Liveblog-arkiv: 15.-16.07.2021
Her opdaterer Flensborg Avis dagligt om coronasituationen i både Danmark, Tyskland og Sydslesvig. Følg med her og hold dig opdateret om udviklingen.
Smittetryk stiger i Slesvig-Holsten
16.07.2021 22:23
Kiel. Smittetrykket fortsætter med at stige i Slesvig-Holsten. I løbet af syv døgn har der været 7,6 nye tilfælde af coronavirus per 100.000 indbyggere, oplyser delstatens regering fredag aften. Et døgn tidligere var værdien 6,4.
Siden torsdag aften er der fundet 56 nye tilfælde. Yderligere fire er testet positive i Nordfrisland, mens der er to i såvel Slesvig-Flensborg som Rendsborg-Egernførde amter.
Flensborg har fundet et enkelt nyt tilfælde.
I Kiel er der fundet to nye smittede.
Ingen smittede har mistet livet i det forløbne døgn.
Aktuelt er 11 smittede indlagt. Fem af dem er i intensiv behandling, mens blot tre får kunstigt åndedræt.
Siden epidemiens begyndelse er 64.278 testet positive i Slesvig-Holsten. Omkring 62.300 menes at være raske igen.
I alt er 1628 smittede gået bort.
Smittetal i Sønderborg er på vej nedad
16.07.2021 16:09
Sønderborg. 41 personer i Sønderborg var i tirsdags smittet med covid-19 indenfor de seneste syv døgn, men nu er antallet faldet til næsten det halve. Det skriver JydskeVestkysten.
Hermed er en bekymrende smittekurve tilsyneladende knækket. For nu melder Statens Serum Institut om 25 smittede inden for de seneste syv døgn.
Det svarer til 34 personer pr. 100.000 indbyggere, og det er mere end i Tønder og Haderslev Kommuner, men tre gange lavere end i Aabenraa Kommune, hvor smittetrykket i øjeblikket er højt. Her er 62 personer konstateret smittet. Det svarer til 106,1 person pr. 100.000 indbyggere.
I Sønderborg Kommunen bliver der hver dag fundet en, to eller flere nye smittet, også blandt aldersgrupper, som ellers skulle være vaccineret med første stik. Til gengæld er der ingen smittede blandt de ældste og de yngste.
Nye rejsevejledninger giver testkrav efter ferie på græske øer
16.07.2021 16:03
København. Stigende smitte i dele af Grækenland betyder, at danskere fremover vil blive mødt af et krav om test efter hjemkomst fra ferien.
Det viser det danske udenrigsministeries opdaterede rejsevejledninger, der er offentliggjort.
Rejsevejledningen er ændret fra grøn til gul for 5 af 13 græske regioner. Gul betyder, at man fint kan rejse på ferie, men at man skal tage en test ved hjemkomst.
Blandt de gule områder er hovedstaden Athen samt en lang række populære ferieøer - herunder Kreta, Rhodos og Kos.
Den samme ændring gælder for hele Holland, Luxembourg samt tre spanske regioner.
Det er Galicien i den nordlige del af landet, Castilla-La Mancha i nærheden af Madrid og Melilla, som ligger ved Marokko. Dermed er der nu et krav om test ved hjemkomst efter alle rejser til det spanske fastland og øer.
Blandt øvrige ændringer anbefaler Udenrigsministeriet nu danskere at holde sig langt væk fra det meste af Storbritannien, hvor smittetallene er stigende, og den mere smitsomme Delta-variant er i fremmarch.
Desuden er rejsevejledningen for Letland ændret på grund af indrejserestriktioner, så alle ikke-nødvendige rejser nu frarådes.
/ritzau/
En ny smittet i Flensborg
16.07.2021 16:00
Flensborg. Der er siden i går registreret et nyt tilfælde af coronavirus i Flensborg Kommune. Incidenstallet for i morgen ligger på 6,7. De seneste dage lå tallet på 5,5.
