Liveblog-arkiv: 02.-04.07.2021

Her opdaterer Flensborg Avis dagligt om coronasituationen i både Danmark, Tyskland og Sydslesvig. Følg med her og hold dig opdateret om udviklingen.

Billede
Grafik: Eyla Boysen
fredag d. 2. juli 2021 kl. 9.15

Smittetryk er uændret i Tyskland

05.07.2021 07:53

Berlin. I løbet af et døgn er der registreret 212 nye tilfælde af smitte med coronavirus. Det oplyser Robert Koch Instituttet mandaf morgen. Til sammenligning var der 219 nye tilfælde for en uge siden. Tallene er som regel lave mandag, fordi der blive testet og inndberettet færre i weekenden.

På syv døgn er der fundet 5,0 smittede per 100.000 indbyggere. Værdien er uændret i forhold til den foregående dag. For en uge siden var incidendensn 5,6.

I de seeneste 24 timer er en enkelt død. For en uge siden var antallet otte.

Siden epidemiens begyndelse er 3.731.124 testet positive. 3.629.300 skønnes at være raske igen.

Efterhånden er 91.031 smittede gået bort.

(dpa)


Næsten ingen nye smittede er indberettet i Slesvig-Holsten

04.07.2021 20:29

Kiel. Siden lørdag har delstaten kun registreret seks nye tilfælde af coronavirus. I weekender er der dog ofte færre, der bliver testet, og ikke alle amter giver deres tal videre. Ifølge delstatens tal er der i Flensborg Kommune registreret et enkelt nyt tilfælde, mens der er ikke registreret nye smittede i hverken Nordfrisland Amt, Rendsborg-Egernførde Amt, Slesvig-Flensbprg Amt eller Kiel.

I alt har der i de seneste syv døgn været 3,6 tilfælde af coronavirus per 100.000 indbyggere. 

Der er ikke registreret coronarelaterede dødsfald i delstaten i det forløbne døgn. Hidtil er 1623 gået bort.

63.963 tilfælde er der indberettet i delstaten siden epidemiens begyndelse. Af dem menes omkring 62.100 at være kommet sig igen.

For øjeblikket er 14 i delstaten indlagt med coronavirus. 11 af dem er i intensiv behandling, og otte får kunstigt åndedræt.


To nye tilfælde af Delta-varianten registreret i Nordfrisland

04.07.2021 18:36

Husum. I juni har der været yderligere to tilfælde af Delta-varianten i Nordfrisland Amt. Indtil videre er der dermed registreret tre tilfælde af den smitsomme variant i amtet. Det skriver Husumer Nachrichten

I begge tilfælde er der allerede gået over 14 dage, siden de pågældende personer blev bekræftet smittet. Så længe har det nemlig taget at få mistanken om, at det drejer sig om Delta-varianten, bekræftet på laboratoriet. 


Ingen nye smittede i Nordfrisland 

04.07.2021 18:24

Husum. Siden i går er der ikke registreret nye tilfælde af coronavirus i Nordfrisland Amt. Aktuelt er der registreret seks smittede i amtet. 

Siden epidemiens udbrud er der registreret 2764 smittede i amtet. 2676 af dem er raske igen, og 82 har mistet livet. 

På grafikken nedenunder kan du se, hvordan antallet af smittede har udviklet sig i amtet.


Grafik: Nordfrisland Amt


FDP kræver garanti for fysisk undervisning efter sommerferien

04.07.2021 16:56

Berlin. FDP kræver en »garanti for fysisk undervisning« til efteråret. Undervisningsministrene skal sammen med forbundsregeringen gå i gang med de nødvendige forberedelser nu, sagde Katja Suding, der er stredfortrædende gruppeformand for FDP i Forbundsdagen. Det skriver NDR. Ministrene bør »mødes snart, ikke først i oktober som planlagt«, sagde hun. 

Suding advarer mod at gentage fejlene fra sidste sommer. 

- Det er fuldstændigt klart, hvad der skal gøres: Nu skal rammerne dannes for bedre hygiejnekoncepter, luftfiltre og slikkepinde-test skal tilbydes, sagde FDP-politikeren. 


