Liveblog-arkiv: 05.-07.07.2021

Her opdaterer Flensborg Avis dagligt om coronasituationen i både Danmark, Tyskland og Sydslesvig. Følg med her og hold dig opdateret om udviklingen.

Billede
Grafik: Eyla Boysen
onsdag d. 7. juli 2021 kl. 9.17


Tyske smittetal er endnu ikke opdateret

08.07.2021 07:29

Berlin. Robert Koch Institittet har endnu ikke opdateret med torsdagens smittetal for Tyskland.


Flensborg Avis siger godnat


Sydslesvig-Slipper blidt trods stigende smitte i Slesvig-Holsten

07.07.2021 22:59

Kiel. Var der tirsdag 3,4 nye smittede per 100.000 indbyggere i Slesvig-Holsten, steg værdien onsdag aften til 3,9. Det oplyser delstatens regering.

På et døgn var der 31 nye tilfælde. For en uge siden var der blot 18.

Hverken i Flensborg Kommune eller i Slesvig-Flensborg og Nordfrisland amter er der fundet yderligere smittede. I Rendsborg-Egernførde er der to.

Kiel har ligeledes fundet to, nye smittede.

Efterhånden er 64.018 testet positive i delstaten, hvor 1623 har mistet livet siden epidemiens begyndelse. Cirka 62.200 menes at være raske igen.

For øjeblikket er 16 smittede indlagt. Dog er kun seks i intensiv behandling. Fem får kunstigt åndedræt.


Fortsat ingen nye smittede i Flensborg

07.07.2021 16:43

Flensborg. Siden i går er der igen ikke fundet nye smittede i Flensborg Kommune. Det oplyser rådhuset onsdag eftermiddag. Hermed har der stadig været 4,4 nye tilfælde per 100.000 indbyggere på syv døgn.

I alt er 2273 testet positive siden epidemiens begyndelse. 2230 menes at være raske igen, og 39 har mistet livet.

Aktuelt er der registreret fire smittede i kommunen. 


Rendsborg-Egernførde Amts incidenstal stiger en smule

07.07.2021 16:11

Rendsborg. Der er siden i går registreret to nye tilfælde af coronavirus i Rendsborg-Egernførde Amt. Samtidig er to personer meldt raske. Aktuelt er der registreret 16 smittede i amtet. To af dem er indlagt. 

I løbet af syv dage har der været 2,9 nye smittede per 100.000 indbyggere. I går lå incidenstallet på 2,6. 

Siden epidemiens udbrud er der registreret 4116 smittede i Rendsborg-Egernførde Amt. 4042 er raske igen, og 58 har mistet livet.


Vaccine-aktion i Husum

07.07.2021 15:17

Husum. Fredag den 9. juli tilbyder Diakonisches Werk corona-vaccinationer i Bahnhofsmission Husum, Poggenburgstraße 16, fra kl. 10.30. Det skriver Husumer Nachrichten

Der vaccineres med Johnson&Johnson, hvor man er færdigvaccineret efter ét stik. 

Det kræver ingen tid på forhånd, men man skal regne med ventetid. 


Tyskland vil sende 30 millioner vaccinedoser til udviklingslande

07.07.2021 15:02

Berlin. Inden året slutter, vil Tyskland give mindst 30 millioner corona-vaccinedoser til udviklingslande. Det skal være doser med Astrazenecas og Johnson&Johnsons vacciner, fremgår det af den beretning fra sundhedsministeriet, som nyhedsbureauet dpa har set. 

- Det er vores alle sammens interesse at få verden vaccineret, sagde Tysklands sundhedsminister Jens Spahn (CDU).

Mindst 80 procent af vaccinerne skal distribueres via Covax, der er et vaccinesamarbejde under Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

(dpa)


 Foto: Philipp Schulze/dpa


RKI: Kontakttallet ligger over 1

07.07.2021 14:52

Berlin. For første gang siden april ligger kontakttallet i Tyskland igen over 1. Ifølge Robert Koch Instituttet (RKI) er det siden i går steget fra 0,93 til 1,01. Det betyder, at 100 smittede giver coronavirusset videre til 101 andre. Kontakttallet har i flere uger ligger under 1 i Tyskland. Går det det over et længere tidsrum betyder det, at smittetallene falder. 

RKI har desuden offentliggjort nye tal om antallet af vaccinationer. Tirsdag blev knap 700.000 mennesker vaccineret i Tyskland. I alt har 57,1 procent af den tyske befolkning nu fået mindst et stik af corona-vaccinen, og 39,9 procent af befolkningen er færdigvaccineret. Det skriver NDR


Over hvert andet smittetilfælde i Danmark er med Delta-variant

07.07.2021 14:10

København. 55,4 procent af de positive coronaprøver, der blev analyseret i Danmark i sidste uge, var med den mere smitsomme Delta-variant, oplyser Statens Serum Institut (SSI).