Aktuelt er der registreret syv smittede i kommunen. 64 personer er i karantæne.
Siden epidemiens udbrud har der været 2279 nye smittede i Flensborg Kommune. 2233 af dem er raske igen, og 39 har mistet livet.
Fire nye smittede i Nordfrisland
16.07.2021 15:31
Husum. Siden i går er der registreret fire nye tilfælde af corona i Nordfrisland Amt.
Siden epidemiens udbrud har der været 2778 smittede i amtet, hvoraf 2682 er raske igen og 82 har mistet livet.
Dermed er der aktuelt 14 smittede, hvoraf ingen er indlagt.
190 personer i amtet befinder sig i karantæne.
På grafikken nedenunder kan du se udviklingen i antallet af smittede i amtet.
Grafik: Nordfrisland Amt
960 nye coronatilfælde i Danmark
16.07.2021 14:11
København. Der er registreret 960 nye coronatilfælde i Danmark det seneste døgn. Det oplyser Statens Serum Institut fredag.
De smittede er fundet på baggrund af 88.035 PCR-prøver, hvor man podes for coronavirus i halsen.
Andelen af smittede blandt de testede - den såkaldte positivprocent - udgør 1,09 procent.
Antallet af nye smittede lå i tre dage i træk op til fredagens tal på over 1000, og positivprocenten har været oppe på 1,45.
Antallet af indlagte stiger fredag med 2 til 53. Af dem er 11 patienter indlagt på intensivafdelinger.
Der er ét nyt dødsfald. Samlet set er 2541 personer afgået ved døden, efter at de tidligere har haft påvist covid-19.
/ritzau/
To nye smittede i Rendsborg-Egernførde Amt
16.07.2021 14:09
Rendsborg. I løbet af det seneste døgn er der registreret to nye smittede i Rendsborg-Egernførde Amt. Dermed er der 29 i amtet, der aktuelt er registreret smittet.
I løbet af den seneste uge har der været 6,6 nye smittede per 100.000 indbyggere. Det er samme tal som i går.
Siden epidemiens begyndelse er 4138 registreret smittet i amtet, hvoraf 4051 er raske igen, og 58 har mistet livet.
Holland, Grækenland, København og Færøerne bliver risikoområder
16.07.2021 13:44
Berlin. På grund af stigende smitte betragter forbundsregeringen fra søndag Nederlandene, Grækenland, København og hele Region Hovedstaden samt Færøerne som corona-risikoområder. Udenfor Europa gælder det samme for Thailand og Myanmar. Det meddelte Robert Koch Instituttet fredag. Det betyder, at det tyske udenrigsministerie fraråder turistiske rejser til disse områder. Det betyder desuden, at rejsende fra Region Hovedstaden eller Holland, der kommer til Tyskland i bil eller tog og ikke er færdigvaccineret eller har overstået en corona-infektion, skal coronatestes ved indrejse.
Portugal og Cypern er desuden blevet til højinicidensområder (Hochinzidenzgebiete). Det samme gælder Cuba, Indonesien og Libyen. Det betyder, at indrejsende fra disse lande skal i karantæne i Tyskland i fem til ti dage, hvis ikke de er vaccineret eller har overstået en corona-infektion.
Muligvis vil listen over risiko-områder dog ikke eksistere særlig meget længere. Forbundsregeringen arbejder på nye indrejseregler fra den 1. august, hvor risikoområderne skal bortfalde helt. For tiden betragter forbundsregeringen 82 lande som risikoområder, mens 29 lande er højinicensområder og 11 er virusvariantområder (Virusvariantengebiete).
(dpa)
Arkivfoto: Vibeke Toft/Ritzau Scanpix
45 procent af befolkningen er færdigvaccineret
16.07.2021 12:43
Berlin. 45 procent af den tyske befolkning er færdigvaccineret mod coronavirus. Det viser data fra Robert Koch Instituttet fredag.