 Foto: Fabian Sommer/dpa


Flensborgs incidenstal stiger til 4,4

04.07.2021 15:37

Flensborg. Siden i går er der registreret to nye tilfælde af coronavirus i Flensborg Kommune. Incidenstallet stiger dermed fra 2,2 til 4,4.

Siden sidste forår er 2273 i kommunen testet positive. 2229 af dem menes at være friske igen. I alt 39 har efterhånden mistet livet.

Der er aktuelt registreret fem smittede i Flensborg Kommune. 26 er i karantæne.


Ingen nye smittede i Slesvig-Flensborg Amt

04.07.2021 14:06

Slesvig. I løbet af det seneste døgn er der ikke registreret nye tilfælde af corona i Slesvig-Flensborg Amt. I løbet af den seneste uge har der været 1,5 nye smittede per 100.000 indbyggere. 

Siden epidemiens udbrud er der registreret 2902 smittede i amtet, hvoraf 2839 er raske igen og 60 har mistet livet. Dermed er der aktuelt tre smittede i amtet. 70 personer i amtet er aktuelt i karantæne.



392 nye smittetilfælde i Danmark

04.07.2021 14:05 - opdateret 14:16

København. Yderligere 392 personer i Danmark er søndag registreret smittet med covid-19, oplyser Statens Serum Institut.

Antallet af smittede er fundet på baggrund af 104.226 PCR-prøver, hvor man bliver podet i halsen.

Det betyder, at positivprocenten - andel af smittede blandt de testede - er 0,38 og på niveau med de seneste dage.

Antallet af indlagte coronapatienter falder med fire til 39. Af dem befinder ni patienter sig på intensivafdelinger.

Man skal tilbage til begyndelsen af september for at finde et tilsvarende lavt antal indlagte.

Der er søndag ikke registreret nye coronarelaterede dødsfald.

/ritzau/


Flere tager på tjenesterejse igen

04.07.2021 11:34

Berlin. Ifølge flyselskabet Lufthansa stiger efterspørgslen på tjenesterejser igen i takt med de faldende corona-smittetal. Det skriver NDR.

- Vi oplever for tiden et comeback for tjenesterejser. Især i Tyskland og Europa stiger virksomheders efterspørgsel efter flyrejser tydeligt igen, sagde Harry Hohmeister, der er bestyrelsesmedlem for Lufthansa, til »Welt am Sonntag«.  

- I fire uger har vi observeret en øget efterspørgsel på erhvervsrejser med fly i september, oktober og november. 

Hohmeister forventer, at tjenesterejserne i trejde og fjerde kvartal kun når op på mellem 30 og 40 procent af niveauet inden coronakrisen. 

Deutsche Bahn forventer, at tjenesterejsende vender tilbage til togene, fortæller bestyrelsesmedlem Berthold Huber. Han mener, at Deutsche Bahn vil profitere af comebacket, fordi mange virksomheder vil gøre erhvervsrejser så miljøvenlige som muligt.


Foto: Boris Roessler/dpa 


Politikere kræver bøder for udeblivelse fra vaccinetid

04.07.2021 10:11

Berlin. Koalitionspolitikere vil straffe borgere, der ikke dukker op til deres vaccinetid. Det skriver NDR. 

- Det ville være rigtigt, hvis der var en straf for dem, der ikke engang aflyser deres tid, sagde SPDs sundhedsekspert Karl Lauterbach til »Bild am Sonntag«. 

- For disse udeblivelser fører til, at vi vaccinerer langsommere, end vi kunne, og at vi skal smide vacciner ud. 

Unionspartiernes stedfortrædende gruppeformand i Forbundsdagen, Thorsten Frei (CDU), krævede:

- De, der er for magelige til at tage telefonen eller aflyse en tid med få klik, burde betale omkostningerne, som udeblivelsen fører til. 

Også præsidenten for Røde Kors i Berlin, Mario Czaja, mener, at folk, der udebliver fra deres tid, må betale for det. Han foreslog en bøde på 25-30 euro, som også praktiserende læger forlanger af deres patienter, hvis de ikke møder op til en tid uden at aflyse.


