Liveblog-arkiv: 10.-11.05.2021

Her opdaterer Flensborg Avis dagligt om coronasituationen i både Danmark, Tyskland og Sydslesvig. Følg med her og hold dig opdateret om udviklingen.

Billede
Grafik: Eyla Boysen
mandag d. 10. maj 2021 kl. 9.14

Antallet af nye smittede i Tyskland er faldet med godt 3000 på en uge

12.05.2021 07:40

Berlin. På et døgn er der indberettet 14.909 nye tilfælde af smitte med coronavirus i Tyskland. Det oplyser Robert Koch Instituttet onsdag morgen. Til sammenligning var antallet sidste onsdag 18.034.

107,8 nye er testet positive per 100.000 indbyggere på syv døgn. En uge tidligere var incidensen 132,8.

I løbet af 24 timer er 268 smittede gået bort. For en uge siden var der 285 dødsfald.

Siden epidemiens begyndelse er 3.548.285 testet positive. Omkring 3.220.300 skønnes at være raske igen. Antallet af døde er nu steget til 85.380.

Kontakttallet ligger på 0,83. Det betyder, at 100 smittede i gennemsnit giver virussen videre til 83 andre. Et døgn tidligere var kontakttallet 0,88.

I længere tid har kontakttallet ligget stabilt under 1,0. Dermed aftager antallet af nye inficerede.

(dpa)


Flensborg Avis siger godnat


21 nye er smittet i Rendsborg-Egernførde Amt

11.05.2021 22:27

Kiel. Antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere på syv døgn i Slesvig-Holsten lå tirsdag aften på 50,2. I samme tidsrum har to smittede mistet livet. Det oplyser delstatens regering.

I løbet af et døgn er der fundet 245 nye tilfælde af smitte med coronavirus i delstaten. I samme tidsrum har yderligere to smittede mistet livet. Begge dødsfald er indtruffet i Steinburg Amt i det sydligste hjørne af delstaten. Efterhånden har der været 1536 dødsfald.

I Flensborg Kommune er yderligere tre testet positive på 24 timer. I Nordfrisland er der 11, i Rendsborg-Egernførde Amt 21 og i Slesvig-Flensborg Amt fem.

Kiel melder om 40 nye inficerede.

61.002 er testet positive siden epidemiens begyndelse. Af dem skønnes 55.800 at være raske igen.

For øjeblikket er 169 indlagt. 53 får intensiv behandling, mens 33 har behov for kunstigt åndedræt.


Coronaregler bliver lempet i Slesvig-Holsten

11.05.2021 19.20

Kiel, Formelt har landdagen tirsdag vedtaget de lempelser af coronareglerne, der allerede blev meldt ud i den foregående uge. Blandt andet betyder det, at restaurationerne fra den 17. maj, må betjene kunderne inden døre.

Gæsterne skal dog kunne fremvise en negativ coronatest eller dokumentation for, at vedkommende er færdigvaccineret.

Der gælder fortsat strenge regler om hygiejne.

Turister skal medbringe en negativ coronatest, hvis de vil overnatte i Tysklands nordligste delstat. En lyntest må maksimalt være 24 Stunden gammel, mens en skrabetest (PCR-test) kan være foretaget 48 timer tidligere.

Samtidig bliver det tilladt, at ti personer fra ligeså mange husstande må mødes.

Uden døre må op til 250 personer forsamles.

(dpa)


En tredjedel af tyskerne har fået første stik

11.05.2021 16:58

Berlin. I Tyskland har 33,3 procent af borgerne fået mindst ét stik af corona-vaccinen. Det viser tal fra Robert Koch-Instituttet tirsdag. 9,6 procent af befolkningen har fået begge stik og er færdigvaccineret. 

Mandag blev der gennemført 557.612 vaccinationer i Tyskland. To gange er der indtil videre vaccineret over en million borgere på en enkelt dag i Tyskland.

Med 37,5 procent har delstaten Saarland vaccineret flest borgere med første stik. Brandenburg og Sachsen er med 29,2 hhv. 29,1 procent lidt bagud i forhold til de andre delstater.

(dpa)


20 nye smittede i Rendsborg-Egernførde Amt

11.05.2021 16:25

Rendsborg. I løbet af det seneste døgn er der fundet 20 nye smittede i Rendsborg-Egernførde Amt. 34 personer er meldt raske. 

Incidenstallet falder en smule fra 28,5 i går til 27,7 i dag. 

Siden epidemiens udbrud har der været 3871 smittede i amtet, hvoraf 3677 er raske igen og 53 har mistet livet. Dermed er der aktuel 141 smittede i amtet, hvoraf 10 er indlagt.


Fortsat lave smittetal i modelregionen ved Slien

11.05.2021 16:22

Slesvig. Turisme-modelprojekterne i Slesvig-Holsten medfører stadig ingen stigning i smittetallene. 