Torsdag blev der gennemført 736.361 corona-vaccinationer i Tyskland. I alt har 49,5 millioner mennesker fået mindst et stik af vaccinen (60 procent af befolkningen), og 37,7 millioner mennesker er færdigvaccineret.
Blandt delstaterne har Bremen det højeste antal vaccinationer med første stik. Over 68,4 procent af Bremens befolkning er vaccineret mod corona mindst én gang. Sachsen har færrest med 50,6 procent. Saarland har med 49,6 procent flest færdigvaccinerede, mens Brandenburg har færrest med 41,8 procent.
(dpa)
Grænser for automatisk nedlukning af danske sogne og kommuner hæves
16.07.2021 11:48
København. Grænserne for, hvornår et dansk sogn eller en kommune automatisk skal lukke, er blevet hævet.
Det oplyser Danmarks sundhedsministerium i en pressemeddelelse.
For danske sogne gælder det nu, at der over en uge skal være over 1000 smittede per 100.000 indbyggere - kendt som incidens. Før var grænsen 600. Samtidig gælder det nu for danske kommuner, at incidenstallet skal bevæge sig over 500. Tidligere gik grænsen ved 300.
De hidtidige grænser for minimumsantal smittede og positivprocent fastholdes.
Det vil sige, at der for sogne fortsat skal være mindst 20 smittede personer og en positivprocent på mindst tre, mens der for kommuner skal være mindst 20 smittetilfælde.
Tallene er testkorrigeret. Det vil sige, at man tager højde for, hvor mange test der bliver lavet i de enkelte sogn og kommuner.
De nye regler træder i kraft fra dags dato.
/ritzau/
Danskere kan få andet stik med Pfizer-vaccine en uge tidligere
16.07.2021 10:14
København. Det er nu muligt i Danmark at få sit andet stik med Pfizer-vaccinen allerede tre uger efter første stik.
Det er tidligere end hidtil, oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Hidtil har det først været muligt at bestille tid til sit andet stik, fire uger efter at man har fået det første stik.
Men nu er det interval altså kortet ned med en uge.
- Det betyder, at man kan blive færdigvaccineret tidligere end hidtil, lyder det i pressemeddelelsen fra Sundhedsstyrelsen.
Ændringen hænger sammen med, at myndighedernes booking-system er gjort mere smidigt, så det er muligt at fremrykke sin tid.
Man skal blot afbestille sin eksisterende tid og bestille en ny på et tidligere tidspunkt på hjemmesiden vacciner.dk.
/ritzau/
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ingen nye smittede i Slesvig-Flensborg Amt
16.07.2021 09:31
Slesvig. Siden i går er der ikke registreret nye tilfælde af corona i Slesvig-Flensborg Amt. Der har den seneste uge været 3,0 nye smittede per 100.000 indbyggere. Det er samme tal som i går.
Siden epidemiens udbrud er der registreret 2908 smittede i amtet, hvoraf 2842 er raske igen, og 60 har mistet livet. Dermed er der aktuelt seks smittede i amtet. 89 personer i amtet er aktuelt i karantæne.
Fem procent af danske coronasmittede har været indlagt
16.07.2021 09:17
København. Det er efterhånden halvandet år siden, at der for første gang blev konstateret smitte med coronavirus i Danmark.
Siden virusset blev fundet på dansk jord, har 15.824 personer været indlagt med coronavirus på et af Danmarks hospitaler.
Det svarer til 5,2 procent af de i alt 303.469 smittetilfælde, som i Danmark er blevet bekræftet under epidemien.
Det viser de seneste tal fra torsdag fra Statens Serum Institut (SSI).
Ifølge Christian Wejse, læge og lektor i infektionssygdomme på Aarhus Universitet, er tallene udtryk for, at der under corona har været "en væsentligt større" sygdomsbyrde i samfundet, end vi er vant til at se med for eksempel influenza.