Flertal forventer skærpede corona-regler til efteråret

04.07.2021 08:36

Berlin. Selvom flere og flere bliver vaccineret, regner et flertal af de tyske borgere med, at smittetallene vil stige til efteråret, og corona-reglerne derfor vil blive skærpet igen. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har foretaget på vegne af nyhedsbureauet dpa. 

76 procent af de adspurgte i undersøgelsen svarede, at de regner med stigende smittetal. 74 procent går ud fra, at forholdsreglerne mod coronavirus skærpes til efteråret. Kun 16 procent mener, at der ikke vil komme nye indskrænkninger, og ti procent gav ingen oplysninger. 

Kanslerkontorets chef, Helge Braun, havde fredag givet vaccinerede håb om, at der i fald af en ny corona-bølge ikke vil ikke komme en ny lockdown for dem - hvis vaccinerne altså viser sig at virke mod virusvarianter. 

- Så længe vores vacciner virker rigtig godt, er en lockdown på de færdigvaccineres bekostning jo udelukket, sagde CDU-politikeren. 

- De, der er vaccineret, kan også få mulighed for normalitet - at gå i biografen ligesom at gå på indkøb.  

(dpa)


Tysklands incidens stiger lidt for første gang i flere uger

04.07.2021 08:04

Berlin. For første gang i flere uger er antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere i løbet af syv dage steget i Tyskland. Ifølge Robert Koch-Instituttet ligger Tysklands incidenstal i dag på 5,0. I går lå det på 4,9. For en uge siden var værdien 5,7. 

I løbet af et døgn er der fundet 559 nye smittede med coronavirus i Tyskland. For en uge siden var der 538 nye smittede. 

I de seneste 24 timer er der registreret syv dødsfald. For en uge siden var det otte. Efterhånden har 91.030 i Tyskland mistet livet med eller af corona. 

Siden epidemiens begyndelse er 3.730.912 i Tyskland testet positive. 3.628.400 af dem menes at være raske igen.

(dpa)


20 nye smittede i Slesvig-Holsten

03.07.2021 20:53

Kiel. Siden fredag er 20 nye testet positive for coronavirus i Slesvig-Holsten. Det oplyser delstatens regering lørdag aften. I både Nordfrisland Amt og i Rendsborg-Egernførde Amt er der fundet et enkelt nyt tilfælde, mens der i Flensborg Kommune er fundet to. I Slesvig-Flensbprg Amt er der ingen nye smittede, og i Kiel er der registreret en ny person med corona.

I alt har der i de seneste syv døgn været 3,6 tilfælde af coronavirus per 100.000 indbyggere på.

Dødsfald har der ikke været i det forløbne døgn. Hidtil er 1623 gået bort.

63.957 tilfælde er der indberettet i delstaten siden epidemiens begyndelse. Af dem menes omkring 62.100 at være kommet sig igen.

For øjeblikket er 14 i delstaten indlagt med coronavirus. 11 af dem er i intensiv behandling, og otte får kunstigt åndedræt.


DBU: Kun danskere bosat i England kan komme til semifinalen

03.07.2021 20:48

London. Onsdag klokken 21 spiller Danmark semifinale ved EM på Wembley i London.

På grund af strikse engelske corona-restriktioner kan danske fans bosat i Danmark ikke komme til kampen, da man skal tilbringe minimum fem dage i karantæne, inden man kan tage på stadion.

DBU har til gengæld fået mulighed for at sælge 5000 billetter til danskere, der er bosatte i England.

Til en eventuel finale har UEFA lavet en særaftale med de britiske myndigheder om tilrejsende fans. Det betyder, at Danmark kan få 1000 tilrejsende fans ind på Wembley, hvis Danmark kommer så langt.

Danmark slog lørdag aften Tjekkiet 2-1 og er nu i EM-semifinalen. Her venter et brag mod England, der spilles onsdag den 7. juli kl. 21 på det ikoniske Wembley Stadium i London.

/ritzau/

 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix


Ingen nye smittede i Nordfrisland 

03.07.2021 15:50

Husum. Siden i går er der ikke registreret nye tilfælde af coronavirus i Nordfrisland Amt. Aktuelt er der registreret seks smittede i amtet. 