Turistprojektet ved Slien er fortsat meget efterspurgt, og incidenstallet falder, meddeler turismeorganisationen Ostseefjord Schlei GmbH tirsdag. Indtil videre er der gennemført 39.500 lyntest i turistområdet, og seks viste sig at være positive, efter at resultat var blevet bekræftet af en en PCR-test efterfølgende. 

Antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere i løbet af syv dage ligger i turistområdet på 16. 

(dpa)


Flensborgs incidens næsten helt nede på 20

11.05.2021 16:10

Flensborg. Siden i går er der registreret tre nye smittede i Flensborg Kommune. Incidenstallet, altså antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage, falder helt ned til 21,1. I går lå det på 28,8. 

Siden epidemiens udbrud har der været 2238 smittede i Flensborg, hvoraf 2145 er raske igen og 39 har mistet livet. Dermed er der aktuelt 54 smittede i kommunen. 

246 personer befinder sig i karantæne.


Restaurationer ved Slien kan åbne for indendørsservering torsdag 

11.05.2021 16:05

Slesvig. Turistprojektet ved Slien har fået særregler, og det betyder, at restaurationer og hoteller i området må åbne for indendørsservering den 13. maj, altså torsdag. Det gælder dog kun restaurationer, der tilmeldt turisme-modelprojektet ved Ostseefjord Schlei GmbH og på skrift har forpligtet sig til at overholde reglerne. Det meddeler Slesvig-Flensborg Amt tirsdag i en pressemeddelelse. 

Gæster skal medbringe en negativ coronatest, der højst må være 24 timer gammel, persondata skal registreres, og antallet af gæster samt tidsrummet, hvor der må serveres alkohol, er begrænset. Alle steder skal lukke kl. 23. Reglerne kan nærlæses her

Resten af Slesvig-Holsten må først åbne for indendørsservering den 17. maj. 


Ellemann forstår ikke beslutning om vaccine

11.05.2021 15:25

København. Venstres formand, Jakob Ellemann–Jensen, kan ikke forstå myndighedernes beslutning om at tage vaccinen fra Johnson & Johnson ud af det danske vaccinationsprogram.

– Som jeg forstår det, har 15 millioner mennesker fået vaccinen i USA. Ud af dem har én fået en blodprop, og nul har mistet livet, siger formanden efter Folketingets spørgetime.

/ritzau/


 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix


Mette F. kalder vaccineafgørelse "særegen"

11.05.2021 15:22

København. Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S) betegner de danske myndigheders beslutning om at droppe den ellers godkendte vaccine fra Johnson & Johnson som "særegen".

Det siger hun efter Folketingets spørgetime, hvor hun svarer på spørgsmål fra journalister.

Hun understreger, at beslutningen alene er truffet af de danske sundhedsmyndigheder uden politisk indblanding fra regeringen eller Folketinget.

/ritzau/


Mette F. afviser kørekortsmodel for coronapas

11.05.2021 14:22

København. Et bredt flertal uden om regeringen mener, at regeringen skal lave en plan for en udfasning af coronapasset, i takt med at flere og flere bliver vaccineret.

Partierne ønsker også at se på, om man kan ændre måden, coronapasset tjekkes på.

Under Folketingets spørgetime peger Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S) på, at partierne kan justere den politiske aftale om coronapasset, hvis det skønnes nødvendigt.

/ritzau/


 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix


Frederiksen forpligter sig ikke på frivillig vaccine

11.05.2021 14:22

København. Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S) forpligter sig ikke på at tage imod en frivillig vaccination med Johnson & Johnson, som formand Søren Pape Poulsen (K) opfordrer til.

Det har eksempelvis den tyske forbundskansler, Angela Merkel, gjort med Astrazeneca–vaccinen for at øge befolkningen tillid.

– Vi har lavet en tilvalgsordning, og nu arbejder sundhedsmyndighederne for at få den ordning til at virke, siger Mette Frederiksen under Folketingets spørgetime.

/ritzau/


925 nye smittede i Danmark

11.05.2021 14:20

København. Der er tirsdag registreret yderligere 925 coronatilfælde i Danmark.

Det oplyser Statens Serum Institut.

Det samlede antal indlagte stiger med 12. Det betyder, at 165 personer tirsdag er indlagt.

Der er to coronarelaterede dødsfald.

/ritzau/


Børsen tilbagebetaler coronakompensation

11.05.2021 13:44 - opdateret 13:58

København. Fire medarbejdere må forlade dagbladet Børsen som følge af en sag om uberettiget kompensation under coronakrisen. Avisen har uberettiget modtaget 51.000 kroner.

- Børsen skal ikke modtage en krone mere i kompensation, end vi er berettiget til. Jeg vil gerne undskylde sagen over for læsere, myndigheder og det øvrige samfund, siger ansvarshavende chefredaktør Bjarne Corydon.

/ritzau/


Mette F.: Nu er målet et normaliseret Danmark

11.05.2021 13:43

København. Efter mere end et år med coronavirus er vi nu "på vej ud af den akutte krise", siger Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S) under Folketingets spørgetime.

Hun retter nu fokus mod at afvikle coronarestriktioner gennem flere trin.