- Jeg synes, det er alvorligt, at der er så mange, som er blevet indlagt.
- Det er langt under én procent, der bliver smittet med influenza, som bliver indlagt. Så det er en helt anden sygdomsbyrde, vi har haft med covid-19, end det vi plejer at se med influenza, siger han.
Det er kvinder og mænd, piger og drenge, i alle aldersgrupper, som har været indlagt.
I begyndelsen var størstedelen af de indlagte ældre og sårbare. Men i takt med at flere af dem er blevet coronavaccineret, har billedet ændret sig, og de indlagte har i stigende grad været yngre.
/ritzau/
Smitten er på hastig fremmarch i Tyskland
16.07.2021 07:35
Berlin. Smittetrykket i Tyskland bliver ved med at stige. På syv døgn har der været 8,6 nye tilfælde af smitte med coronavirus per 100.000 indbyggere. Det oplyser Robert Koch Instituttet fredag morgen. De foregående dage lå værdien på 8,0 torsdag og 7,1 onsdag.
I løbet af et døgn er der fundet yderligere 1456 tilfælde. Til sammenligning var der for en uge siden 949 nye smittede.
18 har mistet livet det seneste døgn. For en uge siden var der 49 døde.
Siden epidemiens begyndelse er 3.741.781 testet positive. Omkring 3.638.200 menes at være kommet sig. 91.337 smittede er efterhånden gået bort.
Kontakttallet er nu steget til 1,33, så 100 inficerede i gennemsnit giver virussen videre til 133 andre. Et døgn tidligere var tallet 1,18. I omkring ti døgn har kontakttallet ligget over 1,0, hvilket betyder at epidemien tiltager.
(dpa)
Flensborg Avis siger godnat
Nu stiger smittetrykket i Slesvig-Holsten
15.07.2021 22:25
Kiel. 35 nye smittede er der fundet i Slesvig-Holsten i det seneste døgn. Det oplyser delstatens regering torsdag aften.
Hermed stiger smittetrykket fra 5,6 per 100.000 i indbyggere til 6,2.
Indtil videre slipper Sydslesvig dog blidt. Yderligere fem er testet positive i Rendsborg-Egernførde Amt og To i Nordfrisland. Hverken i Flensborg Kommune eller Slesvig-Flensborg Amt er der derimod fundet yderligere inficerede.
Kiel har fundet yderlige fire med coronavirus.
Kun en enkelt er gået bort i det forløbne døgn. Dødsfaldet har fundet sted i Pinneberg lige nord for Hamborg.
Siden epidemiens begyndelse er 64.222 testet positive i Slesvig-Holsten, hvor der efterhånden har været 1628 dødsfald.
Omkring 62.300 smittede menes at være kommet sig igen.
Aktuelt er 16 coronapatienter indlagt. Kun fem er dog i intensiv behandling. Tre får kunstigt åndedræt.
Incidenstal i Rendsborg-Egernførde Amt stiger
15.07.2021 16:39
Rendsborg. I løbet af det seneste døgn er der registreret fem nye smittede i Rendsborg-Egernførde Amt. Tre personer er meldt raske. Dermed er der 27 i amtet, der aktuelt er registreret smittet.
I løbet af den seneste uge har der været 6,6 nye smittede per 100.000 indbyggere. I går lå incidenstallet på 5,5.
Siden epidemiens begyndelse er 4136 registreret smittet i amtet, hvoraf 4051 er raske igen, og 58 har mistet livet.
To nye smittede i Nordfrisland
15.07.2021 16:20
Husum. Siden i går er der registreret to nye tilfælde af corona i Nordfrisland Amt.
Siden epidemiens udbrud har der været 2774 smittede i amtet, hvoraf 2681 er raske igen og 82 har mistet livet.
Dermed er der aktuelt 11 smittede, hvoraf ingen er indlagt.