I midten af juni udgjorde varianten bare 6,4 procent af de positive prøver, men den har været i fremdrift i Danmark og blev altså den dominerende i sidste uge.

Delta-varianten blev først registreret i Indien i oktober sidste år, mens det første tilfælde i Danmark blev opdaget i april.

Delta-varianten er mere smitsom end Alpha-varianten, der tidligere var kendt som den britiske variant.

Det er derfor, at den har kunnet udkonkurrere Alpha-varianten og nu er den dominerende.

Samtidig vurderes Delta-varianten at føre til alvorligere sygdomsforløb, ligesom at vacciner ikke vurderes at være helt så effektive. De virker dog stadig.

/ritzau/


689 nye coronasmittede i Danmark

07.07.2021 14:09

København. Yderligere 689 personer i Danmark er det seneste døgn registreret smittet med covid-19, viser tal fra Statens Serum Institut onsdag.

De smittede er fundet på baggrund af 97.026 PCR-prøver, hvor man bliver podet i halsen.

Andelen af smittede blandt de testede - den såkaldte positivprocent - er 0,71.

Man skal en måned tilbage for at finde en tilsvarende høj andel.

Det er anden dag i træk, at der er registreret flere end 500 nye smittede. Tirsdag var antallet 542 nye coronatilfælde.

Antallet af indlagte falder med 4 til 39. Der er ikke registreret nye coronarelaterede dødsfald.

/ritzau/

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix


Norge åbner for indrejse for de fleste fra Danmark

07.07.2021 13:09

Oslo. Norge har lempet sine indrejseregler, så langt de fleste danskere nu kan rejse på ferie i nabolandet.

Lempelsen betyder, at Udenrigsministeriet i Danmark har ændret sin rejsevejledning, så der nu ikke længere frarådes rejser til landet.

Anbefalingen gælder for alle danskere med undtagelse af folk fra Region Hovedstaden.

Her frarådes rejse til landet, medmindre de er færdigvaccineret eller har været smittet inden for det sidste halve år.

Når man ankommer til Norge, skal man udfylde en indrejseformular og samtidig dokumentere, at man er vaccineret, har immunitet fra tidligere smitte eller er testet negativ. Derudover vil man blive testet ved ankomst.

Rejsende fra Region Hovedstaden kan kun rejse ind i Norge, hvis de har et relevant formål. Det kan for eksempel være, at man skal besøge et nært familiemedlem.

/ritzau/


Natklub i Flensborg deltager i modelprojekt

07.07.2021 12:54

Flensborg. Flensborg. Snart må der igen festes på natklubben »Bootshaus« i Flensborg. Den er nemlig en del af delstatens nyeste modelprojekt. Klubben vil kunne åbne for 199 gæster. 

Klubberne i projektet må på udvalgte aftener åbne op for gæster uden krav om mundbind eller afstand. Gæsterne skal dog lade sige teste både før såvel som fire gange efter besøget. Vaccinerede og personer, der har overstået en coronainfektion, er undtaget fra testkravet. 

Læs mere her


Friluftsbadet i Sporskifte har nye åbningstider

07.07.2021 12:30

Sporskifte. Friluftsbadet i Sporskifte har nye åbningstider. Fremover er der åbent ad to omgange, nemlig kl. 13:45-15:45 og kl. 16-18. 

Per omgang kan der lukkes op til 30 personer ind. 25 personer må bruge det store bassin på samme tid. Børnebassinet er dog lukket. Børn under 12 år må derfor kun komme ind sammen med deres forældre. Det er livredderen, der bestemmer, om rutsjebanen åbnes. 

Alle gæster skal registreres på papir eller via Luca-appen og overholde reglerne omkring afstand og hygiejne. 

Der skal bæres mundbind ved områder omkring kassen og kiosken og ved toiletterne. 

En enkeltbillet koster 1,50 euro. De kan købes til samme dag, men ved godt vejr anbefales det, at man køber en billet ved kiosken allerede dagen forinden. 


 Arkivfoto: Tim Riediger


Danmark har over en million fravalgte vacciner på lager

07.07.2021 11:44

København. På nuværende tidspunkt har Danmark over en million vacciner fra Astrazeneca og Johnson & Johnson på lager i køleskabene hos Statens Serum Institut (SSI).

Det viser tal, som DR har fået af Danmarks sundhedsministerium.

Derfor ønsker Enhedslisten, at den danske regering laver en plan for donation af de vacciner Danmark har indkøbt, men ikke selv skal bruge, siger coronaordfører i Enhedslisten Peder Hvelplund.

Men det kan blive svært, at donere de danske overskudsvacciner, da de ikke er kommet direkte fra en fabrik, men har været igennem Danmark først, siger Peder Hvelplund.

- Vaccineprogrammet Covax vil kun modtage vacciner direkte fra fabrikken. Det betyder, at det ikke vil modtage de vacciner fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, som ligger på lager hos SSI.

