Liveblog-arkiv: 27.-29.09.2021

Her opdaterer Flensborg Avis dagligt om coronasituationen i både Danmark, Tyskland og Sydslesvig. Følg med her og hold dig opdateret om udviklingen.

Grafik:
Grafik: Eyla Boysen
tirsdag d. 28. september 2021 kl. 7.48


Tyske smittetal er forsinket

30.09.2021 07:35

Berlin. Robert Koch Instituttet har i dag endnu ikke opdateret corona-smittetallene. Du vil kunne finde dem her på livebloggen senere, når de ligger klar. 


146 nye smittede i Slesvig-Holsten

29.09.2021 19:40

Kiel. I løbet af et døgn er der fundet 146 nye tilfælde af coronavirus i Slesvig-Holsten. Det oplyser delstatens sundhedsmyndigheder onsdag aften.

Mens der tirsdag var 30,4 nye smittede per 100.000 indbyggere den seneste uge, er tallet nu sunket til 29,2.

I Flensborg er otte nye testet positiv. I Rendborg-Egernførde er der seks og i Slesvig-Flensborg Amt otte. I Nordfrisland er der ikke fundet nogen nye smittede. 

Ingen smittede har mistet livet i det forløbne døgn. 

Siden epidemiens begyndelse er der fundet 76.191 smittede i deltaten. Omkring 72.700 menes at være raske igen.

Efterhånden har 1685 mistet livet.

51 er indlagt for øjeblikket. Af dem får 19 intensiv behandling. 11 er i respirator.


Seks nye smittede i Rendsborg-Egernførde Amt

29.09.2021 16:44

Rendsborg. Siden i går er der registreret seks nye tilfælde af coronavirus i Rendsborg-Egernførde Amt. 17 personer er meldt raske siden mandag. 

Aktuelt er der registreret 166 smittede i amtet. Seks af dem er indlagt. 224 personer i amtet er i karantæne. 

Antallet af nye smittede i løbet af syv dage per 100.000 indbyggere falder til 34,6. I går lå det på 41,1. 

I løbet af de seneste syv dage er der registreret 95 smittede i amtet. 22 af dem (23 procent) er færdigvaccineret. 

Siden epidemiens udbrud er der registreret 4905 smittede i amtet. 4678 af dem er raske igen, og 61 har mistet livet.


Flensborgs incidenstal falder til 34,5

29.09.2021 16:42

Flensborg. Siden i går har Flensborg Kommune registreret otte nye smittede. Incidenstallet falder igen. Der har nu været 34,5 smittede per 100.000 indbyggere den seneste uge. I går lå det tal på 38,9. 

Siden epidemiens udbrud er der fundet 2809 smittede i kommunen, hvoraf 2712 er raske igen og 39 har mistet livet. 

Dermed er der registreret 58 aktivt smittede. 184 personer er i karantæne.


Nordfrisland har Tysklands næstlaveste incidenstal

29.09.2021 16:10 - opdateret 16:31

Husum. Ifølge Robert Koch Instituttets tal har Nordfrisland Amt det næstlaveste incidenstal i hele Tyskland. Det skriver Husumer Nachrichten. Antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere i løbet af syv dage ligger i Nordfrisland på 7,2. Blandt de tyske amter og amtsfrie kommuner ligger kun byen Eisenach i Thüringen lavere. Der ligger incidenstallet nemlig på nul. 

Siden i går er der registreret et nyt tilfælde af coronavirus i Nordfrisland Amt. Aktuelt er der registeret 37 smittede i amtet. Tre af dem er indlagt. 164 personer i amtet er i karantæne. 

Siden epidemiens udbrud er der registreret 3270 smittede i Nordfrisland Amt. 3149 af dem er raske igen, og 84 er døde.


Grafik: Nordfrisland Amt


Over 71.000 danske borgere har fået tredje stik

29.09.2021 14:46

København. I alt 7701 personer i Danmark har fået et stik med en vaccine mod covid-19 i løbet af det seneste døgn. Af dem er 3148 blevet færdigvaccineret.

Dermed er 74,5 procent af indbyggerne i Danmark - svarende til 4,36 millioner - færdigvaccinerede mod covid-19.

Desuden er 71.430 borgere - svarende til 1,2 procent af befolkningen - blevet revaccineret - det der også kaldes et tredje stik.

