Liveblog-arkiv: 20.-21.04.2021

Her opdaterer Flensborg Avis dagligt om coronasituationen i både Danmark, Tyskland og Sydslesvig. Følg med her og hold dig opdateret om udviklingen.

Billede
Grafik: Eyla Boysen



Næsten 30.000 nye er smittet i Tyskland

22.04.2021 07:40

Berlin. På et døgn er der fundet 29.518 nye tilfælde af corona i Tyskland, hvor 259 er døde. Tallet kan på grund af tekniske vanskeligheder muligvis omfatte forsinkede data fra Nordrhein-Westfalen fra den foregående dag. Det oplyser Robert Koch Instituttet torsdag morgen.

Torsdag i sidste uge var der 29.426 nye smittede og 293 dødsfald.

På syv døgn har der været 161,1 nye smittede per 100.000 indbyggere. Dagen før var værdien 160,1.

Siden epidemiens begyndelse er 3.217.710 testet positive. 80.893 er gået bort.

Kontakttallet er på 0,94. Det betyder, at 100 smittede i gennemsnit giver virussen videre til 94 andre. Et døgn tidligere var kontakttallet 0,95. Hvis tallet i længere tid ligger stabilt under 1,0, aftager epidemien.


Flensborg avis siger godnat


Smitten i Slesvig-Holsten er banket helt i bund

21.04.2021 22:10

Kiel. Slesvig-Holsten er fortsat det eneste forbundsland, hvor antallet af nye smittede med coronavirus per 100.000 indbyggere på syv døgn ligger under 100. Onsdag aften lå værdien på 70,8, efter tallet et døgn tidligere var 71,8. Det oplyser delstatens regering onsdag aften

I det seneste døgn er der fundet 343 nye tilfælde.14 er testet positive i Flensborg, mens der er 19 i Slesvig-Flensborg Amt og otte i Nordfrisland.

Rendsborg-Egernførde Amt har 30 nye inficerede.

I Kiel er er 27 nye testet positive.

Værst ser det ud i Pinneberg ved grænsen til Hamborg. Her er der opdaget 71 smittede.

Tre har mistet livet i det forløbne døgn. Alle dødsfald er indtruffet syd for Ejderen.

For øjeblikket er 187 indlagt. 57 får intensiv behandling. 33 har behov for hjælp til at trække vejret.

Siden epidemiens begyndelse er 56.244 testet positive. 49.800 menes at være raske igen. 1489 har mistet livet.


Smitten er steget i Flensborg

21.04.2021 18.03

Flensborg. Smittetrykket i Flensborg er steget en smule, men incidensen holder sig fortsat lige under 50. Frem til onsdag aften havde der været 49,9 nye smittede per 100.000 indbyggere i kommunen på syv døgn. I går var værdien 45,5.

I alt er der fundet yderligere ti tilfælde siden tirsdag aften. Det oplyser kommunen i sin daglige opdatering.

Efterhånden er 2150 testet positive siden sidste forår. 2019 skønnes raske igen. Det samlede antal døde under epidemien er fortsat uændret 39. I godt en uge har ingen mistet livet.

92 har konstateret aktiv smitte i kroppen. 199 er i karantæne. På grund af en teknisk omstilling har kommunen ikke yderligere detaljerede oplysninger.


Politi: Omkring 150 demonstranter arresteret i Berlin

21.04.2021 17:27

Berlin. Under demonstrationen i Berlin onsdag arresterede politiet omkring 152 personer. De skulle have overtrådt corona-reglerne, angrebet politiet samt forsøgt at befrie de andre fangede. Det meddeler politiet på Twitter.

Mere end 8.000 demonstranter var tilstede onsdag under demonstrationen i Berlin.

/dpa/


Badmintonhaller og biografsale venter stadig

21.04.2021 16:42

København. Meget af Danmark er nu genåbnet, men biografer og store dele af idrætten må vente til maj. Biografer, fitnesscentre og den indendørs idræt for personer mellem 18 og 70 år er nemlig ikke en del af den genåbningsplan, der onsdag trådte i kraft. Her lyder åbningen på 6. maj - for nogle måske endnu senere.

Samtidig mangler de specifikke retningslinjer for, hvordan der kan åbnes.

Lars Werge, formand for Danske Biografer, har forståelse for, at politikerne ikke åbner alting på en gang. Men der er ikke nogen stor risiko for coronasmitte i biograferne, mener han.

- Vi må bare sige, at der ikke er noget påvist eksempel på, at man er blevet smittet eller syg af at gå i biograferne, siger han og tilføjer om den økonomiske situation:

- Der er helt sikkert nogle, der er hårdt presset, og så kan de formentlig alle sammen bevidne, at de har måttet forbi en bank, en udlejer eller på anden vis få nogle aftaler.

- Det har været et hårdt år, siger Lars Werge.

Hos idrætten savner Morten Mølholm, direktør i Danmarks Idrætsforbund, logik.

Men her går utilfredsheden mere på den model, der skal gøre sig gældende for den indendørs breddeidræt for voksne, nemlig den med coronapas som krav.

Som udgangspunkt åbner den del af idrætten 6. maj, men det kan blive 21. maj afhængig af smittetallene.