- Derfor vil vi være nødt til at lave bilaterale aftaler med modtagerlande, som vi tidligere har arbejdet sammen med.

- Men det bliver mere kompliceret, da vi både skal sikre, at vi kan levere vaccinerne, og at modtagerlandet har mulighed for at få vaccinerne ud til borgerne, siger han.

Covax er et fælles vaccinesamarbejde mellem Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og en række andre organisationer. Samarbejdet går ud på at fordele coronavacciner rundtom i verden, særligt til verdens fattige lande.

/ritzau/


 Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix


Studerende i Flensborg kan blive vaccineret fredag og lørdag

07.07.2021 11:42

Flensborg. Fredag og lørdag mellem kl. 10 og kl. 16 kan studerende i Flensborg blive vaccineret mod coronavirus i Audimax på universitetets campus. Der vaccineres med vaccinerne fra Moderna og Johnson&Johnson, og det kræver ikke en tid. 

Det er delstaten, som stiller vaccinerne til rådighed. Sundhedsministeriet har oplyst, at der kan gives cirka 150 vaccinationer om dagen.

Interesserede skal medbringe pas og studiekort samt vaccinepas, hvis de har sådan et. 


Stadig ingen nye smittede i Slesvig-Flensborg Amt

07.07.2021 11:36

Slesvig. I løbet af det seneste døgn er der ikke registreret nye tilfælde af corona i Slesvig-Flensborg Amt. I løbet af den seneste uge har der været 1,0 nye smittede per 100.000 indbyggere. Det er samme tal som i går

Siden epidemiens udbrud er der registreret 2902 smittede i amtet, hvoraf 2841 er raske igen, og 60 har mistet livet. Dermed er der aktuelt en smittet i amtet. Vedkommende er ikke indlagt. 76 personer i amtet er aktuelt i karantæne.



Portugal og Storbritannien er ikke længere virusvariantområder

07.07.2021 10:34

Berlin. Fra i dag bliver fem lande ikke længere betragtet som virusvariantområder (Virusvariantengebiete) af forbundsregeringen. Det  gælder Portugal, Storbritannien, Nordirland, Rusland, Indien og Nepal, som fra i dag kun er højincidensområder (Hochinzidenzengebiete).

Det betyder, at alle igen kan rejse ind til Tyskland fra disse lande.

Desuden skal færdigvaccinerede og personer, der har overstået en coronainfektion, ikke længere i karantæne i Tyskland efter indrejse fra disse lande. Alle andre skal ikke længere i karantæne i 14 dage, men kun i ti. 

De strenge rejseregler var blevet indført for at holde den smitsomme Delta-variant ude. Men da den nu alligevel har bredt sig i Tyskland, lempes der på reglerne igen. 


Spahn: Ophævelse af corona-restriktioner afhænger af vaccinationer

07.07.2021 09:27

Berlin. Tysklands sundhedsminister Jens Spahn (CDU) siger, at en hurtig ophævelse af corona-restriktionerne er afhængig af, hvor mange der bliver vaccineret. 

Mange af de ældre er villige til at blive vaccineret, så man her snart vil nå til 90 procent, sagde Spahn til »Deutschlandfunk« ifølge NDR. 

Men nogle af de 12- til 59-årige skal hverves endnu, så 85 procent af borgerne i denne aldersgrupper bliver vaccineret, mener han. 

- Hvis vi klarer det godt i juli, så kan vi forvente et godt efterår og en god vinter med færre regler og langt færre restriktione, sagde han. 


 Foto: Christophe Gateau/dpa-pool/dpa


Nu stiger smitten i Tyskland igen

07.07.2021 07:26

Berlin. I løbet af 24 timer er der fundet 985 nye tilfælde af smitte med coronavirus i Tyskland. Det oplyser Robert Koch Instituttet onsdag morgen.

For en uge siden var der 808.

På syv døgn er yderligere 5,1 blevet smittet per 100.000 indbyggere. Hermed er værdien steget en smule fra 4,9 dagen før.

På et døgn er der registreret 48 dødsfald. En uge tidligere havde 56 mistet livet.

Siden epidemiens begyndelse er 3.732.549 testet positive. Af dem menes 3.631.500 at være raske igen. Efterhånden er 91.110 gået bort.

(dpa)


Flensborg Avis siger godnat

Smittetryk er efterhånden minimalt i Sydslesvig

06.07.2021 22:32

Kiel. Kun ni nye er testet positive for coronavirus i Slesvig-Holsten siden mandag. Det oplyser delstatens regering tirsdag aften.

Hermed daler smittetrykket til 3,3 nye tilfælde per 100.000 indbyggere på syv døgn mod 3,5 et døgn tidligere.

Hverken i Flensborg Kommune eller Slesvig-Flensborg og Nordfrisland amter er der fundet ny smitte. I Rendsborg-Egernførde Amt er der opdaget to nye tilfælde.