/ritzau/


Højeste antal nye smittetilfælde i Danmark i mere end to uger

29.09.2021 14:16

København. Yderligere 542 danskere har fået besked om, at de er smittet med covid-19. Det viser onsdagens smittetal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er det højeste antal siden 10. september. I perioden har der været udsving i, hvor mange test der dagligt er kommet svar på.

Det har dagligt været svar på mellem cirka 26.300 og knap 52.000 test.

Onsdagens smittetal er fundet i cirka 40.000 prøver. Det svarer til, at 1,35 procent af prøverne har været positive for covid-19.

Tallet, der også kendes som positivprocenten, er det højeste i perioden.

Yderligere 11 personer er blevet indlagt med covid-19 på landets hospitaler. Det samlede antal med sygdommen er dog faldet.

Onsdag morgen var 89 smittede indlagt, hvilket er 4 færre end et døgn tidligere. Det kan skyldes, der også er sket udskrivelser af smittede.

Derudover er yderligere to smittede afgået ved døden. Det vides ikke, om de var indlagt på hospitalet, og om det har påvirket indlæggelsestallet.

/ritzau/


Sundhedsmyndigheder kan snart advare om smitte via app

29.09.2021 14:14

Berlin. Sundhedsmyndighederne i Tyskland kan snart advare brugere af smitteopsporings-appen »Luca App« om risiko for smitte. Den nye funktion er blevet testet af over 20 lokale sundhedsmyndigheder i løbet af de seneste to uger, fortæller Patrick Hennig, der er direktør for Culture4Life, som har udviklet Luca-appen. 

Efter endnu en testfase bliver funktionen tilgængelig for sundhedsmyndighederne i løbet af efteråret. Så kan myndighederne kontakte mange mennesker på samme tid uden at skulle ringe til dem enkeltvis. 

Luca-appen bruges desuden til registrering ved besøg på restauranter, museer og andre events. Mange kritiserer den for manglende sikkerhed og brud på databeskyttelsen, da appen gemmer brugernes data centralt. 

(dpa)


 Foto: Christoph Soeder/dpa 


Flere voldsramte kvinder har søgt hjælp under corona

29.09.2021 12:50

København. Sidste år er et stigende antal kvinder blevet indskrevet på kvindekrisecentrene.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Kvindekrisecentrene hjælper voldsudsatte kvinder og deres børn videre til en fremtid uden vold. Det sker blandt andet med professionel rådgivning.

Ifølge Danmarks Statistik har der sidste år boet 2294 kvinder på centrene. Af dem er 1838 blevet indskrevet i løbet af året. Det er en stigning på tre procent i forhold til året før.

En af forklaringerne på stigningen er coronaepidemien, hvor flere familier har været mere sammen i hjemmet. Det forklarer Kamilla Bjørn Drøidal, direktør i Landsorganisation af Kvindekrisecentre (LOKK).

- Dels kan vi se på internationale undersøgelser, at der har været mere vold i hjemmet under corona.

- Dels har det også nok haft en betydning, at vi fra samfundets side har været rigtig dygtige til at sætte mere fokus på vold i nære relationer.

- Vi har vist også, at det kan betale sig at række ud til kvinder og børn, der har været spærret inde hele tiden med deres voldsudøver, siger direktøren.

LOKK repræsenterer 52 kvindekrisecentre rundt om i landet.

/ritzau/


Seks nye smittede i Slesvig-Flensborg Amt

29.09.2021 12:39

Slesvig. Siden i går er der i Slesvig-Flensborg Amt registreret seks nye smittede. 

Dermed har der været 13,8 nye smittede per 100.000 indbyggere den seneste uge. I går lå det tal på 14,3. Aktuelt er der 46 personer smittet og en enkelt af dem er indlagt i Slesvig. 

Siden epidemiens udbrud har der været 3298 smittede, hvoraf 3192 er raske igen. I alt har 60 personer mistet livet. 

128 personer befinder sig i karantæne. 



Hamborgs lufthavn forventer tab på over 100 millioner euro

29.09.2021 11:27

Hamborg. Corona betyder også i år røde tal for lufthavnen i Hamborg. Underskuddet kommer til at ligge på over 100 millioner euro, siger lufthavnschef Michael Eggenschwiler onsdag. 