I løbet af syv dage har der været 3,6 nye smittede i amtet per 100.000 indbyggere.

Siden epidemiens udbrud er der registreret 2764 smittede i amtet. 2676 af dem er raske igen, og 82 har mistet livet. 

På grafikken nedenunder kan du se, hvordan antallet af smittede har udviklet sig i amtet.


Grafik: Nordfrisland Amt


To nye smittede i Flensborg

03.07.2021 15:47

Flensborg. Efter længere tid uden nye tilfælde af coronavirus er der siden i går registreret to nye smittede i Flensborg. Incidenstallet stiger dermed fra nul til 2,2.

Siden sidste forår er 2271 i kommunen testet positive. 2229 af dem menes at være friske igen. I alt 39 har efterhånden mistet livet.

Der er aktuelt registreret tre smittede i Flensborg Kommune. 26 er i karantæne.


447 nye smittetilfælde i Danmark

03.07.2021 14:42

København. Yderligere 447 personer i Danmark er lørdag registreret smittet med covid-19, viser tal fra Statens Serum Institut.

De smittede er fundet blandt 135.170 PCR-prøver, hvor man bliver podet i halsen.

Det betyder, at positivprocenten - andelen af smittede - er 0,33.

Antallet af indlagte falder med fem til 43 personer. Man skal tilbage til 12. september for at finde et tilsvarende lavt antal indlagte.

Der er registreret yderligere et coronadødsfald. Samlet set er 2537 personer afgået ved døden, efter at de tidligere har haft påvist covid-19.

/ritzau/


Ingen nye smittede i Slesvig-Flensborg Amt

03.07.2021 14:39

Slesvig. I løbet af det seneste døgn er der ikke registreret nye tilfælde af corona i Slesvig-Flensborg Amt. I løbet af den seneste uge har der været 1,5 nye smittede per 100.000 indbyggere. 

Siden epidemiens udbrud er der registreret 2902 smittede i amtet, hvoraf 2839 er raske igen og 60 har mistet livet. Dermed er der aktuelt tre smittede i amtet.68 personer i amtet er aktuelt i karantæne.



Læger: Vaccinekommissionens anbefaling skaber usikkerhed blandt patienter

03.07.2021 11:52

Berlin. Den tyske vaccinekommissions (Stiko) udmelding om Astrazenecas vaccine fører til problemer, mener den tyske sammenslutning for praktiserende læger. Sammenslutningens formand Ulrich Weigeldt fortæller til redaktionsnetværket RND, at der er usikkerhed blandt patienterne. Mange spørger, hvilken vaccine de vil få ved andet stik, og om deres tid kan rykkes frem. Det betyder ifølge Weigeldt enormt meget arbejde for lægepraksisserne. 

Vaccinekommissionen havde meddelt, at personer, der har fået første stik med Astrazeneca, fremover bør få andet stik med en mRNA-vaccine som Biontechs eller Modernas afhængigt af deres alder. Desuden kan andet stik allerede ske efter fire uger.

(dpa)


Intensivlæger: Ikke længere kun se på incidenstallet

03.07.2021 10:10

Berlin. Intensivlæger går ind for, at der ikke længere kun ses på incidenstallene, når der gælder kampen mod coronavirus. 

- Med et stigende antal vaccinationer er incidenstallet alene mindre betydningfuldt, når der gælder om at måle den potentielle fare for sundhedssystemet, sagde præsidenten for den tyske sammenslutning for intensiv- og akutmedicin (DGIIN), Christian Karagiannidis, lørdag til »Rheinische Post«. 

-  Vi regner med, at incidenstallene i efteråret, som det i England aktuelt er allerede er tilfældet, vil stige kraftigere end antallet af intensivpatienter, sagde Karagiannidis.

Chefen for kanslerkontoret, Helge Braun (CDU), sagde fredag, at incidenstallene fortsat spiller en rolle, »fordi de selvfølgelig viser, hvor mange nye smittede med corona der er«.