Kiel har ligeledes to nye smittede.

Ingen smittede har mistet livet i delstaten i det forløbne døgn.

Siden epidemiens begyndelse er 63.986 testet positive. Omkring 62.200 af dem menes at være friske igen.

For øjeblikket er 17 indlagt. Ni er i intensiv behandling. Af dem får seks kunstigt åndedræt.


Virussen smuttede igen forbi Flensborg

06.07.2021 17:14

Flensborg. Mellem mandag og tirsdag blev der igen ikke fundet nye smittede i Flensborg kommune. Det oplyser rådhuset tirsdag eftermiddag. Hermed har der været 4,4 nye tilfælde per 100.000 indbyggere på syv døgn.

I alt er 2273 testet positive siden epidemiens begyndelse. 2230 menes at være raske igen.

I månedsvis har der ikke været nye dødsfald. 39 har mistet livet.

For øjeblikket har fire indbyggere aktiv virus i sig. 29 er i karantæne.


Rendsborg-Egernførde Amts incidenstal stiger en smule

06.07.2021 16:24

Rendsborg. Der er i dag registreret to nye tilfælde af coronavirus i Rendsborg-Egernførde Amt. Aktuelt er der registreret 16 smittede i amtet. To af dem er indlagt. 

I løbet af syv dage har der været 2,6 nye smittede per 100.000 indbyggere. I går lå incidenstallet på 2,2. 

Siden epidemiens udbrud er der registreret 4114 smittede i Rendsborg-Egernførde Amt. 4040 er raske igen, og 58 har mistet livet.


Laboratorier: Næsten hvert andet corona-tilfælde er Delta-variant

06.07.2021 16:13

Berlin. I de tyske laboratorier er der efterhånden tale om Delta-varianten ved næsten hver anden corona-prøve, der bliver undersøgt. Det meddeler sammenslutningen for de akkrediterede laboratorier i medicinalbranchen (ALM) tirsdag. I ugen fra den 28. juni til den 4. juli lå andelen af Delta-varianten på 47 procent. Ifølge sammenslutningen er det en »forventet« stigning. Tallene fra ALM passer til Robert Koch Instituttets (RKIs) vurdering i sidste uge. Aktuelle tal fra RKI ventes onsdag aften. 

(dpa)


3,5 millioner danskere har fået mindst et vaccinestik

06.07.2021 14:42

København. Tæt på 3,5 millioner indbyggere i Danmark har påbegyndt processen med at blive vaccineret mod covid-19, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Helt præcist har 3.451.517 personer - svarende til 59 procent af den danske befolkning - fået minimum et stik med en vaccine.

Af dem kan mere end to millioner kalde sig færdigvaccinerede. Det er præcist 2.154.194 personer, som dermed har modtaget det afsluttende stik. Det svarer til 36,8 procent af befolkningen.

Sundhedsstyrelsen prioriterer vaccinationsindsatsen efter aldersgrupper og sårbarhed.

/ritzau/


Tysk corona-app er blevet hentet 30 millioner gange

06.07.2021 14:18

Berlin. Den officielle tyske corona-app, Corona-Warn-App, er efterhånden blevet hentet 30 millioner gange. Det skriver NDR

Appen har været tilgængelig i både Apples og Googles app-stores siden den 16. juni 2020.


 Foto: Oliver Berg/dpa


Der er registreret 542 nye coronatilfælde i Danmark

06.07.2021 14:03

København. Yderligere 542 personer i Danmark er konstateret smittet med coronavirus i Danmark det seneste døgn.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Smittetilfældene er fundet blandt 83.875 PCR-prøver. Det er de prøver, hvor man bliver podet i svælget.

Det samlede antal indlagte stiger med tre, hvilket betyder at 43 personer tirsdag morgen var indlagt med coronavirus på et af Danmarks hospitaler.

Af dem ligger otte på en intensivafdeling, mens otte er koblet til en respirator.

Der er et nyt dødsfald.

/ritzau/


Kontakttallet i Danmark er beregnet til 1,2 og let stigende

06.07.2021 13:25

København. Kontakttallet er beregnet til 1,2 og er dermed let stigende. Det har ligget på 1 eller under siden slutningen af april, oplyser Danmarks sundhedsministerium på Twitter.

/ritzau/


Næsten alle danske OL-deltagere er vaccineret mod corona

06.07.2021 12:33

København. Næsten alle danske OL-atleter er blevet vaccineret mod coronavirus op til legene.

Det oplyser den danske chef de mission for Danmark, Søren Simonsen.

- Det er meget, meget tæt på 100 procent, siger han uden at komme det nærmere.

- Det er stadig tilladt at komme til OL uden at være vaccineret. Det er IOC's regler. Men langt de fleste er super glade for muligheden og har ladet sig vaccinere.