- Det er ikke noget, man kan være tilfreds med, siger han. 

I 2020 havde lufthavnen et underskud på 112 millioner euro, der dog kunne reduceres til cirka 65 millioner euro med hjælpepakker fra staten. Dem er der dog indtil videre ingen planer om for i år. 

Eggenschwiler regner ikke med et sort nul før 2023. 

(dpa)


 Foto: Markus Scholz/dpa


Region med nyt projekt: Coronapatienter skal indlægges hjemme

29.09.2021 07:42

Hillerød. Patienter i Nordsjælland, som bliver alvorligt syge med influenza eller corona, kan inden længe få mulighed for at blive behandlet i deres private hjem.

Region Hovedstaden er nemlig på vej med et nyt projekt, hvor syge personer med influenza eller corona får mulighed for at blive indlagt derhjemme. Det skriver Berlingske.

Nyskabelsen hedder "hjemmeindlæggelser".

Det skal være med til at sikre, at der i fremtiden vil være nok behandlingsmuligheder på de nye supersygehuse, som hele tiden må skære ned og reducere antallet af senge for at få økonomien til at hænge sammen.

Det fremgår ifølge avisen af en orientering til politikere i Region Hovedstaden om det nye tiltag.

Hos Danske Patienter siger direktør, Morten Freil, at projektet har "et stort potentiale". På den måde vil "mange unødige indlæggelser" kunne undgås, mener han.

- Men man skal også passe meget på.

- Det må ikke blive kapaciteten, sparehensyn og et pres på sygehusene, der bliver styrende, så folk presses til at tage hjem mod deres vilje, siger direktøren til Berlingske.

Ifølge orienteringen vil Region Hovedstaden allerede i 2021 påbegynde forskningsprojektet på Nordsjællands Hospital med hjemmeindlæggelser.

Her kan patienterne via telefon og video følges virtuelt og få behandling. Hvis behovet opstår, kan de også selv tage direkte kontakt til plejepersonale.

/ritzau/


Tysklands smittetal stiger en smule - incidens på 61

29.09.2021 07:32

Berlin. Onsdag morgen ligger Tysklands incidenstal på 61,0 og dermed en smule højere end dagen før, hvor det lå på 60,3. I alt er der blevet registreret 11.780 nye smittetilfælde i løbet af det seneste døgn. For en uge siden var der 10.454 nye smittede. 

Desuden er der sket 67 coronarelaterede dødsfald siden i går. Onsdag i sidste uge var det 71. 

Antallet af indlagte coronapatienter per 100.000 indbyggere lå tirsdag på 1,54. Det er svært at sammenligne dette tal på uge- eller månedsbasis, da mange tilfælde bliver indberettet med forsinkelser. Omkring juletid toppede værdien med godt 15,5. 

Siden epidemiens udbrud har der været 4.215.351 kendte smittetilfælde i Tyskland, hvoraf 3.989.700 vurderes at være raske igen. I alt har 93.571 smittede personer mistet livet. 

(dpa)


215 nye smittede i Slesvig-Holsten

28.09.2021 19:46

Kiel. I løbet af et døgn er der fundet 215 nye tilfælde af coronavirus i Slesvig-Holsten. Det oplyser delstaten regering tirsdag aften.

Incidenstallet stiger en lille smule. I løbet af syv dage har der været 30,4 nye smittede per 100.000 indbyggere. I går lå tallet på 30,2.

I Flensborg er otte nye testet positive. I Rendsborg-Egernførde er der 36, i Slesvig-Flensborg Amt seks og i Nordfrisland Amt en enkelt.

I Kiel er der fundet 26 nye inficerede.

Ingen smittede i delstaten har mistet livet i det forløbne døgn. 

Siden epidemiens begyndelse er der fundet 76.045 smittede i deltaten. Omkring 72.500 menes at være raske igen. Efterhånden har 1685 smittede mistet livet.

45 er for øjeblikket indlagt på hospitalerne i delstaten. Af dem får 16 intensiv behandling. 12 er i respirator.


Nordfrisland Amts incidenstal falder til 8,4

28.09.2021 17:14

Husum. Siden i går er der registreret et nyt tilfælde af coronavirus i Nordfrisland Amt. Aktuelt er der registeret 43 smittede i amtet. Tre af dem er indlagt. 173 personer i amtet er i karantæne. 

Antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere i løbet af syv dage falder fra 9,0 til 8,4.

Siden epidemiens udbrud er der registreret 3269 smittede i Nordfrisland Amt. 3142 af dem er raske igen, og 84 er døde.


Grafik: Nordfrisland Amt


36 nye smittede i Rendsborg-Egernførde Amt

28.09.2021 16:41

Rendsborg. Siden i går er der registreret 36 nye tilfælde af coronavirus i Rendsborg-Egernførde Amt. 19 personer er meldt raske siden mandag. 

Aktuelt er der registreret 178 smittede i amtet. Ni af dem er indlagt. 223 personer i amtet er i karantæne. 

Antallet af nye smittede i løbet af syv dage per 100.000 indbyggere stiger til 41,1. I går lå det på 33,8. 

I løbet af de seneste syv dage er der registreret 113 smittede i amtet. 21 af dem (19 procent) er færdigvaccineret. 

Siden epidemiens udbrud er der registreret 4900 smittede i amtet. 4661 af dem er raske igen, og 61 har mistet livet.


Lille fald i Flensborgs incidenstal

28.09.2021 15:37

Flensborg. Siden i går har Flensborg Kommune registreret otte nye smittede. Dermed falder incdenstallet en smule. Der har nu været 38,9 smittede per 100.000 indbyggere den seneste uge. I går lå det tal på 40. 

Siden epidemiens udbrud har der været 2801 smittede, hvoraf 2709 er raske igen og 39 har mistet livet. 

Dermed er der 53 aktivt smittede. 

192 personer er i karantæne.


Alle fra 65 år ventes at blive tilbudt ekstra stik

28.09.2021 15:04

København. Sundhedsstyrelsen har tirsdag fremlagt sin plan for, hvem der bør være de næste grupper til at tilbydes et ekstra stik med en vaccine mod covid-19.

Det ventes ifølge styrelsen at blive særligt fire grupper: Alle, der er 65 år eller ældre, sundhedspersonale, personer i øget risiko samt personer, der er blevet vaccineret med Johnson & Johnson-vaccinen.

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

De danske myndigheder tilbyder allerede et ekstra vaccinestik til borgere på 85 og derovre. Dette beskrives som den "første fase" af revaccinationen.

Herefter vil de næste grupper følge, inden det er planen, at "størstedelen af den øvrige befolkning" skal revaccineres.

Det bliver dog tidligst aktuelt i 2022, skriver Sundhedsstyrelsen.

/ritzau/


Foto:  - Philip Davali/Ritzau Scanpix


Knap 68.000 danskere har fået tredje stik

28.09.2021 14:31

København. I alt 7129 personer har fået et stik med en vaccine mod covid-19 i løbet af det seneste døgn. Af dem er 2972 blevet færdigvaccineret.

Dermed er 74,4 procent af indbyggerne i Danmark - svarende til 4,36 millioner - færdigvaccinerede mod covid-19.

Desuden er 67.866 borgere - svarende til 1,2 procent af befolkningen - blevet revaccineret - det der også kaldes et tredje stik.


Danmark har højeste antal døde siden bølgen i starten af året

28.09.2021 14:29

København. Der er det seneste døgn registreret seks coronarelaterede dødsfald i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Tallet er det højeste antal på én dag, der er set siden slutningen af februar, hvor anden bølge af coronasmitte var ved at løje af.

Der er dog et stykke til situationen i december og januar, hvor det toppede med 30-40 dødsfald om dagen.

Danmark har samlet registreret 2652 coronadødsfald siden marts 2020.

Antallet af smittede er det seneste døgn opgjort til 457. Det er det højeste siden 11. september.

De seneste smittetilfælde er fundet blandt 35.160 PCR-test, der tages via en podning i halsen. Det giver en positivprocent på 1,3, hvilket tangerer det højeste i denne måned.

På landets sygehuse er det totale antal indlæggelser med coronasmittede faldet med to til 93.


Fald i epidemi er stoppet - kontakttallet stiger til 1,1

28.09.2021 13:49

København. Faldet i corona i Danmark er stoppet, og epidemien er nu stabil eller svagt stigende. Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Kontakttallet er opgjort til 1,1. Når det er det, vurderes det, at ti smittede i gennemsnit giver smitten videre til 11 andre. Epidemien vokser altså.