- Men når vi nu står i en situation, hvor et stort antal borgere er vaccineret, skal vi selvfølgelig også inddrage yderligere faktorer, sagde han. 

Ifølge Braun er det særlig vigtigt, hvor godt vaccinerne virker mod nye varianter som Delta. 

(dpa)


Danskere kan nu frit rejse til Holland

03.07.2021 08:31

København. Fra lørdag klokken 16 bliver Holland, Estland og Ungarn grønne i det danske udenrigsministeries rejsevejledning.

Det betyder, at Udenrigsministeriet ikke som sådan fraråder noget i forhold til rejser til landene og nøjes med at anbefale, at man bruger sin sunde fornuft.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.

Rejsevejledningen for Cypern ændres den anden vej, så landet går fra grøn til gul. Det betyder, at danske rejsende fra Cypern skal testes ved hjemkomst.

Ændringen sker på grund af høje smittetal.

Der sker også en række ændringer i forhold til rejsevejledningen for Spanien.

Her bliver regionerne Baskerlandet og Navarra grønne på grund af lave smittetal. Regionerne Catalonien, Melilla og Valencia går fra grøn til gul på grund af høje smittetal.

Udenrigsministeriet fraråder stadig alle ikke-nødvendige rejser til lande, der har betydelige indrejserestriktioner over for rejsende fra Danmark, selv om landene opfylder kriterierne for lave smittetal.

De lande vil fremover få en ny betegnelse, der hedder skraveret orange.

I Schengen- og EU-området er det Finland, Irland, Island og Norge, der er skraveret orange.

/ritzau/


 Foto: Oliver Berg/dpa


Tysklands incidenstal på det laveste i næsten et år

03.07.2021 08:09

Berlin. For første gang i 11 måneder har Tyskland haft under fem smittede per 100.000 indbyggere i løbet af syv dage. Ifølge Robert Koch-Instituttet ligger Tysklands incidenstal i dag på 4,9. Sidste gang værdien lå under fem var den 30. juli 2020.

I løbet af et døgn er der fundet 671 nye smittede med coronavirus i Tyskland. For en uge siden var der 592 nye smittede. 

I de seneste 24 timer er der registreret 16 dødsfald. For en uge siden var det 68. Efterhånden har 91.023 i Tyskland mistet livet med eller af corona. 

Siden epidemiens begyndelse er 3.730.353 i Tyskland testet positive.

(dpa)


Flensborg Avis siger godnat


Kun en enkelt ny er smittet i Sydslesvig på 24 timer

02.07.2021 22:30

Kiel. Siden torsdag er 17 nye testet positive for coronavirus i Slesvig-Holsten. Det oplyser delstatens regering fredag aften. I Nordfrisland er der fundet et enkelt nyt tilfælde. Ellers er der ingen smittede i Sydslesvig. I Kiel er der registreret en ny person med corona.

Flest nye inficerede har Segeberg i det sydlige hjørne af delstaten. Men også her er der kun opdaget fem nye tilfælde.

I alt har der i de seneste syv døgn været 3,5 tilfælde af coronavirus per 100.000 indbyggere.

Dødsfald har der ikke været i det forløbne døgn. Hidtil er 1623 gået bort.

63.937 tilfælde er der indberettet i delstaten siden epidemiens begyndelse. Af dem menes omkring 62.100 at være kommet sig igen.

For øjeblikket er 14 indlagt. 11 af dem er i intensiv behandling. Kun otte får kunstigt åndedræt.


37,9 procent af befolkningen er færdigvaccineret

02.07.2021 16:14

Berlin. Næsten 38 procent af den tyske befolkning er færdigvaccineret mod coronavirus. Det viser data fra Robert Koch Instituttet fredag. 

Torsdag blev der gennemført 926.463 corona-vaccinationer i Tyskland. I alt har over 46 millioner mennesker (55,6 procent af den tyske befolkning) fået mindst et stik af vaccinen, og 31,4 millioner mennesker (37,9 procent af befolkningen) er færdigvaccineret. 