– Nu er målet, at Danmark skal være fulgt og helt normaliseret igen, siger hun ifølge Jyllands–Posten.

/ritzau/


Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix


Så mange er vaccineret i Flensborg og SL-FL Amt 

11.05.2021 13:32

Slesvig/Flensborg. Snart har en tredjedel af delstatens befolkning fået mindst et stik af coronavaccinen. Ifølge Robert Koch-Instituttet er i alt 889.448 vaccineret, hvilket svarer til 30,6 procent af Slesvig-Holstens befolkning. 321.165 personer eller 11,1 procent af delstatens befolkning har fået begge stik og er færdigvaccineret. 

I Slesvig-Flensborg Amt og Flensborg Kommune har 87.533 personer frem til mandag fået vaccinens første stik, hvilket svarer til cirka 30,05 procent. For en uge siden var det 76.953. Det skriver Schleswiger Nachrichten. 31.161 personer eller 10,7 procent har fået begge vaccinestik. 

Disse tal er dog ikke helt nøjagtige, fordi man kan vaccineres i alle vaccinationscentre. Personer fra hele delstaten kan altså blive vaccineret i Flensborg eller Slesvig-Flensborg Amt, og borgere fra kommunen og amtet kan omvendt blive vaccineret andre steder.


Lille grænsetrafik mellem Bayern og Østrig fra i morgen

11.05.2021 13:24

München. I morgen åbnes der op for den såkaldte lille grænsetrafik mellem Bayern og Østrig. Ifølge Bayerns ministerpræsident Markus Söder (CSU) er det muligt at mødes med venner og familie på den anden side af grænsen, og der er også mulighed for at tage på indkøb i nabolandet.

Både Bayern og Østrig vil snart også tilbyde turisme. I Østrig åbnes der for turisme den 19. maj. Bayern har bebudet turisme fra den 21. maj. Østrigs incidenstal er i dag under 100, mens Bayerns incidenstal ligger på 116.

(dpa)


 Foto: Michael Kappeler/dpa


Kviktest holder flyttedag i Tønder

11.05.2021 12:59

Tønder. Fra på torsdag - Kristi himmelfartsdag - er det helt slut med at blive kviktestet for corona i Tønder Hallerne. Det skriver JydskeVestkysten. Testcenteret flytter til Kærgårdvej 1 ved Nordre Landevej - her skal det nye testcenter 'dele' lokaler med Pejsemesteren, der holder til i den samme bygning. Det er stort nok til 10-15 podere.

Testkapaciteten bliver sat i vejret, når man rykker ind i de nye lokaler - og samtidig bliver åbningstiderne udvidet, så der på hverdage vil være åbent fra klokken 7 morgen og indtil klokken 21 på hverdage - en udvidelse af åbningstiden på tre timer om dagen på hverdage.

Lørdag, søndag og på helligdage vil det nye test-center holde åbent fra klokken 9 til 21. 


Slovakiet og Danmark udveksler coronaerfaringer

11.05.2021 12:53

København. Slovakiets præsident, Zuzana Caputová, er i denne uge på besøg i Danmark for at høre om de danske sundhedsmyndigheders erfaringer med coronavirus.

Tirsdag formiddag var præsidenten forbi Statens Serum Institut (SSI), skriver SSI i en pressemeddelelse.

Under sit besøg skal Zuzana Caputová desuden mødes med kronprins Frederik og Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S).

/ritzau/


55-59-årige i Danmark inviteres nu til vaccination

11.05.2021 11:35

København. Sundhedsstyrelsen forventer, at alle danske borgere mellem 60 og 64 år har modtaget tilbud om vaccination mod coronavirus i løbet af de kommende uger. 

Det betyder, at borgere mellem 55–59 år fra denne uge kan forvente at få en invitation til vaccination.

Det skriver styrelsen på Twitter.

/ritzau/


Partier: Mundbind skal væk når alle er vaccineret

11.05.2021 10:48

København. Både Venstre og De Konservative vil af med kravet om at bære mundbind alle steder, når alle danske borgere, der kan få en coronavaccine, har fået tilbudt én.

Det skriver TV2.

/ritzau/


SønderjyskEspiller smittet kort før pokalfinale

11.05.2021 10:47

Haderslev. Superligaklubben SønderjyskE meddeler på sin hjemmeside, at en spiller i truppen har afleveret en positiv coronatest mandag.

Ingen øvrige spillere skal dog i isolation, skriver klubben, som torsdag skal spille pokalfinale mod Randers FC.

/ritzau/


EU kræver kompensation på 1 euro fra Astrazeneca

11.05.2021 10:45

Bruxelles. EU har tirsdag krævet en symbolsk kompensation på 1 euro for kontraktbrud fra Astrazeneca.

Ifølge kontrakten skal det svensk-britiske medicinalselskab have leveret 300 millioner doser ved udgangen af juni, altså i andet kvartal.