Tallet er behæftet med usikkerhed. Men ifølge ministeren indikerer andre nøgletal også, at faldet i epidemien nu er stoppet.

Kontakttallet blev senest opgjort til 0,7, hvilket betød, at ti smittede i snit smittede syv andre. Her var epidemien altså aftagende.

- Vigtigst at indlæggelsestallene er lave, og at stadig flere revaccineres, skriver Magnus Heunicke på Twitter.

/ritzau/


Næsten tre fjerdedele af alle voksne vaccineret

28.09.2021 13:44

Berlin. I Tyskland er tre fjerdedel af den voksne befolkning og en tredjedel af børn og unge nu færdigvaccineret. 

Blandt personer over 18 år er 74,7 procent færdigvaccineret, mens 33,2 af de mellem 12 og 17-årige er færdigvaccineret. 


Fire nye smittede i Slesvig-Flensborg Amt

28.08.2021 13:31

Slesvig. Siden i går er der i Slesvig-Flensborg Amt registreret fire nye smittede. Dermed har der været 14,3 nye smittede per 100.000 indbyggere den seneste uge. I går lå det tal på 13,3. Aktuelt er der 44 personer smittet og en enkelt af dem er indlagt. 

Siden epidemiens udbrud har der været 3292 smittede, hvoraf 3188 er raske igen. I alt har 60 personer mistet livet. 

131 personer befinder sig i karantæne. 



Seruminstitut ser stadig sundhedsrisiko ved hold af mink

28.09.2021 11:18

København. Statens Serum Institut (SSI) fastholder risikovurdering om, at minkavl medfører en sundhedsrisiko "af ukendt størrelse" for mennesker i Danmark. Det erfarer Ritzau.

Vurderingen er lavet i juni. SSI har forud for forhandlinger om et fortsat forbud mod hold af mink tirsdag bekræftet, at den stadig holder.

- Det er Statens Serum Instituts generelle vurdering, at hold af mink i Danmark efter 2021 kan medføre en sundhedsrisiko for mennesker af ukendt størrelse, fremgår det af vurderingen.

I december 2020 blev et midlertidigt forbud mod hold af mink i Danmark besluttet i Folketinget. Det skete, efter at regeringen havde meldt ud, at alle mink skulle slås ned for at mindske smitte med - og mutationer af - covid-19.

Forbuddet står til at udløbe 31. december 2021, men det skal altså senere tirsdag muligvis besluttes, om det skal forlænges.

/ritzau/


Børnelæger åbne overfor vaccinepligt

28.09.2021 10:37

Berlin. Formanden for sammenslutningen af børne- og ungdomslæger, Thomas Fischbach, vil åbne diskussionen om vaccinepligt for pædagoger, lærere og ansatte i sundhedssektoren. 

 - Hvis mange ansatte i børnehaver, skoler og sunhedsinstitutioner fortsat nægter at blive vaccineret, bør de lovgivende magter overveje en vaccinepligt på disse områder, siger Fischbach til avisen Neue Osnabrücker Zeitung. 

 - Hvis man arbejder med sårbare grupper, men selv afviser at tage imod vaccinen, så har man slukket for sin forstand, mener han. 

Han mener desuden, at bedriftslæger også bør tage mere ansvar i oplysningsarbejdet omkring vaccinerne. 


Professor: Smitte-ping-pong mellem mennesker og mink udgør fortsat risiko

28.09.2021 09:43

København. Folketingets politikere bør ikke give grønt lys til minkavl i Danmark på nuværende tidspunkt, hvor der fortsat florerer smitte med coronavirus i samfundet.

Det vil være uklogt, mener Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

- Virus er der stadigvæk, så alle risikofaktorerne i forbindelse med minkproduktion er der sådan set stadigvæk.

- Jeg vil stærkt advare mod en minkproduktion i stor skala. Det har vist sig at være en farlig produktion, når vi samtidig har et virus, som både kan gøre både mennesker og dyr syge, og hvor der er en slags fri ping-pong imellem besætning og mennesker, siger professoren.

Lige nu står et midlertidigt forbud mod minkhold i Danmark til at udløbe ved årsskiftet.