179 personer i amtet befinder sig i karantæne.
På grafikken nedenunder kan du se udviklingen i antallet af smittede i amtet.
Grafik: Nordfrisland Amt
Ingen nye smittede i Flensborg
15.07.2021 16:14
Flensborg. Der er siden i går ikke registreret nye tilfælde af coronavirus i Flensborg Kommune. Incidenstallet for i morgen ligger på 5,5. Det er samme tal som i dag.
Aktuelt er der registreret syv smittede i kommunen. 62 personer er i karantæne.
Siden epidemiens udbrud har der været 2278 nye smittede i Flensborg Kommune. 2232 af dem er raske igen, og 39 har mistet livet.
Tyskland giver 260 millioner euro til den globale corona-bekæmpelse
15.07.2021 15:30
Genève. Tyskland stiller yderligere 260 millioner euro til rådighed til den globale kamp mod corona-epidemien. Det annoncerede Tysklands sundhedsminister Jens Spahn (CDU) torsdag under et besøg ved Verdenssundhedsorganisationen WHO i Genève.
WHO bruger pengene på at udvikle, fremstille og fordele coronatest, behandling og vacciner. Beløbet er del af de i alt 2,2 milliarder euro fra Tyskland til det internationale program »Access to Covid-19 Tools Accelerator«. I de kommende måneder vil det lykkes at vaccinere hundrede millioner mennesker i alle verdensdele, sagde Spahn.
(dpa)
"🇩🇪 was also one of the main drivers behind the formation of the @ACTAccelerator last year, & we are very grateful for the further contribution of €260 million & 30 million vaccine doses that Minister @jensspahn has just announced"-@DrTedros #ACTogether
— World Health Organization (WHO) (@WHO) July 15, 2021
Danmark nærmer sig 2,5 millioner færdigvaccinerede
15.07.2021 14:51
København. Snart kan 2,5 millioner indbyggere i Danmark kalde sig færdigvaccinerede. Der er præcist 2.498.017 personer, som har modtaget det afsluttende stik, hvilket svarer til 42,7 procent af den danske befolkning.
Det viser en opdatering af vaccinationsindsatsen fra Statens Serum Institut (SSI).
Over 3,8 millioner indbyggere i Danmark har påbegyndt vaccination mod covid-19.
Helt præcist har 3.815.196 personer - svarende til 65,2 procent af befolkningen - fået minimum et stik med en vaccine.
Sundhedsstyrelsen prioriterer vaccinationsindsatsen efter aldersgrupper og sårbarhed.
/ritzau/
Der er fundet 1141 nye smittetilfælde i Danmark
15.07.2021 14:07
København. Der er det seneste døgn fundet 1141 nye smittede med coronavirus i Danmark, viser torsdagens opdatering fra Statens Serum Institut (SSI).
Det er tredje dag i træk, at antallet af dagligt smittede ligger over 1000.
1,40 procent af de 81.285 PCR-test, der er kommet svar på det seneste døgn, er positive. Det er fjerde dag i træk, at positivprocenten ligger over en.
Antallet af indlagte forbliver uændret på 51. Af dem er 11 på intensiv, mens 9 er så syge, at de har brug for respirator.
Til sammenligning var der i begyndelsen af januar 964 coronaindlagte på de danske hospitaler.
Der er også blevet foretaget 136.426 antigentest - også kaldet lyntest - de seneste 24 timer. Resultaterne af disse tages dog ikke med i de daglige smittetal, da der er stor usikkerhed forbundet med dem.
Der er registreret et nyt dødsfald.
/ritzau/
De første 12-15-årige i Danmark har booket tid til vaccination
15.07.2021 12:53
København/Vejle. Efter at det onsdag blev muligt for 12-15-årige i Danmark at få tid til coronavaccination, er der flere hundrede, som foreløbigt har benyttet sig af muligheden.
