- MIDAS -
»Dorothea« - maleri af sønderjyden Timo Andersen.

»Dorothea« - maleri af sønderjyden Timo Andersen. (Foto: FlA)

Ung samtidskunst i Galleri Nexus

Kunstdstilling

Maleri og videokunst langt væk fra samtidens mainstream kan ses i Uge.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

tir, 23. apr 2013, 17:04

UGE.Frem til den 8. juni udstiller Galleri Nexus i Uge syd for Aabenraa værker af de tre unge kunstnere Ulla Bech-Bruun, Timo Andersen og Francois Top.

Ulla Bech-Bruun har sin unge alder af 33 til trods sidste år netop færdiggjort sin uddannelse på Det Kongelige Kunstakademi oven i en uddannelse som psykolog. Selv beskriver Ulla Bech-Bruun sin kunst som »Old-School«. Det vil sikkert undre mange, når de betragter de porcelænsskulpturer, hun præsenterer. Udgangspunktet er mennesket og dyret, hvor Bech-Bruun bruger dyrets form som udgangspunkt for en undersøgelse af den menneskelige psyke og underbevidsthed; »menneskedyret«. 

Det er i denne følelsesmæssige og underbevidste tilgang til kunsten, Ulla Bech-Bruun ser sig adskilt fra samtidskunstens mainstream, der for tiden i højere grad vægter intellektet og ideen.

Timo Andersen fra Tinglev

Timo Andersen er årgang 1985, autodidakt og fra Tinglev. Ikke desto mindre har den unge kunstner gjort opmærksom på sig selv på flere anerkendte udstillinger uden for Sønderjylland. Senest sidste år som en af fire udvalgte kunstnere på Spring 12 i Aarhus Kunstbygning.

Timo Andersen beskæftiger sig især med portrætter, tager udgangspunkt i det traditionelle portrætmaleri fra renæssancen og frem, men blander det med nutidige teknikker, og gør dermed sin kunst til umiskendeligt sine egne. Foruden malerierne viser Timo Andersen også et par eksempler på sit nyeste virkefelt skulptur og installation.

Francois Top er oprindeligt fra Frankrig og har studeret på Ecole Nationale Supérieure des Beaux Arts, Paris. Af familiemæssige årsager er han dog nu bosat i Tønder. Francois Top viser både maleri og videokunst. Og netop interessen for »bevægede« billeder ses også i maleriet, der har bånd til traditionelle tegneserier, men i en meget dynamisk og oftest næsten psykedelisk form, hvor selv et landskabsbillede synes i konstant bevægelse.