/ritzau/


Slesvig-Flensborg Amts incidenstal falder til 1,0

06.07.2021 12:25

Slesvig. I løbet af det seneste døgn er der ikke registreret nye tilfælde af corona i Slesvig-Flensborg Amt. I løbet af den seneste uge har der været 1,0 nye smittede per 100.000 indbyggere. I går lå incidenstallet på 1,5.

Siden epidemiens udbrud er der registreret 2902 smittede i amtet, hvoraf 2840 er raske igen, og 60 har mistet livet. Dermed er der aktuelt to smittede i amtet. Ingen af dem er indlagt. 74 personer i amtet er aktuelt i karantæne.



Vaccinekommission: Det er kontraproduktivt, at politikken blander sig

06.07.2021 12:24

Berlin. Den tyske vaccinekommission, Stiko, vil ikke have, at politikere blander sig i debatten om corona-vaccinationer af børn. 

- Vaccinekommissionen er bevidst bestemt som uafhængig kommission i loven. Politikkens højlydte indblanden er kontraproduktiv og gør ingen nytte, skrev Stiko-chef Thomas Mertens som svar på en forespørgsel fra nyhedsbureauet dpa. 

SPD-formand Saskia Esken havde opfordret vaccinekommissionen til at genoverveje anbefalingen om vaccination af børn og unge. Det samme gjorde Bayerns ministerpræsident Markus Söder (CSU). 

- Det er hele tiden vaccinekommissionens opgave at undersøge anbefalinger (ikke kun ved corona), så der er ikke brug for en opfordring fra politikerne, skrev Mertens. 

Der kan ifølge Thomas Mertens dog først komme en aktualisering af anbefalingen, når der er tilstrækkelig viden om risici. 

Stiko er indtil videre ikke kommet med en generel anbefaling om vaccination af børn og unge over 12 år. Corona-vaccinen anbefales kun til 12- og 17-årige, der er sårbare, fordi de har bestemte sygdomme. 

Børn og unge fra 12 år kan dog vaccineres mod corona uafhængigt af anbefalingen. Det er en beslutning, som forældrene træffer med deres børn og børnenes læger. 

Der er endnu ingen corona-vaccine, der er godkendt til børn under 12 år. 

(dpa)


Lærerorganisation bekymret på grund af manglende luftfiltre 

06.07.2021 10:37

Berlin. De tyske lærerorganisation er bekymret på grund af utilstrækkelige forberedelser i forbindelse med luftfiltre i klasselokaler. Det skriver NDR. 

-Vi frygter, at under ti procent af de over 650.000 klasselokaler i Tyskland vil have et luftfilter til efteråret, sagde organisationens præsident Heinz-Peter Meidinger til »Rheinische Post«. 

Tyskland er ikke godt nok forberedt til skolestarten, hvor man forventer, at Delta-varianten vil brede sig yderligere på grund af folk, der vender hjem fra rejser, lød det. 


Lille flertal vil af med corona-restriktioner for vaccinerede

06.07.2021 09:45

Berlin. En lille flertal af tyskerne vil have ophævet corona-restriktionerne for færdigvaccinerede fra september. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har lavet. 51 procent af de adspurgte gik ind for ophævelsen, mens 39 procent var imod. 11 procent gav ingen oplysninger.

Blandt de 18- til 33-årige var det kun 33 procent, der ønskede, at corona-restriktionerne bliver ophævet for færdigvaccinerede fra september. I alle andre aldersgrupper var det lidt over 50 procent. 

Indtil videre er lidt over 38 procent af den tyske befolkning færdigvaccineret. 

(dpa)


Maas går ind for ophævelse af alle corona-restriktioner

06.07.2021 09:22

Berlin. Tysklands udenrigsminister Heiko Maas (SPD) går ind for, at alle corona-restriktioner ophæves, når alle tyske borgere har fået tilbudt en vaccinetid. 

Det kan vi regne med i løbet af august, sagde Maas til nyhedsbureauet dpa og »Süddeutsche Zeitung«.  Når alle mennesker i Tyskland har fået tilbudt en vaccine, vil der ikke længere være juridisk eller politisk hjemmel for indskrænkninger.  

(dpa)


 Foto: Felix Schröder/dpa


Forbundsregering lemper på indrejseregler

06.07.2021 09:20

Berlin. Fra i morgen betragter forbundsregeringen ikke længere Portugal, Storbritannien, Nordirland, Rusland, Indien og Nepal som virusvariantområder (Virusvariantgebiete), men kun som højincidensområder (Hochinzidenzengebiete).

Det betyder, at alle igen kan rejse ind til Tyskland fra disse lande.

Desuden skal færdigvaccinerede og personer, der har overstået en coronainfektion, ikke længere i karantæne i Tyskland efter indrejse fra disse lande. Alle andre skal ikke længere i karantæne i 14 dage, men kun i ti. 