Blandt delstaterne har Bremen det højeste antal vaccinationer med første stik. 63,7 procent af Bremens befolkning er vaccineret mod corona mindst én gang. Sachsen har færrest med 47,7 procent. Saarland har med 43,6 procent flest færdigvaccinerede, mens Brandenburg har færrest med 34,4 procent.

(dpa)


Garg var overrasket over Astrazeneca-nyhed

02.07.2021 16:07

Kiel. Slesvig-holstenere, der har fået første stik med Astrazenecas corona-vaccine, kan fremover få andet stik af corona-vaccinen med Biontech/Pfizers eller Modernas vaccine. 

- Selvfølgelig vil Slesvig-Holsten - ligesom de andre 15 delstater - følge vaccinekommissionens anbefaling, sagde sundhedsminister Heiner Garg (FDP) fredag i Kiel.

Han var dog blevet »en smule overrasket« af nyheden torsdag. 

Den tyske vaccinekommission, Stiko, havde meddelt, at personer, der har fået første stik med Astrazeneca, fremover skal kunne få andet stik med en mRNA-vaccine som Biontechs eller Modernas uafhængigt af deres alder. 

I vaccinationscentret i Slesvig-Holsten drejer det sig om omkring 20.000 mennesker, der skal have deres andet stik i løbet af de kommende to uger. 

- De kan møde op til deres tider som planlagt, sagde Garg. 

Personerne får så enten en mRNA-vaccine eller Astrazeneca, alt efter hvad de ønsker. 

(dpa)


 Foto: Axel Heimken/dpa


Tre af ti corona-tilfælde sidste uge var med Delta-variant

02.07.2021 15:10

København. Knap hver tredje coronatilfælde i sidste uge i Danmark var med den mere smitsomme Delta-variant. Det viser en opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

1074 smittetilfælde fra sidste uge er blevet sekventeret. Af dem var 319 - eller 29,7 procent - med Delta-varianten.

Der blev i alt registreret 1314 coronatilfælde i sidste uge, og det er altså knap 82 procent, som er sekventeret.

Delta-varianten blev først registreret i Indien i oktober sidste år. Siden har den spredt sig til store dele af verden, og i april blev den første gang set i Danmark.

Varianten har en mutation, som giver en nedsat følsomhed over for antistoffer. Det vurderes dog, at vaccinerne virker mod varianten, selv om effekten efter første stik ikke er lige så stor som ved tidligere varianten.

/ritzau/


Tyskland anser nu Cypern og Catalonien som risikoområder

02.07.2021 14:55

Berlin. Søndag sætter forbundsregeringen Cypern og den spanske region Catalonien på listen over risikoområder. Desuden sættes tre yderligere regioner i Spanien og Norge på listen, meddeler Robert Koch Instituttet fredag. 

Det betyder dog ikke så meget for turister, da folk, der indrejser med fly, i forvejen skal testes for coronavirus ved indrejse, og de så ikke skal i karantæne, hvis testen er negativ. Til gengæld betyder det, at Tyskland fraråder rejser til disse områder. 

Tyskland ser lande og regioner som risikoområde, hvis deres incidenstal ligger over 50. 

(dpa)


 Foto: Petros Karadjias/AP/dpa


Tyskere kan tage på ferie i Norge igen

02.07.2021 14:50

Oslo. Norge ændrer sine indrejseregler, så det fra den 5. juli er tilladt turister fra en række EU-lande at rejse ind i landet igen uden at skulle i karantæne efterfølgende. Det gælder blandt andet turister fra Tyskland meddeler Norges sundhedsministerium fredag. 

Indrejsende skal dog registreres ved grænsen og testes for coronavirus. 

(dpa)


En ny smittet i Nordfrisland 

02.07.2021 14:35

Husum. Siden i går er der registreret et nyt tilfælde af coronavirus i Nordfrisland Amt. Aktuelt er der registreret seks smittede i amtet. 

I løbet af syv dage har der været 3,0 nye smittede i amtet per 100.000 indbyggere.

Siden epidemiens udbrud er der registreret 2764 smittede i amtet. 2676 af dem er raske igen, og 82 har mistet livet. 

På grafikken nedenunder kan du se, hvordan antallet af smittede har udviklet sig i amtet.