- Hvis man skal prioritere, har man fulgt vores filosofi om at få de unge tilbage først.

- Men at de frivillige foreninger skal være dørvogtere og tjekke coronapas, er en alt for stor byrde på et i forvejen presset system.

- Når vi spørger myndighederne om, hvordan de har tænkt sig, at vi skal gøre det, får vi et lakonisk svar om, at det må vi finde ud af. Myndighederne lader de frivillige i stikken, siger Morten Mølholm.

Morten Brustad, branchedirektør i Dansk Fitness & Helse Organisation (DFHO), siger, at en stor del forventes at vente med at komme tilbage til fitnesscentrene på grund af coronapasset.

/ritzau/


Musikfestivalen Rock Under Broen bliver udskudt til august

21.04.2021 16:06


Rock Under Broen finder normalt sted i juni, som på billedet her, der er taget i 2019. I år skubbes festivalen til august. - Mette Mørk/Ritzau Scanpix

Byfester, festivaler med mere afventer i disse dage en plan for, hvordan de kan invitere tusindvis af mennesker til fest i det fri i de kommende måneder.

Det gælder blandt andet festivalen Rock Under Broen i Middelfart, som efter planen skulle løbe af stablen 11. og 12. juni i år.

Nu har den fynske festival mistet tålmodigheden med politikerne og flytter musikfesten til efter sommerferien. Det oplyser DR Fyn.

/ritzau/


Forbundsdagen har vedtaget »corona-nødbremsen« 

21.04.2021 15:53

Berlin. Den såkaldte »corona-nødbremse« blev godkendt af medlemmerne af Unionen og SPD onsdag ved 15-tiden, hvilket betyder, at der kan ændres i den tyske smitte-lovgivning (Infektionsschutzgesetz). Derefter blev nødbremsen sendt til godkendelse i Forbundsdagen. Ved 16-tiden blev regelsættet godkendt. 

Nødbremsen er et bindende regelsæt, der træder i kraft, når incidensen kommer op på et bestemt niveau. Dermed skal regioner med høj smitte indføre udgangsforbud fra klokken 22 til 5 om morgenen, sende alle elever og lærer hjem til fjernundervisning, og indføre en række af begrænsninger for butikslivet. 

Reglerne kan tidligst træde i kraft fra lørdag. Først skal forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier skrive under på, at rettelserne må gennemføres i smitte-lovgivningen. 

/dpa/


Nyt sogn ramt af nedlukning 

21.04.2021 15:21

Ølgod. Ølgod Sogn i Varde Kommune er det seneste til at blive lukket på grund af for høj smitte.

Skoler, fritidsordninger og indendørs kultur- og idrætsliv bliver lukket, hvis smittetallene i et sogn overskrider tre værdier.

Der skal over de seneste syv dage have været mindst 20 smittetilfælde i sognet, antallet af smittede per 100.000 indbyggere er over 400, og positivprocenten er over to.


1. maj i Fælledparken er aflyst for andet år i træk

21.04.2021 15:17

København. Der bliver ingen 1. maj-fejring i Fælledparken i København i år, da arrangementet er blevet aflyst for andet år i træk på grund af coronasituationen.

Det oplyser Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Hovedstaden, der er arrangør af begivenheden, i en pressemeddelelse.

- Vi er triste over igen i år at måtte aflyse 1. maj i Fælledparken.

- Vi havde glædet os til gode samtaler om de ting, som berører danskerne dybt. Coronakrisen har sat en masse ting på spidsen; mange har mistet deres arbejde – og andre har urimeligt travlt i denne periode, siger Per G. Olsen, formand for FH Hovedstaden, i pressemeddelelsen.

/ritzau/


Lidt under hver tiende er nu færdigvaccineret i DK

21.04.2021 14:54


Vaccination med ledsagelse af musik fra Aalborg Symfoniorkester er igang i Brønderslevhallen, tirsdag den 20. april 2021. Musikken ved de nordjyske vaccinationssteder har været så stor succes at Region Nordjylland har indgået et samarbejde med musikterapiuddannelsen ved Aalborg Universitet, der fremover skal stå for forsøg med forskellige former for musik ved vaccinationscentrene.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) - Henning Bagger

København. Næsten hver femte har som minimum fået ét vaccinestik mod coronavirus. Yderligere 22.138 personer har fået det første stik med en vaccine, mens 17.214 har fået det andet og sidste stik.

Det betyder, at 19,2 procent af Danmarks befolkning - eller 1.119.575 personer - har fået mindst ét vaccinestik. 9,2 procent - eller 536.334 personer - har fået begge.

/ritzau/


59 har fået blodpropper efter Astrazeneca-vaccine i Tyskland 

21.04.2021 14:33


Der er nu fundet 59 tilfælde af personer, der har fået blodpropper efter Astrazeneca-vaccinen.  - Liselotte Sabroe

Berlin. En tysk opgørelse fra midten af april viser, at 59 personer har fået de atypiske blodpropper efter Astrazeneca-vaccinen. Det meddeler Paul Ehrlich Institute (PEI) på hjemmesiden.

De berørte blev vaccineret fra den 13. februar til den 31. marts. Tolv af personerne døde som følge af blodpropperne – det var seks mænd og seks kvinder.

I alt har 4,2 millioner borgere fået den første sprøjte med Astrazeneca i Tyskland og 4153 den anden sprøjte, informerer Robert Koch Institute (RKI).

Ifølge PEI er blodpropperne meget sjælne og kommer i de fleste tilfælde efter den første vaccine. Symptomerne begyndte hos 57 af de 59 personer inden for 29 dage efter vaccinen - i to tilfælde havde instituttet ingen oplysninger om dette. I 31 tilfælde fandt instituttet også mangel på blodplader efter vaccinen.

/dpa/


803 nye smittetilfælde - antal indlagte falder med tre

21.04.2021 14:25

København. Det seneste døgn er 803 borgere testet positive for corona i 193.622 PCR-test, oplyser SSI. Antallet af indlagte falder med tre til 191. Yderligere to er døde.

Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) onsdag.

De 803 smittetilfælde er fundet i 193.622 PCR-test. Det er de test, hvor man bliver podet i svælget. Andelen af smittetilfælde i forhold til antallet af prøver svarer til, at 0,41 procent af prøverne har vist et positivt svar. Siden midten af januar har positivprocenten været under 1,00.

/ritzau/


Corona-app har ny funktion

21.04.2021 14:23

Berlin. Den tyske corona-app, »Corona-Warn-App« har fået en ny funktion. Uden at angive personlig data kan gæster registrere sig i restauranter. I tilfælde af smitte med coronavirus kan den smittede anonymt informere andre, der har været i nærheden. 

Desuden skal der snart komme endnu flere funktioner til. I slutningen af april skal man kunne se svar på både PCR-test og kviktest i appen. Før sommerferien skal det digitale vaccinepas integreres i appen. 

(dpa)


Tyv stjæler coronavacciner

21.04.2021 14:15

München. En mand stjal tre coronavacciner fra et vaccinecenter i München. Mandag eftermiddag ledsagede han en 75-årig til hendes vaccinetid og havde dermed adgang til vaccinerne, fortæller en talsmand fra politiet onsdag.

Den 57-årige tog tre klargjorte sprøjter og forlod stedet med dem. En af medarbejderne opdagede, at sprøjterne var væk og fik sikkerhedstjenesten til at løbe efter manden. De fik fat på ham i nærheden af centeret og tilkaldte politiet. De tre sprøjter med Biontech-vaccinen bliver til intet gjort, fortæller politiet.

/dpa/


Spahn: De fleste bliver smittet i det private

21.04.2021 13:26

Berlin. Tysklands sundhedsminister Jens Spahn (CDU) mener, at mindre kontakt til andre er en forudsætning for, at menneskeliv kan reddes under tredje bølge af coronapandemien. 5000 mennesker ligger for tiden på intensivafdelingerne med covid-19, fortæller han.

- Tendensen stiger fortsat, mens patienterne bliver yngre, sagde Spahn onsdag i Forbundsdagen, hvor den ændrede epidemilov drøftes. 

Ifølge Spahn dør hver tredje covid-19-patient på hospitalerne - ikke kun på intensivafdelingerne. Antallet af intensivpatienter følger antallet af nye smittede, understregede Spahn. Sammenhængen er ifølge ham helt tydelig. 

- To tredjedele af alle smitteudbrud i Tyskland sker for tiden i det private, sagde han.

- Blandt de 6-20-årige ser vi for tiden rigtig mange smittetilfælde.

Spahn opfordrede derfor Forbundsdagen til at godkende den nye epidemilov, der skal sørge for mindre kontakt. 

- Situationen er alvorlig. Rigtig alvorlig, sagde han. 

(dpa)


Politi opløser corona-demonstration i Berlin

21.04.2021 13:17

Berlin. Politiet har opløst en corona-demonstration i Berlin med over 8000 deltagere. Der var fare for den offentlige sikkerhed, meddeler politiet onsdag. 

Der var mange overtrædelser af corona-reglerne. Ifølge politiet blev afstandskravet ikke overholdt, og flere bar ikke mundbind.

Demonstranterne protesterede, fordi den ændrede epidemiloven drøftes i Forbundsdagen i dag. Omkring 2200 politibetjente har været til stede.

(dpa)


Slesvig-Flensborg Amts incidens er 36,8 

21.04.2021 13:01

Slesvig. 7-dage-incidensen ligger onsdag på 36,8 i Slesvig-Flensborg Amt. I de seneste 24-timer har ni nye fået konstateret corona. 

I alt har 2.642 personer været smittet i området. Af dem er 2.448 personer raske igen og 55 har mistet livet. Det betyder, at 139 personer er smittet i amtet lige nu. 

380 personer er i karantæne, og fem ligger på Helios Hospitalet i Slesvig. 


Grafik: Slesvig-Flensborg Amt


Turistprojekt i Lübeck er aflyst 

21.04.2021 12:13

Lübeck. Lübecker Bucht udsætter turismeprojektet på ubestemt tid. Det var planlagt, at området skulle åbne næste mandag for turister, men det bliver ikke til noget. Årsagen er, at incidensen svinger meget. Ifølge kommunen var der tirsdag aften 76,8 nye smittede pr. 100.000 indbyggere i løbet af syv dage. 

- Da incidensen har en stigende tendens, og smittekæden er svær at opspore, er det ikke ansvarligt at åbne op for turismen lige nu, siger Ostholsteins amtsadministrator Reinhard Sager.

Værdien skal ligge under 100 for at turistprojekterne må starte. 


Over 4000 demonstrerer mod corona-politik i Berlin

21.04.2021 12:08

Berlin. Ved en protest mod corona-politikken har over 4000 deltagere forsamlet sig i Berlin. Det sker i dag, fordi Forbundsdagen drøfter den ændrede epidemilov. 

Ifølge politiet bliver afstandskravet ikke overholdt, og mange bærer ikke mundbind. Over 40 demonstranter er derfor midlertidigt arresteret. Hvis arrangøren ikke får styr på arrangementet, må det eventuelt opløses, meddeler politiet. 

Omkring 2200 politibetjente er til stede, og vandkanoner står parat. 

(dpa)


Hver femte vaccineret mod corona mindst én gang

21.04.2021 12:03


Tyskland har vaccineret over 17 millioner mennesker.  - Miguel Riopa/Ritzau Scanpix

Berlin. Omkring 20,8 procent af befolkningen i Tyskland har nu modtaget mindst en vaccination mod coronavirussen. Det meddeler Robert Koch Institute (RKI) onsdag.

Indtil videre har vaccinationscentre, mobile teams, hospitaler og praktiserende læger givet næsten 17,3 millioner personer det første stik og godt 5,6 millioner det andet. 

Tirsdag blev yderligere 535.198 personer vaccineret. Den 14. april blev der sat rekord med 770.046 vaccinerede på én dag. 

/dpa/


Shoppingcentre hårdt ramt

21.04.2021 11:55

Köln. En ny rapport viser, at shoppingcentrene i Tyskland er hårdt ramt af coronakrisen. Først blev de lukket, så kom kunderne ikke på grund af angst for corona, og nu har de fleste stået tomme i over fire måneder. Det har store økonomiske konsekvenser, står der i den nye rapport «Shopping-Center Report 2021», som er skabt af Kölner Handelsforschungsinstituts EHI.

/dpa/


21,3 procent er vaccineret i Slesvig-Holsten

21.04.2021 11:37

Kiel. 3.098.750 mennesker har indtil videre fået første stik af coronavaccinen i de fem nordtyske delstater, Slesvig-Holsten, Hamborg, Mecklenburg-Vorpommern, Niedersachsen og Bremen. Det skriver NDR. Det svarer til 20,6 procent af den nordtyske befolkning. 6,3 procent har fået begge stik og er dermed færdigvaccineret. 

I Slesvig-Holsten har 21,3 procent af befolkningen fået første stik, og 6,2 procent er færdigvaccineret. 


Tjek af spildevand på Bornholm giver SSI nyttig viden om corona

21.04.2021 11:19


Det første forsøg herhjemme med at tjekke spildevand som indikator på udbredelsen af coronasmitte har ifølge Statens Serum Institut været vellykket. (Arkivfoto). - Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Rønne. Erfaringerne fra Bornholm viser ifølge seruminstituttet et “nogenlunde” sammenfald mellem forekomst af smitte i spildevandet og positive coronatest hos beboere.

Der blev taget lidt over 200 prøver fra de syv rensningsanlæg, og i 11 procent af dem blev coronavirus påvist.

I samme periode blev 33 bornholmere testet positive.

- Selv om der kun var små mængder virus i spildevandet, og selv om der kun var få smittede på øen i perioden, var der dog et nogenlunde sammenfald mellem, hvornår og hvor der var virus i spildevandet, og borgere, der blev testet positive, siger Steen Ethelberg.

Projektet har ifølge seniorforskeren vist, at metoden “overordnet set fungerer”, og at man kan påvise selv en meget lav smitte i samfundet.

/ritzau/


Niedersachsen blokerer ikke for den tyske »corona-nødbremse«

21.04.2021 10:59

Hannover. Niedersachsen har meddelt, at delstaten alligevel ikke vil blokere for det strenge landsdækkende coronatiltag - den såkaldte »corona-nødbremse« (Corona-Notbremse) - i Forbundsdagen. Delstatsregeringen i Niedersachsen beklager, at de nye regler ikke indeholder en genåbningsplan for modelprojekter, hvor incidensen er over 100.

Det sagde ministerpræsident Stephan Weil (SPD) onsdag i Landdagen i Hannover. 

 /dpa/


Corona-modelprojekt skal afbrydes 

21.04.2021 10:42

Tübingen. Rostock og Tübingen blev udtaget til corona-modelprojekter, fordi de havde så lave incidenstal over flere måneder. Teatre, butikker og restauranter åbnede, så alle med en negativ coronatest kunne komme ind. 

Nu er incidensen sprunget i vejret - specielt på grund af den britiske mutation - og incidensen har været over 100 i langt mere end tre dage i begge byer.

- Jeg regner med, at projektet bliver afbrudt, når den nye tyske smitte-lovgivning (Infektionsschutzgesetz) træder i kraft, siger en talsmand for socialministeriet i Stuttgart.

 /dpa/


Danskerne bruger fem millioner engangsmundbind om dagen

21.04.2021 10:30


Da coronakrisen ramte Danmark og den øvrige verden, blev engangsmundbind pludselig en efterspurgt vare. Nu bruges der hver dag millioner af mundbind, og de fleste af dem ender i skraldespanden. Det viser en kortlægning fra Miljøstyrelsen. (Arkivfoto). - Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

København. Der bruges millioner af engangsmundbind hver eneste dag i Danmark. Kortlægningen viser også, at danskerne typisk bruger ét engangsmundbind om dagen og har det på i under én time.

De fleste engangsmundbind ender ifølge kortlægningen i skraldespanden. Men nogle ender også i naturen eller på gader og stræder.

Miljøminister Lea Wermelin vil sikre flere skraldespande til udtjente mundbind, så de ikke ender i naturen.

/ritzau/


Testkapacitet skrues op

21.04.2021 10:28

København. Det lægger pres på testfaciliteterne i Danmark, da alle skal vise en coronatest i barer, restauranter osv, og derfor skrues der nu op for kapaciteten, oplyser Styrelsen for Forsyningssikkerhed.

Der tilføjes yderligere 100.000 lyntest, hvilket betyder, at der i alt kan testes 570.000 personer om dagen med PCR- og lyntest. Hele Danmarks befolkning kan altså blive testet for covid-19 på halvanden uge.

Der skrues op, så der dagligt kan foretages 570.000 test i Danmark. 

/ritzau/


Fødevarestyrelsen vejleder cafeer og restauranter om hygiejne 

21.04.2021 10:23

København. I de fleste af landets cafeer og restauranter har køkkener og lokaler stået tomme siden december. Nogle virksomheder har tilbudt take away til kunderne, men mange fødevarevirksomheder har behov for igen at få styr på blandt andet rengøring, god hygiejne og korrekt opbevaring af råvarer, når det går løs med genåbningen.

Fødevarestyrelsen hjælper derfor cafeer og restauranter med at få styr på hygiejnen og rengøringen, når de genåbner i dag. Styrelsen er forberedt på at skulle vejlede mange nye fødevarevirksomheder.

/ritzau/


Dette genåbner onsdag i Danmark

21.04.2021 10:22

* Caféer og restauranter åbner for indendørs servering med restriktioner. Sidste udskænkning er klokken 22.00, og der skal lukkes klokken 23.

* Tilskuere får lov til at vende tilbage til stadioner i Superligaen, Kvindeligaen, 1.- og 2. division samt ved A-landskampe for herrer og kvinder med restriktioner.

* Daghøjskoler, inklusive seniorhøjskoler, kan åbne med testkrav svarende til testmodellen på uddannelsesområdet.

* 5.-8.-klasses elever kan få undervisning udendørs i de uger, hvor der ikke er adgang til indendørs undervisning.

* Afgangseleverne i grundskoler og på voksenuddannelser må have 80 procent fremmøde, mens erhvervsuddannelser genåbner i fuldt omfang.

* Studerende på landets videregående uddannelser må nøjes med 30 procent fremmøde.

* Forsamlingsloftet hæves, så det fra onsdag er muligt at samles ti personer indendørs og 50 personer udendørs.

* Mere indendørs idræt for unge og ældre åbner.

* Større indkøbscentre og stormagasiner åbner.

Kilde: Justitsministeriet./ritzau/


Millioner af lyntest er med til at nidoble Falcks overskud

21.04.2021 10:18


Falck har i årets første tre måneder foretaget mere end to millioner lyntest. (Arkivfoto) - Philip Davali/Ritzau Scanpix

København. Falck har haft stor fremgang i indtjeningen i 2021, og det skyldes blandt andet de tusindvis af lyntest, som selskabet foretager hver dag i Danmark på statens regning.

Falcks omsætning var i første kvartal på 3,4 milliarder kroner, hvilket er 77 millioner kroner højere end i samme periode sidste år.

Omsætningen er trukket markant op af lyntest, mens der har være tilbagegang i andre dele af Falcks forretning.

/ritzau/


Næsten hver tredje dansker vil sige nej til J&J vaccine

21.04.2021 09:19

København. Næsten hver tredje dansker, der gerne vil vaccineres, ville sige nej til et stik med coronavaccinen fra Johnson & Johnson, hvis myndighederne tilbød den.

Samtidig er 31 procent i tvivl, om de vil sige ja eller nej til vaccinen.

Det viser en ny måling foretaget af Voxmeter for Ritzau.

37 procent af de adspurgte svarer til gengæld ja til at få vaccinen, mens det er 31 procent, der siger nej.

Sundhedsstyrelsen vil i næste uge komme med en udmelding om, hvad der skal ske med Johnson & Johnsons coronavaccine i Danmark, oplyses styrelsen i pressemeddelelse.

/ritzau/


Regel om tidsbestilling på restauranter er indført

21.04.2021 09:17

København. Der er onsdag indført en regel i Danmark om tidsbestilling 30 minutter før ankomst til en restaurant, café eller lignende.

Forslaget har mødt bred kritik fra branchen, men er altså lovpligtigt nu. Det bekræfter Danmarks erhvervsministerium i en email til Ritzau.

- Meldingen fra sundhedsmyndighederne er, at vi i den nuværende situation ikke bare kan åbne helt op for indendørsservering uden begrænsninger, siger Danmarks erhvervsminister Simon Kollerup (S) i en skriftlig kommentar.

Han åbner dog for en dialog med branchen.

/ritzau/


Overblik over tilfælde af sjældne blodpropper

21.04.2021 09:15

Amsterdam. Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) sagde tirsdag, at der har været registreret mere end 300 sjældne tilfælde af blodpropper kombineret med et lavt antal blodplader verden over efter vaccination mod covid–19. 

287 var tilfælde efter AstraZeneca–vaccination, 25 var Pfizer, 8 var Johnson & Johnson og 5 var Moderna. Det siger chef for data–analytik hos EMA Peter Arlett ifølge Reuters.

/ritzau/


Johnson & Johnson genoptager vaccineudrulning i Europa

21.04.2021 09:13

New Brunswick. Johnson & Johnson genoptager sin vaccineudrulning i Europa, efter at Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har undersøgt vaccinen. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Johnson & Johnson er klar til at genoptage sin vaccineudrulning i Europa, og selskabet vil nu tilføje risikoen for sjældne tilfælde af blodpropper kombineret med et lavt antal blodplader i vaccinens indlægsseddel, oplyser selskabet.

Selskabet understreger desuden, at den "fortsat er forpligtet til at levere 200 millioner doser mod covid–19 til EU, Norge og Island".

/ritzau/


Kontakttal i Tyskland er under 1,0

21.04.2021 07:52

Berlin. I løbet af et døgn er der indberettet 24.884 nye smittede med coronavirus i Tyskland. Tallet omfatter også forsinkede indberetninger for Nordrhein-Westfalen fra den foregående dag.

I alt har 331 nye mistet livet.

Sidste onsdag var der 21.693 nye smittede og 342 dødsfald.

På syv døgn har der været 160,1 nye smittede per 100.000 indbyggere. Dagen før var antallet 162,4. Det oplyser Robert Koch Instituttet onsdag morgen.

Siden epidemiens begyndelse er 3.188.192 testet positive. Cirka 2.824.100 menes at være raske igen. Antallet af døde er steget til 80.634.

Kontakttallet er dalet til 0,95. Det betyder, at 100 smittede i gennemsnit giver virussen videre til 95 andre. Tirsdag var denne værdi 1,06.

Epidemien ebber ud, når kontakttallet i længere tid har ligget stabilt under 1,0.


Flensborg Avis siger godnat


Slesvig-Holstens smittetryk er Tysklands laveste

20.04.2021 23:42

Kiel. Som det eneste forbundsland i Tyskland har Slesvig-Holsten fortsat færre end 100 nye smittede per 100.000 indbyggere på syv døgn. Værdien ligger tirsdag aften på 71,8 oplyser regeringen i Kiel.

Et døgn tidligere var incidensen på 72,1.

I løbet af et døgn er yderligere 434 testet positive. I Rendsborg-Egernførde er der 33 nye tilfælde, i Slesvig-Flensborg Amt 29 og i Nordfrisland 18. Efter eget udsagn er der kun fundet fire i Flensborg Kommune.

Værst ser det ud i Stormarn i det sydligste Slesvig-Holsten, hvor der er 69 nye tilfælde.

Kiel har fundet 45 nye smittede.

I det seneste døgn har seks mistet livet. To er døde i både Nordfrisland og Rendsborg-Egernførde amter, mens der er en enkelt i Slesvig-Flensborg Amt. Den sidste døde har mistet livet i det østlige Holsten.

Hidtil er 55.001 testet positive i delstaten. Omkring 49.400 menes at være raske igen.

Aktuelt er 181 indlagt. 53 er intensiv behandling. 35 har behov for hjælp til at trække vejret.


Smittetryk er uændret lavt i Flensborg

20.04.2021 16:49

Flensborg. Tirsdag aften var der igen godt nyt fra Flensborg Rådhus. Kun fire nye er blevet smittet i det forløbne døgn, og antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere på syv døgn lander hermed på 45,5. Situationen er således komplet uændret i forhold til mandag aften.

Siden sidste forår er 2136 personer i Flensborg testet positive. Aktuelt bærer kun 86 rundt på aktiv smitte. 2011 smittede menes at være raske igen.

39 har mistet livet. Tallet har efterhånden været uændret i en uges tid.

213 er i karantæne.

To af de nye smittede har fået virussen i deres hjem. De to øvrige smittekæder er endnu ikke afdækket.


To dødsfald og 33 nye smittede i Rendsborg-Egernførde Amt

20.04.2021 16:39

Rendsborg. Der har været yderligere coronarelaterede dødsfald i Rendsborg-Egernførde Amt. En 52-årig kvinde og 76-årig mand fra amtet er døde med eller af coronavirus. I alt har der dermed været 49 coronarelaterede dødsfald i amtet. 

Siden i går er der registreret 33 nye tilfælde af coronavirus i Rendsborg-Egernførde Amt. 26 er meldt raske siden fredag.

Aktuelt er der 219 smittede i amtet. Syv af dem er indlagt. 

I løbet af syv dage har der været 55,1 nye smittede per 100.000 indbyggere. 

Siden epidemiens udbrud er der registreret 3555 smittede i Rendsborg-Egernførde Amt. 3287 af dem er raske igen, og 49 har mistet livet.


Lægemiddelagentur om vaccine: Fordele opvejer ulemper

20.04.2021 16:33

Amsterdam. Ligesom det også var tilfældet med Astrazeneca–vurderingen, oplyser Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), at fordelene ved vaccinen opvejer risikoen for sjældne bivirkninger.

– Covid–19 er knyttet til en risiko for indlæggelse og død. De rapporterede tilfælde af blodpropper kombineret med et lavt antal blodplader er meget sjældne, står der blandt andet, skriver EMA tirsdag.

Johnson & Johnson–vaccinen kan være skyld i sjældne tilfælde af blodpropper kombineret med et lavt antal blodplader, vurderer EMA.

/ritzau/


Corona slår større hul i delstatskassen

20.04.2021 16:30

Kiel. Coronakrisen belaster Slesvig-Holstens økonomi yderligere. Ifølge delstatens finansminister Monika Heinold (De Grønne) drejer det sig for 2021 om et relevant trecifret millionbeløb i forbindelse med den allerede bevilgede nødkredit, som Heinold ikke vil øge. Især coronatest, manglende indtægter i den offentlige transport samt bidragserstatning for lukkede daginstitutioner kræver yderligere finansielle midler, sagde ministeren i dag. 

(dpa)


 Foto: Christian Charisius/dpa


Lægemiddelagentur: Der er mulig sammenhæng mellem ny vaccine og blodpropper

20.04.2021 16:15

Amsterdam. Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) vurderer, at der er en mulig sammenhæng mellem Johnson & Johnsons coronavaccine og sjældne tilfælde af blodpropper kombineret med et lavt antal blodplader. Det skriver EMA i en pressemeddelelse.

Johnson & Johnson har valgt at udskyde sin udrulning af vaccinen i Europa. Det skete efter flere tilfælde af de alvorlige bivirkninger hos personer, der havde fået den.

/ritzau/


Mere end en fjerdedel af nordfriserne har fået første stik

20.04.2021 15:57

Husum. Over 25 procent af borgerne i Nordfrisland har efterhånden fået første stik af coronavaccinen. Det fremgår af tal fra Nordfrislands Amt og Kassenärztliche Vereinigung i Slesvig-Holsten.

Samlet 42.464 personer har fået første stik af vaccinen. Der blev for alvor skruet op i vaccinationstempoet i de seneste to uger, da også de praktiserende læger nu er en del af vaccinationskampagnen. Samlet er 5137 personer i Nordfrisland siden påske blevet vaccineret hos deres egen læge.


Næsten 1,1 million i Danmark har fået mindst et vaccinestik

20.04.2021 15:55

København. Det seneste døgn har yderligere 24.304 personer i Danmark fået det første stik med en vaccine, mens 14.479 har fået det andet og sidste stik.

Det betyder, at 18,8 procent af Danmarks befolkning - eller 1.097.436 personer - har fået mindst ét vaccinestik.

8,9 procent - eller 519.119 personer - har fået begge og er færdigvaccineret.

/ritzau/


 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix


691 nysmittede i Danmark det seneste døgn

20.04.2021 14:35

København. Siden mandag er yderligere 691 personer i Danmark testet coronapositive i en PCR-test, oplyser Statens Serum Institut. Antallet af indlagte falder med fem til 194. Yderligere fire smittede er døde.

/ritzau/


Danskerne vil smide 2,4 milliarder mundbind ud på to år

20.04.2021 14:05

København. Af en ny kortlægning fra Miljøstyrelsen fremgår det, at danskerne forventes at bruge omkring 2,4 milliarder engangsmundbind i løbet af 2020 og 2021.

Kortlægningen viser, at hver borger i gennemsnit bruger et engangsmundbind om dagen. Derfor bliver der brugt omkring fem millioner engangsmundbind om dagen, hvilket svarer til 1.825 millioner engangsmundbind per år, skriver Miljøstyrelsen.

/ritzau/


Kontakttallet i Danmark er beregnet til 1,1

20.04.2021 13:25

København. Kontakttallet for epidemien i Danmark er beregnet til 1,1, oplyser Danmarks sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter. I sidste uge var kontakttallet for anden uge i træk 1,0. 

De to forgangne uger har kontakttallet været beregnet til 1,0.

- Vi har i dag et kontakttal beregnet til 1,1. Dermed lykkes vi fortsat med at holde epidemien på et stabilt niveau i Danmark.

- Det er en gunstig situation, og det giver os et godt afsæt for genåbningen i morgen, skriver sundhedsminister i sit tweet.

/ritzau/


Politisk flertal vil fjerne reservationskravet

20.04.2021 12:24

København. Et politisk flertal bestående af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance, Alternativet og Nye Borgerlige vil afskaffe reglen om, at man skal have booket bord 30 minutter før, hvis man vil spise indenfor på en restaurant eller cafe i Danmark.

Det skriver TV2. Reglen er fastsat af Danmarks erhvervsministerium og har fået kritik fra restaurationsbranchen, som frygter, det vil efterlade tomme borde i perioder.

/ritzau/


 Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix


Syv nye smittede i Slesvig-Flensborg Amt - incidens stiger

20.04.2021 12:24

Slesvig. Der er registreret syv nye tilfælde af coronavirus i Slesvig-Flensborg Amt. Samtidig er syv meldt raske. 

I løbet af syv døgn har der været 38,3 nye smittede per 100.000 indbyggere. I går lå tallet på 37,3.

Der er aktuelt 142 smittede i Slesvig-Flensborg Amt, hvoraf seks er indlagt i Slesvig. 372 personer i amtet er i karantæne.

Siden epidemiens udbrud er der registreret 2633 smittede i amtet, hvoraf 2436 er raske igen, og 55 har mistet livet.



EU: Nok vaccinedoser til 70 procent af den voksne befolkning i juli

20.04.2021 11:55

Bruxelles. EU vil i midten af juli have nok doser til at kunne vaccinere 70 procent af unionens voksne befolkning.

Det siger kommissæren for det indre marked i EU, Thierry Breton ifølge The Guardian til den franske avis Le Figaro.

– 53 fabrikker producere vacciner i EU. Vores kontinent er nu den største producent i verden efter USA, siger han til det franske medie.

/ritzau/


Ekspert: Johnson og Johnson-stop kan ramme Danmark hårdt

20.04.2021 10:41

Aarhus. Johnson og Johnson–pausen kan få store konsekvenser for Danmark, fordi man også har sat Astrazeneca på pause. Det siger Derek Beach, som er USA–ekspert og professor på statskundskab på Aarhus Universitet til TV2.

– Det kan betyde, at USA vender tilbage til normalt i juni, mens vi herhjemme først er tilbage til normale tilstande i september, siger han til mediet.

39.000 doser med coronavaccinen fra Johnson and Johnson står parkeret på køl i Danmark, og i de kommende uger vil vi modtage 170.000 doser.

/ritzau/


 Foto: Szilard Koszticsak/MTI/AP/dpa


20,2 procent har fået første stik

20.04.2021 10:22

Berlin. 20,2 procent af den tyske befolkning har fået mindst et stik af coronavaccinen. Det viser tal fra Robert Koch-Instituttet. Omkring 16,8 millioner mennesker i Tyskland har fået første stik, 5,6 millioner har fået begge stik og er færdigvaccineret. 

I løbet af en dag er der gennemført 381.095 vaccinationer. 

(dpa) 


 Foto: Friso Gentsch/dpa 


Sundhedsstyrelsen: Forkert vaccineteknik er ikke sandsynlig årsag til blodpropper

20.04.2021 10:03

København. Sundhedsstyrelsen i Danmark skriver i et skrifteligt svar til Nordjyske, at det er "overvejende usandsynligt", at en forkert vaccineteknik er grunden til de sjældne blodpropper blandt Astrazeneca vaccinerede.

Styrelsen vil dog følge den løbende udvikling, oplyser den.

En række læger havde luftet en mistanke i Sundhedspolitisk Tidsskrift, om at en manglende aspirationsteknik kunne være årsagen til blodpropperne.

Sundhedsstyrelsen har ikke selv undersøgt en eventuel sammenhæng, men henholder sig til EMA, der har givet vurderingen usandsynlig.

/ritzau/


Model for frivillig Astrazeneca-vaccination i Danmark stadig uvis

20.04.2021 09:07

København. Der er endnu ikke fundet en løsning på, hvordan coronavaccinen fra Astrazeneca, Vaxzevria, kan tilbydes danske borgere, der ønsker at få den.

Men det står klart efter et møde mellem Folketingets sundhedsordførere mandag, at der bliver store udfordringer med at gennemføre en sådan ordning.

Formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Jørgen Skadborg, sagde mandag efter at have læst et oplæg fra Sundhedsstyrelsen, at han har svært ved at se, at læger vil være villige til at vaccinere i en frivillig ordning.

/ritzau/


EMA ventes at komme med Johnson & Johnson-vurdering senere

20.04.2021 09:06

Amsterdam. Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) holder senere i dag pressemøde, hvor det er ventet, at agenturet vil vurdere sikkerheden ved coronavaccinen fra Johnson & Johnson.

Den er sat på pause i flere lande af frygt for alvorlige bivirkninger i form af blodpropper.

Det er EMA, der står for at anbefale vacciner til brug i EU. EMA har tidligere givet sin anbefaling af vaccinen.

Inden fredag ventes der også i USA at komme et svar på, hvad der skal ske med vaccinen, efter at den blev sat i bero dér.

/ritzau/


Epidemi aftager en smule i Tyskland

20.04.2021 07:40

Berlin. I løbet af et døgn er der fundet 9609 nye tilfælde af coronavirus i Tyskland, hvor 297 er døde. Det oplyser Robert Koch Instituttet tirsdag morgen.

En uge tidligere var der 10.810 nye smittede og 294 dødsfald.

På syv døgn er 162,4 nye testet positive per 100.000 indbyggere. Mandag var var værdien 165,3.

Siden epidemiens begyndelse er der registreret 3.163.308 smittede. Omkring 2.803.600 menes at være raske igen. I alt har 80.303 smittede mistet livet.

Kontakttallet ligger på 1,06, så 100 smittede i gennemsnit giver virussen videre til 106 andre. Mandag var tallet 1,16.

Først når kontakttallet i længere tid har ligget stabilt under 1,0, aftager epidemien.


Se livebloggen fra den 18.-19. april her.

20 apr 2021, 9:08