De strenge rejseregler var blevet indført for at holde den smitsomme Delta-variant ude. Men da den nu alligevel har bredt sig i Tyskland, lempes der på reglerne igen. 

(dpa)


Smittetryk falder en smule i Tyskland

06.07.2021 07:31

Berlin. De lokale sundhedsmyndigheder har i løbet af 24 timer indberettet 440 nye tilfælde af smitte med coronavirus. Det oplyser Robert Koch Instituttet tirsdag morgen. Til sammenligning var der 404 nye smittede for en uge siden.

I løbet af en uge har der været 4,9 smittede per 100.000 indbyggere. Dagen før var tallet 5,0.

Siden mandag har 31 mistet livet mod 57 for en uge siden.

I løbet af epidemien er 3.731.564 testet positive. Omkring 3.630.500 skønnes at være raske igen.

Efterhånden har 91.062 mistet livet.

(dpa)


Flensborg Avis siger godnat


Igen falder smittetrykket i Slesvig-Holsten

05.07.2021 23:30

Kiel. Kun 15 nye i Slesvig-Holsten er testet positive i det forløbne døgn. Det oplyser delstaten regering mandag aften. Hermed har der været 3,5 nye tilfælde per 100.000 indbyggere på syv døgn. Et døgn tidligere var værdien 3,8.

I Slesvig-Flensborg, Nordfrisland og og Rendsborg-Egernførde amter er der ikke fundet nye smittede. Flensborg Kommune melder ud på aftenen om en enkelt ny inficeret.

I Kiel er tre nye testet positive.

Ingen har mistet livet i Tyskalnds nordligste delstat i det forløbne døgn.

For øjeblikket er 17 smittede indlagt. Kun ni af dem er dog i intensiv behandling. Seks får kunstigt åndedræt.

Efterhånden er 63.978 testet positive siden epidemiens begyndelse. Omkring 62.200 skønnes at være raske igen.

Siden sidste forår har 1626 smittede mistet livet.


Ingen nye smittede i Flensborg

05.07.2021 17:23

Flensborg. Der er ikke blevet registreret nogen nye smittede med coronavirus i Flensborg Kommune siden i går. 

Dermed ligger incidenstallet fortsat på 4,4. 

Siden epidemiens udbrud har der været 2273 smittede, hvoraf 2230 er raske igen og 39 har mistet livet. Det vil sige, at der aktuelt er fire smittede. 

30 personer befinder sig i karantæne. 


RKI’s vaccinemål: Så mange skal vaccineres for at undgå stor fjerde bølge

05.07.2021 16:54

Berlin. Ifølge beregninger fra Robert Koch Instituttet (RKI) skal mindst 85 procent af de 12- til 59-årige og 90 procent af de over 60-årige være færdigvaccineres i kampen mod Delta-varianten.

»Hvis vi opnår dette mål rettidigt, er en udpræget fjerde bølge i efteråret/vinteren usandsynligt«, lyder det i papiret, der blev offentliggjort mandag. 

Alligevel bør befolkningen også fortsat overholde hygiejnereglerne. Muligvis bliver det også nødvendigt at reducere kontakt til andre mennesker »til en vis grad« ved stigende smittetal. 

RKI er forsigtigt optimistisk i forhold til, at målet kan nås. Efterhånden er nemlig flere villige til at blive vaccineret. 

Indtil videre har 56,5 procent af den tyske befolkning fået corona-vaccinens første stik, og 38,9 procent af befolkningen er færdigvaccineret. 

(dpa)


Studerende i Flensborg kan blive vaccineret uden en tid 

05.07.2021 16:32

Flensborg/Kiel. Fra i morgen kan studerende i Slesvig-Holsten blive vaccineret mod coronavirus direkte ved universiteterne. I de kommende otte uger vil mobile vaccinationshold nemlig være undervejs i delstaten og vaccinere på campusserne på i alt otte dage. Holdene er klar fra kl. 8 til kl. 18, men det er det pågældende universitet, der oplyser de nøjagtige tidspunkter. 

Der kan gives cirka 150 vaccinationer om dagen, og det bliver vaccinerne fra Moderna og Johnson&Johnson. Det er ikke nødvendigt at få en tid. 

I Flensborg vaccineres der på campus den 9. og 10. juli ved Audimax overfor kantinen, og det er alle studerende i byen, der må møde op.


Rendsborg-Egernførde Amts incidenstal ligger på 2,2

05.07.2021 16:19

Rendsborg. Der er i dag ikke registreret nye tilfælde af coronavirus i Rendsborg-Egernførde Amt. Aktuelt er der registreret 14 smittede i amtet. To af dem er indlagt.

I løbet af syv dage har der været 2,2 nye smittede per 100.000 indbyggere. 

Siden epidemiens udbrud er der registreret 4112 smittede i Rendsborg-Egernførde Amt. 4040 er raske igen, og 58 har mistet livet.