Men det kan vente til udgangen af september, siger en advokat for EU ifølge nyhedsbureauet Reuters under en retssag mellem parterne ved en belgisk domstol tirsdag.

Hvis ellers Astrazeneca leverer mindst 120 millioner doser ved udgangen af juni, siger advokaten.

/ritzau/


Nu er der et coronapas for immunitet

11.05.2021 10:16

København. Hvis man har været testet positiv for coronavirus, er det i Danmark fremover muligt at få et coronapas for immunitet.

Det oplyser sundhed.dk, der står bag appen MinSundhed, i en pressemeddelelse.

På hjemmesiden og i appen er der nu tilføjet en funktion, så personer med en positiv PCR–test, der er mellem 14 og 180 dage gammel, kan få et coronapas for coronaimmunitet.

/ritzau/


 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix


Et nyt dødsfald i Slesvig-Flensborg Amt - incidens stiger

11.05.2021 09:50

Slesvig. Der har været et nyt coronarelateret dødsfald i Slesvig-Flensborg Amt. En 76-årig person fra amtet er død med eller af corona. I alt har der været 59 coronarelaterede dødsfald i amtet.

Siden i går er der registreret to nye tilfælde af coronavirus i Slesvig-Flensborg Amt.

I løbet af syv døgn har der været 25,9 nye smittede per 100.000 indbyggere. Ifølge Robert Koch Instituttets tal er det Tysklands næstlaveste incidenstal. I går lå amtets incidenstal på 24,4. 

Der er aktuelt 126 smittede i Slesvig-Flensborg Amt. En af dem er indlagt på hospitalet i Slesvig. 412 personer i amtet er i karantæne.

Siden epidemiens udbrud er der registreret 2835 smittede i amtet, hvoraf 2650 er raske igen, og 59 har mistet livet.



Spahn: Unge kan blive vaccineret til sommer

11.05.2021 09:44

Berlin. Tysklands sundhedsminister Jens Spahn (CDU) mener, at det er muligt, at de 12- til 18-årige i Tyskland får tilbudt en corona-vaccination, inden sommerferien slutter. Så vil undervisningen også kunne blive mere normal igen efter ferien. Det er dog i første omgang afhængigt at, at vaccinerne bliver tilladt for unge, sagde Spahn tirsdag til Deutschlandfunk. 

Ifølge ministeren er det aftalt med delstaterne, at de unge så hurtigt bliver vaccineret - enten gennem vaccinationer i skoler eller i vaccinationscentre. 

Læs mere her.

(dpa)


 Foto: Kay Nietfeld/dpa


I alt 67 tilfælde af indisk variant i Danmark

11.05.2021 09:25

København. Ifølge en opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) er der indtil videre registreret 67 smittetilfælde med variaten B1617 i Danmark.

Varianten, der første blev opdaget i Indien, er af SSI sat i kassen "variants of interest".

Det betyder, at det er en variant, man holder ekstra godt øje med, fordi den mistænkes at være enten mere smitsom, eller at vacciner ikke er så effektive over for den.

Varianten er dog ifølge SSI ikke bekymrende.

/ritzau/


Vaccine fra Novavax bliver forsinket

11.05.2021 09:24

Gaithersburg. Den amerikanske vaccineudvikler Novavax forventer først at indsende en ansøgning om godkendelse af sin covid-19-vaccinekandidat i USA, Storbritannien og Europa i tredje kvartal i år.

Tidligere har Novavax sagt, at det i bedste fald forventede en godkendelse af vaccinen i USA i maj.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/


Støttepartiers fokus er børn og billigere kultur til sommer

11.05.2021 09:23

København. Børn er ikke nævnt med et eneste ord i den danske regerings udspil til en sommerpakke, der skal stimulere dansk kultur og turisme i lyset af corona.

Det kritiserer støttepartierne forud for de første forhandlinger tirsdag. Kulturordfører Charlotte Broman Mølbæk (SF) vil gerne sende børnene på eksempelvis sommerlejr.

- Det er min store bekymring, fordi rigtig mange børn og unge er i stor mistrivsel, fordi de har været meget i isolation. Vi bør slå to fluer med et smæk og investere i kultur, idrætsklubber og foreninger, siger hun

Regeringen har samlet afsat 1,6 milliarder kroner til en sommerpakke, der skal kickstarte dansk turisme. Det skal også være billigere at rejse med tog eller færge i Danmark hen over sommeren.

/ritzau/


EU’s nødlager i Danmark står klar

11.05.2021 09:21

København. Styrelsen for Forsyningssikkerhed har i samarbejde med Region Hovedstaden fået etableret et såkaldt nødlager i Greve.

Det skriver Region Hovedstad i en pressemeddelelse tirsdag morgen.

Nødlageret er blandt de første af ti i Europa, der står klar til at hjælpe hårdt ramte af covid–19. På lageret findes kitler og andre værnemidler, der alle er essentielle i håndteringen af coronapandemien.