Grafik: Nordfrisland Amt


Aktuelt 13 smittede i Rendsborg-Egernførde Amt

02.07.2021 14:30

Rendsborg. Der er i dag ikke registreret nye tilfælde af coronavirus i Rendsborg-Egernførde Amt. Aktuelt er der registreret 13 smittede i amtet. 

I løbet af syv dage har der været 4,4 nye smittede per 100.000 indbyggere. 

Siden epidemiens udbrud er der registreret 4111 smittede i Rendsborg-Egernførde Amt. 4040 er raske igen, og 58 har mistet livet.


Igen ingen nye smittede i Flensborg

02.07.2021 14:25

Flensborg. Igen har der været nul nye smittede i Flensborg på 24 timer. Incidensen er hermed også fortsat nul.

Siden sidste forår er 2269 testet positive. 2229 af dem menes at være friske igen. I alt 39 har efterhånden mistet livet.

Der er aktuelt registreret en smittet i Flensborg Kommune. 26 er i karantæne.


Endnu 326 nye tilfælde i Danmark

02.07.2021 14:06

København. Yderligere 326 personer i Danmark er registreret smittet med covid-19, viser tal fra SSI. Antal indlagte falder med 4 til 48. Endnu en smittet er afgået ved døden.

/ritzau/


Åben hus for vaccinationer med Johnson&Johnson

02.07.2021 13:24

Kiel. Delstaten stiller nu yderligere 25.000 vaccinedoser fra Johnson&Johnson til rådighed. De bliver fra lørdag brugt i et slags åbent hus for vaccinationer. I Sydslesvig sker det på vaccinationscentrene i Husum, Nibøl (Niebüll), Nørre Brarup (Norderbrarup) og Krop. 

I Flensborg sker det så fra på mandag

Vaccinen fra Johnson&Johnson kræver kun ét stik for at give beskyttelse mod coronavirus. Det vil sige, at 14 dage efter man har modtaget et stik med vaccinen fra Johnson&Johnson har man status som færdigvaccineret. 

Man skal medbringe pas og vaccinepas, hvis man har sådan et, samt printede og udfyldte dokumenter til vaccinationen. Dokumenterne kan findes her, og for Johnson&Johnson-vaccinen er det dem, hvor der står »Vektor-Impfstoff«.  

Den tyske vaccinekommission, Stiko, anbefaler Johnson&Johnson-vaccinen til personer over 60 år, men yngre kan også vaccineres med den, hvis de ønsker det.


En ny smittet i Slesvig-Flensborg Amt

02.07.2021 11:31

Slesvig. I løbet af det seneste døgn er der registreret et nyt tilfælde af corona i Slesvig-Flensborg Amt. I løbet af den seneste uge har der været 1,5 nye smittede per 100.000 indbyggere. 

Siden epidemiens udbrud er der registreret 2902 smittede i amtet, hvoraf 2839 er raske igen og 60 har mistet livet. Dermed er der aktuelt tre smittede i amtet. Ingen af dem er indlagt i Slesvig. 

66 personer i amtet er aktuelt i karantæne.


Slut med at bestille tid til test i Aabenraa

02.07.2021 11:07

Aabenraa. Det er ikke længere nødvendigt at bestille tid til en PCR-test på alle centrene i Aabenraa Kommune. Det skriver JydskeVestkysten. Man skal blot møde op, og så vil man komme til, når der er tid. Det vil dog fortsat være muligt at booke tid via coronaprover.dk.

Der er tre PCR-teststeder i Aabenraa Kommune. De ligger i Kruså (Flensborgvej 13C ), Frøslev (Sønderjyske Motorvej 765) og Rødekro (Skånevej 5).

Derudover er der to mobile testenheder i Kliplev og Tinglev, hvor det slet ikke er muligt at bestille tid.

I Tønder fastholder man tidsbestillingen, så man skal stadig forbi www.coronaprover.dk og booke en tid.


HSV og St. Pauli må fylde 30 procent af stadionernes pladser

02.07.2021 10:59

Hamborg. Som optakt til sæsonen må fodboldklubberne Hamburger SV og FC St. Pauli fylde 30 procent af pladserne i stadionerne til deres hjemmekampe. Det er de ansvarlige myndigheder og de to klubber blevet enige om, skriver NDR. 