Alene i Region Syddanmark var der 509 i aldersgruppen, som onsdag havde booket tid inden midnat. Det oplyser regionen i en mail.
Selv om det fra onsdag blev muligt for 12-15-årige at booke tid til vaccination, er det først torsdag, at invitationerne bliver sendt ud via e-Boks.
Derfor må det forventes, at tallet kommer til at stige fra torsdag, lyder det fra Region Syddanmark.
I Region Syddanmark er der 51.176 personer i den aldersgruppe, som fra onsdag har kunnet booke tid på hjemmesiden vacciner.dk.
For 15-årige havner invitationen i egen e-Boks, da de selv kan bestemme, om de vil vaccineres.
For 12-14-årige bliver brevet sendt til forældrene, da det er dem, der beslutter, om børnene skal vaccineres.
/ritzau/
Slesvig-Flensborg Amts incidenstal stiger til 3,0
15.07.2021 11:46
Slesvig. Siden i går er der registreret et nyt tilfælde af corona i Slesvig-Flensborg Amt. Der har den seneste uge været 3,0 nye smittede per 100.000 indbyggere. I går lå incidenstallet på 2,5.
Siden epidemiens udbrud er der registreret 2908 smittede i amtet, hvoraf 2842 er raske igen, og 60 har mistet livet. Dermed er der aktuelt seks smittede i amtet. 79 personer i amtet er aktuelt i karantæne.
Tilvalgsordning fylder kun få promiller i dansk vaccineindsats
15.07.2021 11:43
København. Der er de seneste uger blevet åbnet for, at alle i Danmark kan bestille tid i det offentlige vaccinationsprogram.
Der har i samme periode været et stort fald antallet af personer, som bliver vaccineret under den tilvalgsordning hos det private firma Practio, hvor man kan få enten Johnson & Johnson eller Astrazeneca, som er taget ud af det offentlige program.
I juli er der indtil givet omkring 1700 stik med de to vacciner, mens der i samme periode er blevet givet over 900.000 stik i det offentlige program, hvor man får enten Pfizer/Biontech eller Moderna.
Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).
Samlet er der blevet givet i underkanten af 50.000 stik hos Practio, siden ordningen gik i luften af slutningen af maj.
Langt de fleste er blevet vaccineret med Johnson & Johnson, som kun kræver et enkelt stik for at være færdigvaccineret.
Ordningen bliver debatteret i øjeblikket, efter at Lægemiddelstyrelsen har fået den første danske indberetning om et muligt tilfælde af en sjælden, men alvorlig type af bivirkninger i forbindelse med Johnson & Johnson-vaccinen. Vitt, som sygdommen kaldes, er en sjælden, men alvorlig bivirkning, hvor man ser en usædvanlig kombination af blodpropper, blødninger og et lavt antal blodplader.
/ritzau/
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
74 procent af corona-tilfældene er Delta-variant
15.07.2021 10:33
Berlin. Delta-varianten spreder sig mere og mere i Tyskland. Efterhånden er der ved 74 procent af de analyserede coronaprøver tale om Delta-varianten. Det fremgår af en rapport fra Robert Koch Instituttet (RKI).
De analyserede prøver er fra den 28. juni til den 4. juli. I de to uger før lå Delta-andelen på 39 hhv. 60 procent. Tendensen tyder på, at der i denne uge vil være en endnu større andel.
(dpa)
EM-kampe i Parken gav kun få coronasmittede
15.07.2021 09:15
København/Aarhus. Danmarks EM-kampe på stadion var ikke supersprederbegivenheder, mener to eksperter ifølge DR.
Tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed viser, at 152 personer blev smittede med coronavirus i forbindelse med kampene på stadion, skriver DR.
- Det har vist, at de her kampe kunne man godt håndtere. Det har vist, at det ikke var ansvarsløst at afholde de her kampe i Parken, siger Søren Riis Paludan, der er virolog ved Aarhus Universitetet, til DR.