– Helt fra starten af pandemien var det tydeligt at se, at alle europæiske lande manglede værnemidler. Et robust EU-lager med værnemidler i Danmark løfter derfor en vigtig opgave, så vi internt i Europa kan hjælpe hinanden, når vi rammes af en pandemi som covid–19, siger direktør for Styrelsen for Forsyningssikkerhed Lisbet Zilmer-Johns i pressemeddelelsen.

/ritzau/


 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix


Analyse: God vane blandt børn fra coronatidem kan spare samfundet 900 millioner

11.05.2021 09:19

København. En ny analyse konkluderer, at det danske arbejdsmarked ville kunne spare 380.000 sygedage årligt, hvis skoler og daginstitutioner holder fast i den hyppige og grundige håndvask. Det skriver Berlingske.

Det svarer til en årlig besparelse på 900 millioner kroner eller et øget arbejdsudbud på 1700 fuldtidsstillinger.

En god idé i teorien, mener folkeskolelærer fra Gribskov, men implementeringen vil medføre nye problemer såsom tørre hænder og en større vandregning.

/ritzau/


 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix


Danske Patienter: Ryk yngre med kronisk sygdom frem

11.05.2021 09:15

København. Ifølge paraplyorganisationen Danske Patienter bør yngre borgere med kroniske sygdomme komme frem i køen til at blive vaccineret mod coronavirus.

Danske Patienters direktør, Morten Freil, frygter, at nogle ellers vil føle sig pressede til at tage en af vaccinerne fra enten AstraZeneca eller Johnson & Johnson for at forkorte ventetiden.

/ritzau/


Situationen i Tyskland bliver stadig bedre

11.05.2021 07:40

Berlin. På 24 timer er 6125 nye testet positive for coronavirus i Tyskland. Det oplyser Robert Koch Instituttet tirsdag morgen. Til sammenligning var der 7534 nye tilfælde for en uge siden.

I løbet af en uge har der været 115,4 nye smittede per 100.000 indbyggere. En uge tidligere var incidensen 141,4.

I det seneste døgn er der registreret 283 dødsfald. Sidste tirsdag var der 315 døde.

Siden epidemiens begyndelse er der fundet 3.533.376 inficerede. Omkring 3.196.900 menes at være raske igen. Efterhånden er 85.112 gået bort.

Kontakttallet ligger på 0,88. Hermed giver 100 smittede i gennemsnit virussen videre til 88 andre. Et døgn tidligere var tallet 0,90. Epidemien aftager, når kontakttallet stabilt ligger under 1,0 i længere tid.

(dpa)


Flensborg Avis siger godnat


Smitten holder sig helt i ro i Slesvig-Holsten

10.05.2021 22:38

Kiel. I det seneste 24 timer er der fundet 136 nye tilfælde af smitte med coronavirus i Slesvig-Holsten. Det oplyser delstatens regering mandag aften.

Fem smittede har mistet livet i samme tidsrum. I både Slesvig-Flensborg og Rendsborg-Egernførde amter har der været et dødsfald. De øvrige har mistet livet uden for Sydslesvig.

I alt 1534 smittede er gået bort siden sidste forår.

På syv døgn har der været 50,8 nye smittede per 100.000 indbyggere i delstaten. Et døgn tidligere var incidensen 50,0.

I Flensborg er ingen nye testet positive i det seneste døgn. Det samme er tilfældet i Nordfrisland. Til gengæld er yderligere fem nye smittede fundet i Rendsborg-Egernførde Amt og tre i Slesvig-Flensborg Amt.

Kiel har opdaget 15 nye smittede.

Hidtil er der indberettet 60.757 smittede i Slesvig-Holsten siden epidemiens begyndelse. Omkring 55.500 menes at være kommet sig igen.

Aktuelt er 168 indlagt. 50 får intensiv behandling, mens 32 har behov for kunstigt åndedræt.


Seehofer testet positiv for corona

10.05.2021 17:24

Berlin. Tysklands indenrigsminister Horst Seehofer (CSU) er blevet smittet med coronavirus. Han er testet positiv og er i isolation, meddeler talsmand Steve Alter mandag. Han har for tiden ingen symptomer. 

(dpa)


 Foto: Kay Nietfeld/dpa


Lille stigning i incidenstallet i Rendsborg-Egernførde Amt

10.05.2021 16:34

Rendsborg. I løbet af det seneste døgn er der fundet seks nye smittede i Rendsborg-Egernførde Amt. Dermed stiger incidenstallet en smule fra 26,6 i går til 28,5 i dag. 

Siden epidemiens udbrud har der været 3851 smittede i amtet, hvoraf 3643 er raske igen og 53 har mistet livet. Dermed er der aktuel 155 smittede i amtet, hvoraf 11 er indlagt.


Bøvl med vaccinetider i Slesvig-Holsten

10.05.2021 16:28

Kiel. Mandag morgen ville Slesvig-Holsten lægge vaccinetider, som andre havde aflyst, ud i deres booking system. Klokken syv i morges skulle tiderne være tilgængelige, men på det tidspunkt var alle tiderne allerede booket. 