St. Pauli kan dermed lukke knap 9000 fans ind i Millerntor-Stadion den 25. juli, når klubben spiller mod Holstein Kiel. HSV åbner sæsonen med en kamp mod Schalke 04 den 23. juli, men spiller først i Volkspark den 1. august. Det bliver en kamp mod Dynamo Dresden, hvor der må lukkes godt 17.000 fans ind. 


Danske børn under 16 er nu undtaget for at vise coronapas

02.07.2021 09:36

København. Alle børn i Danmark under 16 år er siden i går undtaget for at skulle vise coronapas.

Det oplyste Danmarks sundhedsministerium i en pressemeddelelse torsdag aften.

Hidtil har det kun været børn under 15 år, der ikke har skullet vise coronapas.

Ændringen skal ses i lyset af, at børn fra 12 til 15 år inden længe vil blive tilbudt vaccination mod coronavirus.

I en ny vaccinationsplan fra Sundhedsstyrelsen fremgår det, at de 12-15-årige vil få invitationer fra 19. juli og fremefter.

Sundhedsstyrelsen forventer, at alle borgere, der måtte ønske det - herunder de 12-15-årige - vil være færdigvaccinerede mod coronavirus inden 29. august.

/ritzau/


 Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix


Danske fodboldfans slipper for isolation efter Baku-tur

02.07.2021 09:21

København/Baku. De danske fodboldfans, der rejser til Aserbajdsjan for at se landsholdet spille lørdag aften, slipper for at gå i isolation efter hjemkomst.

Det oplyser Danmarks udenrigsministerium i en pressemeddelelse.

De rejsende fodboldfans skal dog stadig tage en coronatest efter hjemkomst.

Færdigvaccinerede og tidligere smittede er allerede undtaget fra testkravet efter hjemkomst.

Danmark spiller kvartfinale mod Tjekkiet ved EM lørdag aften i Aserbajdsjans hovedstad, Baku. Der er kampstart klokken 18.00.

/ritzau/


 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix


Danske forskere vil følge vaccinerede med Johnson & Johnson

02.07.2021 09:17

Aarhus. Selv om coronavaccinen fra Johnson & Johnson ikke er en del af det officielle danske vaccinationsprogram, kan danskerne frivilligt lade sig vaccinere med den.

En gruppe forskere vil nu følge 1000 af dem for at undersøge vaccinens effekt og sikkerhed. Det oplyser Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse.

Forskerne undersøger allerede effekten af andre coronavacciner hos 10.000 danskere. Nu skal vaccinen fra Johnson & Johnson altså også følges nøje.

Personer skal følges i to år for at holde øje med eventuelle bivirkninger og undersøge, hvor længe vaccinen beskytter mod covid-19.

En af forskerne bag studiet er Lars Østergaard, der er professor ved Aarhus Universitet og ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital.

- For mig som forsker er det vigtigste ikke, hvad vi gør, eller om vi alle sammen gør det samme for at komme igennem covid-19, siger han.

- Det vigtigste er, at vi både ved restriktioner, behandling og vaccination gør det forskningsbaseret og indsamler data, så vi kan lære og har mulighed for at træffe mere kvalificerede valg næste gang, lyder det i meddelelsen.

/ritzau/


Tysklands incidenstal falder til 5,0

02.07.2021 09:14

Berlin. I løbet af et døgn er der fundet 694 nye smittede med coronavirus i Tyskland. Det oplyser Robert Koch Instituttet fredag morgen. For en uge siden var der 774 nye smittede. 

På syv døgn har der været 5,0 nye smittede per 100.000 indbyggere. For en uge siden lå incidenstallet på 6,2. 

I de seneste 24 timer er der registreret 69 dødsfald. Efterhånden har 91.007 i Tyskland mistet livet med eller af corona. 

Siden epidemiens begyndelse er 3.729.682 i Tyskland testet positive.

(dpa)


Se livebloggen fra den 30. juni til den 1. juli her.