36 procent af den danske befolkning er færdigvaccineret

05.07.2021 15:40

København. 2.111.387 danskere - svarende til 36,1 procent af den danske befolkning - er færdigvaccineret mod covid-19.

I alt 3.418.296 personer - inklusive de færdigvaccinerede - har påbegyndt processen med at blive vaccineret. Det svarer til 58,4 procent af den danske befolkning.

Sundhedsstyrelsen prioriterer vaccinationsindsatsen efter aldersgrupper og sårbarhed.


 Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix


Nordfrisland Amt offentliggør tjekliste med coronaregler til restauranter

05.07.2021 14:38

Husum. Nordfrisland Amt har gentagne gange oplevet, at coronareglerne på restaurationer blev brudt. Da det hverken er sjovt for amtet eller for restaurationerne, har amtet nu offentliggjort en tjekliste, hvor restauratørerne selv kan tjekke, om alle reglerne overholdes. Listen kan findes her.

Ifølge Nordfrisland Amt har det nemlig ofte været sådan, at reglerne blev brudt, fordi restaurationerne ikke kendte til dem. 

Det vil stadig blive overholdt af myndighederne, at regler bliver overholdt. Tjeklisten skal således bare gøre det nemmere for alle involverede. 


Der er registreret 337 nye smittetilfælde i Danmark

05.07.2021 14:08

København. Det seneste døgn har yderligere 337 personer i Danmark fået besked om, at de er testet positive for coronavirus.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) mandag i sin daglige opdatering.

De 337 smittetilfælde er fundet i 65.937 PCR-prøver. Det er de prøver, hvor man bliver podet i svælget.

Sættes andel af positive svar op imod det samlede antal PCR-prøver giver det en positivprocent på 0,51. Med andre ord har lidt over én ud af 200 prøver vist et positivt svar det seneste døgn.

På landets hospitaler er der mandag indlagt 40 patienter med coronavirus. Det er én mere end søndag.

Der er ikke registreret dødsfald blandt coronasmittede det seneste døgn.

/ritzau/


Stiko: For få data til vaccine-anbefaling til børn fra 12 år

05.07.2021 14:07

Berlin. Selvom politikere har krævet en generel anbefaling om corona-vaccinationer til børn fra 12 år, er den tyske vaccinekommission, Stiko, fortsat tilbageholdende. 

Vaccinekommission holder hver dag øje med de pågældende data, og hvis der sker ændringer, vil kommissionen reagere hurtigt, lyder det mandag fra Stiko-medlem Martin Terhardt. De data, der på nuværende tidspunkt er tilgængelige, giver dog ikke tilstrækkelig bevis for, at vaccinen er sikker for denne aldersgruppe, siger han. 

(dpa)


Familiefar dømt for coronademo - Landsret nedsætter straffen

05.07.2021 12:44

København. Østre Landsret nedsætter straffen til en 31-årig mand, der blev dømt for at skyde med romerlys mod politiet ved en Men in Black-demonstration mod coronarestriktionerne i København 9. januar.

Han idømmes ti måneders fængsel. Det er otte måneder mindre end i Københavns Byret, hvor han i april blev idømt et år og seks måneders fængsel.

Strafnedsættelsen skyldes primært, at landsretten ikke dømmer efter den såkaldte coronaparagraf - straffelovens paragraf 81d - der kan forhøje straffen.

Derudover lægger landsretten stor vægt på den tiltaltes gode personlige forhold, fortæller landsretsdommer Julie Arnth Jørgensen.

Den 31-årige mand var ansat som sikkerhedsvagt i en forretning i Odense, inden han blev dømt i sagen om demonstrationen i København.

Han boede sammen med sin kæreste og sin lille datter på Nordfyn og brugte blandt andet sin fritid på bestyrelsesarbejde i sin datters daginstitution.

Han har siddet varetægtsfængslet siden 9. januar. Dommeren har besluttet at løslade den 31-årige mand efter dommen.

Hans familie - herunder hans kæreste - var mødt op i Østre Landsret mandag. 

Da Julie Arnth Jørgensen læste dommen op, var hans familie tydeligt lettet, og hans kæreste brød ud i gråd.

/ritzau/


Garg afviser bøder for udeblivelse fra vaccinetid

05.07.2021 12:38

Kiel/Berlin. Slesvig-Holstens sundhedsminister Heiner Garg (FDP) er imod bøder til borgere, der ikke dukker op til deres vaccinetid.

- Disse forslag går i den helt forkerte retning, sagde Garg mandag til nyhedsbureauet dpa.  

- Det er helt forståeligt, at folk reserverer en vaccinetid hos deres egen læge, i vaccinationscentret eller måske hos bedriftslægen, så der er større chance for at få en tid hurtigt, sagde han. 

Andre tider bør så aflyses, sagde Garg. 

- Men at true med straf her, er den forkerte tilgang. Det virker også afskrækkende på folk, som vi gerne vil have til at blive vaccineret - vi skal derimod hverve dem gennem vaccinernes fordele og fortsat gøre tilbuddet om vaccine lettilgængeligt for folk, sagde ministeren. 

Også den parlamentariske forretningsfører for FDP i Forbundsdagen, Marco Buschmann, afviser bøder. En mulig straf vil føre til, at færre vælger at registrere sig til at få en tid, mener han. 

Politikere fra SPD og unionspartierne CDU/CSU var gået ind for at straffe borgere, der ikke dukker op til deres vaccinetid og ikke aflyser. 

(dpa)


 Foto: Axel Heimken/dpa


Aktuelt er kun to registreret smittet i Slesvig-Flensborg Amt

05.07.2021 11:32

Slesvig. I løbet af det seneste døgn er der ikke registreret nye tilfælde af corona i Slesvig-Flensborg Amt. I løbet af den seneste uge har der været 1,5 nye smittede per 100.000 indbyggere. 

Siden epidemiens udbrud er der registreret 2902 smittede i amtet, hvoraf 2840 er raske igen, og 60 har mistet livet. Dermed er der aktuelt to smittede i amtet. Ingen af dem er indlagt. 69 personer i amtet er aktuelt i karantæne.



Stiko-chef tvivler på, om massetest af elever giver mening

05.07.2021 10:02

Berlin. Formanden for den tyske vaccinekommission (Stiko), Thomas Mertens, tvivler på, at massetest af elever giver mening. 

- Jeg spørger mig selv, hvor vigtigt det virkeligheden er, at man finder frem til hvert smittede barn, der ikke har symptomer, gennem test, sagde Mertens til »Schwäbische Zeitung«. 

- Ville det måske være nok at identificere hvert barn med symptomer tidligt og isolere det? Det lyder måske kættersk, men man bør tænke over det.

(dpa)


Sygekasselæge-formand: Vaccinerede skal ikke bære mundbind

05.07.2021 09:57

Berlin. Formanden for Tysklands sammenslutning af sygekasselæger, Andreas Gassen, kræver, at corona-restriktionerne ikke længere gælder for færdigvaccinerede. 

- Senest i september vil der være et tilbud om vaccine til alle, der ønsker det. Så skal nærmest alle corona-restriktioner egentlig væk, sagde Gassen til avisen »Bild«. 

- Enhver bør kunne bestemme individuelt, om man vil bære mundbind - men der bør ikke længere være et krav til den tid. 

Ifølge Gassen er det også vigtigt at droppe restriktionerne for at højne moralen.

- Ellers vil nogle spørge sig selv: Hvorfor skulle jeg blive vaccineret, måske risikere to dages hovedpine eller andre bivirkninger og gøre noget for flokimmuniteten, hvis jeg fortsat skal bære mundbind, bare fordi 20 til 30 procent nægter at blive vaccineret.  

(dpa)


 Foto: Michael Kappeler/dpa


Speciallæge: Isolation i tredje led giver ikke længere mening

05.07.2021 09:17

København/Aarhus. Fra mandag behøver nære kontakter i tredje led til en smittet med Delta-varianten ikke længere at gå i isolation i Danmark.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed ifølge Berlingske.

Det giver mening at droppe anbefalingen om isolation af nære kontakter i tredje led, lyder vurderingen fra speciallæge i infektionssygdomme Christian Wejse, Aarhus Universitetshospital.

- Det er naturligt at fravige princippet på nuværende tidspunkt, hvor vi har udbredt samfundssmitte med Delta-varianten.

- Nu er det måske to tredjedele af alle tilfælde, der udgøres af Delta. Der er det rimeligt, når man sætter effekten af tiltaget i forhold til ulempen at sige, at nu giver det ikke mening mere, siger han til Ritzau.

Siden marts har Styrelsen for Patientsikkerhed anbefalet isolation og test af nære kontakters nære kontakter ved alle varianter, som gav myndighederne ekstra grund til bekymring.

/ritzau/


Smittetryk er uændret i Tyskland

05.07.2021 07:53

Berlin. I løbet af et døgn er der registreret 212 nye tilfælde af smitte med coronavirus. Det oplyser Robert Koch Instituttet mandaf morgen. Til sammenligning var der 219 nye tilfælde for en uge siden. Tallene er som regel lave mandag, fordi der blive testet og inndberettet færre i weekenden.

På syv døgn er der fundet 5,0 smittede per 100.000 indbyggere. Værdien er uændret i forhold til den foregående dag. For en uge siden var incidendensn 5,6.

I de seeneste 24 timer er en enkelt død. For en uge siden var antallet otte.

Siden epidemiens begyndelse er 3.731.124 testet positive. 3.629.300 skønnes at være raske igen.

Efterhånden er 91.031 smittede gået bort.

(dpa)


Se livebloggen fra den 2.-4. juli her.