Sundhedsministeriet indrømmer, at der her var tale om en fejl og at de er i kontakt med udbyderen om problemet. 


App kan have hjulpet med at opdage 955 smittede

10.05.2021 16:14

Siden lanceringen sidste sommer er appen Smittestop, der kan advare, hvis man har været tæt på en coronasmitte, blevet downloadet tæt på 2,3 millioner gange.

Det skriver Sundhedsministeriet på Twitter.

Knap 105.000 personer har angivet appen som grunden til, at de har booket en testtid. Siden er 955 personer testet positiv for ny coronavirus.


Flensborgs incidens falder til under 30

10.05.2021 15:11

Flensborg. Siden i går er der ikke blevet registreret nogen nye smittede i Flensborg Kommune. Dermed falder incidenstallet til 28,8 nye smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage. I går lå den på 31,1. 

Siden epidemiens udbrud har der været 2235 smittede i Flensborg, hvoraf 2141 er raske igen og 39 har mistet livet. Dermed er der aktuelt 55 smittede i kommunen. 

250 personer befinder sig i karantæne.


En tredjedel af Nordtyskland er vaccineret

10.05.2021 15:00

Kiel. Robert Koch-Instituttet offentliggjorde mandag formiddag de aktuelle vaccinetal for hele Tyskland såvel som for de enkelte delstater. 

De viser, at præcis en tredjedel af Nordtyskland (33,3 procent) nu er vaccineret mindst en gang mod coronavirus. Det er mere end fem millioner mennesker. 

Nordtyskland defineres her som delstaterne Mecklenburg-Vorpommern, Bremen, Niedersachsen, Hamborg og Slesvig-Holsten. 

Mecklenburg-Vorpommern er længst fremme med 35 procent, mens Slesvig-Holsten ligger en smule bagud med 30,6 procent. 

I hele Tyskland har 32 personer fået mindst et stik. 

1,4 millioner mennesker i Nordtyskland er færdigvaccinerede. Det svarer til ni procent.


Status på epidemien i Danmark

10.05.2021 14:42

København. Allerede i forbindelse med pressemødet klokken 12 løftede sundhedsminister Magnus Heunicke sløret for den seneste coronastatus i Danmark.

Tallene plejer ellers normalt at komme klokken 14.00.

Her kan du få et overblik over status:

932 nye smittetilfælde ud af 169.245 PCR–test – svarende til en positivprocent på 0,55. 

Det er en stigning på 58 tilfælde i forhold til søndagens tal. 

Der er i alt 153 personer, som er indlagt med coronavirus. Det er en stigning på tre personer i forhold til søndag. 

Der er ingen nye dødsfald. 


Pfizer/Biontech ser effektiv ud mod varianter

10.05.2021 14:01

Mainz. Indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at vaccinen fra Pfizer og Biontech ikke er effektiv over for varianter af coronavirusset.

Det fortæller tyske Biontech mandag i forbindelse med sit regnskab for første kvartal af 2021.

/ritzau/


Ti nye smittede i Slesvig-Flensborg Amt - incidens stiger

10.05.2021 13:36

Slesvig. Siden i går er der registreret ti nye tilfælde af coronavirus i Slesvig-Flensborg Amt.

I løbet af syv døgn har der været 24,4 nye smittede per 100.000 indbyggere. Ifølge Robert Koch Instituttets tal er det Tysklands laveste incidenstal. I går var amtets incidenstal helt nede på 19,9.

Der er aktuelt 127 smittede i Slesvig-Flensborg Amt. To af dem er indlagt på hospitalet i Slesvig. 427 personer i amtet er i karantæne.

Siden epidemiens udbrud er der registreret 2833 smittede i amtet, hvoraf 2648 er raske igen, og 58 har mistet livet.



SSI: - Vi står et godt sted i Danmark

10.05.2021 12:31


Dansk vaccinekalender er rykket en uge

10.05.2021 12:19

København. Den seneste vaccinationskalender fra mandag viser, at slutdatoen er forsinket med en uge. Slutdatoen forventes nu at være 29. august. 

– Vi har meget stor sikkerhed indtil udgangen af juni med Pfizer– og Moderna–vaccinerne. Vi når senere op på 400.000 Pfizer–doser om ugen, hvilket er et rigtig højt tal, siger Søren Brostrøm.

/ritzau/


Tilvalg af vacciner på vej i Danmark

10.05.2021 12:12

København. – Et bredt politisk flertal har besluttet, at hver enkelt borger skal kunne tilvælge vacciner fra Johnson & Johnson og Astrazeneca, siger Heunicke.

Han har sendt tiltaget i høring, siger Danmarks sundhedsminister.

– De 55.000 doser med Astrazeneca–vacciner, som vi har besluttet at udlåne til Slesvig–Holsten, de ankommer til Lübeck netop nu, siger Heunicke.

/ritzau/


Knap en tredjedel i dansk vaccinationsprogram har fået første stik

10.05.2021 12:06

København. 31 procent ud af folk på 16 år og derover, der er del af vaccinationsprogrammet, har fået første stik med en coronavaccine, siger Danmarks sundhedsminister Magnus Heunicke.

