flensborg Amt ligger på 85,4.
Der har ikke været nogen coronarelaterede dødsfald siden i går.
Aktuelt er der 104 indlagte i delstaten, hvoraf 25 er i intensiv behandling. 21 er i respirator.
Siden epidemiens begyndelse er 87.075 testet positive i delstaten. Omkring 80.600 af dem menes at være raske igen.
Efterhånden har 1751 mistet livet.
Flensborgs incidens tager et kraftigt spring
13.11.2021 19:09
Flensborg. I løbet af det seneste døgn har Flensborg Kommune registreret 23 nye smittede.
Dermed stiger kommunens incidenstal kraftigt. Der har nu været 111,2 nye smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv døgn. I går lå det tal på 91,2.
Siden epidemiens udbrud har der været 3187 registrerede smittetilfælde. 2986 er raske igen og 39 har mistet livet. Dermed er der aktuelt 162 smittede.
330 personer er i karantæne.
464.441 personer har fået tredje vaccinestik
12.11.2021 16:12
Det seneste døgn har 14.333 personer fået et tredje vaccinestik imod coronavirus.
Udvalgte grupper tilbydes tredje stik. Det er blandt andre plejehjemsbeboere, borgere med særlig nedsat immunforsvar og borgere, der er 85 år eller derover.
Sundhedsstyrelsen har meddelt, at man også giver tredje stik til færdigvaccinerede over 65 år, seks måneder efter at de har fået anden vaccination.
Samlet set har 464.441 borgere fået et tredje vaccinestik i forbindelse med revaccination. Det svarer til 7,9 procent af befolkningen.
Det viser lørdagens opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).
75,4 procent af befolkningen har fået to vaccinestik og regnes for færdigvaccineret mod covid-19. Det svarer til 4.427.788 personer.
For 10. dag i træk er der flere end 2000 nye smittetilfælde
13.11.2021 14:11
København. Der er lørdag registreret 2948 nye coronatilfælde, oplyser Statens Serum Institut.
Det er tiende dag i træk med flere end 2000 nye smittetilfælde opgjort per dag.
Onsdag nåede de daglige smittetilfælde efterårets hidtil højeste niveau med 3007 smittede.
Antallet af indlagte stiger med tre personer til 319.
Der er registreret yderligere syv coronarelaterede dødsfald.
Samlet set er 2760 personer afgået ved døden, efter at de tidligere har haft påvist covid-19.
De smittede er fundet på baggrund af 172.316 PCR-prøver, hvor man podes i svælget for coronavirus.
Det betyder, at andelen af smittede blandt de testede - den såkaldte positivprocent - er på 1,71.
/ritzau/
Merkel efter tysk smitterekord: Svære uger venter os
13.11.2021 11:47
Berlin. Den tyske coronasmitte når hidtil usete højder, mens advarselslamperne blinker flere steder i Europa.
Således har landet lørdag i løbet af sin seneste syvdagesperiode registreret det højeste incidenstal, siden pandemien begyndte.
Der er i perioden bekræftet 277,4 smittetilfælde per 100.000 indbyggere. Det oplyser Robert Koch Instituttet, som overvåger den tyske udvikling.
Rekorden under den tredje bølge sidste december var et incidenstal på 197,6 i Tyskland.
- Svære uger ligger foran os, og I kan se, at jeg er meget bekymret, siger Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, i en ugentlig videomeddelelse.
- Jeg beder indtrængende alle, der endnu ikke er blevet vaccineret: Overvej det venligst igen.
I Berlin er incidenstallet ifølge Berliner Morgenpost nået over 300.
Ledere fra forbundsregeringen og Tysklands 16 delstater skal mødes næste uge for at diskutere, hvorvidt coronarestriktioner i landet skal strammes.
Imens fortsætter forhandlingerne om en ny regering mellem SPD, De Grønne og FDP.
/ritzau/Reuters
Syv indlagte i Flensborg - en på intensiv
13.11.2021 11:18
Flensborg. Der er aktuelt syv indlagte, der er smittet med coronavirus, på Skt. Franziskus sygehuset i Flensborg. En af dem er i intensiv behandling.
Tre af dem kommer fra Flensborg Kommune, to fra Slesvig-Flensborg Amt og én fra Nordfrisland Amt. En enkelt indlagt kommer ikke fra nærområdet.
Tyske læger og sygeplejersker modtager i stigende grad trusler
13.11.2021 08:38
Berlin. Tyske fagforeninger slår alarm over den aggressive adfærd, som læger og sygeplejersker i stigende grad udsættes for, i takt med at coronasituationen bliver stadig mere anspændt i landet.
- Læger rapporterer oftere og oftere om fjendtlighed og trusler under pandemien, siger Susanne Johna, der er formand for lægeforeningen Marburger Bund, til Funke Mediengruppe.
Hun fortæller videre, at de sundhedsarbejdere, der er fortalere for vaccination mod coronavirus, ofte bliver udsat for direkte trusler.
Tysklands nationale politi, Bundeskriminalamt (BKA), meddelte for nylig, at vaccinemodstandere og såkaldte coronabenægtere udgør en »relevant risiko«, når det kommer til angreb på vaccinationscentre og lægeklinikker.
Det fremgår af en udtalelse fra BKA til avisen Frankfurter Allgemeine.
/ritzau/dpa
Tysklands incidens stiger fortsat voldsomt
13.11.2021 08:23
Berlin. Incidenstallet i Tyskland sætter atter en ny rekord. Der har nu været 277,4 nye smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv døgn. I går lå det tal på 263,7 og for en uge siden på 183,7.
Siden i går har Robert Koch-Instituttet registreret 45.081 nye smittede i Tyskland.
Desuden har 228 personer mistet livet.
Siden epidemiens udbrud har Rober Koch-Instituttet registreret 4.987.971 smittede og 97.617 coronarelaterede dødsfald. 4.446.000 af de smittede vurderes at være raske igen.
Det egentlige antal smittede i Tyskland forventes dog at være væsentligt højere, da det er langt fra alle, der opdager at de er smittede.
Antallet af indlagt på landets hospitaler er 7,70 indlagte per 100.000 indbyggere de seneste syv døgn. Det tal lå højest sidste december, hvor det ramte 15,5.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce