- MIDAS -
Med en far, der er cellist og en mor, der er sproglærer, er Andreas Brantelid begavet med ikke blot et stort musisk talent, men han er også i fuld gang med at udvikle sig som lærer og inspirator for andre unge cellister på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. (Foto: FlA)

Ung dansk cellist spiller med symfoniorkestret

Koncert

Sønderjyllands Symfoniorkester kommer til Flensborg med en af Schumanns vigtigste cellokoncerter.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

fredag, 24.01. 2014 14:31

FLENSBORG. Den unge danske cellist Andreas Brantelid har taget det meste af verden med storm. Han havde sin koncertdebut med Det Kongelige Kapel som kun 14-årig, og siden har han spillet med nogle af verdens bedste orkestre. Nu er han på besøg hos Sønderjyllands Symfoniorkester, hvor han skal spille Schumanns cellokoncert under ledelse af Andreas Delfs.

Koncerten bliver spillet i Deutsches Haus i Flensborg 30. januar klokken 20.

Cellisten Andreas Brantelid er født i 1987 af dansk-svenske forældre. Han er allerede en af Skandinaviens førende cellister, og selv om Andreas Brantelid endnu ikke har rundet de 30 år, er priserne væltet ind over ham - blandt andet vandt han i 2009 Kronprinsparrets Kulturpris på 500.000 kr. Til aftenens koncert skal han prøve kræfter med Robert Schumanns Koncert for cello og orkester.

Et alsidigt værk

Cellokoncerten er en af de vigtigste i Schumanns repertoire, og han skrev den på relativt kort tid i 1850 i Düsseldorf. Den mesterlige cellokoncert, hvis satser går direkte over i hinanden, er på samme tid meget knap i sin form og meget rig i sit udtryk. Fremfor udvendigt virtuoseri står det ægte musikalske i forgrunden i Schumanns koncert.

Første sats bæres af det dystre hovedtema, anden sats er en romantisk sang, og sidste sats er mere livlig. Der er med andre ord masser for den unge cellist at tage fat på, når han træder på scenen med sin Boni-Hegar-Stradivarius-cello fra 1707, som han har lånt af den norske kunstsamler Christen Sveaas.

Andreas Delfs, som svinger dirigentstokken til denne koncert, guidede med sikker hånd orkestret igennem en forrygende koncert med koncertmester Karsten D. Madsen som solist i sidste sæson, så det bliver et glædeligt gensyn med den tyske dirigent. Ud over cellokoncerten skal dirigent og orkester også fremføre Schumanns symfoni nr. 2 og Strauss  Don Juan.