Det blev indført i november 2020 af hensyn til den danske folkesundhed, fordi en række minkbesætninger viste sig at være smittet med muteret coronavirus.
/ritzau/


Lille fald i Tysklands smittetal

28.09.2021 07:54

Berlin. Tirsdag morgen ligger Tysklands incidenstal på 60,3 og dermed en smule lavere end dagen før, hvor det lå på 61,7. I alt er der blevet indregistreret 4171 nye smittetilfælde i løbet af det seneste døgn.

Desuden er der sket 101 coronarelaterede dødsfald siden i går. 

Antallet af indlagte coronapatienter per 100.000 indbyggere lå mandag på 1,44. Det er svært at sammenligne dette tal på uge- eller månedsbasis, da mange tilfælde bliver indberettet med forsinkelser. Omkring juletid toppede værdien med godt 15,5. 

Siden epidemiens udbrud har der været 4.203.571 kendte smittetilfælde, hvoraf 3.978.200 vurderes at være raske igen. I alt har 93.504 smittede personer mistet livet. 


Flensborg Avis siger godnat


Smitten står bomstille i Slesvig-Holsten

27.09.2021 22:53

Kiel. I løbet af et døgn er der fundet 86 nye tilfælde af coronavirus i Slesvig-Holsten. Det oplyser delstaten regering mandag aften.

Smittetrykket er dermed stagnerende. Hvor der søndag aften var opdaget 30,3 nye smittede per 100.000 indbyggere, er tallet nu sunket til 30,2.

I Flensborg er en enkelt ny testet positiv, det samme er tilfældet i Nordfrisland. I Rendborg-Egernførde er der seks og i Slesvig-Flensborg Amt fire.

Kiel har syv nye inficerede.

Kun en enkelt smittet har mistet livet i det forløbne døgn. Dødsfaldet er indtruffet i Pinneberg nord for Hamborg.

Siden epidemiens begyndelse er der fundet 75.830 smittede i deltaten. Omkring 72.300 menes at være raske igen.

Efterhånden har 1685 mistet livet.

62 er indlagt for øjeblikket. Af dem får 17 intensiv behandling. 12 er i respirator.


Seks nye smittede i Rendsborg-Egernførde Amt

27.09.2021 16:14

Rendsborg. Siden i går er der registreret seks nye tilfælde af coronavirus i Rendsborg-Egernførde Amt. Lørdag blev der registreret 15 nye tilfælde, og søndag ikke nogen. 29 personer er meldt raske siden amtets sidste meddelelse fredag. 

Aktuelt er der registreret 161 smittede i amtet. Otte af dem er indlagt. 193 personer i amtet er i karantæne. 

Antallet af nye smittede i løbet af syv dage per 100.000 indbyggere ligger på 33,8. 

I løbet af de seneste syv dage er der registreret 93 smittede i amtet. 23 af dem (25 procent) er færdigvaccineret. 

Siden epidemiens udbrud er der registreret 4864 smittede i amtet. 4642 af dem er raske igen, og 61 har mistet livet.


Flensborgs incidenstal ligger på 40,0

27.09.2021 15:26

Flensborg. Siden i går er der fundet et nyt tilfælde af coronavirus i Flensborg Kommune. Det oplyser kommunen mandag eftermiddag.

Incidenstallet ligger på 40,0. 

Efterhånden er 2793 i kommunen testet positive i epidemiens løb. 2701 af dem er raske igen, og 39 af dem har mistet livet. 

Aktuelt er der registreret 53 smittede i kommunen. 187 er i karantæne. 


Nordfrisland Amts incidenstal er nede på 9,0

27.09.2021 15:12

Husum. Siden i går er der registreret et nyt tilfælde af coronavirus i Nordfrisland Amt. Aktuelt er der registeret 53 smittede i amtet. Tre af dem er indlagt. 177 personer i amtet er i karantæne. 

Antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere i løbet af syv dage ligger på 9,0. 

Siden epidemiens udbrud er der registreret 3268 smittede i Nordfrisland Amt. 3131 af dem er raske igen, og 84 af dem er døde.


Grafik: Nordfrisland Amt


Eksperter ser fald eller status quo i epidemi de næste uger

27.09.2021 14:58

København. Coronaepidemien vil enten aftage i styrke eller stagnere de næste par uger.

Det er konklusionen i alle fire scenarier i en ny rapport. Rapporten kommer fra en gruppe eksperter og handler om, hvordan epidemien kan udvikle sig i den kommende tid.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse.