Tallene fra Styrelsen for Patientsikkerhed er gjort op på antal smittede i relation til kampene. Det vil sige personer, der har været på stadion og været smitsomme under kampen, eller som er blevet smittede til kampen. Storskærmsarrangementer og private begivenheder er ikke med i tallene.
Til kampen mellem Danmark og Finland var der otte smittede i relation til kampen, mens kampen mod Belgien gav 41 smittede og kampen mod Rusland gav 62 smittede.
Kampen mellem Kroatien og Spanien, der også blev spillet i Parken, gav 41 smittede. Sammenlagt giver det 152 smittede.
/ritzau/
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
EL vil lukke ordning med tilvalgsvacciner
15.07.2021 09:13
København. Et muligt tilfælde af en sjælden blodprop efter en tilvalgsvaccine er anledning til at lukke og slukke for ordningen med tilvalgsvacciner, mener Enhedslisten.
- Vi er forholdsvist langt med vaccineudrulningen, og derfor er det rigtigt svært at se, hvad en sundhedsfaglig begrundelse for at give tilvalgsvacciner skal være, siger Peder Hvelplund, der er coronaordfører for Enhedslisten.
Også Dansk Selskab for Almen Medicin, Danske Patienter og SF har udtrykt bekymring for, at tilvalgsvaccinerne fortsat bliver tilbudt.
Tirsdag oplyste Lægemiddelstyren til DR, at styrelsen havde modtaget den første indberetning om et muligt tilfælde af en sjælden, men alvorlig type af bivirkninger i forbindelse med Johnson & Johnson-vaccinen.
Morten Freil, der er direktør hos patientforeningen Danske Patienter, har også opfordret til, at man genovervejer beslutningen om at tilbyde de to vacciner.
- Vi mener helt klart, at man bør genoverveje beslutningen, også set i lyset af de mange ekstra vacciner (fra Pfizer/BioNTech, red.) som vi har modtaget fra Rumænien, sagde han onsdag i en skriftlig kommentar til Ritzau.
/ritzau/
1233 i Danmark har fået corona efter andet vaccinestik
15.07.2021 09:11
København. Vaccinerne mod coronavirus ser ud til at give god beskyttelse, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) ifølge DR.
0,08 procent af færdigvaccinerede personer i Danmark er blevet smittet med coronavirus efter endt vaccineforløb.
1233 er blevet smittet ud af godt 1,6 millioner færdigvaccinerede personer mellem 27. december 2020 og 30. juni 2021.
Det betyder, at vaccinerne giver en rigtig god beskyttelse mod coronavirus, siger Troels Lillebæk, der er professor og afdelingschef hos SSI til DR.
- Det er et meget lille tal, og det viser, hvor effektive vaccinerne er, siger han.
De færdigvaccinerede vil også have et meget mildt sygdomsforløb.
Tallene går kun til udgangen af juni, og tal fra den seneste periode kan se anderledes ud, da den mere smitsomme Delta-variant af coronavirusset er blevet dominerende, siger Troels Lillebæk fra SSI.
/ritzau/
Smittetryk stiger brat i Tyskland
15.07.2021 07:38
Berlin. Smittetrykket i Tyskland stiger brat. 8,0 er testet positive per 100.000 indbyggere på syv døgn. Det oplyser Robert Koch Instituttet torsdag morgen.
Et døgn tidligere var værdien 7,1 og tirsdag 6,5.
På et døgn er der fundet 1642 nye tilfælde af smitte med coronavirus. Til sammenligning var der 970 for nøjagtig en uge siden.
I løbet af 24 timer 32 gået bort. Sidste torsdag var der 31 dødsfald.
Siden epidemiens begyndelse er der registreret 3.740.325 smittede. Omkring 3.637.400 menes at være raske igen. Efterhånden er 91.319 døde med eller af coronavirus.
(dpa)
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce