- MIDAS -
Jule Sösemann under prøverne til »Teenagerlove«, der får premiere den 4. december.

Jule Sösemann under prøverne til »Teenagerlove«, der får premiere den 4. december. (Foto: Niels Damkjær)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

Virkeligheden bag de store talentshows

Premiere

Det Lille Teater Flensborg viser den 50 år gamle musical »Teenagerlove«.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

ons, 21. nov 2012, 13:02

FLENSBORG. Sangeren Billy Jack er en rå og talentfuld knægt fra betonkvarterets ghetto. Som 14-årig mødte han sin kæreste Maggi i cykelkælderen under syvende opgang. Efter sejren i det store X-faktor-show er han blevet en lysende gigant på showstjernehimlen, hjulpet af sangskriveren Tommy.

Som 20- årig får Billy dog karriereproblemer. Nye stjerner bliver opfundet og truer med at indtage Billys plads. Også Tommy truer Billy gennem en alliance med milliardæren Smith og hans datter Vivi. Der er farligt på toppen: Benhård konkurrence, kyniske bagmænd, faldende markedsandele, afpresning, alkohol og stofmisbrug, utroskab og skilsmisse, Den kulørte presse følger med - selv på sengekanten.

Den 4. december har Det Lille Teater Flensborg premiere på »Teenagerlove«, der er et nådesløst drama om kærlighed og magt, troskab og svig. Stykket bliver fortalt i et dramatisk ungdomssprog med skrappe replikker, swingende rap og lidenskabelige sange.

Spørgsmålet er, om Billy må ofre sin elskede Maggi for at overleve på toppen?

Professionel instruktion

»Teenagerlove« af Ernst Bruun Olsen og Finn Savery fylder 50 år. Musicalen blev en bragende succes i 1962 og spillede for fulde huse i to sæsoner i træk på Det Kongelige Teater og kort efter i Berlin og andre af Europas hovedstæder.

Under profesionel instruktion af Niels Damkjær har Det Lille Teater Flensborg nu opsat teatermusicalen på scenen i »Hjemmet«. Her hæver tæppet sig til premieren af denne anderledes virkelighed, som finder sted, mens tv-kameraerne er slukket.

For unge og voksne

Teenagerlove er for unge (+ 13 år) og voksne og bliver opført 11 gange på Det Lille Teater Flensborg. Ud over premieren den 4. december er det den 6., 8., 13., 16. og 20. december samt 10., 12., 15., 17.og 19. januar. Tirsdag og torsdage begynder forestillingen klokken 19. I weekender klokken 16.

Billetter fås telefonisk på 0461-144080, via e-mail: silke@sdu.de eller i »Hjemmet« umiddelbart før forestillingen.