I de fleste af scenarierne vil der senere i løbet af efteråret ske en stigning i antallet af smittede og indlagte.

Hvornår stigningen kommer, og hvor stor den bliver, tør eksperterne dog ikke spå om.

Modellerne er forsigtige beregninger for, hvordan epidemien kan udvikle sig.

/ritzau/


65.000 borgere har fået tredje stik

27.09.2021 14:57

København. I alt 4365 personer i Danmark har fået et stik med en vaccine mod covid-19 i løbet af det seneste døgn. Af dem er 2791 blevet færdigvaccineret.

Dermed er 74,3 procent af indbyggerne i Danmark - svarende til 4,36 millioner personer - færdigvaccinerede mod covid-19.

Desuden er 64.459 borgere - svarende til 1,1 procent af befolkningen - blevet revaccineret - det der også kaldes et tredje stik.

/ritzau/


333 nye smittetilfælde i Danmark - flere indlagte på sygehusene

27.09.2021 14:04 - opdateret 14:16

København. Der er det seneste døgn registreret 333 smittetilfælde i Danmark. Det viser tal fra SSI.

Dermed fortsætter den stabile tendens i smittetallene, som har været gældende de seneste uger med 300-400 smittetilfælde om dagen.

Det seneste døgns smittetilfælde er fundet blandt 26.908 PCR-test, som tages via en podning i halsen. Det svarer til, at 1,24 procent af testene var positive.

Antallet af indlagte med coronavius på landets hospitaler er det seneste døgn steget med ti til 95.

Det hører med til billedet, at der bliver udskrevet færre patienter fra hospitalerne i weekenden, og det kan betyde, at man først får et mere reelt billede af udviklingen i tirsdagens tal.

Der er fire nye dødsfald. Samlet har Danmark registreret 2646 coronadødsfald siden marts 2020.

/ritzau/


Ingen nye smittede i Slesvig-Flensborg Amt

27.09.2021 13:24 - opdateret 13:48

Slesvig. Der er ikke registreret nye tilfælde af coronavirus i Slesvig-Flensborg Amt siden i går. Søndag blev der registreret fem nye smittede og lørdag seks. 

Antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere i løbet af en uge ligger på 13,3.

Siden epidemiens udbrud er der registreret 3288 smittede i Slesvig-Flensborg Amt. 3181 af dem er raske igen, og 60 har mistet livet. 

47 personer er aktuelt registeret smittet i amtet. En af dem er indlagt på hospitalet i Slesvig. 105 personer i amtet er i karantæne.



Undersøgelse: Pandemi sænker den forventede levealder

27.09.2021 10:31

Oxford. En ny undersøgelse genneført af Oxford University viser, at den forventede levealder i flere lander falder drastisk på grund af pandemien. Nogle steder så meget, som man sidst så under anden verdenskrig. 

29 lande var en del af undersøgelse og i 27 af dem er den forventede levetid faldet. 

Især USA er hårdt ramt. Her er den forventede levealder faldet med to år. Det er især fordi republikanske amerikanere afviser at holde sig til restriktioner og nægter at lade sig vaccinere. 


3022 nye smittede i Tyskland

27.09.2021 07:46

Berlin. I løbet af det seneste døgn er der registreret 3022 nye smittede i med coronavirus i Tyskland. Dermed ligger incidenstallet på 61,7 og er dermed blot en smule højere end dagen før, hvor det lå på 61,7. For en uge siden var det tal stadig på 71. 

I løbet af det seneste døgn har der været ti coronarelaterede dødsfald. For en uge siden var der 13 dødsfald. 

Antallet af indlæggelser er senest blevet opdateret i fredags, hvor der i løbet af den seneste uge havde der været 1,58 indlæggelser per 100.000 indbyggere. Det var et fald på 0,3 i forhold til ugen før. Tallene er der dog svære at sammenligne, på grund af store regionale forskelle og forskellige intervaller for, hvornår tallene bliver indberettet. 

Antallet af indlæggelser toppede i december 2020 med 15,5. 

Siden epidemiens udbrud har 3.699.700 personer ifølge Rober Koch-Instituttet været smittet. I alt har 93.403 smittede personer mistet livet. 


Se livebloggen fra de seneste dage her.