Der er regristreret 932 nye smittetilfælde siden seneste opgørelse, siger sundhedsministeren.

– Det er forventet, at smitten vil stige en vis portion. Men det er ikke nogen alarmerende udvikling. Det er forventeligt, siger Heunicke.

/ritzau/


Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix


Pressemøde i København er gået i gang 

10.05.2021 12:04

København, Det er lige nu pressemøde i Eigtveds Pakhus i København. Danmarks sundhedsminister Magnus Heunicke og direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm er blandt deltagerne.

På mødet vil der blive gjort status over coronasituationen i Danmark.

Magnus Heunicke tager ordet som den første.

– Formålet er at give en status med epidemien i Danmark. Det er et stykke tid siden sidst, og vi har nogle nyheder, vi gerne vil dele med jer, siger Heunicke.

/ritzau/nh


Medie: Ny nedlukning kan true København

10.05.2021 11:50

København. Sundhedsoverborgmester Sisse Marie Welling (SF) er ifølge Ekstra Bladet gået i gang med planlægning af en mulig ny nedlukning af København. Det sker på baggrund af fremskrivninger af smittetallene, som viser, at hovedstaden nærmer sig grænsen for nedlukning.

Flere kilder fortæller til Ekstra Bladet, at kommunes kriseberedskab over de seneste dage er gået i aktion og afventer udviklingen.

/ritzau/


Skærpet kontaktforbud og udgangsforbud i Hamborg ophæves

10.05.2021 11:49

Hamborg. Efter seks uger med udgangsforbud om natten og et kontaktforbud, hvor en husstand kun må mødes men én anden person, ophæves nødbremsen i Hamborg onsdag ved midnat. Det meddeler medlem af Hamborgs Senat, Melanie Leonhard (SPD).

Hamborg har mandag et incidenstal under 100 for femte dag i træk.

(dpa)


Spahn: Ti millioner doser Johnson & Johnson inden slutningen af juli

10.05.2021 11:44

Berlin. Tysklands sundhedsminister Jens Spahn (CDU) forventer yderligere ti millioner doser af Johnson & Johnsons coronavaccine inden slutningen af juli. Det meddelte han mandag i Berlin. 

Vaccinen vil i Tyskland fremover især bruges på personer, der er over 60 år gamle, bekræftede han. Også yngre personer kan dog beslutte sig for at få vaccinen, når de har talt med en læge. Det besluttede sundhedsministrene mandag morgen. 

Prioriteringslisten for denne vaccine ophæves hos læger. Ligesom ved Astrazenecas vaccine er få tilfælde af blodpropper som bivirkning årsagen til, at unge mennesker som udgangspunkt ikke får vaccinen. 

Spahn fortalte, at langt over 60 procent af de over 60-årige i Tyskland efterhånden er vaccineret, i nogle delstater er det over 70 procent. Alle i denne aldersgruppe, der ønsker at blive vaccineret, vil være det i slutningen af maj, mener Spahn. Størstedelen af doserne fra Johnson & Johnson forventes først efterfølgende. 

Derfor er en pragmatisk tilgang ved vaccinationer og »at vi ophæver prioriteringen for vaccinen fra Johnson & Johnson ligesom ved Astrazeneca« vigtig ifølge sundhedsministeren.

(dpa)


 Foto: Kay Nietfeld/dpa


Grøn aflyser sommerens koncerter

10.05.2021 11:14

København. Den traditionsrige koncertrække Grøn bliver aflyst i år. Det meddeler arrangørerne i en pressemeddelelse, efter at de ikke har kunnet få koncerterne til at fungere med de nuværende coronarestriktioner.

Det er den maksimale kapacitet på 2000 tilskuere frem til slutningen af juli, der forhindrer afviklingen af koncerterne, lyder det.

– Politikerne og sundhedsmyndighederne har besluttet sig, og det giver ikke mening at hverken tro eller håbe på en Grøn Koncert-åbning i den kommende tid, siger Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden. 

– At Folketinget vælger at afvige i så væsentlig grad fra ekspertpanelets anbefalinger, er dybt skuffende - særligt taget i betragtning af, at man har valgt at sige god for at gennemføre andre arrangementer med større publikum i samme periode, lyder det.

/ritzau/


 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix


Hårdt ramte senfølgepatienter må vente uger på hjælp

10.05.2021 10:23

Aarhus. Har man været smittet med coronavirus og oplever senfølger, er der flere steder lang ventetid på at blive tilset.

På senfølgeklinikken på Aarhus Universitetshospital er Berit Schiøttz Christensen overlæge. De patienter, der bliver henvist lige nu, kan først tilses i slutningen af juni, siger hun.

- Lige nu kører vi simpelthen på maks.

I Danmark tilsiger behandlingsgarantien, at patienter skal henvises og tilses i løbet af fire uger.

Men det er ikke muligt i den nuværende situation, og det kan for patienterne være alvorligt, siger Berit Schiøttz Christensen. Mange er helt eller delvist sygemeldte.

Også Helle Frost Andreassen, ledende overlæge på lungeafdelingen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, melder om en patientkø.

/ritzau/


Heunicke på trapperne med frivillig vaccine

10.05.2021 10:21

København. Danmarks sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil mandag sende bekendtgørelsen om mulighed for frivillig vaccination med Astrazeneca-vaccine i høring. Det skriver han på Twitter.

- Ja, jeg sender bekendtgørelsen om tilvalgsordningen af vacciner i offentlig høring i dag, skriver Magnus Heunicke.

Han forventer, at Danmarks sundhedsministerium i løbet af denne uge vil kunne afklare de praktiske udfordringer.

/ritzau/


Büsum er Slesvig-Holstens fjerde turisme-modelregion

10.05.2021 09:39

Büsum. Büsum i Dithmarschen Amt er fra i dag Slesvig-Holstens fjerde turisme-modelregion. Det betyder, at det er muligt at tage på ferie i Büsum og nabokommunerne Westerdeichstrich og Büsumer Deichhausen, når strenge hygiejne- og forholdsregler overholdes. 

Büsum er den sidste af i alt fire modelregioner i Slesvig-Holsten. 


Johnson & Johnson-vaccine skal især bruges på personer over 60 år

10.05.2021 09:33

Berlin. Johnson & Johnsons corona-vaccine skal i Tyskland især bruger på personer, der er over 60 år gamle. Efter aftale med lægen og oplysning om mulige bivirkninger skal dog også yngre mennesker kunne få vaccinen. 

Det har sundhedsministrene besluttet, erfarer nyhedsbureauet dpa mandag. 

Prioriteringslisten for denne vaccinen droppes hos læger. 

(dpa)


Regioner kræver 2,1 milliard ekstra til at drive sundhedsvæsen

10.05.2021 09:16

København. Når Danske Regioner skal forhandle økonomi med den danske regering, har regionerne et krav om 2,1 milliard kroner ekstra til sundhedsvæsenet med.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Danske Regioner.

Ifølge regionerne vil flere ældre, stigende medicinudgifter og nye behandlingstilbud øge behovet for flere ressourcer.

Også coronapandemien har lagt et pres på sundhedsvæsenet, siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, i meddelelsen.

/ritzau/


 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix


Dansk handel er tilbage på niveauet før corona

10.05.2021 09:14

København. Danmarks handel med udlandet er tilbage på niveauet fra før coronakrisen.

Det står klart, efter et første kvartal hvor både eksport og import er vokset. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Tallene er korrigeret for sæsonudsving.

For marts er den danske eksport af varer og tjenester samlet steget med 4,6 procent. Den samlede import er ligeledes steget med 4,6 procent.

Ifølge Danmarks Statistik er det både varer og tjenester, som har bidraget til stigningerne i eksporten og importen.

/ritzau/


Biontech vil bygge vaccinefabrik i Singapore

10.05.2021 09:13

Mainz. Den tyske medicinalvirksomhed Biontech, der sammen med Pfizer står bag en coronavaccine, vil bygge en fabrik i Singapore.

Den skal kunne producere hundredvis af millioner af vaccinedoser om året. Det oplyser selskabet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Byggeriet vil blive indledt i år, og fabrikken ventes at kunne være klar i 2023.

/ritzau/


Sundhedsministeriet holder pressemøde klokken 12

10.05.2021 09:12

København. Danmarks sundhedsministerium vil i dag klokken 12.00 holde pressemøde "om status på covid–19–situationen". Det oplyser ministeriet på sin hjemmeside.

Deltagerne er: 

Magnus Heunicke, Danmarks sundhedsminister.

Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut.

Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.

Anette Lykke Petri, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed. 

Thorkild Fogde, rigspolitichef.

/ritzau/


 Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix


Smitten aftager i Tyskland

10.05.2021 07:38

Berlin. I løbet af et døgn er der fundet 6922 nye tilfælde af smitte med coronavirus i Tyskland. Det oplyser Robert Koch instituttet mandag morgen. Til sammenligning var der 9160 nye inficerede for en uge siden.

Mandag er smittetallene som regel lavere end ellers, blandt andet fordi der bliver testet færre i weekenden.

På syv døgn er der fundet 119,1 nye smittede per 100.000 indbyggere. Sidste mandag var værdien 146,9.

54 smittede er gået bort på 24 timer. En uge tidligere var der 84 dødsfald.

Siden epidemiens begyndelse er 3.527.251 testet positive. Omkring 3.175.600 skønnes at være kommet sig. Antallet af døde er nu steget til 84.829.

Kontakttallet ligger på 0,90, så 100 smittede i gennemsnit giver virussen videre til 90 andre. Et døgn tidligere var tallet 0,91. Epidemien ebber ud, når kontakttallet i længere tid har ligget stabilt under 1,0.

(dpa)


Se livebloggen fra den 8.-9. maj her.